Det ved du godt du ikke må.

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2015
  • Opdateret: 27 sep. 2015
  • Status: Færdig
I denne korte novelle, hører du om lille Kirstine, der bor alene med sin lidt volddige mor.

0Likes
0Kommentarer
88Visninger
AA

1. Det ved du godt, du ikke må

Hun gik forsigtigt rundt, mens hun prøvede at støvsuge det smadrede glas op. ”Det ved du godt, du ikke må,” sagde hun.   Det sagde hun altid. Jeg kiggede ned ad kjolen, der havde fået stor, rød saftevandsplet på maven. Hun stønnede og sagde: ”Gå op på dit værelse.” Jeg hoppede ned fra triptrapstolen, og gik med bøjet hoved op ad trappen til mit værelse. Jeg snublede på det øverste trin, og faldt ned på hagen. ”Kirstine! Hvad laver du nu? Du laver vel ikke noget, du ikke må?” råbte hun. Jeg rejste mig op, uden at sige et ord, løb ind på mit værelse og smækkede døren. Jeg åbnede den nederste skuffe i min gamle kommode, som gav en høj knirkelyd, og fandt en pakke plastre. Jeg havde altid tre pakker liggende, for jeg slog mig tit. Enten af mig selv, eller af nogen andre. Jeg åbnede pakken med Hello Kitty plastre. De var mine yndlings. Jeg puttede det forsigtigt på hagen, og kiggede mig i spejlet. Jeg lignede de andre fra min børnehave. De var altid så flotte, og nu var jeg også. Jeg tog bamsen, og satte mig i sengen med den overfor. Jeg pegede på den og sagde: ”Det ved du godt, du ikke må. Hvorfor har jeg fået sådan en uduelig datter!?” jeg slog den i panden, men fortrød straks. Jeg havde jo fået den af ham. Jeg spurgte hende tit, hvor han var henne, og så sagde hun bare at han var død. Dem i børnehaven sagde, han var en engel. Det lød bedre. ”Bamse, han er en engel. Det ved du godt, ikke?” sagde jeg, og krammede den. ”Syntes du også, jeg er en engel?” jeg vippede bamses hoved frem og tilbage. Bamse var faktisk nøgen, kom jeg i tanke om. Det sagde hun altid, at jeg ikke måtte. ”Jeg har desværre ikke noget i din størrelse, bamse.” Sagde jeg. Jeg kiggede i skabet. Nej, der var ikke noget i Bamses størrelse. Eller måske. Der var et lille lys i bunden af skabet. Jeg lukkede og åbnede skabet et par gange, men lyset blev ved med at være der. Jeg rakte ud efter det, og der lå en lille hvid blondekjole. Lige i bamses størrelse. ”Se!” råbte jeg glad. Jeg gav bamse den på. Lyset blev ved med at være der. Jeg rakte ud igen, og denne gang var der en lyserød blondekjole. Lige i min størrelse. Jeg prøvede den lige hurtigt. Den passede helt perfekt. Jeg dansede rundt med bamse, og sang: "Engle kan flyve, og er smukke! Engle kan flyve og er smukke!" Lige pludselig kom hun ind. Hun kiggede ned af kjolen. Hendes læbe bævede. Hun kiggede forfærdet på mig ”Du må ikke tage ting, der ikke er dine! Det ved du godt, du ikke må!” råbte hun og slog mig i maven. Det var mit sidste slag. Og der stod han. ”Hej far” sagde jeg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...