she's the one

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 27 sep. 2015
  • Opdateret: 27 sep. 2015
  • Status: Igang
Da hele Mikes klan og familie bliver dræbt af den onde vampyr leder møder han Kayla. Selvom Kayla er en vampyr og Mike er en ulv bliver de strakt forelsket i hinanden og da de skal finde Mikes lillebror der nøede at slippe væk inden vampyr kongen og hans mænd kom. Da de skal have Mikes veninde med, Amber, bliver der en hel del jalousi imellem pigerne. Hvem vil vinde Mikes hjerte? vil der kommer flere venner til? find ud af det i denne movella :)

2Likes
3Kommentarer
184Visninger
AA

2. det første møde

Mike’s synspunkt

 

Det lugtede stærkt af brændene træ og død. Jeg kiggede rundt på mine venner og familie og kunne mærke skrækken og tårende der pressede sig på i min øjnkrog. De lå alle sammen med afhugget hoveder og deres hugtænder og klør fremme. ”Hvem har gjordt det her?” hviskede jeg til mig selv, og så fik jeg øje på den døde vampyr der lå med sine forbanede hugtænder fyldt med blod. Jeg skyndte mig at kigge blandt de døde og håbede at min lillebror ikke var der. Det var han heldigvis ikke men min mor, far og storesøster lå halshugget ligesom de andre. En gren knækkede henne ved skovkanten og jeg skyndte mig at skjule mig og så så jeg hende. Hun var smuk, yndig og unik. Hun have tåre i øjnene og jeg kunne lige så stille høre hende sige ” Hvad har jeg gjordt, det var jo ikke det her jeg ville” og så faldt hun til jorden. Hun sad og græd og jeg så en muglighed til hævn, og det var den eneste muglighed jeg kunne se, vreden havde overtaget mig og jeg kunne se at hun var en blodsuger helt her over fra. Jeg råbte og løb mod hende med fuld styrke, men istedet for at fare op og gøre klar til kamp, som jeg havde forventet, fortsatte hun med at græde og kiggede stille op på mig. Alt gik i stå, i slowmotion, og jeg så hvordan hun kiggede på mig med medføelse og sorg, hvordan hendes blik nærmest sagde ” bare slå mig ihjel, du har fortjent hævn og jeg har fortjent skylden”. Jeg stoppede midt i min bevægelse og opdagede, 2 cm mere og så havde jeg slået dette smukke væsen ihjel. Jeg kigede dybt ind i hendes smukke og dybe brune øjne. Jeg skyndte mig at løbe, løbe væk fra det hele. Jeg løb og løb men jeg kunne ikke glemme hendes tårefulde øjne, det her smukke væsen, som græd for hendes fjendes død. Jeg løb og løb og havde ingen ide om at stoppe men da jeg kom til at tænke på min lillebror tog jeg det lidt roligere. Jeg begyndte at tænke, tænke på hvor han kunne være. Han måtte være løbet væk og unsluppet angrebet. At være så bange for alting kunne komme til at blive en fordel på sådan et tidspunkt. Alle var blevet og kæmpet for vi havde jo slået dem før. med denne gang lykkedes det bare ikke og hvis jeg ikke var løbet efter min lillebror da han løb væk om eftermiddagen så ville jeg også være død. de havde angrebet imens jeg var ude at lede og da jeg ikke kunne finde ham havde jeg troet at han var gået tilbage men det var han heldigvis ikke. Da jeg endelig var færdig med at løbe bestemte jeg mig for at gå tilbage. Jeg skulle jo finde min lillebror.

 

Kayla’s synspunkt

 

Jeg havde set ind i hans smukke blå øjne og kunne ikke glemme dem igen. Da han var løbet hen imod mig var jeg sikker på at han ville dræbe mig men han havde set på mig med hans dybeblå øjne, og løbet væk. Jeg var gået i gang med at slukke det sidste ild og var faktisk allerede ved at samle de døde da jeg så at han kom gående ind i byen. Jeg gik i panik da jeg så ham og da han spurte hvad jeg lavede med hans døde venner og familie kunne jeg ikke forklare. Jeg vidste jo godt hvad jeg lavede, jeg ville give de stakels mennesker en krav at ligge i så de ikke bare skulle ligge der men jeg var i tvivl for, hvilket hoved passede til hvilken krop og hvordan skulle jeg få skrevet hvem der lagde hvor? Jeg stammede mig igenem det lige så stille ” jeg.. jeg.. jeg ville..” mere nåede jeg ikke før jeg brød ud i græd. Det var jo min skyld. Jeg elskede de her væsner og syntes det var utoligt hvordan de bare kunne transformere sig til ulve, sådan et smukt dyr, og den fred der var her. Sådan var det ikke i min by, der var skumelt og mørkt og du kunne ikke finde en eneste blomst i hele byen og jeg elsker blomster mere end noget andet. Så jeg kom meget her ud indtil jeg en dag blev set og manden troede at jeg udspionerede ham og blev sur. Han bed mig og ulves bid er gift for en vampyr og da jeg kom hjem til mig selv troede min konge at det var et angreb og ikke i selvforsvar den ulv havde bidt mig og lige meget hvor meget jeg bad ham ville han ikke høre, han blev ved med at sige at de forbanede hunde skulle betale for hvad de havde gjordt. Min far var stormet afsted med hans bedste mænd. Og ja du hørte rigitgt, min far var konge i min by, og ja han ”var” da han faldt i slaget. Mine tanker blev afbrudt da jeg mærkede en hånd på min skuler og da jeg kigged op så jeg direkte ind i hans vise blå øjne og blev helt trylebundet igen ” det hele er min skyld” sagde jeg med en lille usel stemme. ”Hvorfor har du samlet min flok?” spurgte han stille uden at afbryde vores øjnkontakt ”jeg ville bare give dem en krav at ligge i så de ikke bare skulle ligge her” sagde jeg og blev helt panisk igen ” men jeg kunne ikke finde ud af hvis hovede der var hvis og jeg kom til at tænke på, hvordan skal jeg give dem en gravsten, skrive deres navn. Jeg hved jo ikke hvad de hed eller hvad de lavede inden de alle sammen blev myrdet af den idiot” nu var jeg ikke panisk men sur ” hvordan kunne han gøre det mod dem, jeg hader ham, jeg hader den kraftidiot så fucking meget at jeg kunne rive hans strube ud af halsen på ham og...og..og” og så græd jeg...igen. Han lagde lige så stille armende om mig og sagde lige så stille at det hele nok skulle gå og at jeg bare skulle tage det roligt og så blev det hele sort og jeg besvimede i hans arme...

 

Mike’s synsvinkel

” Godmorgen” sagde jeg da jeg så at hun lige så stille blinkkede med øjnene. Jeg havde taget

hende med ind i skoven efter hun var besvimet. Jeg havde opdaget at hun var blevet bidt af en ulv og jeg havde samlet nogle planter som ville gøre at hun ikke døde. Kun de højeste i klanen vidste hvilke planter man skulle bruge og hvor man kunne finde dem. Hun skar en grimmase da hun prøvede at sitte sig op og jeg skyndte mig at lægge hende tilbage i sengen af mås. ” du skal helst ikke bevæge dig før det er helet” sagde jeg og hun nikkede stille og lange sig til rette og skar igen en grimasse. ” gør det ondt?” spurgte jeg usikkert og hentyede til bidet. ”Jeg har deværre prøvet være” sagde hun og smillede og jeg da jeg kiggede alvorgligt på hende grinede hun bare så jeg ikke kunne lade vær med også at grine. Lyden af hendes fantastiske latter ringede i mine øre og jeg kunne heller ikke få hendes smukke smil ud af hovedet i flere timer efter. Hun var faldet i søvn igen. Da jeg ikke havde den sidste plante hun skulle have for at hendes vampyr helekrafter kunne hele hende, måtte hun hville sig og hele ligesom almindelige mennesker. Iværtfald indtil jeg finder den sidste plante.

 

Næste gang hun vågnede var tre eller fire timer efter. Hun var så stille ved at få hendes røde kinder tilbage efter at have haft et helt hvidt ansigt det sidste døgn. Jeg mærkede hurtigt hendes pande og hun var brændene varm. Jeg havde været nede ved en flod i nærheden og hente vand og fange en fisk eller to. Så jeg skyndte mig at hendte vandet. Det eneste jeg sådan lige kunne tænke på var ” hvor er det godt at min mor var vores medicin kvinde, og at jeg er så forbandet nysgerrig”. Det jeg ved om medicin og pleje har jeg lært ved enden at kigge på når min mor helbredte andre eller udspionere hende når hun egenlig ikke ville have at jeg kiggede. Hun havde faktisk også lært mig lidt om planterne når vi var ude at gå og hvor man kunne finde dem. Men det er så lang tid siden, for de sidste mange år havde min mor været syg så hun ikke kunne arbejde. Så hun ville dø ligemeget hvad. Hun ville enden dø af angreb fra andre eller af sygdomen. Jeg er fakstisk rigtig glad på hendes vejne, hun ønskede at dø i krig eller midt i et angreb og ikke af sygdom i hendes seng. ” jeg ved egenlig ikke hvad du hedder. Ville du måske være så venlig at sige mig det?” kom det fra bag mig. Vendte mig stille og kiggede stille på hende. Havde en blodsuger lige spurt pænt om noget, til en ulv? Wow, jeg vidtse godt at hun var rigtig underlig men at spørge pænt og sødt, enda til en ulv, var ikke noget du så hver dag. ” jeg hedder Mike, hvad med dig?” sagde jeg da jeg så hendes ventende, smilende blik. Hun svarede smilende, sødt og genert ” jeg hedder Kayla.” jeg kiggede på hende og smilte til hende. ” sikke et smukt navn” sagde jeg og hun rødmede og smilte mega gernert og kiggede ned i hendes skød ”tak” sagde hun stille og hendes søde smil fik mit hjerte til at hamre vildt.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...