mågeproduktion

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 4 okt. 2015
  • Opdateret: 26 sep. 2015
  • Status: Færdig
Det er så forfærdelig nemt at være to, og selv når du prøver på bare at være en, ender du altid med at rende rundt og være halvanden. Bidrag til søskendekærlighedskonkurrence, valgmulighed 1.

10Likes
4Kommentarer
535Visninger
AA

1. mågeproduktion

Vi var altid lige præcis to og aldrig en mand i overskud eller en gemt væk i sprækken mellem vores madrasser. Vi lå i vores dobbeltseng og tænkte spraglet. Det var de her typer tanker, som tissede i sengen om natten uden at skamme sig over det. Havde trukket mørklægningsgardinet for de fleste gange og lå med kluddermorlegemer og tændstikben og børnetopmaver med måger indeni. Fordrede vores børnetopmavemåger og legede, at jorden var flad. Vores måger mågeklattede hele jorden, ind til det bare var et mælkehvidt lag. Så skøjtede vi. Hvis en faldt ud over kanten, hoppede den anden efter. Spiste stjerner som appetizer og lavede caprese ud af måne- og Jupiterskiver . Begyndte du at bygge dit eget univers, prikkede jeg til dig med storetåen. En tå, to tæer, fem tæer. Bare hele fussen lige op i krydret. Hallo, se mig nu, råbte jeg. Jeg er jo lige her. Du skubbede mig ned fra sengen eller rev mig i håret eller ignorerede mig til evig tid og gad mig egentlig ikke mere. Du var blevet sådan lidt pre-teenager-pessimistisk, måske. 

Vi oprettede hver vores goSupermodel på fars bærbar, da du fyldte tretten, og selv i pixeltilstand var du betagende. Dissede de andre modeller i backstage og havde fundet en designerkjole i Vintage. Jeg var 12345agnete12345 med starterpack tøj, og min model lignede mig alt for meget. Så lærte du mig at hacke, og jeg græd i mit Betty Spaghetti sengetøj, før jeg skulle sove, og turde ikke røre din side af sengen med mine børnebakterier. Turde ikke engang røre ved mig selv. Smitsom og barnlig. Skiftede undertøj og nattøj tre gange. Moslede til du protesterede og nev mig på inderarmen. Drillede mig over, at jeg kunne blive ked af sådan en lille ting. Så græd jeg endnu mere, og til sidst smed du mågegodbider til klokken tre om natten, og vi faldt i søvn i en blå duploverden med gulv i loftet og loft i gulvet og smilede fra gulvtæppeloftet til bjælkegulvet.

Da du blødte i sengen for første gang, ville du sove alene, og det var det allerværste. Så var det min tur til at være pre-teenager-pessimistisk. Jeg hvæsede, jeg ville have mine hemmeligheder tilbage, men du beholdt dem i en papkassen under din nye halvandenmandsseng. Så fandt jeg på nye og låste mig inde på toilettet med blå knæ mod mælkehvide klinker og kiggede lidt på dem nede i vandet, før jeg skyllede dem ud. 

Jeg har jo altid villet, hvad du vil, men kan aldrig rigtig følge med. Render rundt og føler mig lidt trekvart. Så vil du i byen, og jeg klæder mig ud for de her mennesker med underlige underlive, som jeg forestiller mig at møde. Fodrer min måge og tager på diskotek. Min makeup er min krigsmaling. Finder dig i rygerummet, og så må jeg også selv have en. Kan måger dø af røgforgiftning? Jeg ved ikke, om jeg bekymrer mig om det længere og kommer hjem fra byen kvart i fire sammen med dig. Rører ved mig selv. Time for some action. Vender mine bamser om og tænker på imaginære drenge til det basker i maven, men selvom jeg er beruset, man man ikke tage fejl af vingefanget. Jeg har sommerfugle i maven og vasker pølsefingre og hopper i din seng, til du kaster op ud over kanten. Sommerfugle får du også nogle gange. Så skriger jeg dig i hovedet, at vi skal lege med sommerfugle, men dem leger man ikke med, siger du, de leger med dig. Så render jeg rundt og er lidt forfjamsket og ved egentlig ikke, hvad jeg skal bruge det til. Tilbage i mit eget værelse. Den her enmandsseng er ensom, og de her tanker underholder mig ikke særlig længe ad gangen. Piller ved mig selv igen, ind til det kriller i maven på ny. Det er denne her type følelse, jeg har ledt efter, tror jeg. Tør ikke bevæge mig. Kreaturene i maven knækker alt for hurtigt. Lader trusserne hænge ved anklerne. Nobody moves a mussle. Til sidst flyver de væk igen, og jeg kebabruller mig ind i dynen med skuldre i nakken og hænder så tæt langs kroppen, at jeg smelter sammen. Græder og stirrer. Stirrer til jeg græder. Stirrer mig blind. Græder mig ind i virkeligheden. Mørklægningsgardin er ikke rullet helt ned. Hvor er feng shui blevet af? Solen, der laver laserstråler ind af vinduet, minder mig om et Ben Kopel digt, jeg læste på et toilet engang, lige før solen gik ned, mens jeg prøvede på at forbrænde tiden indtil den forsvandt til en dårlig privatfest.

 

& the only answer

goes something like this-

 

In the attic of everything

there is a bird

with one wing

& his heart is true

& nothing like mine

 

Det passer sikkert til en eller anden, men ikke til mig. Jeg er sikker. Jeg kan heller ikke relatere til noget. Ligger stille. Det er noget lort. Smager på mine følelser, til jeg kaster op. Klistrende fødder mod badeværelsesgulvet og så hovedet i kummen. Mmmmm. Så kommer du og holder mit hår. Gaber mig lige i fjæset og spørger, om jeg fik snakket med Jonas i aftes. Jeg fortæller dig løgne og siger, du ikke skal fortælle det videre. Det er vores hemmelighed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...