The little girl in the snow

Denne historie er blevet forvrænget og skrevet om. Eventyr er oprindeligt med en 'Happy ending' men hvis man fjerner trylleglansen, hvad er der så tilbage af et eventyr?

3Likes
2Kommentarer
404Visninger

1. Den

 

“Du blev født på en kold vinter dag min kære.” Kvinden i lænestolen strøg den lille pige, der sad for hendes fødder, over håret.

“Din mor gik rundt i haven og betragtede de døde planter. Hun virkede helt fjern, og det var måske også derfor at hun først opdagede mig, da jeg stod med hånden på hendes skulder.” Den lille pige lytter betaget til kvindens historie. Selvom hun har hørt den del mange gange før, nyder hun stadig hvert et ords klang, og hver sætnings rungen i det store stenkammer.

Hun elsker den måde på hvor hvert et ord sættes sammen til en sætning, og hvordan hver en sætning fortsætter historiens unikke fortælling.

“Jeg hørte hende gispe da hun blev revet ud af sin egen verden, da jeg ruskede hende let. Det var begyndt at storme, og det sorte hår piskede om hendes ansigt. Hun var som sædvanlig både smuk, som den rødeste roser, men lige så farlig som dens pigge.

"Aldrig har jeg mødt noget så smuk, som samtidig var så mørk.” Kvinden trækker vejret dybt. Denne del af historien bliver aldrig nemmere at fortælle, lige meget hvor mange gange det måtte gøres.

Den lille pige for kvindens fødder sidder afventende på resten af historien. Den del af historien hun aldrig har hørt. For der må da være mere? Der skal da være mere af den end at hendes mor gik rundt ude i haven, blandt dødt på en stormfuld vinter dag?!

Og denne dag håber den lille pige på en længere historie. En meget længere historie end den hun får.

Kvinden som fortalte er forsvundet ind i sin egen verden af tanker. Hun bliver bleg, og hendes ansigt afspejler ægte frygt syntes pigen. Men hva frygter hun, tænker pigen og ligger hovedet på skrå. Fortid? Nutid? Fremtid?

Kvinden i sin egen verden rejser sig. Hendes udtryk er stadig tomt da hun går igennem rummet, ud ad rummet, og lader døren låses efter sig. Den lille pigen slår blikket ned. Hvorfor forlader hun hende altid det samme sted? Den samme tid? Den samme stormfulde vinter dag i den døde have? Hvorfor forlader hun hende? Hvorfor forlader alle hende?

Den velkendte stemme fortæller hende at hun ikke er alene. At hun har den. At så længe den er her er hun ikke alene. Så længe hun gør hvad den siger, vil alt være godt. Pigen elsker den velkendte stemme. Den er hendes ven, og det eneste hun skal gøre er at adlyde. Så det gør hun, og glaskårene rammer det hvide marmor gulv, der allerede er plettet med blod.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...