Tiden går: Dagbog

Dette er et forsøg på at skrive mine dag til dags tanker og oplevelser ned. Det er sikkert meget sundt at få dem ud af hovedet og ned på skrift.

1Likes
4Kommentarer
550Visninger
AA

6. November d. 12

Jeg er ikke sikker på om det er fordi vi nærmer os juletiden eller om jeg bare er ensom. Hver aften har på det sidste bestået af meget negative og ensomme tanke, men på samme tid er jeg overbevist om at jeg ikke er ensom, men at jeg bare overdriver. Det er et dilemma jeg efterhånden bruger for mange kræfter på. Jeg er ikke andet end træt hele tiden. Jeg snøvler og har svært ved at huske hvad jeg skal, for slet ikke at tale om navne på andre folk. Jeg roder rundt i alt det jeg skal nå og huske. I virkeligheden vil jeg gerne bare have lov til at kigge ud i luften uden at skulle tage stilling til noget som helst.

Jeg savner at gå i gymnasie. Jeg savner at kunne stå op, tage i skole og alligevel ikke foretage mig noget som helst. At kunne sidde en hel dag og tænke på alt andet end fagligt relevant viden. Ikke at have et ansvar over for andre end mig selv. Jeg savner det sociale og det samfund man får bygget i gymnasiet. "Det er vigtigt i følger med nu, for i vil med sikkerhed få brug for det her" - det er nok den mest ukorrekte sætning der overhovedet bliver brugt i gymnasiet! Alligevel savner jeg dens pres. Jeg savner at være lidt på røven over en dansk stil der er ved at blive afleveret for sent. Det var en pinsel den gang, nu er det noget jeg mangler for at give min hverdag struktur.

I virkeligheden er det nok fordi jeg er blevet mere asocial efter jeg har fået det her job. Det er bare så svært at få tid i hverdagen til at lave noget med folk. Jeg har planer i alle mine weekender om sociale begivenheder, men det er bare ikke godt nok. Jeg har det som om jeg er ved at blive slugt af en malstrøm af arbejde og ansvar over for mine kollegaer og de børn jeg skal yde omsorg for og samtidig forsøge at lærer ting. Det er forfærdeligt!

Jeg er blevet fast ansat i skolens SFO indtil sommerferien. Jeg burde være stolt og glad! Realiteterne er at jeg er ked af at jeg ikke længere kan udføre mine fantasier om at pakke min bi og så bare rejse væk fra alting. Nu skal jeg planlægge det og komme med undskyldninger for at gøre det. Mit ansvar er blevet for stort. I takt med at det er blevet større virker det også som om at flere og flere af de børn jeg arbejder med skubber mig væk. Jeg er blevet en genstand for had og udbrud om hvordan voksne ikke forstår børn, imens jeg har det på præcis samme måde som børnene. Jeg er 20, jeg skal fremstå som en ansvarsfuld voksen for børnene og mine kollegaer, jeg skal være en man kan se op til. I min familie er jeg også presset frem som familiens eksempel. Min fætter som er samme alder som mig bliver set ned på fordi han har skiftet arbejde to gange alt imens jeg har fået en fastansættelse. Sandheden er at han klare sig meget bedre end mig. Godt nok klager han over et uretfærdigt hjem, men han har en kæreste han kan flygte over til, et arbejde med folk han kender og kan hygge sig med og et arbejde der ikke presser ham til at være et godt forbillede.

Jeg kunne bare sige mit job op, men jeg er så bange for at jeg ikke vil kunne finde et ny og så vil blive set ned på af min familie. Jeg ved mine venner vil støtte mig, men jeg kan bare ikke få mig selv til at gøre det. Alles forventning er for voldsom for mig.

Jeg glæder mig til nytår. Julen skal bare overstås så hurtigt som muligt...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...