Tiden går: Dagbog

Dette er et forsøg på at skrive mine dag til dags tanker og oplevelser ned. Det er sikkert meget sundt at få dem ud af hovedet og ned på skrift.

1Likes
4Kommentarer
539Visninger
AA

9. Juni d. 13

Det er fantastisk hvor dårlig jeg er til at lytte til mig selv. Det er snart et halvt år siden jeg sidst skrev i denne "dagbog" og den gang kommenterede jeg endda på hvor dårlig jeg er til at skrive hyppigt i den. Typisk.

Jeg har ingen gode undskyldninger at give. Jeg har dog en masse på hjertet. Det seneste halve år har været et godt et af slagsen! Jeg har brugt så meget af min tid på gamle og nye venner som overhovedet muligt! Jeg er nået til et punkt hvor jeg skal noget hver weekend og jeg kun mellemlander der hjemme for at tage et bad og få lidt søvn i min egen seng. Så snart det bliver mandag kalder mit arbejde dog på mig igen. Livet som tilkaldevikar er hårdt. Både når man har mange timer i skolen og SFOen, men også når man ingen timer har. For hvad skal man tage sig til når alle ens venner er på arbejde eller i skole?

 

Tilbage i januar/februar introducerede min veninde (hende jeg også var ude og skøjte med tilbage i december) mig for to af hendes gode venner. Hun har talt meget om dem før, men jeg har aldrig rigtigt haft mødt dem eller talt med dem før jan/feb. Begge to er nogle hun kender gennem den kampsport hun går til og virkelig brænder for. Det har vist sig at jeg blev mere glad for disse nye venskaber end jeg havde regnet med. Vi har næsten dagligt talt sammen alle fire over skype eller facebook om alt muligt. Vi har spillet alt alt alt for meget. I starten var det minecraft (en klassiker), så lokkede drengene mig med på lol (league of legends) og seneste spil vi alle har hygget os med og brugt lidt for mange timer på er Black Desert. De mange weekender og ferier vi har været igennem har bestået af LAN aftener, gyserfilm, disneyfilm, underlige kampsports film og til tider vilde og sjove druk fester kun bestående en hård kerne af folk der altid passer godt på hinanden.

Da jeg lige var begyndt at lærer drengene at kende fortalte jeg min veninde at den ene af drengene godt kunne være typen jeg kunne falde for. Vi jokede begge med det i en længere periode, fordi det sikkert ikke ville ske. Som tiden er gået og vi har lært hinanden bedre og bedre at kende blev jeg dog mere og mere bevidst om mig selv og min position i forhold til de tre fantastiske mennesker jeg bruger så meget tid med. Jeg wingmanede min veninde og en af drengene eftersom hun har haft et crush på ham i over tre år! Det lykkedes! De er kærester og har det super godt sammen. Desværre har min wingman mission budt mig at jeg har brugt enormt meget tid på at komme meget tættere på den anden af drengene (lad os kalde ham T, det gør det hele lettere!). Det var den af drengene jeg havde sagt godt kunne være typen jeg faldt for. Jeg fik ret... Jeg ville ikke indrømme det over for mig selv i omkring to måneder. Jeg var ked af det, følte mig anmassende og håbløs. Mine veninde har forsjovt drillet mig med at jeg burde få en sommerflirt med ham, jeg har jokede med på det, men inderst inde ønsker jeg det vil ske. Jeg indrømmede over for min veninde som introducerede mig for ham at jeg er faldet for ham her for to uger siden. Hun tog det pænt, faktisk FOR pænt. Hun har hele tiden sagt at vi nok kunne blive et godt par. Hvilket er en rar ting at vide, men det bliver jo ikke til noget sikkert.

Mit problem og grunden til at jeg stadig føler mig håbløs er at jeg er overbevist om at han kun ser mig som en veninde (en meget drenget en af slagsen endda). Jeg vil så gerne snakke med ham og se ham hele tiden, men jeg er så bange for at han lugter lunten og det så vil ødelægge den venskab jeg har med ham.

Han har aldrig haft en kæreste, men tilgengæld er han meget frembrusende og jeg er sikker på at han uden problemer kan charmere en fremmed pige til at tage med ham hjem. Imens kan jeg sidde på sidelinjen og give ham skulder klap over det imens jeg er ved at blive kvalt inden i over min følelser. Det er dog ikke det eneste problem. Vi skal begge to flytte snart på grund af vores uddannelse. Jeg flytter til Århus og han til København. Jeg har været i et langdistanceforhold før. Det endte ikke godt og var meget hårdt at være i for mig.

 

Jeg vil dog nyde de få måneder jeg har tilbage på sjælland sammen med denne lille gruppe mennesker så godt jeg kan. Ligegyldig hvor ondt det nogle gange gør i maven når jeg ser ham eller snakker med ham.

Hvis dog bare han kunne være kold og kynisk over for mig så jeg ikke ville digte håbefulde historier om os inde i mit hoved...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...