Tiden går: Dagbog

Dette er et forsøg på at skrive mine dag til dags tanker og oplevelser ned. Det er sikkert meget sundt at få dem ud af hovedet og ned på skrift.

1Likes
4Kommentarer
630Visninger
AA

13. Februar d. 24

God Jul! Eller noget.

Er jeg den eneste der ser på en dato og forbinder tallet men noget bestemt også selvom det ikke er den rigtige måned? Sådan har jeg det med d. 24 i hver måned. Jeg er ikke engang særlig stor fan af julen så det giver ikke rigtigt mening. Jeg har det på den samme måde med d. 31. Nytår er faktisk det jeg ser mest frem til i december ikke fordi jeg bare vil have et år overstået - nej nej, jeg vil bare gerne fejre det traditionen tro med mine venner. De sidste 4 - 5 år har jeg fejret det med venner, ikke altid de samme, men uanset hvad har det været fortryllede aftner som jeg altid glæder mig til og ofte tænker på når jeg sidder sammen med dem jeg har fejret det med. Det der folk siger med at nytår er den fest alle har virkelig høje forventninger til og altid ender med at blive noget møg? Det er modsat med mig. Jeg forventer altid et totalt kaos, maden ender aldrig som den skal, vi ender altid med at tabe et glas eller flere, der er altid en der kommer til at falde, men uanset alt det så ender vi altid med at hyle af grin over et eller andet der med garanti ikke er så sjovt. Det magiske er at være med dem man holder allermest af imens man råber GODT NYTÅR! Hopper/falder/vælter ned af en stol, sofa, køkkenbord og bagefter bliver mødt i latter og kram af folk man kun kan være lykkelig over man kender. Det er den eneste rigtige måde at gå ind i et nyt år på. Eller det er det efter min mening.

 

Det er nok fordi jeg føler mig så ensom lige nu at jeg tænker på nytår. Jeg tænker på de sidste snart 6 år af mit liv, som har bragt nogle af de smukkeste mennesker med sig jeg nogensinde kunne drømme om at have i mit liv. Jeg tror at uden dem ville jeg ikke mærke ensomheden på samme måde som jeg gør nu. Den er som et konstant tomt rum jeg ikke kan slippe ud af uden dem. Den eneste vej ud af det tomrum er, når de står i den dør jeg aldrig kan nå helt hen til når jeg er alene. De står der og de hjælper mig, fortæller mig jeg er stærk, at jeg nok skal klare det hele, at de savner mig og glæder sig til at jeg vender tilbage. Hvad de ikke ved er at jeg kun kan stå op om morgenen og starte min dag i tomrummet fordi jeg tænker på dem, fordi jeg ser frem til næste gang jeg får dem at se, næste gang jeg kan snakke med dem via telefonen, skype i flere timer også selvom det meste af tiden går med snak om ingen ting eller naturlig stilhed. Det er det bedste lyspunkt i mit tomrum, hvor jeg ellers er fanget med mine tanker og stilheden der larmer så meget at jeg nogle gange får hovedpine.

Det er længe siden jeg har haft det sådan her, men jeg tror og håber på at jeg kan komme i gennem det og at alt falder på plads når jeg kommer hjem igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...