Succes

Denne novelle/fortælling, er baseret på en virkelig historie. Jeg har nemlig selv gennemlevet dette som er skrevet, dette var også det jeg skrev til min dansk terminsprøve, som jeg fik 10 med pil opad for. Det vil jeg rigtig gerne dele med jer derude, håber at I vil tage godt imod den :)

1Likes
4Kommentarer
290Visninger

1. succes

Jeg har egentlig altid været sådan lidt i retningen af at være godt bygget, hvis man altså kan sige det sådan. Jeg mener vel egentlig buddet, men ikke noget man lagde mærke til som sådan. Men det er som om at det stadig forfølger mig på en eller anden måde, som om det er en forbandelse.

Denne erindring starter meget langt tilbage, måske for langt tilbage. Da jeg var omkring de seks år gammel begyndte jeg i skole, den tid havde jeg ventet ekstremt længe på. Samtidig med at jeg havde frygtet den skulle komme. Men nu kom denne dag, hvor jeg skulle starte i skole. Det er en tydelig erindring jeg har mig oppe i hovedet, jeg kan tydelig se det store klasselokale for mig. De små skolebøger med en lille fin bamse ved siden af, som en lille gave. Jeg har den faktisk endnu, hvis jeg kigger efter finder jeg den. Jeg kan fornemme hvordan duften var, duften af et nyt kapitel i mit liv og duften af nye skolebøger.

I den mindste klasse kan jeg huske at vi havde legetime, time i hvordan man skulle være overfor hinanden og hvordan man resten af livet skulle klare sig igennem, hvis der kom noget der var hårdt. I de små klasser var man ligeglad med hvordan de andre så ud, man var bare venner fra den dag man mødte hinanden af. Men efter nogle år, hvor man begyndte at komme op ad ranglisten i klassetrinene, der er det blevet helt anderledes på hvordan man ser hinanden. Det er tydeligt at det ikke er sådan mere. I dag er det oftest de tynde og populære der er venner og de andre der har lidt mere fedt på sidelårene end de andre, de skal mobbes. Det blev jeg. Mobbet.

Da jeg kom i 2.klasse, begyndte min glæde for at komme i skole at dale, de ældste på skolen begyndte at kalde mig grimme ting. Lige i starten forstod jeg ingenting, hvorfor havde de et problem med mig? Jeg havde jo ikke gjort noget forkert, jo det havde jeg. At være for tyk. Det var det der var i vejen, det fandt jeg langsomt ud af. Lidt efter lidt, blev det værre, jeg blev skubbet så jeg faldt og puffet til. Jeg har ar fra det endnu, det er ikke så meget. Men de er der, så de minder mig stadig om det. Det kan ingen ændre på, ikke engang en læge. Det er sådan det er og jeg har lært at leve med det. Jeg har det fint.

Dengang kom jeg hverdag grædende hjem, min mor og far spurgte hele tiden hvorfor. Men jeg kunne ikke få mig selv til at sige hvad der var sket. Jeg var for svag, hvad nu hvis de vidste jeg havde sagt noget? Sladret. Så ville de jo komme efter mig igen, måske endda gøre det værre. Jeg forstod ingenting dengang, jeg var samtidig svag. Ikke fysisk, men psykisk. Jeg kunne ikke rumme ret mange ting, uden at jeg begyndte at bryde sammen.

Som årene der gik begyndte jeg at ignorere det, selvom det ramte rigtig hårdt indeni. Jeg begyndte at svarer igen, ikke ondt men såsom at ’jeg kan ikke hører hvad I siger’.

 

På en eller anden måde hjalp det at lukke af på den måde, men alligevel gjorde det at jeg tænkte på det hele tiden uden ende. At jeg blev ved med at spekulere over hvorfor de kaldte mig det, hvorfor de kun var ude efter mig, hvorfor at det lige var mig der skulle mobbes og gjort til grin på den måde.

Jeg kom i 5.klasse, jeg glædede mig til at starte på en frisk, fordi at jeg vidste at dem der mobbede mig sidste år, de var gået ud af skolen. Jeg var så glad, det var lige før at der kom glædestårer ud af øjnene på mig. Det var det bedste der var sket siden jeg kom i skole, at de var væk. Alle sammen, hver og en. Jeg vidste at de ikke var der mere, vidste at de aldrig kom tilbage. Men samtidig havde jeg stadig rædsel for de nye der var de ældste, hvad nu hvis de var lige så modbydelige? Lige så grimme i munden som de andre, det kunne de sagtens være. Men ved du hvad, det var de ikke. De var rigtig søde, de fleste af dem. Det var så dejligt, at jeg kunne være mig selv igen. Det havde jeg ikke kunne være i 3 og et halvt år. Det var så… Lysrivende.

I stedet for at lukket vores skole helt, så lukkede de den ældste klasse i stedet for. 7.klasse. Jeg kom i 6.klasse og var nu en af de ældste, på hele skolen. Jeg havde den forestilling om at jeg skulle være et godt forbillede, venlig og samtidig blive respekteret. Ligesom alle de år hvor jeg havde været en af de små, hvor jeg bare havde gået og syntes de store var seje og alligevel ret skræmmende. Man turde ikke sige noget til dem, men sådan blev det ikke for min årgang.

 

 

Vi var helt almindelige, altså neutrale i vores måde at opfører os på. Ingen var bange for os, ingen der klistrede sig op til væggen fordi at de var bange for os. Vi var venner, med de fleste. Det var dejligt for en gangs skyld, at man kunne føle sig på lige fod med alle. Det var befriende.

I midten af 6.klasse gik jeg hver uge til skolesygeplejerske. Både for at få løsnet tankerne og for at få lidt mere styr på mit liv. Hun tilbød mig flere og flere gange, oftere og oftere at komme på Julemærkehjem.

Jeg sagde altid sagt pænt nej tak og smilede, som om at jeg havde det fint og ikke behøvede det. Jeg følte at jeg havde det fint, fint nok til at klare mig. Det var en af gangene hvor hun spurgte mig om et helt andet spørgsmål, det var hvorfor jeg ikke ville derop. Jeg svarede kort, godt og enkelt at jeg ikke ville samelignes med nogen. Jeg ville ikke opfattes som den der var for tyk til at man ikke kunne bekæmpe det selv, jeg ville ikke blive symboliseret svag, hvis jeg valgte at tage af sted, fordi at jeg ikke kunne klare det selv.

Det hele endte med at jeg faktisk tog afsted, jeg ville ikke. Jeg havde det dårligt med det og det føltes forkert på det tidspunkt. Hvorfor skulle jeg, når alle de andre ikke skulle? Jeg tog bare chancen og sprang ud i det, samtidig med at jeg vidste jeg ikke kunne flyve. Jeg kom derop og syntes at det var meget nyt, fremmed og virkelig langt hjemmefra. Her skulle jeg så tilbringe de næste tre måneder af mit liv. En oplevelse, samtidig med at det handlede om at overleve og tage kampen op. Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle gøre af mig selv de første fire uger, det medførte så at jeg fik ekstrem hjemve. Jeg lå tit og græd, oftest når jeg havde telefon tid. For stemmene af dem derhjemme som jeg savnede, påvirkede hjemveen og gjorde det værre, men samtidig bedre.

Den første måned jeg havde været deroppe, var lige op til sommerferien. Altså juni måned. Vi fik kun 4-5 ugers sommerferie, men det var også fint. Det var som om at da jeg kom derop igen, på Julemærkehjemmet, da var min hjemve helt væk. Nu var det omvendt, nu ville jeg ikke hjem igen. Jeg oplevede hvor fantastik denne her oplevelse var for mig fysisk og psykisk. Måske fordi at jeg var i samme situation som alle dem jeg omgik med deroppe. Vi alle havde det samme problem, den samme oplevelse af at være misforstået bare fordi man var lidt bredere end de andre. Overvægtig.

Jeg tog mig virkelig sammen og kæmpede det der skulle kæmpes, men stadig når jeg sidder her. Føler jeg stadig at jeg kunne have haft gjort mere for at kæmpe til det sidste. Jeg endte med at tabe 11,2 kilo, det er flot. Men samtidig med at det ikke er ret meget, så ville jeg ønske at jeg havde haft den kampgejst fra starten af. Der var mange sejre, som bestod af at jeg havde tabt mig hver uge når jeg stod op på vægten. Dette ene nederlag var at bagefter denne lange, hårde, men samtidig vidunderlige rejse. Der ville jeg gerne have haft gjort mig mere umage, have haft mere kampgejst og kæmpet noget hårdere for at få et bedre resultat. Ligegyldigt hvad resultat man får, vil man altid gerne kunne gøre det bedre end det, det er.

På Julemærkehjemmet lærte jeg en del om mig selv, ting jeg ikke ved hvad er endnu, men jeg ved at jeg har lært dem. Jeg ved at jeg er blevet meget mere selvstændig, jeg er blevet stærk psykisk og blevet en moden pige, der virkelig tør at komme ud med sin mening. Selv hvis andre bliver sure på mig, eller stiller sig op imod mig. Så er jeg klar til at skulle forsvare mig selv.

Jeg må sige at selvom jeg ikke rigtigt vidste, hvad denne oplevelse skulle gå ud på og hvad den skulle bringe mig, så er jeg evigt taknemlig. Julemærkehjemmet har gjort noget ved mig, som ikke kan forklares. Det skal opleves, før at man kan forklare hele denne oplevelse med få ord.

Jeg har fået noget til at klare livet på, jeg er blevet stærk og jeg har det bedre end før jeg tog afsted. Nu er jeg kommet til det øverste klassetrin som er forpligtiget. 9. klasse. Jeg har det på den måde at jeg er fri, har flere valg end før og at jeg har det sådan at jeg kan klarer alt det der kommer imod mig. Nu sidder jeg her, i den store hal. Sidder til terminsprøve i dansk skriftligt og har det suverænt godt. Slet ikke nervøs, har nerverne på plads og er glad. Måske dette år bliver rigtig godt? Det tror jeg, nej. Det gør det!

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...