Porcelænsbarn

...

7Likes
13Kommentarer
274Visninger
AA

2. Porcelænsbarn

Hun var gjort af porcelæn. Alt på hende var gjort af porcelæn. Og alt inden i hende var gjort af porcelæn. Hun var sådan en pige, der allerhelst bare ville sidde på mormors fine hylde og se pæn ud, men det kunne hun ikke, for: ”Du skal jo ud og se verdenen! ” som far og mor så tit sagde. Det lød farligt, syntes hun, men måske skulle hun allievel give det en chance.

Og porcelænspigen hoppede glad rundt, da hun skulle i børnehave for første gang. Hun glædede sig til at møde de andre børn, og hun glædede sig til at lege med andre end sig selv. De andre børn lignede ikke hende, for de var af kød og blod, og hun var kun gjort af porcelæn, men hun var ligeglad, for hun var bare så glad for at have fundet nogen.

”Hej, jeg hedder Kathrine. Må jeg være med? ”

De andre børn kiggede skeptiske på hinanden og rystede indbyrdes på hovedet, og porcelænspigen mærkede nogen knirke og knage dybt inde i hendes lille porcelænshjerte.

”Nej, ” svarede en pige så, ”du ser mærkelig ud. ”

Og så drejede hun om på hælene og fortsatte med at koge usynlig spaghetti i legetøjskøkkenet. Noget blev ødelagt i porcelænspigen, og hun tog sig til den ene kind. Hendes ansigt var revnet. Hun ville have grædt, men porcelænsbørn kunne ikke græde, og hun nøjedes med at ryste på hovedet.

”Skidt pyt, ” sagde hun til sig selv, ”så leger jeg bare med mig selv. ”

For hun vidste, at porcelænsbarnet aldrig ville afvise hende.

 

Da tiden kom, hvos porcelænsbarnet skulle i skole, havde hun allerede fået masser af flænger i ansigtet, men, som hun altid gjorde, rystede hun det bare af sig. I skolen gik det fint. Sådan da. Hun var god til de fleste af fagene, syntes hun selv, men når hun ikke kunne finde ud af det, og hun blev nødt til at spørge læreren om hjælp, sprækkede hendes ansigt blot endnu mere.

”Skidt pyt, ” sagde hun til sig selv, ”jeg laver det bare alligevel. ”

 For så svært kunne det da ikke være. Men hun kiggede dog altid kækt med, når Nanna skrev svarerne ned i sin matematikbog.

 

Hendes ansigt var kun halvt, da hun flyttede skole. Hun havde tabt det i frikvarteret, da de store piger havde rendt efter hende, fordi hun var anderledes.

”Hvorfor er du så hvid i hovedet, hva’ stump? ”

Hun var faldet med hovedet først, da hun prøvede at løbe væk fra dem.

Slanger. Slanger med sorte læderjakker og cigaretånder.

Men nu skulle det nok blive bedre, sagde mor og far. Og den nye skole var flot, syntes porcelænspigen, for den lignede lidt hende - hvid og helt krakeleret. Hendes nye klassekammerater var okay. Men ligesom alle andre, ignorerede de hende.

Og hver gang de åbnede munden, krakelerede hun bare endnu mere …

Nogle dage havde porcelænsbarnet bare lyst til at styrte ind i muren og lade hele hendes porcelænsansigt smadres i millioner af småskærende småstykker, men hun beherskede sig og holdte hovedet højt - og lod i stedet porcelænet revne lidt efter lidt.

 

Men det skete så på et tidspunkt, at disse klassekammerater en dag havde lim med i skole. Og de var meget omhyggelige, da de limede hendes ansigt tilbage på plads. Porcelænsbarnet var glad. Hun ville smile, men den mindste trækning i mundvigen, og facaden ville falde af.

 

Porclænspigen havde det vel egentlig meget godt. Og i et stykke tid var hendes porcelæn helt, men så en dag mødte hun en anden pige - ganske vist ikke en porcelænspige, selvom hun ligeså godt kunne have været det. Porcelænspigen, der egentlig ikke var en porcelænspige, men ligeså godt kune have været det, var som lim - klæbrig og umulig at komme af med. I starten bildte porcelænsbarnet sig ind, at hun var lykkelig sammen med sin ”ven”, men i virkeligheden havde hun aldrig været så splittet i hele sit liv, og hun mærkede konsekvenserne, da hendes ansigt gik itu.

 

I et stykke tid var alt godt igen, men tiden varede kort, og den måtte godt have varet længere. Men den varede ikke længere end til den mandag eftermiddag, hvor hendes forældre brutalt flåede hendes stakkels porcelænshjerte ud og smed det på gulvet.

”Far og jeg har besluttet, at vi ikke skal bo sammen længere. ”

Porcelænet var overalt. Det stak under fødderne, og alt porcelænsbarnet kunne gøre var at sidde der og stirre på sit knuste hjerte.

”Av mit hjerte, ” hviskede hun, og samlede glasskårene op i hænderne.

Hun smilede til sine forældre. Hvis hun ikke havde være af porcelæn, ville hun have grædt og aldrig have holdt op. Men hun var et porcelænsbarn, og hun græd ikke. I stedet klappede hun bare forældrene beroligende på skulderene og hældte glasskårene over i deres hænder.

”Bare rolig. Jeg henter lige limen. ”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...