Unavngivet Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 24 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
188Visninger
AA

5. Torturkammeret

Mitoserne der så ofte passede sin egen verden, og holdte liv i kirkens flammer, havde svært ved at holde sit fokus da vagterne trådte ned af de støvede trin og bar spædbørnene ind i torturkammeret.
Det var nærmest en kamp for dem at lade som om de fokuserede på arbejdet. Men hvem ville de undre. Som dette var en mærkedag for Mordel og alle borgere, ligeså var det en mærkedag for Mitoserne.
Mange af disse børn ville blive deres stedfortrædere. Dømt til et liv blandt flammer og kul. Et helved, men stadigvæk et liv. Et liv der kun bød på arbejde. Aldrig ville de føle en mors kærlighed, eller deres egen kærlighed til en anden hyldorf. Aldrig ville de være dem der måtte ofre et barn til ritualet. Dette var vist også kun det eneste positive. Et ensomt liv, et liv i skyggen, et liv med andres pinsler. Men stadigvæk et liv hvor de ikke var i Mordels fokus.
På stengulvet, opvarmet af flammer lagde hvert spædbarn side om side. Mordel gik nøje og betragtede hvert af dem. Engang imellem mærkede han et barn i panden med sin tommetot som han havde gnubbet på et kulstykke. Et sort mærke der advarede om det snarlige liv som Mitose. Efter lidt ville han kommandere med vagterne. ”Før de laveste ud til Mitoserne”
Hurtigt trådte en håndfuld vagter frem og løftede de små børn. De blev lagt ud foran Mitoserne, som havde en blandet følelse. Det var spændene med nye bekendskaber. Men sørgeligt at et liv ikke skulle byde på mere. Mordel gik igen. Vagter og Mitoser kiggede tryllebundet med. Nogle få vagter i baggrunden havde dog den frækhed i ny og næ, at vædde på hvilket barn der blev udvalgt. ”Fjern de tynde” ”Fjern de med deforme makeringer” ”Fjern dem med kortest hale”. Sådan foresatte udvælgelsen indtil der kun var et spædbarn tilbage. Et spædbarn der i Mordels øjne var det perfekte barn. Et barn der kunne opfylde profetien.
Mordel stod i et øjeblik og betragtede det lille barn på stengulvet. En pige var det denne gang. Hendes skygge legede med i flammernes skær og selv lagde hun og kiggede op på Mordel med store klare blå øjne. Hendes makeringer var fine og svage, med et blå skær. Som hun ville vokse ville disse makeringer blive stærkere og klarer.
Mordel løftede den lille hyldorf i sine arme. Så stor en fremtid, så mange krafter, uden selv at være klar over det. Hun ville skrive historie. Mordel øjne var våde, men han var for stolt til at lade en tåre komme frem. Han følte noget andet denne gang, han var sikker. Denne gang havde han den rigtige. Hun var ikke gammel. 2 mrd højest. Mordel kaldte en vagt til sig som overrakte ham en flaske mens han bukkede dybt for den udvalgt. Som den lille hyldorf desperat og ivrig slugte flaskens inhold i sig begynte Mordel at tænke på navne. ”Det skal være stærk. Man skal huske det. Et navn der lever op til sin rolle. Men hvad er vædigt” Han gik lidt rundt i rummet, skulede mod de andre mitoser som igen havde taget deres arbejde op. I det forfærdentlige rum, fyldt med skrig og smerte. I en rytme af pisk og gråd fandt Mordel navnet til den udvalgte. Hendes navn var Salira.
Mordel løftede den lille pige op og sagde med høj stemme ”Salira!” i et øjeblik stoppede piskene og skrigene. Mitoser og vagter knælede dybt mens de i kor råbte Salira. Selv de hyldorfer der blev tortureret, tog sig selv i af miste fokus fra deres smerte og kigge måbende på det lille menneske der skulle ændre historien.
Mordel gik hen til de andre spædbørn. Nogle af dem var igang med at få mad af nogle af de andre mitoser.

”Mitoser ! opdrag jeres nye. Lad dem kende denne verden, som i gør. Oplær dem i jeres proffesion. Lær dem jeres tricks og kneb. Lær dem at være hårdføre og loyale ligesom jer selv! Lær dem dette, gør mig tilfreds, og jeg vil nåde jer goder!” Mordel lagde Salira ned mellem børnene, her svingede han sin kappe over dem alle og uden nogen lagde mærke til det var hyldorferne mærket som Mitoser, undtaget Salira. Hendes øjne skinte i den blå farve, men langsomt blev hendes øjne endnu gang som de var før. Mordel tog igen den lille pige op til dig, puttede hende i sin favn og forlod mitoserne. Stolt gik han op af trapperne mens Salira øjne nyskerrigt kørte rundt over det hele. Aldrig mere skulle hun se dette rum. Saliras rejse var kun lige begyndt. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...