Unavngivet Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 24 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
210Visninger
AA

6. Salira

Klar ude ved torvet stod Mogy ihærdigt og forsøgte at holde Blisen i ro. Blisen var en firbenet majestætisk dyr, og den lignede på en måde en hest. I panden og langs halsen sad der sorte pigge, pigge der kunne udstøde en lammende gift mod sin fjende. Dens øjne var pleje og manglede pupiller, men trods de hvide øjne så den bedre end noget andet dyr. Dens hove var store og havde ofte indgraveringer deri. Ørene var lange og formet som en flagermus’.
I sjældne tilfælde, ville man kunne finde Bliser uden pigge, men med langt sølvhvidt hår istedet. Men ingen havde i årevis set en sådan udgave. Det var gået hen i bøgerne som et legendedyr.
Blisen stejlede og vred sig og forsøgte ihærdigt at ramme Mogy med dens gift. Dens sorte krop glimtede i solens skær, mens den hale piskede rundt i vinden,. Lige indtil den fornemmede Mordels tilstædeværelse. ”Mavia!” Mordels stemme lød vred og irriteret over den opmærksomhed Mavia tiltræk sig, og hurtigt stod Mavia stille som var det den tammeste hest i verden. Måske var det lydighed der fik Mavia til at stoppe, eller måske var det frygt. De dybe ar på Mavias krop tyede på det sidste.
Ikke længe efter bøjede Mavia sig i et dybt buk da hun fornemte tilstædeværelsen fra den udvalgte.
Mogy forsøgte at bukke sig ligeså dybt mens han hårdt klemte om tømrene til blisen.
Mordel rakte Mogy Salira mens han sprang op på hesten og fandt en behagelig stilling. De havde en lang rejse foran sig. Mogy kiggede fordybende ned på Salira. ”er.. er det hende. Hvor er hun smuk. Ved man hvem hendes forældre er?” Mordel kiggede forvirret ned på Mogy oppe fra Mavia ”Gør  det virkelig en forskel?” sagde hans forundret. Mogy rakte Salira op til ham. Hun var vædet ind i et tæppe, gemt væk fra omverden.
”Vagterne er ved destinationen. 2 er klar reddet i forvejen og 2 kommer bag dig. Du bør være sikker på din rejse” Mordel sagde intet men nikkede blot, mens han skimtede mod skoven.

Mens han red gennem byen kom nyskerrige Hyldorfer og vinkede farvel og bad til Mahallack om at dette måtte være den udvalgte. For dem repræsenterede Salira alle de døde spædbørn. For dem var hun deres alles barn, men et barn de aldrig ville kende.
Mordel veg ikke sit blik væk fra skoven, han var tryg. Han vidste at byen ville være den samme når han kom tilbage. Ingen ville vove oprør. Det havde kostet megen blod, og det havde varet mere end 2 genrationer, men byen var endelig 100% i hans magt. De frygtede ham alle, og kendte alle hans tortur metoder og magt. Ingen ville forsøge at tage hans plads eller trodse ham.

Som han red ind i skoven ændres lyset sig. Kun ganske få, tynde solstråler kom igennem de tætte træer. Udefra virkede skoven grøn og frodig, men indeni var den rådden og mørk. Lyde fra dyr der puslede rundt kunne høres overalt. Høres men ikke ses. Træer lagde væltet ind over hinanden, træer der havde været døde i flere år. Flere gange red de forbi døde dyr der nu kun blive besøgt at biller og som var et sted miderne kunne boltre sig. Det var tydeligt at der var ondskab i byen. Men det hændte at Model ville ridde forbi nogle ganske få stedet hvor blomstrene blomstrede så meget de kunne, græsset ville konkurrere med hinanden om hvem der kunne være grønnest, og farverne skreg nærmest i øjnene mod resten af den mørke skov. De red i flere timer. En rejse der virkede endeløs. Skoven var så ens og fuld af planter at man hurtigt ville farer vild. Men Mordel vidste hvor de skulle hen. Han havde ofte været her. Siden han blev præst af solavir var det ikke tit han kom. Men inden, dengang han blot var en lille dreng, dengang han altid måtte gemme sig for folks ondskab. Dengang var skovens hans hjem. Her fandt han ikke kærlighed, men han vidste han var beskyttet. De fleste Hyldorfer var bange for skoven, og med rette. Ingen vidste hvad der gemte sig i skoven, men det var tydeligt at noget påvirkede skovens liv. Desto dybere han red ind i skoven, desto mere kom de gamle mindre tilbage.

 

”Her minia” Mordel holdte en skrøbelig tusindfryd op mod Minia. Hendes hår var lyst og langt, og hun var en af de få hvis hale var stor og pjusket. I det Minia vendte sig mod den lille dreng, hvis sorte hår var pjusket og gik ned foran øjene. Den lille dreng der strakte armen så langt han kunne for at få blomsten hele vejen op til hendes ansigt, hørtes en hånende stemme ”Addd, se Mordel er forelsket i Minia!” Minia trak et skridt væk fra Model og kiggede ned i jorden med armene om på ryggen. Mordel smed hurtigt den lille tusindfryd som hoppede rundt på jorden. Man skulle ikke tro den led skade, men i faldet mistede den nogle af sine hvide blade. Mordel vendte sig op trak det sorte hår væk fra hovedet for at se hvem der råbte. Ganske som han troede stod Bult og nogle af hans venner henne ved smøgen. De havde set det hele. Set hvor ivrigt Mordel var løbet hen til Minia mens hun endelig var alene. Hvordan han ihærdigt havde strakt sig for at virke højere. Og hvor de morede sig over det. Drengene begyndte at løbe hen mod Mordel, som hurtigt satte i løb for at komme væk. Det lange pandehår slog ham ind i øjnene, og udviskede hans syn. Ikke længe efter faldt han ligeså lang han var, ned i den støvede jord. Mordel hostede og børstede med hånden for at få noget frisk luft, mens han satte sig op og gjorde klar til at løbe igen mærkede han en fod på hans ryg, presse ham ned i jorden. Endnu engang lagde han omgivet af støv ”Ad se, der sidder noget klamt under min fod!” Råbte Bult ”føj hvor den lugter! Går du nogensinde i bad Morde?!” Drengene grinede og morede sig over situationen. ”Mit navn er MORDEL !” Sagde han insiterende mens han snørrede sig fra fra foden og rejste sig op. ”Tror du virkelig hun finder dig attraktiv?! Der er jo INGEN i denne by der bryder sig om dig. Hvorfor overhoved prøve!” Mordel kiggede blot ned i jorden. Prøvede at lukke af for stemme. Han vred hovede mens han lukkede øjnene, drømte at han var usynlig. Noget vådt ramte ham lige i ansigtet, hurtigt forfulgt af mere. Mordel løftede med den ene hånd hans pandehår som klistrede og var fugtigt. De stod og spyttede på ham. ”Løb nu hjem Mordel. Skrid dog!” Råbte Bult mens han skubbede til Mordel. De andre drenge blev ved med at spytte efter ham. Mordel drejede rundt på hælen og lige i det han ville til at løbe faldt han over sine egne ben igen. Drengene brød ud i latter. Så højt og så kraftigt at de knapt kunne stå på deres ben. De pegede hånende mens de klappede sig på deres lår. ”Hvorfor, hvorfor skulle jeg også lige falde” tænkte Mordel men det varede ikke længe før han igen var oppe og løb mod skoven. Han løb hele vejen igennem skoven. Få planter forsøgte at få ham til at snuble endnu engang men han var stædig, og han ville hjem. Han trampede planter ned mens hans øjen løb i vand. Da han endelig nåede det lille bjælkehus, stoppede han og satte sig i den mudrede jord. Her sad han lidt og græd. Han samlede sine knæer og hvilede sin pande derpå, og lukkede sig inde. Bare for et øjeblik. Et øjeblik hvor han kunne sidde og samle sig. Det gamle bjælkehus var beviset for at han kom fra en fattig familie. Det var ikke kønt, og det var ikke stort. Det var faldefærdigt, med en masse huller. Oppe fra skorstenen der kun var halvvejs tilbage stod det op med sorte skyer. Skyer der ville flyve mod himlen og forsvinde. Skyer der kun ville komme frem når himlen græd eller var gal. Mordel vred sit våde pandehår for spyt, og tørrede sine hænder i græsset. Med ærmet tørrede han sit ansigt for de sidste tårer, inden han rejste sig og gik mod deres ynkelige hjem. Ynkeligt, ja. Men et hjem, det var det stadigvæk. Med begge hænder skubbede han den gamle dør op som knirkede rundt i hele huset. Fra døren kunne han se sin mor stå over gryderne. Han vidste aldrig hvad de fik at spise. Det lignede ikke det mad man så inde i Salovir. Det var en masse fra hvad hun fandt i skoven, levende og dødt. Hendes sved dryppede ned i den store gryde mens hendes grå hår strittede ud til alle sider. Hendes rynker var dybe og markeret. Hun var ikke særlig høj, men hun var en kraftig dame. Forkædet bar på mange bakterier. Hænderne blev ofte tørret af deri, men sjældent blev det vasket. Det var blevet en del af hvem hun var.
”Nå der er du, dit skvat.” vrissede hun da hun fik øje på Mordel. ”Har du grædt?” spurgte hun undrene. Mordel svarede ikke med det samme. Han kiggede ud af døren, mod skoven. Trippede lidt rundt på stedet. ”..Bult og de andre var efter mig igen. De kaldte mig navne. Spyttede og sku...” Mens Mordel prøvede at klagde sin nød til hans mor blev han hurtigt afbrudt ”Du græder også hele tiden. Mand dig dog op. De har sikkert en grund til at være efter dig! Jeg forstår dem godt.” Hendes stemme var kold og ligeglad. Hun vendte sig igen mod gryderne og glemte alt om den lille dreng der hang i døren, desperat efter at blive hørt..

 

Alle de minder. De frygtelige minder. En lille tåre havde fundet en vej ud af Mordels øjnkrop. Hurtigt snøftede han mens han tørrede den væk. Hans ansigt skiftede igen til meget seriøs. Han spændte kroppen for at holde grimassen. Han så ned på Salira, hun lagde trygt i hans favn og sov. En fredfyldt søvn med et smil på læben. Mavia stoppede brat op. Morte rejste sig i stigbøjlerne og skimtede over de faldne træer, der lå det. Det hus han så ofte prøvede at fortrænge. Det hus hvor han prøvede at finde medlidenhed og tryghed. Huset der aldrig kunne give ham det. Det så ud som det plejede. Ikke særlig velholt. Store huller i taget, slyngplanter forsøgte ihærdigt at omklamre huset. Mordel sted ned fra Mavia og begyndte at gå mod huset. Han snog sig igennem de faldne træer. Han havde ofte prøvet at få Mavia helt hen til huset, men det lykkedes aldrig. Mordels hjerte bankede hurtigere desto tættere han kom på huset. 2 vagter stod udenfor huset og stod klar til at tage imod Mordel og Salira. ”De to der red lidt før mig. Hvor er de?” spurgte Mordel undrene. ”De er ikke dukket op Herre. Vi hørte skrig og nødråb fra skoven. Men vi kunne ikke finde dem, der er intet spor af dem” svarede den ene vagt med en rystet stemme. Mordel kiggede ned i jorden mens han nikkede. Sveddråber begyndte at titte frem fra panden. Den ene hyldorf han frytede, skulle han om lidt stå ansigt til ansigt med.

Han skubbede døren op med en hånd. Hans ryg var rank og han forsøgte det bedste han kunne at femstå som en person af stor magt. Men ligeså snart den lave dame kom til syne fra bryggers, faldt holdnignen til jorden. Mordel blev igen til den lille uelskede dreng. ”m-m-mor. Dejligt at se dig igen” ”Jeg har jo sagt du ikke skal kalde mig det. Kald mig dog Fliz” vrissede hun uden at kigge på ham. Man kunne tydeligt se hendes væmmelse i ansigtet. ”Selvfølgelig. Fliz. Her er den udvalgte. Hun lyder navnet Savira. Jeg stoler på du vil opdrage hende i den rette ånd for de næste to år”

Fliz haltede mod Mordel og hev den lille hyldorf ud af hans arme. Hun løftede klædet og faldt i et øjeblik i staver i de klare øjne. ”Udvalgte, ja. Ligesom de andre du er kommet med ikke? Det ville da være utroligt hvis det faktisk lykkedes dig at finde den rigtige. Hun er sikker hos mig. Hun kan da kun ende bedre ud end dig.” Det stak i Mordel hver gang hun snakkede til ham. Hans grå hår gled ned foran øjnene, uden at han gjorde modstand. Han lod det hænge lidt. ”Hvordan går det ellers Fliz?” spurgte han tøvende. ”Lad dog være, Mordel. Du vil ikke være her, og jeg vil ikke have dig. Skrid ind til Salovir. Gør dig nytte et eller andet sted, det vil aldrig være her” Hun vendte Mordel ryggen og gik langsomt op af de gamle trapper. Trinnene buede under hende, kæmpende for at holde hende oppe. Hendes forklæde svingede fra side om side, ligeså beskidt og klamt som det plejede at være. Da Mordel vendte sig om for at forlade stedet og vende tilbage til hans trygge kirke lød det bag fra ham ” Hvornår har du sidst madet hende! Hun er jo udsultet! Jeg håber aldrig du skal får muligheden for at blive far!”
Mordel svarede ikke. Han lukkede døren bag sig. Lidt stod han med hånden på døren, øjnene var lukket som de plejede at være engang. Lyden af en vagt der rømmede sig fik ham tilbage i hans rolle. Hurtigt svingede han sit pandehår op over hovedet og ind i hestehalen. Han rettede på sin kåbe og kiggede omkring sig. De 2 sidste vagter var kommet op til huset. ”Fandt i de 2 der skulle ridde før mig, på jeres vej?!” Vagterne kiggede forvirret på hinanden ”Nej, intet har vi set” Mordel og de to vagter der i forvejen stod ved huset nikkede forsigtigt. ”nuvel. Lad os vende hjem til kirken. Savira er i sikkerhed her. Hendes træning er begyndt” Mens Mordel gik op mod Mavia, fulgte vagterne trofast med, som var de hunde. I samlet flok red de tilbage til Salovir hvor byen var begyndt at takke af for dagens lys. En dag der var starten på et nyt håb, om et nyt liv. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...