Unavngivet Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 24 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
188Visninger
AA

3. Indsamlingen

Mordel slog sine øjne op. Der var ikke tid til at lægge stille og vågne op. Ikke i dag. Det her var dagen han havde ventet på så længe. 2 gange før havde han set den udvalgte blive valgt. I dag var hans sidste chance hvis han ville have del i profetiens opfyldelse, hvis han ville være mere end blot ”ham der opdrog den udvalgte” han væmmes en smule ved tanken. Solen var ikke stået op endnu, men det ville ikke vare længe.
Hans tynde fødder rørte tæppet under sengen, en sidste følelse af behag inden han igen ville bevæge sig rundt mellem de mange stenvægge. Hans tæer legede let med tæppets garn, inden han rejste sig og gik mod vaskebaljen. Her vaskede Mortel hurtigt sine hænder og ansigt. Han dyppede hovede ned under det kolde vand og lyttede lidt. Lyttede til lydene omkring ham blive forvrænget. Med lukkede øjne føle han hver bevælgelse mens vandet skulbede let til hans ansigt, mærkede hvordan hans hår kildene bød op til leg.
Hurtigt trak han sig selv op over vandet, lettere forpustet af den manglende ilt, men viljefast på at end ikke vinden skulle høre hans åndenød.
Med det gamle brune klæde, dubbede Mordel let de sidste vanddråber væk. Hans negle kørte gennem hans lange hår, som var det en børste. Han samlede håret i sin vante hestehale, og trak i sin kåbe. Ikke den kåbe han så normal blev set i. Ikke denne gang. I dag var kåben hvid, ved højre bryst var en kors broderet ind, med tråd der mentes at være at det reneste guld. Ned langs ryggen var der ligeledes et stort kors, dog gemt væk under Mordels mørke kappe, skjule for de der ikke i forvejen havde kendskab til det.
Et bank lød fra døren

”jae? Kom ind”

Stille åbnede døren, og tøvende trådte Pilia ind i rummet. Blikke fastlås på den gamle bakke, fokuseret på ikke at tabe noget og ryge ud af balance. Her stod hun. Afventede de næste ord fra Mordel.

”Ja hvad venter du på pige?!” snerrede Mordel ”Stil det over til bordet”

Det gav et sæt i Pilia’s krop. Det kunne høres på te-skeen der uroligt slog mod den skrøbelige tekop. Forsigtigt gik hun mod enden af værelsen, hele tiden med et øje mod Mordel. Da hun nåede bordet, med så fine indgraveringer, mindene om en tid med elegance og rigdom, fjernede Pilia et øjeblik sine øjne fra Mordel for at placere bakken og anrette maden. Et sæt gik igennem hendes krop da Mordels hånd greb om hendes skulder, stikkende med neglende mod hendes unge, rene hud. Hendes hår dækkede for hendes syn, og hun stod stille som var hun en del af de kolde stenmure. Mens hun hørte Mordel dufte dybt ind til hendes hår, skælvede hendes små ben mens hun holdte vejret. Øjnene lukkede i og i et kort sekund drømte hun sig til en anden verden. En verden hun engang kendte med hendes famlie og søskende. De hyldorfer hun aldrig mere ville se.
”Hvad venter du på? Gå, inden jeg bestemmer mig for hvad jeg skal gøre ved dig”
pilia slog øjnene op. Mordel stod ikke længere bag hende, men sad ved borden i færd med at kaste sig over morgenmaden. Pinlig berørt drejede Pilia hurtigt om på hælen og trippede hurtigt over mod døren for at forlade Mordels kammer.
Langsomt småspiste Mordel af de forskellige brød. Ind imellem tog han en slurk af vinen. Denne dag krævede vin. Noget der kunne berolige Mordels nerver og få ham til at stå i den autiotet der krævede.
Solens stråler vågnede langsomt byen. Rundt omkring var folk igang med at spise morgenmad. Den sidste morgenmad inden sorgen. Den sidste morgenmad som en familie. I hver faldt for nogen.

Mordel løftede en lille klokke på bakken. En lille fin klokke. Nypudset og med rødt bånd. 3 gange rystede Mortel den lille klokke, og hurtigt derefter bankede det endnu engang på døren. Pilia stak hovedet ind, og glemte næsten i sin hast at kigge væk fra Mordels blik.

”Send vagterne afsted. Mogy har listen.” Ordene kom fra Mordel, mens hans blik fulgte den lille klokke.
”javel, Herre. Er Herren færdig med morgenmaden?”

Mordel nikkede langsomt og uintresseret.

Pilia gik mod bordet, samlede hurtigt morgenmaden på bakken, og gik ud fra kammeret med en bakke der knap var blevet rørt.

Mordel rejste sig og gik med vinduet, skuede over byen mens han hørte metal der gned mod hinanden fra vagter der forlod kirken. Vagter i hvide rustninger vel og mærke. Morgensolens stråler fik rustningerne til at skinne og de fik nærmest et guddommeligt skær over sig mens de gik mod byen.

 

Systematisk og trofaste fulgte vagterne listen, Mogy havde betroet dem. Den førende vagt trådte frem mod den første dør. Et enkelt bank blev givet, et bank man ikke kunne undgå at høre. Den gamle trædør tog blot imod slagtet og efterlod et lille fordybning mellem de gamle årer. Langsomt blev døren åbnet. En ældre Hyldorf trådte frem fra mørket. Øjnene var røde, påvirket af en længere gråd. Indirekte forsøgte han at spærre entrén, selvom han udemærket godt vidste at der var intet han kunne stille op.
Vagtens hånd lænede mod døren, og hurtigt blev døren skubbet op i væggen.
”Vi søger Julian!”
en kvinde kom langsomt var mørket. Vagterne havde ikke lagt mærke til hende, før hendes hvide kjole ramte solens skær. Hendes hoved var bukket forover, og hendes hale hang lang nede og fejede gulvet bag hende. I hendes favn lå et lille spædbarn. Vel ikke ældre end 2 mrd. Med bævrene læbe overrake hun stille det sovende barn i favnen på en af vagterne. Hurtigt knuede hun sig ind til hendes mand og prøvede at dæmpe sin ulykkelighed i hans bryst. ”H-han har lige spist. Men han skal snart have skiftet ble. Det kan godt drille lidt, men bare syng for ham imens”

Vagten kiggede forvirrende på kvinden, men forstod hurtigt hvorfor hun gav ham disse instruktioner. Det forvirrende blik blev hurtigt til et blik med medlidenhed. Stille førte han det lille barn ind i hans favn, og puddede klædet godt omkring ham.
Den førende vagt krydsede husstandens navn af på listen.
”Gå til ritualstedet med Julian!” brummede ham. Han virkede næsten som om situationen ikke påvirkede ham. Men hvem ville ikke blive påvirket af en sådan situation. Som døren lukkede i igen hørtes de ulykkelige forældres gråd blive højere og mere desperat.

Vagterne gik videre mod næste hus på listen. Endnu engang var et enkelt bank nok til at advare husstanden om hvad der skulle ske. En ung kvinde åbnede hurtigt døren.
”hvad jeg kan gøre for de herre?”

”Vi søger et spædbarn kaldet Ylia” sagde vagten. Overrasket over kvindes smil og hurtige reaktion.

”Ylia? Ja undskyld, men der er ingen spædbørn her”

Vagten kiggede ned på listen, og igen ud på husets nummer og familienavn.

Insiterende tråde han ind i huset, skubbede den unge kvinde ud fra synsfeltet.
”B2 og C7! Led efter barnet!” råbte vagten.
2 vagter banede sig vej gennem flokken af vagter. Hurtig gik de ind i huset og begynde at slippet det fattige bo fra hinanen. Alt blev vendt, reoler blev hevet ud. Sådan forsatte de indtil de inde bag køkkenlågen, fandt en lille pige svøbt i et blåt klæde. Hun lagde og smile og spjættede med kroppen så godt som hun havde lært. ”Her” brummede C7, mens han løftede det lille barn. ”Den unge mor gik i panik og slog og sparkede den førende leder mens hun prøvede så godt hun kunne, at få ramt på ham med spytklatter. Hun skreg hysterisk mens vagtens holdte hende fast så de to vagter, B2 og C7 kunne komme ud fra huset. Som hun så sin datter forlade stædet, grinene og legene med vagtens hår, føltes det som blev alle krafter taget fra hende. Langsomt gled hun mod gulvet, knugene mod vagtens rustning for at holde sig oppe. Desperat kæmpede hun for at standse vagterne, men uden nytte. Og uden forståelige ord.
”Hvor og hvem er faderen?”

”... er det ikke ligemeget” hviskede hun stille mens hun prøvede at styre sin gråd. ”Han husker mig næppe. Han sidder sikkert på sin trone. Tænker over alle de små børn han kan indsamle. Børn med eget blod. Men med et ufrivilligt bånd” Vagten kiggede fornærmet ned på kvinden, og rystede let pigen væk fra sit ben, som var hun et uvelkommen dyr.

Således gik vagterne fra hus til hus. Fulgte listens navne. Endevendte huse der skjulte barnet. 2 par blev dræbt i forsøget på at stikke af med barnet. De der afleverede barnet uden at stride for meget imod, blev behandlet med respekt og medlidenhed fra vagterne.

Alle børn var ”indsamlet”, tilbage var resultatet. Vagterne gik i flok forrest mod pladsen, efterfulgt af de grædene forældre, herefter kom resten af byen. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...