Unavngivet Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 24 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
211Visninger
AA

7. Hævn fra gamle dage

Skoleklokkerne ringede solen op. Hurtigt strømmede byens børn i løb ind mod skolen. Glade og frisk pjattede de med hinanden, fortalte historier fra dagen der gik. Imellem de løbende børn gik Mordel stille. Hans fødder tog modvilligt skridt mod skolen. Hans hår spærrede for hans øjne som altid, og han kropsholdning var svagt, mens han forsøgte at skjule sig blandt de glade ansigter.

Skolen var stor og flot. Det var den tidligere kirke der blev benyttet som skolelokaler. Dog ikke en kirke som den hvor præsten nu holdt til, den kirke var mindst 20 gange større end skolen. Den var også meget højere. Nogle gange lignede det at korset på toppen rørte skyerne. De var omkring 15 i klassen. Både drenge og piger. Salovir var en by med mange børn. Flest var uden en far de vidste hvem var. Det var nærmest noget særligt at kende begge forældre. Mordel satte sig på forreste række. På bagerste række sad Bult med fødderne slynget op på bordet, mens han lænte sig tilbage på stolen. Fordybet sad pigerne og gloede på ham, også Minia. ”hvad ser hun dog i den idiot” tænkte Mordel ved sig selv, mens han trak slidte bøger og hæfter op af sin læderbrune taske. Tasken havde skrammer, og var fyldt med lapper, men den kunne stadigvæk bruges. Og hans mor nægtede at købe ham en ny.

Ind i klassen trådte Lysia ind. En ældre Hyldorf, med sit sorte hår spændt op i en knold. Hun gik velvidene om at hun havde både magt og ansvar over disse børn. To ting der ofte er svære at håndtere for de forkerte hyldorfer. Hendes brune støvler slog støv og jord af for hvert skridt, mens hun havde et iskoldt blik i ansigtet. Selv Bult tog sine fødder ned og sad høfligt ved bordet som hun nærmede sig sit bord.
”Godmorgen elever. Slå op på 43, og lad os så begynde” hendes stemme var hæs og gammel. Undtagen når hun råbte. Hendes stemme kunne sætte selv den mest ligeglade elev igang med arbejde. Nogle gange var Mordel endda overbevist om at fuglede bevist lettede fra skolens tag når hun råbte af en elev. Der var stille i klassen mens Lysia underviste. Hendes skridt syntes højere end de egentligt var. Skridt for skridt, som hun macherede gennem klasseværelset gik hun i takt mens hun slog en pind i hendes hænder.
Det var hendes ynglings, altid havde hun denne pind på sig i undervisningen. Den var ikke specielt lang, vel omkring 30 cm. Den var gammel, og havde mangle slag på sig, men også mange at give ud af endnu.

Den havde små knobber op langs den, knobber der kom fra grene som Lysia have knækket af. Pinden var hendes symbol for hendes magt. Altid ville hun vifte den i hendes hånd, og hvis der var en elev der ikke gjorde som Lysia syntes, ja så fik pinden lov til at røre sig. Alle elever havde prøvet den. Selv Bult der ellers altid var elsket af alle. Mordel var en af dem der havde prøvet den flest gange. Ikke nogen speciel grund, men der skal jo være en der kan sætte eksempler for de andre. Det mente Lysia i hvert faldt.

En time gik hurtigt med Lysias undervisning, inden skoleklokken endnu engang ringede. Børnene kiggede håbefulde op da det endelig var tid til frikvarter. De løb ud, som var de Bliser der så en åben eng for første gang. Skolegården blev hurtigt bur for forskellige grupper. De sladrede tøser, nørderne, børn der spillede boldt. Alle havde et sted de hørte til. Undtagen Mordel som oftes blev siddene indeni klasseværelset. Han havde ikke behov for at mærke vinden i ansigtet og få solet sit blik inden næste time. Alt han ville, var at være alene. Han sad og kiggede ud af de støvede vinduer. Her så han på byen og sine skolekammerater, med sine egne øjne, sine egne drømme. Drømme om engang at blive accepteret og elsket af alle i byen, og udenfor. En larm lød bag ham, og som han vendte sig stirrede han lige ind i Bult og hans venner. Mordel trak nogle skridt tilbage, men blev stoppet af muren. Bult havde et skævt smil i ansigtet og Mordel vidste at han, for en gangs skyld, have Bult fulde opmærksomhed. Hurtigt blev han trukket ud af klasselokalet. Lysia sad blot ved hendes bord og kiggede kedsommeligt på dem. De nærmede sig vasken ude på toilettet og Mordel vidste hvad der skulle ske. Det var sket så ofte før. Drengene grinede højere og højere desto mere Mordel strittede imod. Vandtet var iskoldt. Det virkede næsten lettende da det skete, nu var det i det mindste ovre, nu kunne det ikke længre stoppes. Drengene stod og kiggede undrene på Mordel.

”Hvorfor skriger eller græder du ikke, pattebarn?”Mordel svarede ikke. Han forsøgte blot at snige sig ud fra toilettet. Ikke i hast, nej. Nærmere med en opgivende følelse. ”Så må vi jo bare toppe den, pattebarn!” Sagde Bult højlydt, og gjorde tegn til vennerne der hurtigt greb Mordel i hver arm. Bult skuede hurtigt ud af vinduet. ”Jeg har en ide til hvordan du kan lugte bedre. Se det som et venligt tip ” klukkede Bult mens han åbnede vinduet på toilettet. Han viftede hovede hen mod vinduet og drengen trak insiterende Mordel derhen. ”Flot udsyn ikke?” Inden Mordel nåede at se sig om, havde Bult skubbet ham ud over vinduet. Heldigvis var der ikke langt ned, og heldivis landede Mordel også nogenlunde blødt. Hans øjne var hård lukket, og små rynker dannede sig omkring sine øjne mens han rynkede på næsen. Han kunne høre hvordan der var latter omkring ham, og en ækel lugt. Han åbnede øjnene. Det første han få var Bult og hans venner der hang ud over vinduet mens de pegede og grinede. Det næste han så, var at han lagde i skolens skradespand. Omgivet af flere ugers madskrald. Det stank forfærdeneligt. Han ønskede at han blot kunne blive i skraldespanden indtil de andre gik til time, men vidste at det kun ville gøre tingene værre. Han kæmpede med at rejse sig op, for hver bevægelse sank han lidt ned i den forrådne mad. Han svingede sig over kanten. Her stod han, smurt ind i råden mad, til frit skue for alle skolens elver. Han stod helt stille mens han ventede på at skolens elever havde moret sig nok over hans ulykke. ”Ad! Han har tisset i bukserne!”
Mordel frøs. Hans øjne blev store af panik, men det var rigtigt. Han havde ikke selv bemærket det, men han kunne tydeligt mærke det varme stof klæbe sig til sine ben. Det var nok, mere ydmyghed behøvede han ikke at stå model til. Ikke i dag. Han lløb ud af skolegården, skubbede til dem der stod i hans vej. Endda også Minia. Hun faldt bagover og kiggede blot på mordel mens han løb så stærk han kunne. Han løb fokuseret mod skoven, mærkede hvordan sten og støv slog mod hans fødder. Først dybt inde i skoven satte han farten ned. Og her sad lille Mordel indtil skolen var ovre. Stinkende af skrald og urin, i en flod af tårer og skam.

 

Mordel vågnede op med et sæt. Disse minder, så mange af dem. Alle dukkede de op igen, skoven havde vækket de glemte minder i ham. Nu kunne han blot sidde som tilskuer til sit eget liv mens hans drømme genspillede disse forbandede minder. Han tørrede sveden af sin pande og rejste sig fra sin hårde seng. Lidt stod han og kiggede sig i spejlet, mens han dybbede koldt vand mod hans klamme hud. Han iførte sig sin kåbe, og lod kappen hænge. Den havde båret nok ansvar for en dag. Stille listede Mordel sig gennem de lange gange i kirken, mens hans skygge hoppede rundt i flammernes skær. Endnu engang stod han ved de blodrøde gardiner, der så trofast holdte hans indgang til torturkamre skjulte for de uvidne borgere. Han sneg sin ind bag gardinerne og forsvandt endnu engang fra det store kors. Mens han gned sine øjne fra den sidste søvn, gik han ind i rummet hvor hans Mitoser var i fuld gang med deres liv.
Nogle af dem lagde og sov. I farmen på nogle af kvinderne lagde et af de små spædbørn der havde overlevet ritualet. Ovre i et hjørne lagde de spædbørn der i løbet af dagen var død af sult. 2-3 stykker lagde der, smidt i hjørnet som affald. Nogle Mitoser var igang med at torturere. Der var så mange torturmaskiner og metoder. Så mange muligheder for død og pinsel. Det var ikke et problem at skaffe ofre, løb de tør kunne Mordel hurtigt nævne navne på borgere der godt kunne fortjene at blive irettesat. Mordel gik ned af en mørk gang med celler. Lugten derfra var styg og frygtelig. Det var tydeligt at der ikke var toiletforhold. Ofre lagde og sov i en blanding af hø, pis og afføring. Mordel gik stille forbi cellerne og betragtede hver af ofre i cellerne. De få fakler der sad i rummet, gjorde det svært at se dem, men Mordel stod der længe nok til indtil han vidste hvem hver og en af dem var. Unge, gamle, kvinder, mænd. Der var alt hvad hjertet begærede. Efterhånden så mange at der sad 2-3 stykker i de fleste celler. De var udsultet og fyldte af ar og sår. Sår der sikkert ville dræbe dem hvis Mitosernes tortur ikke gjorde det først. ”Der er du jo” sagde Mordel lagmeldt. Frem fra halsen trak han i sin halskæde og frem kom en gruppe nøgler. Han låste op for cellen og sparkede hårdt til manden deri. Klynkende rullede manden rundt, hans ribben var tydeligt aftegnet og hans krop var dækket af sår. ”Så er det op, Bult!” Sagde Mordel højt mens han greb ham i håret og hev ham op på benene. Bult klynkede ved hver bevægelse og fulgte så frivilligt med som han kunne. ”Hvad skal vi prøve i dag Bult?” hviskede Mordel i hans øre mens han skimtede rundt på de forskellige ting. ”Hvad er godt nok til den store Bult. Den elskede Bult?” fortsatte Mordel. Han kiggede rundt i rummet, indtil han fandt noget der vækkede hans interesse. Hurtigt trak han Bult med sig, så hurtigt at Bult knapt kunne følge med. En Mitose stod hurtigt ved siden af Mordel ” Jeg er klar, Herre”. Mordel kiggede irriteret på Mitosen ”Skrid. Dette klare jeg selv!” vrissede Mordel af Mitosen, som hurtigt forsvandt igen. Mordel lagde Bult på et bord, og spændte ham fast. Bult jamrede og klynkede ”Ikke så stærk længere, er du vel ? Hvem havde troet at jeg skulle ende med at have magt over dig? Mit kæledyr!” sagde Mordel mens han stramte remmen omkring Bults håndled så hårdt han kunne. Han løftede en lille kniv. Lille, ja måske, men man skal aldrig undervurdere noget der er småt. Et hurtigt snit og Mordel havde åbnet Bults hud. Han pressede sine tommelfingre ned i riften og åbnede såret så højt han kunne. Bult skreg desperat, en skrig som ingen kunne høre. Ingen som ville hjælpe ham. Mistoserne var så vant til alt dette, at de uden besvær kunne sove for skrigene. ”Skal vi ikke lægge et minde? Et mindre fra hver dårlig oplevelse du har kostet mig? Et minde fra hver gang du ydmygede mig? Tror du jeg har nok sten?!” Mordels stemme var insisterende og rasende. ”H-hvad vil du vinde? D-Du giver dig selv din sorg. Tror du v-virkelig din far v-ville være s-stolt over dette?” Bult kæmpede for at få ordene ud, mens han vred sig i smerte. ” Mordel stoppede op, og stirrede med foragende øjne ned på Bult. ”Hvor vover du! Nævn aldrig Damian! Jeg VIL bringe ham ære! Jeg vil bevise at jeg er ment til at være noget stort ! ” Ligesom Mordel havde afsluttet sætningen stak han 5 små glohede sten ned i Bults sår. Det lugtede hurtigt brændt og mens Bult skreg af smerte skyndte Mordel at sy hans sår sammen, mens stenene brændte indei ham. ”Mistoser!! Smid ham tilbage i cellen” Inden Mitosen nåede frem havde Mordel hutigt svinget kniven nogle steder i Bults krop og givet ham nye rifter. Mitoserne slæbte Bult ind mod cellen, og kastede ham ned i hans egen afføring. Bult satte sig hurtigt op og begyndte at klø og kradse stingene i sårene op. Han reagerede med en panik og desperation for at få stenene ud, kradsede sig selv til blods. Det varede ikke længe før han fik dem ud, og besvimede af smerterne. Roligt lagde han i dette usle kammer, klar til at opgive dette liv og vende hjem til den store Mahallack, lige indtil. En Mitose kom frem fra mørket. Den eneste Mitose ofrene ikke ville se. En healene Mitose. Kun ganske få mistoser viste sig at have kræfter. Kun de mistoser der havde healene kræfter overlevede Mordels møde. Mitosen rakte sin håndflade op mod Bult og sang nogle vers. Ingen vidste hvad det handlede om, eller hvilket sprog det var på. Mitosen selv kunne ikke engang forklare det. Men hver gang dette blev sunget, nåede kroppen et stadie hvor man ville overleve, men smerten ville vare ved. Ofrene var dømt til evig tortur til de endten nåede af alderdom, eller inden denne Mitose kom frem. Mordel tørrede let noget af Bults blod bæk fra ansigtet. ”Giv den healene Mitose fri i morgen, og sørg for der dør mindst 10 ofre i morgen” sagde Mordel til en Mitose der var dybt igang med at piske et offer. Mitosen nikkede og forsatte sin gerning.

Mordel gik op mod sit kammer igen. Han stod udenfor sin dør og skimtede ned af gangen. Han gik længere ned, væk fra sit eget kammer. Han stoppede 4 døre længere nede. Åbnede døren forsigtigt og trådte ind. Der var stille i rummet. Det eneste der brød stilheden var når Pilia vendte sig i sengen. Det var et lille rum. Alt der var, var en seng, et bord og en stol samt en kommode med arbejdstøj. Dagens tøj var smidt hen af gulvet, det havde været endnu en hård dag for Pilia, som endelig kunne få noget søvn. Mordel smed sin kåbe og lade sig nøgen over Pilia som med det samme vågnede, hun forsøgte at skrige men Mordels tynde fingre for hendes mund forhindre hende. Han trak hendes natkjole op, ligeglad med hendes modvillige bevægelser. Han følte hendes underliv, og førte henderne op til hendes bryst mens han lænte sig ned mod hendes øre ” Hjælp mig med at sove. Du ved det ikke nytter at stritte imod”. Lyden af Mordels stemme fik Pilia til at ligge stille, som var hun blot en del af de store stenmure. Der lå hun stille, med samme lukkede øjne som Mordel selv så ofte havde haft, mens hun drømte sig væk endnu engang. Hun tog imod hver af hans bevægelse, lyttede til hvert af hans støn mens han stødet op i hende. Mærkede hvordan deres kropsvæsker gled sammen, og trillede ned mellem hendes lår mens han trak sig ud af hende. Ligeså hurtigt som han kom ind i værelset, ligeså hurtigt forsvandt ham. Efterladt Pilia i et stadie mellem virkelighed og fantasi, var han her virkelig, eller var det blot en drøm?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...