Unavngivet Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 24 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
192Visninger
AA

8. En træner og en mor

Nye træer kæmpede med at vokse mod solen i den mørke skov og ligeledes gjorde Salira. Hun var stadigvæk mager og lige lidt over et år. I et år havde hun nu boet ved Fliz. Et år hvor hun havde været afskærmet fra byen Salovir, og alle hyldorferne deri. Hun kunne gå, ikke godt  men det gik fremad. Hun var altid beskidt. Støv og jord så hende som en af deres egne og det syntes at de flokkes til for at dække hende blege krop. En krop der gav tegn på ikke at have set sollys særlig ofte. En krop der lyste op mellem de mørke træer. Hun havde intet legetøj. Hendes seng var en en rede at beskidt og brugt hø, med et tæppe til på de kolde aftener. Imens lå Fliz ovenpå i den store seng. En seng der ikke var blevet skiftet i mange år, og som havde mange sår fra tidens slag, men sammenlignet til Salira’s seng, lignede den en seng der var en dronning værdi. Salira var en pige af meget små ord. Skønt dette var alderen til at lege med udtagelser sage hun sjældent noget, i hvert faldt når Fliz var der. Det hændte selvfølgelig at Salira blev sur og begyndte at græde og skrige. Det var hændt mange gange efterhånden. Bag hendes øre sad ar på ar fra brændemærker der havde lært hende at tie, selvom de altid friløste mere gråd. Det var ikke en barndom man ønskede sig, langt fra. Det var en barndom som Mordels, og sikkert også en fremtid lige sådan.

Det lille bjælkehus osede engang fra skorstenen, sinalerende om at Fliz endnu engang havde startet op i gryder. Det var oftes det hun fik dagen til at gå med. Mad var der i store mængder, men alligevel var Salira så tynd. Salira sad udenfor og gravede i det mørke jord. Hendes negle var sorte, og i ansigtet havde hun sorte streger, fra når hun tørrede sit ansigt. Hun havde en grå dragt på. Den var lidt for lille og sad stamt til hendes hud, men hun havde ikke andet. Hendes hale var hverken stor eller land, men når hun sad ned kunne den lige nå de døde blade på jorden, og viftede dem væk som den så ofte gjorde når hun var i godt humør. Salira kiggede omkring sig og forsøgte at se så langt ind hun kunne i skoven. Det virkede så spændene, og det var et nyt sted. Men hun vidste også at Fliz ikke ville blive glad hvis hun gik derhen. Men hvem kan styre et så ungt barnesind? Hvem kan stille den sult et barn har på livets gåde?
Salira stilte sig vaklende op på sine ben og kiggede mod  bjælkehuset. Hun så røget sige til vejrs og vinden ruske i træerne omkring huset. Hun kiggede igen på skovens dyb med et drilsk blik i øjnene. Stille og fokuseret placeret hun sine ben skiftevis foran hinanden, stille gik hun mod skoven. Engang imellem faldt hun, men hun var hurtig til at støtte faldet med hendes hænder, som blot blev mørkere og mørkere for hver gang de små fingre dykkende under den bløde jord. Hun blev mere og mere spændt desto tættere hun nåede skoven. Hun stod ved kanten af skoven og kiggede nyskerrigt ned på de grønne græsstå. Der var ikke meget af den slags her, og slet ikke med en blomstrene blomst i midten. Salira skreg af spænding og glæde mens hun bukkede sig mod blomsten. Lige i det hun skulle til at tage den farverige blomst op og undersøge den nærmere, fløj hun op i luften, i favnen på Fliz. ”Forbanede møgtøs” mumlede Fliz mens hun vente Salira om i luften og stirrede ind i hendes øjne. Det var ikke et moderligt blik, tværdigmod. Hadet stod ud af hendes øjne som var de flammer. Hendes mund snørede sig deformt i væmmelse og det udløste hurtig skrig og gråd fra Salira. Fliz svingede hende ned om armen og traskede mod bjælehytten. Salira hang mellem hendes arm og side som en anden træstub til pejsen. Hun så hvordan blomsten blev mindre og mindre og tilsidst forsvandt helt fra hendes syn.
Der var mørk i det lille bjælehus. Der var 4 lanterner i huset, som skiftevis stod i de rum hvor der var behov for en smule lys i mørket. Gammelt tapet hang fra væggene, fulde af revner, huller og støv. Edderkopper boltrede sig rundt i hjørner og bag møbler, det var et rigtig luksus for dem. Fliz satte hårdt Salira ned på trægulvet i stuen, herefter skyldte hun sig ud i køkkenet og hentede en varm ske. En ske der altid lagde tæt ved kogepladerne så den var klar, når Salira havde være uartig. Bestemt tog Fliz fat i Salira’s tynde arm og pressede skeen ned mod hendes blege hud. Salira skreg og vred sig, en skrig der ville få enhver foældre til at spidste øre. Et skrig der kunne vægge selv den sødeste søvn. Det hændte at disse skrig kunne høres helt ind til Salovir men det var intet borgerne tænkte over. Skoven var bopæl for mange lyde, Salira’s skrig var blot et af de mange.

Selvom Fliz afstaffede Salira noget så grusomt, så sørgede hun også for at passe de sår hun gav. Hun vidste at Salira havde en stor skæbne, en skæbne der måske ville komme hende til gode, og da ville det ikke nytte med legmesdele hun ikke kunne bruge.

Det blev aften og Salira sad ved bordet og klynkede efter mad. Fliz stod og kiggede ud af vinduet. Hendes arme var over kors, og hun skulede efter noget. Hun lignede blot en skygge i mørket, oplyst af den sidste smule solskind dagen kunne byde på. 2 bank lød på døren. Det første var hårdt og opmærksomhedskrævende, det andet kunne man kun ane. ”Ja! Det var så sandelig på tide!” vrissede Fliz mens hun nærmest kastede den store gryde på bordet, så indholdet sprøjtede ud derfra.

Mordel trådte ind af døren. ”Vær hilset Fliz.” mumlede han lavmeldt mens han trådte ind i rummet.

Han kiggede hurtigt på Salira, og lod hans hånd glide mellem hendes hår. Det var en besyndelig ting, det med hår. Det skiftede flere gange farve i løbet af Hyldorfernes første 50 leveår. Nærmest som om det ledte efter den rigtig identitet til hyldorfen. Saliras hår var blondt, men med røde aftegninger. Det var også ved at blive langt, der kunne være en lille strittende hestehale, hvis ellers Salira tillod det.

Mordel satte sig ved bordet ved siden af Salira. Han så hendes tynde krop og hans ansigt afslørede at han ikke var tilfreds med hvad han så. Men han sagde initet. Han talte hun, når Fliz talte til ham. Det var en stille aftensmad. Mordel forsøgte at fortælle Fliz om dagens afstraffelser og voldtægter. Det vidste han at hun nød, at høre om andres svie og smerte. Men han fik intet ud af det. Fliz spiste som havde han ikke sagte et ord, eller også afbrød hun ham med usle kommentare om hans liv. Fliz spiste som en gris. Det var vel tredje portion hun var igang med. Omkring hende flød spildt mad mens hun slikkede sine fingre rene for de sidste smagsstoffer. Salira sad og prikkede til hendes mad med gaflen, og ligeså brugt hun også sine fingre til at spise, selvom hun dog sad pænere.

”Jeg henter hende på hendes 2 års fødselsdag. Gøre hende stærk indtil da” Sagde Mordel mens han rejste sig fra bordet. ”tak for maden. Men du bør give Salira nogle større potioner, og noget med nogle flere grønsager i. Ved døren står en sæk med lidt frisk fra byen. Brug det til hende”

Mordel forlod rummet, mens han smækkede døren bag sig, fuld af irritation. En irritation og opførelsel han straks forlød da han stod ude i den milde sommervind. Et øjeblik overvejede han at gå indenfor igen og undskylde overfor Fliz men kujonen dukkede svagt op i ham og han forlod det lille bjælkehus, uden at se sig tilbage. Uden at se dig om efter Salira.

Indenfor havde Fliz rejst sig, hun gloede ud af vinduet mens hun knuede hånden omkring den varme ske. Hun knyttede hånden så hårdt at hendes hånd svagt rystede. ”Idiot” sagde hun højt, mens hun traskede mod døren. Det gamle trægulv knirkede fra hvert skridt mens hun vraltede mod døren. Her så hun en brun sæk. Den var nydelig pæn og skilte sig ud fra de slidte gamle ting der ellers var at finde i bjælkehuset. Hun sparkede lidt til den, og 2 friskrøde æbler trillede ud. De viste Fliz hvor skævt hendes gulv var, mens de trillede om kap ned til væggen. Hun løftede sækken op og kiggede nyskerrigt ned i den. Jo, rigtig nok var den fyldt af en masse goder fra byen Solavir. Æbler, bananer, en masse frugt og nogle enkelte boller fra bageren. Fliz rynkede lidt på næsen og bar sækken op i hendes eget kammer. Dog fandt hun betænksomheden i at tage  en halv banan ned til Salira, som hun kunne mæske i til dessert.
Salira nød den friske banen. Hun smilede og morede sig over dens underlige facon og herlige smag.
Det skete at man i mørket kunne ane Fliz smile mens hun så på Saliras tossestreger. Men kun for et øjeblik. Hurtigt fandt hun hendes gamle identitet frem og faldt endnu engang i med mørket.

Det var blevet nat i det lille hus. Månen stod højt og holdte øje med bjælehuset fra sin plads i himlen. Salira var vågen. Hun græd ikke, hun krævede ingen opmærksomhed. Hun listede rundt i huset og kiggede ud af de vinduer hun kunne nå. Den flotte måne, i samme farve som hendes skind. Hun måtte da blive til noget stort ligesom den. Hun øvede sig lidt i at komme op af trapperne. Ofte faldt hun ned, og slog sig slemt. Men nogle gange, ligesom denne nat, klarede hun hvert trin. Det var sjældent hun så denne del af huset. Det eneste lys der viste sig kom ud under Fliz’s dør. Salira gik stille rundt, med en støttende hånd på det gamle tapet. Var der en stribe tapet der hang fra væggen, havde hun svært ved at styre sin lyst, og det blev hurtigt revet ned. Utroligt ikke, hvordan disse små ting kan skabe glæde. Ting der blot er en del af dekoationen, men alligevel, har de et vigtigt mål. Saliras lille hånd hvilede på Fliz’s dør. Døren virkede mægtig og skræmmende, men et nyskerrigt barn kan ingen stoppe. Langsomt knirkede den gamle dør åben, og i rummet lå Fliz i den store seng. Hun havde stadigvæk sit tøj på. Salira havde aldrig set hende i andet. Omkring hende lå skrald og rester fra frugt og boller som hun havde mæsket sig i, som den gris hun nu var.

Salira kravlede hurtigt over mod nogle af resterne, hun larmede for hver bevægelse men Fliz var ikke nem at vågne. Ofte vågnede hun aldrig når Salira græd om natten, bevidst eller ej, hun kom i hvert faldt ikke.
Salira fandt lidt æble og banan, en til hver hånd. Herefter traskede hun du af rummet igen og satte sig til at mæske det i sig, som hun havde set man gjorde, i den mørke gang.

Knapt nåede hun ned til hendes lille rede før hun faldt i en dyb søvn. En dejlig bahagelig søvn, med en fyldt mave. Det var endnu engang en dejlig dag. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...