Unavngivet Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 24 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
187Visninger
AA

4. Den udvalgte

Toner spredte sig mod himlen, som borgerne i Solavir vandrede mod ritualpladsen. Samler var de gamle kirkebøger spredte sig i atmosfæren omkring dem og havde en nærmest guddommelig aura over sig.
Da de nåede ritualpladsen, dannede borgerne en cirkel derom, og stod med foldede hænder. Forrest rundt i kresen stod de hyldorfer hvis spædbørn var blevet taget fra dem.
Selvom dette var et helligt ritual, følte ingen forældre sig ærede over at måtte skænke deres barn. De kendte udemærket resultatet af denne begivenhed. Høj og rank gik Mordel mod midten, næsten var nettende mod himlen, og han var en mand der gik med en mission.
”Venligsinet være jer alle ! Denne dag er endelig oprundet. En dag vi alle har ventet på. En dag hvor vi igen vil finde Den udvalgte!” Mordels tale gav genlyd i hele området omkring dem. Hver ord gik igen i ørene på hyldorferne, og ingen afbrød.

”I ved alle hvorfor vi er her. I ved alle hvad der skal ske. Lad os sammen bede til Mahallack.
velsign os Mahallack. Skænk os din tro, som vi tror på dig. Gør os stærke når det er svært, og hjælp os med at se lystet når alt vi ser, er mørke. Hjælp de forældre, der så tappert har skænet deres barn til ritualet. Støt de kvinder som har båret barn, men aej kan fortælle hvem faderen er. Skænk os din visdom, som vi skæner dig vore ydmyghed. Vi ber til dig Mahallack. Vi ber for din tro.”

Vagterne gik langsomt på række mod midten til Mordel. Hver vagt hvade i favnen et spændbarn. Grædene, grinene, bange. Hvert barn, sin følelse. De blev alle placeret i midten af ritualpladsen. De lagde i en bunke. Det lignede det var blevet smidt ovenpå hinanden, selvom alle så at vagterne roligt lagde dem. Forældrene strakte halsen så langt som muligt for at finde sit barn, uden at træde ind i cirklen.

Mordel kiggede kedsommeligt på børnene. Men langt inde i hans blik, var der et syn af urolighed. Hurtigt hev han en kniv ud fra sit ærme. En gammel kniv. Bladet var knivskarpt, på trods af alt den gamle blod der sad derpå. Blod fra Mordel selv. Det var tydeligt hvilke Hyldorfer der før havde mistet sine børn til ritualet. Så snart kniven kom i højde så alle kunne se dem, var det tydeligt hvem der veg væk fra den, eller begravede sine tårere ved personen der stod dem nær.
Højtideligt råbte Mordel en remse på en ældgammelt sprog. Et sprog man sagde var hyldorfernes nationalsprog, men også en sprog der med tiden var blevet glemt, selv af de der engang så nemt beherskede det smukke sprog. End ikke Mordel kunne sproget, men remsen den kunne ham. Den blev øvet ofte, skiftende mellem instenst, følsomt og helligt for at finde den rette tone.
Mens Mordel stod og råbte remsen, skar han sig i hånden med kniven, og lod blodet dryppe ned på spædbørnen.


Bizar. Det var det eneste ord man kunne sige til dette. At se hvordan blod løb hen af uskyldige små spædbørn, se hvordan disse stakkels væsner ikke anede hvad der ville ske. Små børn hvis liv aldrig rigtig begyndte. Det ældste spædbarn var lige præcis et år. Hvilken ulykke. Hvilket mærke at have. At være det barn der døde på sin et års fødselsdag eller endnu værre, at være det barn der døde på samme dag det blev født. Så meget kærlighed og ulykke på et sted. Man kunne måske undres over hvorfor hyldorferne i denne periode valgte overhoved at blive gravide. Men der er tænkt på det hele. Intet sker i denne by uden Mordel ved noget om det. Og blev folk ikke gravide, så fik han dem endten tvunget til at have sex, eller han tog sagen i egen hånd ved enkerne og jomfruerne i byen.

 

 Fra bygrænsen ved skoven lød en puslen mens de lillae blade modvilligt bukkede sig for væsnet.

Langsomt kom væsnet til syne. Roligt og uden frygt bevægede det sig fra den mørke skov til den oplyste by, og side om side ved hyldorferne. De andre borgere intresserede den ikke. Der var kun én ting der var i fokus, nemlig spædbørnene.
Dens kropsbygning mindede om en ulv. Men den var større. Meget større. Pelsen var grå, men meget mørk. Nogle steder manglede der lidt pels, en bevis for hver af dens kampe. Men dette var ikke et almindeligt dyr fra skoven. Dette væsen så man kun under ritualet. Det blev anset som helligt og som Mahallack’s tilstedeværelse i den fysiske verden. Den havde samme markeringer som dem, men alligevel anderledes. Markeringer lyste klare og klare desto tættere ritualdagen nærmede sig. Som den gik mod spædbørnen lyste de blå markeringer som krystaller. Øjnene lyste på samme måde. Øjne der lignede hyldorfernes. Halen var længere end deres, og mellem de skarpe tænder dryppede langsomt savlen der vidnede om et lækkert måltid. Der var et specielt bånd imellem væsnet og hyldorferne, men ingen kendte den sande historie omkring væsnet. Væsnet der gik under navnet Majovi .
Mordel vendte sig om, og stod nu ansigt til ansigt med Majovi. Kun få skridt var imellem dem. Langsomt lagde han igen kniven ind i ærmet, bukkede så dybt hans spinkle krop kunne og trådte varsomt tilbage. Ikke så langt tilbage at han stod blandt borgerne, men langt nok til at han lige stod udenfor midten.
 

Før folk fik set sig om sprang den store ulv mod de små spædbørn. Et blodbad gik igang. Gråd der startede en panik som kun forældre kendte, spredte sig over stedet. Vagterne kæmpede for at holde hyldorferne tilbage i deres desperate forsøg på at redde deres barn, selvom de udemærket godt vidste at de ikke ville overleve indblandingen. Der var ingen fugle tilbage at høre i byen. Ingen latter. Kun panik. Nogle besvimede af sorgen, andre stak af. Ingen kunne finde ro mens det stod på. Ingen ud over Mordel. Han stod fornøjet og holdte øje med Majoviens udvælgelse. Det som kun tog 10 min. Føltes for mange som flere timer, flere år, endda flere liv. Majovien slikkede sig langsomt blodet omkring læberne, mens han gik rundt mellem spædbørnene. Der var gråd, så nogen havde overlevet. Majovi vendte sit blik mod skoven og hurtigt var han væk igen, for kun at blive set til næste udvælgelse.
”Send borgerne væk. Det er slut” sagde Mordel lavt til den førende vagt, og snart kæmpede vagterne med at fjerne hyldorferne fra stedet. For nogle var dette sidste gang de ville se deres barn, uvidene om deres barn overlevede eller ej.
Da de sidste hyldorfer var blevet fulgt væk fra pladsen, gik Mordel langsomt rundt mellem børnene, forsigtigt trådte han i samme spor som Majovis. Let daskede han til nogle af børnene med fødderne. De fleste var livløse, og lod sig let puffe rundt i en blanding af jord og blod. Nogle enkelte gav få lyde fra sig. Det var let at høre at de var døende. Men lettere var det at høre de der overlevede. Gråden var høj, stærk og tiggende efter en moders omsorg.

”Vagt! De overlevende uden skræmmer bringes til mit hemmelige kammer. Ryd resten op” Mordel vendte sig og gik mod kirken, eller nærmere, mod sit torturkammer.

Vagterne satte hurtigt igang. De børn der overlevede blev nøje undersøg efter skader. Var sårene for alvorlige blev de smidt op på en vogn der transporterede dem til et sted inden borger kendte. Et sted ude i verden blev de efterladt til at dø. Ikke engang den medlidenhed kunne man vise dem, at dræbe de der var skadet. De fleste døde af sult eller som følge af skaderne. Engang imellem faldt vagten dog over et barn han genkendte. Det var ikke mange børn han genkendte, men sådan er det med børn. Nogle af dem får man hurtigere en speciel bånd og føelse til. Disse børn fandt han en måde at dræbe, uden nogen så det. Han vidste denne handling ikke ville blive beundret af de andre, og han vidste hvad der ville hænde ham hvis Mordel fand ud af at han skånede nogle af børnene fra en forfærdenelig død.

Snart var pladsen ryddet, jorden revet så kun de der var, vidste hvad der havde hændt.
Og snart blev de overlevende båret mod kirken, til den verden mange af dem ville vokse op i. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...