Unavngivet Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 24 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
191Visninger
AA

2. Borgernes Bøn

Models skygge banede vej ned af gangene mod kirkesalen, advarede andre om hvem der kom. Klokkerne ringede stadigvæk men blev mere og mere overdøvet af folk fra byen der nærmede sig kirken.

 
”hvilken tåbelig person der har bedt som dette Borgenes bøn. Hvilken latterlig tradition at lave. Evig jamren og klagen. Heldigvis er det da mig der tager beslutningerne”

Ordene var ikke højlydte. Kun Model selv kunne høre dem. Han var ikke en doven mand, ikke en mand der ikke tænkte på folket, ikke i den forstand. Han var en mand der kunne lide at være i kontrol, han var en mand der fik et smil af at se børnene få skældt ud, eller at sidde i domstolen. Han var en mand der kunne lide at bestemme over andres skæbne.
 

Han tådte ind i kirkesalen, men et audiotet som leder og højestbestemmende. Ligeså snart hans fod rørte kirkegulvet og hans hænder tegnede et kors i luften, fyldes salen med stilhed. Den varme glæde der havde været omkring folket, de glade samtaler der var mellem dem før hans ankomst, var alle væk. Flammernes hvisken og stengulvet der efterabede Models skidt var det eneste der brød tavsheden.
Model gik mod hans trone. En høj stol placeret op af en væg. Store mosaikvinduer fyldte pladsen bag tronen. Sammen dannede de billeder af tidligere præster og liv, liv som ikke længere var iblandt dem.

Indretningen i salen mindede om en konges, Den store trone, med trin op til for at rejse ham fra bogerne. Store flag hængene ned af væggen med byens mærke. Løbere på gulvet op mod tronen, i byens farver. I den anden ende af kirken adskilt af en stenmur og jernport, sat op for at skille kirken i to, eller for at gøre Mordels kongelige omdømme større, fandt man et kæmpe kors, der gik fra gulv til loft. I den var indhugget en masse navne på tidligere præster eller bogere der gjorde en forskel. I midten stod Mahallack Inskåret i store bogstaver.

 

”Nuvel. Det er tid til jeres bøn. I kender alle reglerne for dette. Må den store Mahallack være med jer i krop og sjæl. Lad os begynde:”

 

Ordene blev sagt med højtidelighed, og snart fyldes salen med ekko fra alle fremmødte ”Må den store Mahallack være med dig”

Den første person trådte frem. En kraftig mand, med blå markeringer. Hans tøj var skidt, og han trådte op med en ydmyghed. Hans stemme var hæs, dog fik han alligevel modet til at rømme sig inden han bad sin bøn. Hver hyldorf havde disse markeringer. Det lignede til forvekstling striber fra en tiger. Man sagde at det var et bevis for hyldorfernes bånd med naturen og dyrene deri, men også et kendetegn om hvad de engang var, og hvor de kom fra.

”Herre.. Min familie er fattig. Vores korn har ikke givet det resulat vi håbede for. Vi får svært ved at betale skattene i denne måned.”

”Hvor mange er i, i jeres husstand, bonde?”

”4, min herre. Min kone og jeg, og vores 2 døtre”
”Send din ældste datter til mig, jeg vil fremover give hende arbejde hos mig. Hun vil tjene til jeres familie. Næste måned vil i betale dobbelt skat, med renter. Som pris til min hengivenhed og hjælp

”tak, min herre. ”

 

Manden trådte langsomt tilbage. Han vendte sig først med ryggen til Mordel da solen bekræftede ham i at han var udenfor kirken.
Den næste trådte op.
En slank kvinde, med fladt langt hår. Hendes markeringer var røde, ligesom hendes læber.
”min herre. Må den store Mahallack være med dig. Min bøn er privat og mere et skriftemål. Er det muligt jeg kan fortro mig til dig i enerum?”

”Mordels øjne hvilede på pigen. Han studerede hende nøje fra top til tå.

”Jeg lader alle folk i hyldorf høre hinanden, på denne måde ved de hvad de kan forvente, og de har mulighed for at tilbyde deres hjælp. Men, jeg vil lade dig få en undtagelse. Dette for at vise hvor godhjertet jeg er, og at jeg ønsker jeres lykke”

Alle bogere der var mødt op kigge forundret mod Mordel. Forundret og forskrækket. Noget ligenede var aldrig set. Pigen der havde bet, fik et smil og man kunne se en lettelse på kropssproget.
Ikke alle borgere var trygge ved situationen. Nogen trippede rastløst, andre gispede. Der var en uro i salen på grund af denne unormale opførelse fra præsen. Men ingen sagde noget. Alle vidste, at hvis de brød tavsheden, ville de ikke blive hørt, og der var en mulighed for at de ville blive straffet.

Mordel opfattede de andres forunderlighed, med lod sig ikke påvirke.

”Kom med mig, pige.”

Mordel rejste sig fra sin trone. Puden under ham gav ingen tegn på at han havde sat der. Om det var fordi han vejede så lidt, eller fordi han næsten aldrig deltog i bønnerne, var der ingen der vidste.

Hans hånd viftede til pigen, om at hun skulle følge ham. Mens han trådte ned af trinnen fulgte hans øjne hver borger han gik forbi. Med øjnene markede han hver af dem, lod dem vide at han så dem, men ikke på en behagelig måde.
Hans skridt var tunge mens han gik mod døren der førte ind til store kors.
Pigen fulgte forsigtigt med, smilende til de andre borgere. Hun kunne næppe tro at hun virkelig havde fået lov til at betro sig i enerum som den første.
Da de nærmede sig porten ind til korset, fangede et skilt over porten pigens opmærskomhed ”Troen være dit håb” hun gentog stille ordene, måske i et håb på at Model ville uddybe dem. Hun havde længe set ordene når hun besøge stedet til personlige bønner, men aldrig vidst om hun forstod det korrekt”

Mordel lod pigen gå først ind først. ” Vagter, forlad os. Bed borgerne gå ud og få lidt luft, vi starter igen om 30 min. ”

Vagternes rustning klingede mens de gik ud af rummet og smækkede porten bag sig.
pigen drejede lidt rundt om sig selv, fortryllet af udsmykninger i rummet. Men også nervøs over hvad der skulle ske.

”Hvad er dit navn, min barn?”

”Tuia, min herre”
”Nuvel, Tuia. Hvad er dit skriftemål”

”jo, ser de. Min herre. Jeg tvivler på deres lederskab, en så stor rolle som deres kræver megen opmærksomhed indenfor mange felter, derfor tilbyder jeg dig min hjælp. Måske jeg kan tage noget af det ansvar du bære. Jeg har allerede givet de fattige mad i dit navn, men også udnyttet goder i dit navn, dette er mit skriftemål”

Stemningen i rummet ændrede sig, hvad der før virkede som en ny mulighed, en ny start fra pigens synspunkt. Blev nu til afsky og væmmelse. Mordel var ikke tilfreds med pigens udsagn. Han stormede mod hende, greb hende om halsen og pressede sine lange tynde negle mod hendes hals.

”Nå, så du udnytter min magt for dig selv?! Hvor vover du at kommer her og bede om dette ! Du har noget du kan give mig, men det er ikke din hjælp!”
Hans anden hånd dækkede Tuia over munden, mens han trak hende ned mod korset.
I hans lomme trak han et reb og lommeklæde frem. Han proppede hurtigt lommeklædet i hendes mund, ufølsom for at hans negle skar i hendes ansigt. Tuia var i panik, hun vred sig i håb om at komme fri, hun skrig så højt hun kunne men for hver lyd fik hun et slag i hovedet. Indtil det sortnede for hendes øjne.


Hendes øjne flakkede da hun endelig kom til sig selv. Hun prøvede at bevæge sine arme for at fjerne lommeklædet fra hendes mund, men snart opdagede hun at hendes arme var bundet til korset.
Foran hende så hun Mordel, hans kappe hang på bænken ved siden af, og for første gang så hun ham kun i ført hans kåbe. Han smilede men hans stirrede på hende, han hverken blinkede eller gav opmærsomhed til de borgere der måske stadigvæk stod ude i kirkesalen.
Han trak sin kåbe af, hans lange hår hang ned af hans skuldre. Hans sorte markeringer skinnede meget frem på hans hvide hud. Hvor der ikke var markeringer var der ar. Både store og små, med hver sin historie. Hans skelet var afstegnet i huden, så tynd, så udsultet. Og alligevel så magtful og stærk.
Mens Mordel nærmede sig, viste Tuia at hun ikke kunne komme fri. Ingen ville høre hende, ingen kunne hjælpe hende. Kun Model kunne bestemme hvad der skulle ske. Da han stod lige foran hende, lænte hun nakken tilbage og kiggede op af det store kors,, hendes øjne fyldes med tåre mens hun kunne mærke Mordel trække sig op i hende, og alt hun kunne se, var de store ord ”mahallack”, ”mahallack” igen og igen kørte orden inden i hendes hoved. Igen og igen bedte hun til Mahallack om at hjælpe hende. For hvert stød Mordel gjorde, Hvor hver gang han greb hendes bryst og borede sine negle ind i hendes hud til blodet kom frem tænkte hun på Mahallack. Men intet hjalp det. Der lå hun, på det hårde kolde stengulv, prøvede på at drømme sig væk, prøve på at ignorere situationen mens hun kunne mærke Model blive mere og mere ophidset. En tåre trillede ned af kinden for hvert støn han kom med, men en kvælende gråd lød hver gang hun kom med et støn. Efter få minutter var det ovre. Model trak sig ud af Tuia, og tog sin kåbe på. Han drejede hovedet til siden, så han kunne se hende ud af øjenkrogen og udsendte et grin mens hans smil bredte sig over ansigtet.
Ingen ord eller modstand kom fra tuia. Hun sad halvvejs op på gulvet, prøvede på at krype sig sammen, eller gemme sig væk. Mordel trak et sværd der hang på væggen.
”Dette svær har tilhørt kirken i generationer. Den har udgydet meget blod i sin tid, men også holdt på hemmeligheder. Dog synes jeg det er en skam at den ingen læderskede har. ”
Pigens ansigt fuldes med forvirring, og skiftede hurtigt til frygt, mens hun spændte benene sammen så hårdt hun kunne. Det var kun et spørgsmål om tid før hendes krop igen ville gå i panik. Som Mordel nærmede sig med sværet, kunne man høre hendes åndedræt gennem næsen blive hurtigere og højere, hun klykende og vred sig.  Mordel knælede foran hende, og trak hendes ene ben ud til siden, Tuia prøvede at lade det andet ben følge med, men uden held. Model fangede hendes øjne med hans, og hun frøs. Hun bevægede sig ikke, hun kiggede blot bange ind i de kolde grønne øjne. Hun ænsede ikke smilet på models mund. Et hurtigt stød, var det sidste Tuia følte. Mordel trak sværdet langsom ud af hende, og stak det op igen. Dette gjorde han et par gange for at være sikker på at hun var død.
Blodet fra sværdet tørrede han af i sin kåbe. Han førte kåben op til ansigtet og mens lugtede til blodet så han op på korset. ” Hvor er du nu Mahallack” sagde han lavt mens han kaldte en vagt ind til ham.
”Fjern hende. Ingen behøver vide noget. Du får 3 dages betalte fridage”
Vagten nikkede ivrigt og skyndte sig at fjerne liget at Tuia. Model rullede øjne af vagten, så nemme var de at få til at gøre så forfærdenelige ting. Han gik igen ind i Kirkesalen hvor borgere endnu stod og ventede på at han endnu engang satte sig på tronen. Nogle borgere afventede at Tuia kom ud, og blev utilpas da dette ikke skete

”Jeg sendte Tuia til samtale hos en ven som kan hjælpe hende, Jeg er klar til den næste”

En Ældre dame kom op, langsomt tog hun forsigtige skridt, og undveg at se Mordel i øjnene.
”Jeg beder dig. Mine får er væk. De blev spist af ulven der så mange gange har hærget i byen”

” Vagt! Tag 5 mand og find den ulv. Bring mig dens hoved så jeg ved den ikke længere vil hærge byen”

Den ældre dame sendte et smil til Mordel og turde nu se ham i øjnene for et kort øjeblik. Inden hun forlod salen for at vende hjem til hendes hus.

Den næste der trådte op var en lille pige. Ikke mere end 5-6 år gammel. Lyst hår bundet i rottehaler. Hendes afmærkninger var små og kunne ikke så let ses endnu, kun anes.

”Herre. Dette er min første bøn. Gylas kaster sten på mig hver dag. Han spytter på mig og min familie, og lukker vores høns ud til ulven. Hvad skal jeg gøre”

”Intet. Vagter! Find denne Gylas og hæng ham ! ”

Den lille pige tog sig til munden, hendes øjne voksede sig store og hun kiggede skiftevis mellem familien nede bladt borgerne og Mordel.
”Det.. behøver han virkelig blive hængt? Fortjener han virkelig døden for så lille en ting?”
”Tydeligt, lille pige, er det ikke en lille ting når du kan bruge min tid på det. Hvis du ønsker han skal leve skal du tage hans plads i stedet”

Ingen ord kom fra den lille pige. Langsomt gik hun mod udgangen, rystende af oplevelsen.

 

Da Borgernes Bøn endelig var færdig var 2 piger og 1 dreng forsvundet fra salen, 24 var dømt til døden, 1 i arbejde, og 14 havde fået deres bøn opfyldt, uden det indeholdte død.  

 

Bag det store kors, hæng blodrøde gardiner ned fra loftet. Tykke og med års slid og støv over dem. Gemt der for de ukente var en dør. En dør Mordel så ofte brugte til hans dystre æringer. En dør kun få hyldorfer kendte udover ham selv. Kun de der havde samme sind som Mordel og var ham evig trofast vidste hvilke hemmeligheder døren bragte. Mordel gik blandt borgere fra Salovir der var igang med bønner til Mahallack. Stille sneg han sig rundt, lyttende med et øre på de bønner der ellers var så private for dem.
”... lad os overleve endnu en sommer og vinter..”

”... må min datter vokse op i tryghed..”

”... lad mine børn overleve..”

Mange bønder fra mange borgere, borgere hvis eneste håb var deres bøn til gud.
Ubemærket nåede Mordel de tunge gardiner, hans hånd knugede om det beskidte stof. Lidt stod han og mærkede rummet, prøvede at få et øje på alle i rummet. Hurtigt blafrede gardinerne, og Mordel var forvundet bag gardinerne, bag døren, til en verden i et andet lys. Det eneste der afslørede hans nærvær var de blafrende gardiner der hurtigt fandt deres normale plads.
Mordel stod og kiggede ned af trapperne foran ham. Han kunne ikke se hvor mange der var, mens års vandren op og ned af trapperne gjorde at han var klar over hvor han befandt sig, og hvor langt der var igen.
En enkelt fakkel ved døren viste ham begyndelsen af trappen. Med et fast greb tog han faklen, og begav sig ned af de mørke trapper. Lyden fra hans kappe der gled fra hvert trin dannede en dyster rytme mens hans slidte laksko ramte hvert trin. Mørket sluttede omkring ham som en sulten ulv, der nærmede sit bytte. Det eneste der brød mørket var flammerne fra faklen. Flammerne som spillede et lysspil i hans ansigt, som opmærkede hver og en af hans ansigttræk og gjorde dem mere dyster. Hans blik var bestemt, uden at blinke stirrede han ligeud i mørket. Han havde ikke behov for at se trinene, han vidste hvor de var, og hvor han var. Han vidste hvem der var i kontrol.

Da han nåede enden af trappen kom han ind i et rum, en rum der ude fra trappen lyste kraftigt fra flammerne. Her blev hele kirken opvarmet af hårdtarbejdene hyldorfer, som sidst havde set det naturlige lys den dag de ankom til stedet. Deres markeringer var ikke til at se, de var sorte som det kul de bruge hver en time om dagen på at skovle. Som Mordel gik forbi dem så han hvordan de hurtigt, en efter en, kastede sig ned i et dybt buk så snart Mordels skygge ramte ham. Han nød at se hvordan de kastede sig i skidtet når han nærmede sig. Se hvilken kraft han havde hos så stærke mænd.
Langsomt blev lyden af kontrollerede flammer overdøvet af skrig og gråd, Mordel gik hurtigere og hans øjne kneb en smule sammen mens smilet bredte sig på hans ansigt, fingerne kunne ikke finde en hvileplads og Morde tog sig selv i at holde hans hænder sammen for ikke at udvise for megen begejstring.
Da han trådte ind i det næste rum, stod han lidt og frydes. Frydes ved synet af alle hans torturmaskiner, og alle de hyldorfer der var blevet en del af dem. Nød at se blod og tårer danne sig til en samlet væske, nød at høre alle skrig der blandede sig til en sang som sorg og smerte.
Stolt stod hans og beundrede sine Mitoser.  
Kun Mordel og hans nærmeste rådføre kendte til Mitoserne.
Det skete hver gang at mere end et spædbarn blev valg som den udvalgte. Men Mordel skal kun bruge en.
Af disse børn udvalgte Mordel det barn der skulle være den udvalgte, resten blev sendt ned i hans torturkamre og blev oplært i at torturere hvem end Mordel skulle ønske at torturere.
Han så stolt hvor følelseskolde de var, ligesom ham selv, men også hvor hjernevasket flere års undertrykkelse havde gjort dem. Gad vide om de overhoved selv vidste hvilke monstre de var, undrede Mordel sig nogle gange. Ikke af medlidenhed, men for følelesen af hvad han kunne opnå.
Mitoserne havde ikke samme markeringer som en normal hyldorf. Mordel havde ændret dem. Ingen udover Mortel vidste hvordan, men i følge rådgiverne var han set bruge den udvalgtes magi til at ændre markeringerne fra tigerstriber, til afmærkninger der var lig en girafs.
På denne måde ville ingen hyldorf genekende deres barn, hvis mitosen fik et job udenfor kirkens torturkamre.
”Der er du” sagde Mordel lavmælt til sig selv mens han gik mod centeret af rummet. En mitose stod foroverbøjet over en lille dreng. En lille dreng der havde forstyrret Mordel på biblioteket, og havde glemt at tiltale ham ved titel. Mitosen så ikke op da Mortel nærmede sig, tværdigmod. Blikket var stift mod drengens ryg, og langsomt trådte hun 2 skridt væk, og gjorde plads til Mordel.
Mordels tynde hånd strakte sig fladt ud mod mitosen, de røde vener bulede kraftigt ud fra håndleddet, og de langte fingre bevægede sig langsomt, kriblene for at udføre en handling.

”Pisken, Mistose. Jeg har lovet ham 2”

Uden at kigge, uden at snakke, rakte mitosen hurtigt pisken til Mordel, skaftet først.

Mortel svingede sin kappe, som tungt skubbede til mitosens ben, advarede om at komme for tæt på.
Drengens ryg var blottet, laser fra en skjorte hængede fra ham viste at der engang havde været tøj på overkroppen. Den hvide skjorte havde dog kun enkelte hvide plamager, den røde farve fra blodet havde ivrigt suget sig ind i skjorten for at dryppe ned på gulvet omkring ham. Dybe lange rifter i huden, bekræftede hvilke krafter mitoserne besad. Rifter end ikke ar ville kunne gemme væk. Mordel svingede pisen ved siden af drengen et par gange. For hvert smæld rystede den lille drengekrop, For hver smæld der ikke var efterfyldt en svigene, brændene fornemmelse kom et hulk fra drengen. Mordel morede sig over at drille den lille dreng men hvornår pisken ville ramme ham.
Et stort hulk vandrede med ekko rundt i salen, efterfulgt af et skrig der ville få enhver mor til at gå i panik. Pisken havde sat sig mærke i ryggen, og Mordel kørte langsomt pisken blidt over stedet, kun for at få den svigene fornemmelse til at blive, bare lidt endnu. Mordel ventede lidt, og betragede den grædene dreng. Tanken om at drengen næppe ville komme helskindet fra oplevelsen tændte ham. Endnu engang lød pisken og endnu engang vandre skrig og gråd rundt i rummet. Ingen opmærksomhed blev givet til skrigene. Selv de andre ofre, der blot ventede på at få sin straf vidste, at deres straf kun ville blive værre hvis de blandede sig. Og til hvad nytte ? næppe ville de kunne stoppe det.
Drengene knækkede sammen, i en blanding af gråd, skrig og smerte lagde han helt ned på det kolde stengulv. Opgivende for at prøve at være stærk. Tiggende om at overleve.
Mordel smed pisken på drengen, kiggede på ham med et selvtilfreds smil, for derefter at vende om på hælen og forlade sin dystre verden.


Mordel vandrede rundt i kirken, både for at se de bogere der bad ved det store kors, hvor uden at de vidste det, han for få timer siden havde dræbt og voldtaget en pige. Men også for at få tiden til at gå.

”Er du klar til i morgen Mordel?”
Mordel vendte sig hurtigt om for at se hvem der vovede at snakke til ham ved hans rigtige navn.
”åh, er det dig Mogy. Ja jeg er klar. Men også urolig”
Mogy nikkede hurtigt nogle gange. ”Jeg forstår hvorfor. Det er sjældent vi har denne chance, og denne gang kan blive din sidste gang. Du bliver jo ikke yngre” Mordel kiggede væk i foragt, mens han vred sig fri fra Mogy’s hånd på hans skulder. ”Jeg går for mig selv. Når bondens datter kommer, send hende op til mine gemakker” Mordel lod ikke Mogy få tid til at svare før han drejede ned af gangen til hans gemakker.
Her sad han lidt på sin stol mens han kiggede ud over Solavir. Skyggerne var ved at ramme de sidste huse inden de ville fortære kirken for natten, fuglene var gået til ro, og der var stille overalt i byen. ”I morgen vil denne ro ikke være at finde. I morgen vil jeg sove til lyden af grædene borgere. Åh hvor sødt jeg skal sove” sagde Mordel til sig selv. 2 bank lød fra døren, hvorefter den langsomt blev skubbet op. En pige på 14-15 år trådte forsigtigt ind i rummet, i bare fødder.

”Er du bondens datter ?” spurgte Mordel hurtigt uitresseret

”..ja” svarede pigen lavt og tøvende

”Hvad er dit navn ?”
”mirah” svarede pigen mens hun kiggede op på Mordel med sine isblå øjne.
”Glem det navn. Du arbejde for mig nu. Glem din familie. Fra nu af hedder du Pilia. Smid dit tøj og læg dig hos mig i sengen. Bagefter kan du gå ned i kirkesalen og gøre rent”
Model drak hurtigt et glas vin mens han betragtede Pilia. Modsat hendes far var hun ren, hendes hår var samlet i en knude, og hun havde en hvid kjole på. Hendes forældre havde sendt hende afsted så hun så repræsentabel ud. Hun stod hun tilbage i hendes underbukser, mens hun dækkede sig for sit bryst med armene, prøvede at gemme sig væk, at blive usynlig. ”Alt tøjet Pilia”

Tøvende bukkede hun sig for at trække hendes sidste stykke tøj af. Imens rejse Mordel sig og gik over mod sengen hvor han smed sin kåbe og lagde sig. Stille trippede hun over mod sengen og lagde sig ved siden af han. Hendes bryst hejste og sænkede sig skiftevis, som hendes puls arbejdede. Mordel lod hans fingre glide ned af hendes krop. De skarpe negle der tidligere på dagen havde skåret i Tuia kørte over hende som nåle. Han tog han hånd op mod hendes hår og greb hendes knold, trak hende ned under dynen.
”Hvis du bider, bliver det, det sidste du gør. Og din familie vil sulte”. Han lagde sig til rette og nød hans nye legetøj. Hans egendel. Da det var slut skubbede han Pilia ud af sengen og lagde sig vel tilrette, mens hun tog sit tøj på igen og forlod hans mørke kammer, uden at have sagt et ord. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...