Unavngivet Historie

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 24 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
209Visninger
AA

1. Begyndelsen

”Kun 1 af mange. Kun den dag ilden dør. Den dag skabes vor guddommelighed på jord.
Kun da har 1 hyldof magt som gud. Men blod er prisen. Blod fra og til den skyldige. Men frygt da, thi en gud kan ikke leve mellem græs og sky. ”

 

”Disse ord.. 1000 gange har jeg læst dem, 1000 gange har jeg gentaget dem. Stadigvæk.. finder jeg ikke svar. ” Mordels ord gik igen i de tomme haller, hvor hvert fortvivlet skridt han tog lød 10 bag ham. De kolde høje stenmure omkring ham obseverede blot hans færden mens ilden fra faklerne gav hans skygge liv, og ham til skyggen.
Langsomt men bestemt gik han mod den ene ende af hallen. En stor dør af træ spærrede vejen mod bibliotket. Indgraveringerne i døren var efterhånden svære at se for dem der ikke vidste de var der, hans kolde tynde hænder rørte det døde træ. Han stod og sukkede. Hånden knuede sig langsomt til en knytnæve der bankede mod døren. En rysten gik gennem døren og stenmurene genskabte lyden omkring ham. Han åbnede de slidte døre, en knirken fra døre der sjældent blev åbnet fyldte rummet. Mordel forsatte bestemt mod et træ montre der hang på væggen. Han gik forbi de mange reoler med historier om legender og generationer. Edderkobbespin og støv overalt var en af de ting man forventede i dette rum. Det rum kun en bestemt person har adgang til, nemlig præsten af byen Solavir.  Mordels kappe gled over stengulved, og samlede skidtet op fra gulvet. Kappen der i forvejen bar præg af at Mordel var en mand der gik meget i de forstenede haller. Hans blik var fokuseret, de kolde grønne øjne fjernede sig ikke for at skænke opmærksom til de andre bøger. Der var kun én bog der var i fokus. Da han nåede montren, fik han alligevel sin opmærksomhed ud af vinduet, ud over byen Solavir. Herfra kunne han se dem alle. Han så tømmerne fælde naturen omkring dem, han så bagerens tærter afkøle i deres vindue og de små børn lege på den store plads. Han ansigt fyldes med væmmelse. Men blev hurtigt til et smil, han vidste dog hvad der snart ville ramme byen, og hvad der ville ramme menneskene og i sidste ende, hvad der ville komme til ham. Snart ville det ikke være fuglene der fylde byen med en ide om at livet var godt, snart ville ingen lægge mærke til at der var fuglesang. Mens han hænder hvilede mod vindueskarmen midt i hans egene drømme, havde myrer sneget sig op på hans hånd. Den kildene irritation hev Mordel ud af hans verden, tilbage til biblioteket. Han så ned på de små arbejdere, der så ivrigt kravlede rundt på hans hånd og kappe. Han kvaste hurtigt hånden sammen og gned fingrene dybt i hans håndflade hvorefter han åbnede hånden ud af vinduet, og lod de små myrer falde. Det gav ham et smil af dem dale som små støvkorn fra det høje tårn.
Endnu engang hvilede hans blik mod montren. De beskidte ruder gjorde det svært at se hvad den indholde. Men hvem behøvede at se, når han vidste hvad der var i. Det var tydeligt at dette var et sted hvor rengøring ikke havde betydning. Hans hænder skubbede mod den beskidte rude, glasset gjorde opmærksom på hvor koldt og klamt der var i rummet, trods den skinnende solskin udenfor. Men Mordel lod sig ikke påvirke. Hans egene hænder bar samme kulde, så det rørte ham ikke. Han trykkede en enkelt gang runden ind hvorefter den åbnede. Edderkoppespin der havde sat så fint blev nu revet i lange tråde mens han trak ruden op. Og inde mellem alt skidtet, kom en bog til syne. Den plas i rummet taget i betragtning, var den ikke særlig velholt. Forbindingen omkring boget var laset, dog kunne man se at den engang havde været smuk og indbydene. Ud over ingraveringerne i hvert hjørne, syntes intet ekstra intrassant ved den. Den lignede en hver anden bog. Den var blodrød, men sorte hjørner. Ikke større end normale bøger, men tykkere. Han tog bogen med begge hænder. Hvorefter han tog en dyb indånding og pustede støvet af den så godt som han kunne. Men hans gamle krop pustede ikke som da han var ung, og han børstede hurtigt den tilbageværende støv væk fra bogen. Hurtigt gik han hen til en af faklerne der hang på væggen. Han havde et andet tempo i kroppen nu. Hans hoved hejste sig mens han studerede bogens cover, hans fingre fulgte hver ingravering. Han bladrede langsomt siderne igennem, side for side. Hver side berettede om en hyldorf. Ikke en hvilken som helst hyldorf, en hyldorf der blev set som værdi til at opfylde en ældgammel profeti. En profeti Mordels lederskab og drømme var bygget op om. Mordels mål i livet.
I bogen var flere tusinde hyldorfer. Drenge, piger, høje, lave. Alle kun de to ting til fælles at de blev udvalgt.

Og at de nu var døde. Ingen vidste hvor de var begravet. Ingen bortset fra Mordel. Mordel styrede byen fast, og bestemt. Det kan undre hvordan en mand som mordel kan blive ved med at regere en by, trods han behandling af hans folk, men når først en præst er fundet hos en Model, står han i lederskab til den dag han dør. Og Mordel var ikke en mand der lod sig dræbe uden kamp.

Han gjorde et kort stop på en af siderne, Damian. Et suk lød fra Model, mens et par grå hår flagrede ned foran hans øjne. En irritation opstod da han prøvede at fjerne hårene, som modvilligt insisterede for at blive hængene som gardiner foran hans øjne. Han tog hurtigt sin hånd og greb som de enkelte hår, hvorefter han med et ryk fjernede dem og kastede dem mod ilden.
Han bladrede videre i bogen, hvad han ledte efter vidste han ikke selv, men noget søgte han. Et svar, en beskrivelse, et spor. Et spor der kunne vise ham hvem den udvalgte virkelig var.

 

Kirkeklokkerne dulmede, og lydene fra fugle der lettede samt klokkernes kimen fik alle til at gøre et stop og give opmærksomhed omkring sig. Klokkerne var ikke musikalske, de gav ikke en behagelig følelse, tværdigmod. Klokkerne føltes ligeså kolde og uintresserede i verden som Mordel selv. Selv skænkede han normalt aldrig klokkerne en tanke eller nogen form for opmærksomhed. Men disse dage var ikke som alle andre. Ingen i Solavir ignorede klokkerne disse dage.
3 bank lød på den store dør ind til biblioteket. Den sidste meget lavere end den første. Mordel kiggede undrene og skeptisk op fra bogen, som han hurtigt knuede ind til brystede og beskyttede med sin kåbe.

”Jae?” lød det fra Mordel mens han afventede et svar fra den anden side af døren.
”Mordel?.. jeg mener, Herre? Det er tid til Hyldorfernes bøn, vil de deltage i dag eller skal jeg bede dem vende tilbage til deres hverdag?”

Stemmen lød tøvende og ingen ville være i tvivl om skrækken der gik igennem denne hyldorf. En hyldorf ingen kendte navnet på. Mordels blik ramte budbringeren, endnu engang afskyede han hvad han så. Han kiggede hurtigt mod montren, og gik mod den for at sætte bogen på plads. Ugenerede af den ungen dreng der stod og afventede svar, men som nøje fulgte Mordels skridt i rummet.

Model gik nu mod budbringeren, hans ryk var rank og hans hoved hejst mens han øjne skuede ned over næsten mod den lille dreng. Drengens sorte hår var uglet og ustyrligt, hans lugt var beskidte og støvet. Huden ligeså bleg som Models egen. Der var visse lighedstegn mellem dem. De grønne øjne, den tynde krop. Dog var drengen rundrygget og brugte alt sin tid på at se ned i de skidte stengulve. Hans tøj var iturevet og kunne næppe give meget varme. Ar og sår på kroppen skilde sig fra hans hudfarve, og det var tydeligt at se at han var en dreng der oftes fik tæsk.
”Javel. Jeg vil deltage i dag. Gå din vej”
Mens disse ord lød fra Model på en så kold og alligevel så bestmet og stærk en måde, svingede han sin kappe over den lille dreng, og trak ham til at miste balancen og ramme de hårde stengulve. Fortumlet rejste han sig hurtigt og prøvede at finde ud af om han skulle gå efter herren eller vente til han var længere væk.
”Forresten.. gå ned og få 10 piskeslag for at kalde mig ved navn. 2 af dem kommer jeg selv og giver dig”

Drengen kiggede nu længere ned mod stengulvet end han plejede. Man hørte dog ikke en snøften, som man måske ville forvente, men atmosfæren i luften var en blanding af ondskab og sorg. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...