YOLO (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Igang
At være fanget bag kolde beton vægge, næsten intet mad, og ihvertfald ingen frihed. Mishandlet vær dag af betalende mænd, men hvor pengene gik til kidnapperne. Og den skæbne delte min mor med 391 piger, og sikkert andre. Nu lever jeg Cara Bella Belrose, i en lille lejlighed. Og mangler en familie og venner. Hvad hvis Cara Bella møder nogen, der måske kunne blive hendes venner? Fire kendte drenge kommer ind i billedet, og Cara ved ikke rigtigt om hendes liv er godt eller skidt?

3Likes
0Kommentarer
571Visninger
AA

2. Mors dagbog

Cara Bella's mors synsvinkel. dagbog-

 

Man kunne ikke beskrive rummet. Det var tomt og koldt, gulvet var gråt og matchede beton væggene. Der var kun et lille vindue. Af møbler var der en seng, en billig seng, der kun blev brugt til opfylde liderlige og uhyggelige lyster for ækle mænd. Døren gik op, og ind kom en mørk skikkelse kom ind "Kom, din lille tykke luder!" Den mørke skikkelse kom nærmere. "KOM!.. Fint hvis jeg skal komme og hente dig snuske!" han kom endnu nærmere. "Nej.. Jeg skal nok komme nu" min ynkelige lille stemme gav genlyd i rummet. Manden førte mig ind til mit rum, jeg delte med mine eneste venner Christina og Emily. De var de eneste, der er der når jeg har brug for nogen at snakke med. "Ophelia!" råbte Christina og omfavnede mig. Jeg fortalte dem at jeg var gravid.

 

 Manden kom ligepludselig brasende ind. Han tog hårdt fat i min arm, og trak mig ud. Jeg vidste intet om hvad der skulle ske. Manden tog en kniv, han havde tænkt sig at skære i mig. Hans ondskabsfulde latter fyldte mine ører med rædsel. Han tog kniven op til min hals, nu gik det op for mig hvad han ville. Han ville dræbe mig. Om lidt ville jeg ikke kunne trække vejret mere, og ville falde til jorden. Livløs. "Jeg beder dig skån mig herre" bad jeg, til manden. Han var ubarmhjertig, og viste ingen nåde. Uden jeg nåede at se noget lå jeg på den kolde jord. Det sidste jeg hørte var skud, og råb, inden at blev sort. Jeg var overbevidst om at jeg var væk, og ville aldrig vågne igen på denne jord. 

 

Jeg vågnede op, i en grå seng. Værelset lignede et hospitals værelse. Alt hvidt, og gråt. Jeg prøvede at rejse mig op, det gjorde ondt flere steder, men mest i benet. Jeg humpede over til døren, og trak i håndtaget. Døren var låst. Jeg humpede over til sengen igen, og holdt hårdt om mit ben. En mand hvidt klædt kom ind. Han snakkede til mig, men jeg svarede ikke. Men der var en ting der fangede min opmærksomhed, "Du kan godt huske at du er gravid ikke?" jeg nikkede blot. "Godt, for du har ikke tabt barnet, du ved godt hvad det betyder ikke? "For satan da! Jeg ved godt hvad det betyder! JEG SKAL HAVE ET BARN!!" råbte jeg vredt. Han tog i mine arme, og kaldte efter hjælp. Der kom flere, de lagde mig ned, så jeg skulle falde ned. Gu' hvor var han dog HADEDE den irreterende doktor eller hvad han nu var.

 

Der var gået lang tid. Jeg boede på en afdeling, for dem der har det svært. Jeg har et lille værelse, der blot består af en seng, komode, et spejl og så et tæppe i midten. Jeg fødte igår. En lille fin pige. Måske er det ikke så surt alligevel. Alle rådede mig til en abort, og da jeg fødte hende var det at bortadoptere hende. Hvorfor forstod de ikke, at det her var min chance for at ændre mig liv. Hvor er jeg altså glad for at politiet nåede at komme før jeg var delt i to. Jeg blev enig, med mig selv om at hun skulle hedde Cara Bella Belrose, som betyder smukt/skønt ansigt på spansk, da jeg har spansk familie, men det er også det eneste jeg ved om mig selv, og så at jeg hedder Belrose til efternavn.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...