YOLO (One Direction)

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 24 sep. 2015
  • Opdateret: 7 nov. 2015
  • Status: Igang
At være fanget bag kolde beton vægge, næsten intet mad, og ihvertfald ingen frihed. Mishandlet vær dag af betalende mænd, men hvor pengene gik til kidnapperne. Og den skæbne delte min mor med 391 piger, og sikkert andre. Nu lever jeg Cara Bella Belrose, i en lille lejlighed. Og mangler en familie og venner. Hvad hvis Cara Bella møder nogen, der måske kunne blive hendes venner? Fire kendte drenge kommer ind i billedet, og Cara ved ikke rigtigt om hendes liv er godt eller skidt?

3Likes
0Kommentarer
582Visninger
AA

3. Er det min fortid? Nej tak!

Cara Bellas synsvinkel-

 

Jeg lukkede dagbogen, jeg kunne ikke holde det ud mere. Jeg har altid vidst at jeg var en fejl. Men at min far var sådan en der købte ludere der var blevet kidnapped, for at tilfredsstille sig selv, kan jeg stadig ikke få ind i hoved. Jeg boede i en lille lejleghed, mit værelse, stuen, køkken, og et toilet. Jeg arbejder på en restaurant, at lave mad har altid været min store drøm. Min mor døde af druk, og misbrug, men heldigvis solgte hun mig ikke som nogen gør, fordi at hun selv har oplevet det liv. Men jeg ved at hun elskede mig, og ville gøre alt for at give mig et bedre liv. Jeg klarer mig godt selv, og min mor sagde også farvel, jeg tror at hun vidste at det snart var slut. 

 

Jeg gik ned af gaden, og kiggede på menneskerne der gik forbi... Børn, unge, voksne og gamle, alle havde forskelige liv, og ting de skulle. De var sjovt at se på. Jeg stoppede foran resturanten, og skubbede glasdøren op. "Hej" råbte jeg, da jeg var nået ud i køkkenet. Jeg fik øje på Alex og Chris, der stod i hjørnet. Alex er en pige, med brunt hår og øjne, meget smuk. Jeg har altid været jaloux på hende, hun har også en masse venner, og hun elsker at feste og bestemme over andre. Chris er Alex'es kæreste, han har solbrun hud, og smukke brune lange krøller, inden de blev kærester, havde jeg nok et crush på ham, men Chris og Alex sade at jeg slet ikke duede til det kæreste noget.. Så det tror jeg vel på. jeg har jo heller aldrig haft en kæreste...

 

 Jeg vinkede til dem, for at få deres opmærksomhed. De er mine venner, eller... Måske.. De kan være lidt slemme med at udnytte mig, til ting jeg ikke rigtigt vil.. Men det er fint.. Sådan hænger min verden åbenbart sammen.. "Hej.. Cara?" sagde Alex, og kiggede med et surt blik på mig. Jeg prøvede bare at smile, det kan man altid komme længst med. Alex puffede til Chris, så han også kiggede surt. Efter lidt vendte de sig igen, og snakkede videre. "Cara kommer du lige igang? Der er mad der skal laves, og kunder der venter!" råbte den øverste kok, der var i fuld gang med en stor og lækker burger. "Er på vej.." Han hed Kasper, og er rigtig stærk. Han er min eneste rigtige ven, han skater med mig. Han er rimlig overbeskyttende, og siger tit nej på mine vegne.

"Der sidder nogle derude... D..Det.." kom Alex ud, fra resturanten. "Kom til sagen!" afbrud Kasper. "Det er One Direction!!" råbte Alex. "WHAT!!" Alle kom helt op at køre undtagen Kasper og mig. Kasper vidste vist godt hvem det var, men er bare god til ikke at flippe ud. Og jeg ja... Jeg ved altså ikke helt hvem det er? Er jeg du?

Chefen var også helt ude af den. "Okay.. Okay... Lad mig se.. Hvem kender dem ikke? Kasper?" Spurgte chefen, Kasper rystede på hovedet "Jeg kender dem" "Nååå.. Alle gør?" spurgte han igen, han ligger aldrig mærke til mig, måske er det her min chance?

Jeg rakte stille min hånd i vejret. "Er der ikke nogen? Så tager Kasper den!" råbte chefen, og klappede, og alle klappede med undtagen mig. "Jeg kender dem ikke!" råbte jeg op, så de stoppede med at klappe, havde jeg sagt noget forkert?

 

"Øh.. Dig?" spurgte han, og pegede på mig. "Øhm.. ja" Alle stod bare helt stille, men ligepludselig begyndte alle at grine. Selv Kasper. Jeg kiggede på Kasper, han kiggede bare grinede og hævede det ene øjenbryn. Jeg løb ud af køkkenet. Jeg kom til at løbe ind i en på vej ud af køkkenet. Han havde lange brune krøller, grønne øjne og overnaturlig smuk er han virkeligt. "Undskyld.." sagde jeg grædende, og løb derefter ud på gaden. Jeg løb så hurtigt jeg kunne, og indurerede at der var en der råbte efter mig. Jeg låste op, og styrtede bare ind på toilettet. Min vejrtrækning var alt for hurtig, samt min puls. Jeg tørrede tårende væk, og kiggede mig i spejlet. Den pige i spejlbilledet er en meget ked af det pige...  Helt røde øjne, det er ikke et kønt syn. "Hvad har du nu rodet dig ind i?" spurgte jeg pigen i spejlet, der så, så ynkelig ud, med rodet og uglet hår. "SVAR MIG!!" råbte jeg, så pigen i spejlbilledet begyndte at fælde tåre igen. "Kunne du ikke bare holde mund?" mumlede jeg, og gik ud af toilettet. Hvad skal jeg nu? Er jeg fyret? Eller er jeg bare lille mig igen? Det vil jeg egentlig gerne have svar på!

 

Jeg løb ned på gaden igen, og gik 600 meter ca. Og så op på den dejlige, varme cafe på hjørnet.. Der har jeg altid gerne villet have arbejde. Jeg er bare ikke god nok. Jeg gik længere ned, og så ind i en havnecafe. Den så hyggelig ud, en famile sad derinde. De så ud til at have det fantastisk. Mor, far og tre børn. De snakkede, spiste og drak. Jeg kan huske, at dengang jeg var lille, kiggede jeg altid ind i den lille havnecafe. Og tænkte på hvor meget jeg ville være en af de børn, der bare havde alt, eller idet mindste råd til at gå på restaurant med sin mor. Og så også bare at have en familie.

Jeg fældede en tåre, og en blev til flere. Jeg trak hætten over mit hoved, og vendte mig om så jeg så på havnen. "Undskyld... Dig der!" Var der en der råbte, jeg vendte mig om for at se hvem det var. "Ja dig!" Han kom tættere på, det var ham fyren jeg kom til at styrte ind i da jeg var ked af det. Da han var ved siden af mig, blev jeg blindet af blitz. "Åh nej ikke igen..!"udbrød han. "Hvad?" Han vendte sit hoved mod mig igen. "Ikke noget.. Værsgo du tabte dit ur" sagde han, og rakte mit ud, det var den eneste ting min mor havde givet mig! Hvis jeg ikke havde fået den tilbage, ville jeg blive så ked af det. "Mange tak..." "Harry.. Harry Styles" sagde han, og hævede det ene øjenbryn, havde jeg sagt noget forkert? "Kender du mig ikke?" "Nej.. Undskyld har jeg mødt dig før?" "Øh.. nej.. ligemeget" Han smilte hvilket jeg gengældte hurtigt. "Øhm.. Tusind tak skal du have, jeg ville aldrig have kunne leve uden det her ud, og komme til tiden!" "Haha!" Du er sjov! Og det var da så lidt!" Vi stod lidt, han undersøgede mig, fra top til tå, hvilket gjorde mig skidt tilpas. "Ehh.. Vi ses! tak endnu en gang!" sagde jeg og vendte mig om, og puttede hænderne i lommerne.

 

Jeg gik lidt ned ad havnen, men blev pludseligt prikket på skulderen. "Hey.. Jeg tænkte på om jeg kunne få dit nummer!" spurgte Harry fyren. Han måtte have gået efter mig. "øhm okay..." sagde jeg, og trak min gamle nokia frem, hvilket han lavede store øjne over, havde han aldrig set en der ikke havde råd til det nyeste? Eller en gammel nokia? Det måtte jo være en af de ting. Han trak sin iphone frem. Jeg fortalte mit nummer. "Jeg bliver nød til at gå.. Undskyld" Jeg løb over til resturanten uden at kigge mig rundt. 

Jeg gik direkte mod køkkenet. Og lige forbi alle de blik jeg fik fra de andre, og gik ind på den øverste chefs kontor. 

"Hallo?" Sagde jeg, og gik lidt frem. "Hej..." "Cara Bella belrose" sagde jeg stille, han kiggede op fra sin bog. "Cara Bella Belrose?" "Ja.." "Øhh.. Hvad vil du her?" "Ehm.. Jeg arbejder her?" han kiggede underligt på mig. "Gør du?" "Ja.." "Hvem ansatte dig?" "Den anden chef" 

"Okay.. Jeg troede... Jeg mener... Hvor er din mor?" Spurgte han, jeg kiggede ned i gulvet et stykke tid, og så op igen med en tåre ned af den ene kind. "Hun døde da jeg var 14..." Han lavede store øjne, og så derefter ked af det ud. "Det gør mig ondt... Hvad gjorde du så indtil du var 18?" "Jeg boede på gaden..."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...