Fordi jeg KAN

Mange unge piger vil gerne tabe sig. Nogle vil gerne være tyndere og andre fit. Men hvor skal man lige starte hvis man gerne vil ændre hvordan man ser ud?
I 2013 vejede jeg lige omkring 78kg, i slutningen af 2014 var det steget til 84 kg. I dag er jeg på vej ned mod den gode vægt igen, men rejsen var været langt og det har ikke været uden bump undervejs. Nu vil jeg gerne fortælle min historie videre, og måske hjælpe nogle andre som også sidder med det ønske, at de gerne vil være ændre deres krop.

25Likes
25Kommentarer
2172Visninger
AA

2. ”Uden mad i maven, bliver jeg ikke tryk”

Fakta: Sundhedsstyrelsen anslår at omkring 30.000 danskere lider af bulimi. Størstedelen er unge piger mellem 15 og 20.

 

Spiseforstyrrelsen Bulimi går kort ud på at den ramte overspiser, altså indtager en voldsom mængde mad, for derefter at skille sig af med den igen, ved at kaste maden op igen.

Bulimi er svært at opdage fordi den ramte ofte stadig vil holde en normal eller øget vægt, så derfor kan det oftest ikke ses på det ydre. Men Bulimi kan skade ens krop lige så meget som anoreksi og over træning.

 

I årene 2010 til 2013 led jeg hårdt under spiseforstyrrelsen Bulimi. Det startede tilbage i midten af 6. Klassen, hvor jeg efterhånden var så fortvivlet over min størrelse at jeg søgte til ekstremerne.

Jeg har altid været et begavet barn. Så det var ikke fordi jeg ikke vidste, hvilket skader bulimi kunne påføre min maven, mit spiserør og mine tænder. Men ønsket om at blive lille og tynd var større, end frygten for at gøre skade mig selv.

 

I begyndelsen var det hele under min kontrolleret. Det var når JEG syntes jeg havde spist for meget,  jeg kastede det op igen. Det skete ikke mere end et par gang om ugen, max.

Det var på daværende tidpunkt, så om sige ikke farligt… eller det var det, men det vidste min 12-13 årige jeg ikke.

Som tiden gik og tvangstankerne, samt ønsket om at blive tynd voksede, mistede jeg kontrollen.

 

7. og 8. Klassen var de to værste år. Jeg har nok i gennemsnit kastet op omkring 8-10 gange dagligt, hvis ikke mere.

Jeg begyndte at havde svært ved at være sammen med andre mennesker hvis jeg ikke først tilfredsstillede min indre stemmes ”behov”, for at komme af med den mad jeg havde spist.

Jeg kunne ikke koncentrerer mig i skolen, fordi jeg konstant tænkte på det. Min hud lignede et blødende krater, og jeg var sort under øjnene og ned til midt på kinderne.

Jeg sov dårligt og havde hovedpine. Mange af disse symptomer var ikke noget ny, for de tilhører mit PCOS, men da jeg samtidig pressede min krop via Bulimien blev de forstærket til det uudholdelige.

Jeg havde konstant halsbrænd, på grund af ætsninger i min spiserør og mave. alt mad som var den mindste smule krydret måtte jeg holde mig fra, fordi det kun gjord irritationen i mit spiserør værre.

Jeg havde på daværende tidspunkt forvoldt seriøs skade på min krop, skade min krop stadig her i dag.

 

Omkring starten af 8. klasse blev mine forældre opmærksomme på at der var noget galt med mig. Det kom af, at vi så en DR dokumentar om en pige med anoreksi. Det gik op for mig at hun var mindst lige så syg som jeg, blot på en anden måde.

Jeg gik til bekendelsen hos min forældre.

De havde før spurgt til det, så det jeg ikke fordi jeg ikke var under mistanke, men hver gang de kom lidt for tæt på det, skjulte jeg det blot bedre.

Mine forældre sendte mig hurtigt i behandling hos en læge og psykolog, men i starten hjalp det ikke. Mine tvangstanker var strækkere end den fornuft som alle prøve at appellere til.

Jeg forsatte i det skjulte med at kaste op. Jeg husker hvordan jeg efter hånden var så øvet, at jeg ikke længe havde brug for hjælp. Nu kunne jeg blot stramme mavemusklerne, og så min maves indhold sig op igennem min hals.

 

Men tidligt sommer 2012 fik jeg at ultimatum. Jeg kunne vælge at blive indlagt på psykiatrisk afdelingen på Hillerød Hospital eller jeg kunne få styr på mit liv. Den afdeling jeg skulle ind på var en lukket afdeling, og alene tanken om det, var nok for mig.

Jeg blev skræmt til fornuft.

Mange har siden kritiseret mine forældres håndtering af mig, ved at true mig på denne måde.

Men for mig var ikke en trussel. Blot information om at de ikke længere kunne tage ansvaret for mig, fordi jeg gjord så stor skade på mig selv. Det var en seriøs øjenåbner for mig, det fortæller lidt om hvor langt ude jeg faktisk var. For skal jeg være ærlig, så var jeg aldrig helt klar over hvor syg jeg faktisk var. Jeg ville altid sige det var mig der sad med kontrollen i sidste ende, men det var det langt fra.

 

Jeg ønskede aldrig at skade mig selv, jeg mistede blot kontrollen over noget som jeg påstod jeg kunne styrer.

Endelig vågnede jeg op og genvandt kontrollen. Jeg fik min PCOS diagnose i sensommeren 12 og derved også nogle redskabet som faktisk virkede på min vægt.

Jeg kæmpede mig, sammen med professionel hjælp, tilbage til troen på at jeg kunne få den krop jeg gerne ville have. Jeg vidste jeg skulle arbejde for den og at det ville blive hårdt, men jeg vidste jeg kunne. Så vigtigst af alt fik jeg håbet tilbage.

 

Da jeg startede på STX i 2013 var jeg i teorien rask, men personligt tror jeg aldrig rigtig man kommer sig over sådan en spiseforstyrrelse. Jeg tror man lærer at kontrollere den, og  lærer ikke at lade den tage magt over ens liv.

Men selv i dag overfalder stemmen mig, og jeg indrømmer gerne, at jeg stadig falder i. Det er ikke ofte, men det sker. Men når det sker går jeg direkte til mine forældre og bekender mig, så hvis jeg skulle gå hen og bliver syg igen, så er der nogen som kan tag sig af mig før det løber løbsk. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...