Fordi jeg KAN

Mange unge piger vil gerne tabe sig. Nogle vil gerne være tyndere og andre fit. Men hvor skal man lige starte hvis man gerne vil ændre hvordan man ser ud?
I 2013 vejede jeg lige omkring 78kg, i slutningen af 2014 var det steget til 84 kg. I dag er jeg på vej ned mod den gode vægt igen, men rejsen var været langt og det har ikke været uden bump undervejs. Nu vil jeg gerne fortælle min historie videre, og måske hjælpe nogle andre som også sidder med det ønske, at de gerne vil være ændre deres krop.

25Likes
25Kommentarer
2217Visninger
AA

4. ”Min PCOS, min fjende eller min ven?”

Mit PCOS blev opdaget hos min læge, via en blodprøv. Prøven viste at mit Androgen tal var 9 gange forhøjet i forhold til normalen. Det var sensommeren 12, altså har jeg haft min diagnose i nogle år efterhånden.

Det var et kæmpe chok, da fik at vide at jeg have PCOS. Jeg har aldrig i mit liv været syg på den måde syg. Jo, jeg havde haft min spiseforstyrrelse, men den havde jeg aldrig set som en sygdom, og så lige pludselig skulle jeg være kornisk syg resten af mit liv.

 PCOS ville jagte mig hele livet, og gøre alt den kunne for at ødelægge mit… Eller det troede jeg på daværende tidspunkt.

Mentalt kunne jeg ikke forholde mig til det og de første mange dage, forlod jeg rummet hver gang en af mine forældre forsøgte at bringe emnet op. Ikke særligt modent, men nødvendigt hvis jeg skulle holde hoved over vande.

 

For hele min verden var blevet vendt op og ned. Jeg havde det sidste år forsøgt at tabe mig med sund kost (groft brød, fulkorns pasta, ikke noget fedt og meget små portioner), men det som tidligere havde været sundkost i min bog var nu det modsatte. Groft brød var stadig bedre end lyst, men det var mere end nok til at pisse min PCOS af. Pasta var en direkte ”killer”. Og min iver for at undgå fedt var med til at gøre mig mere syg.

 

Men det hårdeste slag, kom i en alder af 15 år, hvor måtte jeg erkende at jeg på grund af mit PCOS med største sandsynlighed aldrig ville kunne få børn på egen hånd.

Det var ufatteligt hårdt for mig, hvis største drøm altid har været og den dag i dag stadig er, at bliver mor. Og nu kunne det kun blive virkelighed ved hjælp af ”gifte” hormonbehandlinger eller doner æg (som jeg ikke kan få fra egen familie, fordi jeg ingen søstre har og min mor er for gammel).

Ikke lige noget man ønsker at bekymre sig om i alderen af 15.

Jeg husker stadig tydeligt hvordan vi kører hjem fra lægen. Min mor er i højt humør, for nu vidste vi hvorfor jeg konstant tog på og hvilket mulighed vi har for at hjælpe mig. Men jeg kunne ikke fokusere på andet end det faktum at jeg nu var syg.

Syg…

Ordet alene efterlader en grim smag i min mund, selv i dag. Jeg var syg og der var ingen mulighed for at blive rask og normal igen

 

Det næsten år ændrede alt omkring, og inden i mig sig. Jeg gik til en PCOS-diætist en gang om måneden, for at hun kunne lærer mig hvad jeg nu kunne spise og hvad jeg ikke kunne.

Jeg skulle lærer at takle min krop, især fordi PCOS kvinder ikke kan blive mætte. Det er ikke en tilstand vi fysiks er i stand til at føle. Så helt bogstaveligt kan jeg spise til jeg kaster op, eller at jeg laver stræk skade på min mavesæk.

Det var ikke noget jeg havde været klar over før. Jeg vidste godt jeg konstant var sulten, men som jeg nægtede mig selv ret meget mad, så havde jeg forlænget lært at ignorer det, eller så spise jeg bare til jeg blev dårlig af det.

Men dette var jo ikke sådan det skulle løses. Min diætist satte mængden af mad jeg måtte spise, voldsomt op. Så jeg ikke spiste så meget af gangen, men spiste mange gange om dagen. 5-6 gange, hvilket skulle være med til at stille min konstante sult.

 

Min kost bestod nu prima af salat og kød, meget kød. Hvilket er perfekt fordi jeg er en kød-elsker. Men jeg skulle også indtage rigtig mere fedt. Altså plante og nøde fedt og ikke fedt fra animalske produkter.

Min mor var super kreativ for at lave mad som ville spise fordi salat aldrig havde været nummer et på min liste.

 

Men som jeg fik min krop under mere kontrol så begyndte jeg også at se en fysik bedring. Jeg oplevede for første gang i flere år at jeg kunne sov en hel nat igennem uden at vågne. Jeg oplevede dage uden konstant hovedpine. Min hud blev pæn, og vigtigst af alt jeg tabte mig.

Jeg begyndte langsomt, meget langsomt, at tabe mig. PCOS kvinde taber sig 3-4 gange så langsomt som normale kvinder, så vi taler om langsomt. Men det var stadig et tab trods alt.

Men mit vægttab hjalp mig med at komme af med min bulimi. Jeg var ”rask” da jeg kom i gymnasiet, sommeren 13.

 

Men så begyndte prisen for de ting jeg måtte give afkast på, at højre end det jeg kunne se at jeg opnået. Jeg måtte ikke drikke til gymnasiefesterne, jeg måtte ikke sige ja til kage, når nogen delte ud i klassen. Når pigerne tog på café i frimodulerne så var jeg tvunget til at spise en salat, stadig ikke en favorit.

Jeg var meget standhaftig i starten, men fristenslen og den føleles af ”at gerne ville være med” var stingende.

Så til sidst faldt jeg af hesten. Jeg gik hen og blev ligeglad. Så selvom jeg trænede næsten dagligt så holde jeg ikke længere øje med min kost, hvilket er nok når man er PCOS’er til at tippe skålen.

Søvnløsheden, hovedpinen, svimmelheden, kvalmen, de rystende hænder og alle de andre dårligdomme vendte tilbage, men jeg lod som om de ikke var der.

For imponerende nok så hvis man går rundt og er konstant dårlig tilpas, så bliver det bare sådan man har det, og så holder man til sidst op med at bemærke det.

Det bliver blot hverdag.

 

Sådan gik både sidste halvdel og første halvdel af anden G. Jeg tog ikke vold meget på igen, for jeg er overraskende god til at holde min vægt. Men jeg var aldrig kommet der ned hvor jeg gerne ville være, så jeg var stadig det meste af 10 kg for stor.

Jeg trænede som sagt som en gal, fordi det er nødvendigt hvis jeg skal kunne holde mig selv fra at falde til nogle af de mere uheldige ting ved PCOS - som de sindssyge humørsvingninger og depression. Men jeg var også i den overbevisning at hvis jeg blot trænede så ville det alt sammen løse sig, og det er ikke en mulighed for mig.

Så mod julen 2014 var jeg igen rigtig ked af min krop. Men jeg havde ikke overskuddet til at tage fadt på maden, da jeg stod midt i et skoleskift og mange andre problemer. Så det fik blot lov til at falde sammen om mig. Vægten steg igen, men jeg lod som ingen ting.

På den måde var PCOS både min bedste ven og værste fjende. For når jeg behandler den pænt, så gør den mig sund, giver mig energi og overskud. Den give mig med sit højtkrævede træning niveau en pæn og trænet krop.

Men når jeg ikke behandler den pæn, tager den hævn over min krop. Den straffer mig øjeblikligt og jagter mig døgnets firetyve timer uden pause. Mest for at få mig til at ændre kurs. Men lige det er ikke altid så let.

 

Så først da jeg noget sommeren 2015 tog ansvar over min krop igen. Men før jeg nået dertil skulle jeg fortage en drastisk ændring ved min krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...