Fordi jeg KAN

Mange unge piger vil gerne tabe sig. Nogle vil gerne være tyndere og andre fit. Men hvor skal man lige starte hvis man gerne vil ændre hvordan man ser ud?
I 2013 vejede jeg lige omkring 78kg, i slutningen af 2014 var det steget til 84 kg. I dag er jeg på vej ned mod den gode vægt igen, men rejsen var været langt og det har ikke været uden bump undervejs. Nu vil jeg gerne fortælle min historie videre, og måske hjælpe nogle andre som også sidder med det ønske, at de gerne vil være ændre deres krop.

25Likes
25Kommentarer
2251Visninger
AA

6. ”drastiske valg, drastiske ændringer…”

Jeg var omkring 10, da min krop begyndte på sin udvikling fra barn til kvinde. Hos mig var det  ikke ligefrem en langsom udvikling. Over små seks år var jeg gået fra at være fald som et strygebræt til at  til tider ikke kunne være i en I-skål ud.

Så fra naturens side blev jeg skab med en utrolig stor barm. Ud over at min barm var meget stor, var den naturligvis også meget tung. Omkring 1.2 kg hver.

På grund af  vægten havde i alder af 16-17 fået skade på min ryg. Jeg fik i den periode ugentligt, smertestillende for ryg smerter, især efter jeg havde været på arbejde og havde stået på i små fem til otte timer.

Smerterne og skaden var grunden til at jeg besøgte min læge i efteråret 14, hvor han forslog en bryst reducering.  Eftersom jeg altid har været meget ked af at havde så store bryster (og grimme bryster), tog det ikke mange overvejelser, før jeg takkede ja og blev sendt videre i systemet. En af grundende til jeg så hurtig besluttede mig for at takke ja til lægen, var også at tanken om en reducering ikke ny for mig. Jeg have selv tænkt at jeg ville få det lavet så snart det var muligt, men jeg have ikke mulighed for at spare de penge sammen som det ville koste mig at få det lavet selv.

Men det var ikke kun størrelsen eller det at jeg syntes de var grimme, som havde gjort mig både ked og flov over mit bryst.

Det var folks reaktion når de så på mig. Jeg havde kollegaer som jeg havde arbejde sammen med i 6 måneder, som stadig ikke kunne mit fornavn, for de kaldte mig bare ”hende med kæmpe patterne”, og vidste alle hvem der var tale om.

Jeg havde flere drenge i min omgangskreds som vædet om, hvem der kunne gætte mest præcis på min størrelse. Det var ting som disse som fyldte meget i min dagligdag og tog ekstremt meget på mit selvværd, som i forvejen ikke var det største.

 

Så i Maj 2015 fortog jeg det endnu største valg i mit liv. Jeg lagt mig under kniven, for at opnå det resultat som jeg ellers ikke ville få. Da der var for lange ventetid i det offentlige, blev jeg til mit held, sendt videre til det private. Jeg endte på parkens privathospital Teres.

 

Her var jeg til en enkel samtale før min operation, hvor min kirurg, Johanes, fortale mig om hvad han kunne gøre for mig, og jeg havde mulighed for at stille spørgsmål. Før operationen var jeg meget bange for at han ville fjerne hele mit bryst, så der ikke ville være noget tilbage, men den tanke slog han hurtigt ud. Han fortalte mig, at han jo var mand, og derfor hellere efterlod lidt for meget end lidt for lidt. Den tanke kunne jeg godt lide.

Han gav mig også et saltvand indplantet i hånden som skulle være ca. den størrelse som mig bryst ville være når han var færdigt med det. Det var rest så undersligt at side med en D skål i hånden og forstille sig den side på sit brystben, når man i forvejen har en I.

 

 

D. 18 maj 2015 blev jeg så operaret. Jeg var i fuld narkose og operationen tog omkring 2,5 time. Det var en skræmmende oplevelse, men personalet omkring mig gjord alt hvad de kunne for at hjælpe.

Mens jeg bliver langt til at sove, står den ene sygeplejeske og nusser mig på kinden, mens hun joker med sin kollega. Alt sammen for at skabe så let en stemning som muligt, så jeg ikke skal være bange.

Efter operationen havde Johannes fjernet lige over 1,1 kg bryst fra min krop (delvis 700g på ene og 500g). Den skæve vægt kom af at mine bryster ikke var lige store, som de ikke er hos de fleste. Første gang jeg skulle ud af min hospitals seng for at tisse, var jeg lige ved at fald for over. For tro det eller ej, du kan mærke der mangler et kilo foran. Jeg gik og træk baglænds i ryggen for at kompensere, det var ikke længere nødvendigt. Det var meget underligt at bevæge sig rundt.

 

Efter jeg kom hjem sent samme aften som jeg var blevet opereret, skulle jeg være hjemme en uge. Det hele gik meget fint, sårene helede som de skulle og smerterne var til leve med, når jeg blot fik mine piller. Jeg sov en del, fordi man bliver voldsom træt efter sådan en tur.

Men mentalt var jeg ikke helt på toppen.

Hver gang jeg gik forbi et spejl, måtte jeg stoppe op en ekstra gang, fordi jeg ikke kunne genkende det jeg så ud af øjenkrogen. De første mange uger ville jeg ikke tag min bluse af nå jeg skulle sove, fordi min krop var underlig fremmede.

Lægerne på Teres havde sagt denne reaktion var normalt, efter et indgreb som mit, men jeg havde ikke regnet med det ville være så voldsomt som den var. Det tog det meste af 6 uger før jeg havde fundet mig til rettet i min krop igen.

 

Her nu, hvor det er et år siden kan jeg kun sige det er blevet pænt. Det venstre bryst har jeg være nød til at blive operaret i endnu en gang, fordi det voksede skævt sammen. Men rettelsen fik jeg lavet i Januar 16. og det er allerede begyndte at blive pænt igen. Arrene på det højre er blevet pæne og om et par år vil man ikke kunne se dem mere. Mit bryst er stadigt et bryst, men langt fra min gamle I-skål, så jeg er glad. Nu fylder jeg i E ud, hvilket er lidt større end jeg først troede, men jeg er super glad for det.

 

Jeg har aldrig fortrudt mit valg, ikke så meget som en dag. Det eneste jeg har været lidt ked af, er at jeg ikke kan amme mine børn, når jeg en gang bliver mor, men det kan både de og jeg jo leve uden. For jeg kunne ikke holde ud at jeg skulle leve med mine bryster ti år mere, og først få det lavet efter jeg ville være færdig med at få børn. Så for mig var det bare det rigtige at gøre. Det skal dog tilskrives at det ingen lille beslutning har været. Og hvis man selv går med de tanker, skal man vide det er ikke en beslutning som bliver taget på en dag eller et år. Selv snakkede jeg første gang og tale om at få mine bryster lavet mindre da jeg var knap 16 år, vel vidende at det ikke ville kunne blive lavet før jeg var fyldt 18. Så det er noget som tager tid, fordi det netop ikke skal være noget man fortryder bagefter. For lige med reduceringer, så er der ingen vej tilbage når først kirugen har været i gang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...