Det Hule Træ

Skrevet til en konkurrence.
Vi kender alle det, at man synes, man skal ud at gå, når solen skinner, men hvor skal man gå hen og hvorfor går man?
Skriv gerne, hvad du synes den handler om, i en kommentar nedenfor, måske er det ikke helt så åbenlyst, men intet er forkert.

2Likes
2Kommentarer
251Visninger

1. Det hule Træ

En dag, da jeg var ude at gå en tur, uden at vide, hvor jeg ville hen, så jeg pludselig noget helt fantastisk og fascinerende. Det var skabt af den rene natur og stod helt alene på en grøn og frodig mark. Det var omringet af farverige blomster og lokkede med sine grene, der hvislede og dansede i den stille vind. Hvilken mægtig og majestætisk skabning. Tænk at se dette lys, af et væsen, stå lige foran mig, på en gåtur, hvor jeg slet ikke vidste, hvorfor jeg gik eller hvor jeg skulle hen. Det måtte være dette træ jeg skulle finde. Det måtte være derfor jeg gik en tur. Nu skulle jeg bare derhen, og det burde ikke være så svært. Men vejen var mere besværlig og kringlet, end det lige syntes med det blotte øje. Der var længere, end det så ud og det høje græs gemte på mange udfordringer og forhindringer til mig, men jeg så slet ikke efter andet, end dette vidunderlige pragteksemplar, af et knoldet lindetræ, der stod og lyste som en smørklat under solen, denne sommerdag.

Det var den perfekte destination for en gåtur, der var startet i al uvidenhed om, hvor turen ville ende. Alle andre gik jo også en tur, og især når solen skinner og dagen smiler i dette lille land vi kalder Danmark. Endelig er vejret godt og så valfarter alle ud. Ældre ægtepar, der går hånd i hånd, yngre kærestepar, der hinker hen ad stien og små børn, der løber hen imod legepladsen, og så er der sådan nogle som mig, der bare går, fordi det har man lært og det gør alle andre. Helt uden at vide, hvorhen eller hvorfor, andet end at det er fint vejr og det ville være spild, hvis man ikke gjorde det.

Jeg var målbevidst og fast besluttet på at nå derhen. Nu havde jeg jo endelig fundet en vej at gå, i stedet for bare at flakke rundt, uden at kende endestationen. Jeg havde fundet et formål og satte nu alt på en hest. Jeg ville ikke nøjes, selvom der var en masse udemærkede træer rundt i kanten af marken, men de var ikke helt som dette. Det var ikke lindetræer og de hvislede ikke i vinden. Ikke på samme måde. Dette træ, fik det til at lyde som et stille brusende vandfald, et sandt paradoks og det var så fascinerende, at jeg bare måtte derhen. Jeg ville ikke skuffe mig selv. Ikke nu. Pludselig, på min færd gennem det høje græs af forhindringer, dukkede en anden op, ud af øjenkrogen. Hun bevægede sig ligeledes mod træet. Hun skulede mod mig, med oprejst pande, et hånligt blik og et selvfedt smil, der fik mine ben til at sænke farten. Det var som om, hun havde fundet en bedre vej end min. Jeg faldt over den ene sten efter den anden, besteg bakker og volde, sprang over grøfte og dale og hev og pustede efter vejret. Jeg blev opgivende og sad en stund og betragtede hendes vej, der så meget bedre ud end min. Så meget lettere og så meget pænere. Der voksede små røde valmuer og margueritter rundt omkring og stenene var mindre end på min vej og hendes var heller ikke ligeså bumlet og bulet.

Det gik altså ikke det her. Jeg rejste mig op igen og traskede videre, indtil jeg igen blev distraheret. Denne gang af en flok sommerfugle, både hvide, gule og brune, der passerede min vej. Selvom jeg faldt endnu en gang, måtte de være et tegn. Jeg skulle kæmpe videre. Hende den anden var stadig foran, men jeg halede mig ind på hende, og lige som jeg greb fat i hendes trøje og trak hende væk, satte hun sig ned og begyndte at pille i græsset, som om hun ikke vidste, hvad hun ellers skulle. Jeg stod lidt, helt paf og forvirret og betragtede denne skabning. Havde hun givet op så tæt på mål? Var hun måske bare tilfreds med at sidde der? Hun smilede ned ad den sti, hun var kommet fra og plukkede lidt i nogle små blomster foran sig, så jeg skred hastigt videre. Man skulle jo nødigt spilde tiden på at vente, men jeg tog dog kort efter et hvil, for jeg var helt udkørt. Mine ben skælvede og faldt sammen under mig da jeg stoppede, for at sætte mig en stund. Jeg tog en slurk læskende, livgivende vand og en hurtig en på øjet og var så klar igen, med fornyet energi.

Jeg sprang let og elegant hen over forhindringerne, der var blevet mindre og lettere, og før jeg vidste af det, stod jeg foran det knoldede lindetræ. Nu havde jeg min chance. Det kunne blive den ultimative, uforglemmelige gåtur, hvis jeg bare kunne klatre op i hulningen, der var formet som en blød hængekøje. Den passede lige perfekt til mig. Jeg rakte ud og kunne lige akkurat ikke nå. Stammen, der førte op til hængekøjen var højere end mig, så kun hvis jeg trådte lidt tilbage og hoppede, kunne jeg se den vidunderlige skat, dette træ gemte på. En helt perfekt hulning og jeg stod her, helt alene lige foran guldet. Det, jeg så ihærdigt var gået efter. Lige for snuden af mig. Så var der bare lige det, hvordan jeg så skulle komme derop. Det ville ikke blive nemt, det vidste jeg, men efter et par omgange rundt om træet, først den ene vej rundt, så tilbage ad den anden vej, havde jeg lokaliseret den bedste vej op. Det skulle planlægges nøje, så skulle det nok lykkedes. Jeg greb fat i en revne i den riflede bark med højre hånd, satte foden på en knold og prøvede med venstre hånd at trække mig op, men min fod gled og jeg var tvunget til at hoppe ned. Jeg ville ikke give op nu. Efter flere ihærdige og desperate forsøg, stod jeg lidt og kiggede op mod træets hulning, der efterhånden var blevet til en guldvævet hængekøje med silkepuder i. Måske stod jeg bare på den forkerte side. Selvom den anden side af lindetræet var nøgent og afpillet for bark, var der muligheder. Jeg tog skoene af, for bedre at kunne hænge fast og gav alt hvad jeg havde, mens solen bagte ind i mit ansigt og sveden haglede ned af mig.

Jeg løftede mig op i en knold og havde fat i kanten, men kunne ikke komme videre, lige meget hvor længe eller hvor meget jeg prøvede. Lige meget hvordan jeg vendte og drejede det, ville det her, en ubehagelig og beklemt stilling - hængende i rælingen, 30 cm over vandoverfladen - være det tætteste jeg ville kunne komme på drømmen. Skulle jeg blive hængende, vel vidende det ville blive forfærdeligt og uudholdeligt, eller skulle jeg indse, at mit formål var på plænen, for foden af drømmen? Jeg var trods alt kommet så langt og jeg var ikke kommet sovende til det.

Jeg valgte det, der føltes rigtigt og satte mig foran træet og kiggede fremad, mens jeg lænede mig op ad stammen. Det havde vist aldrig været meningen, at jeg skulle derop, og her var også rart, men sikke en tur. Jeg endte et helt andet sted, end jeg havde troet, men det kan vel være det samme, eller endda bedre, når udgangspunktet er en gåtur uden et bestemt slutpunkt. Det er vel ikke så vigtigt, hvor man ender, bare det er rart, for når enden er god, så er alting meget bedre. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...