Av

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 25 nov. 2015
  • Opdateret: 23 sep. 2015
  • Status: Færdig
Hanna er lidt anderledes. Ikke nødvendigvis på nogen dårlig måde, hun er det bare. Det kan enhver fornemme. Hun har ikke så mange veninder, men hun sidder tit sammen med Mejse i pauserne. Hun har også en kæreste - eller det havde hun i hvert fald.

11Likes
8Kommentarer
461Visninger

1. Av

  

   Hanna var lidt anderledes. Ikke nødvendigvis på nogen dårlig måde, hun var det bare. Det kunne enhver fornemme. Hun havde ikke så mange veninder, men hun sad tit sammen med Mejse i pauserne. Mejse talte meget.

   Hanna havde også en kæreste. Han hed Daniel. Mejse sagde altid, at Hanna var den heldigste pige nogensinde.

   ”Jeg mener, se ham lige, Hanna! Lækre arme, brede skuldre, pæne øjne! Og hans numse! Jeg forguder hans numse, Hanna!”

   Hanna havde ikke svaret på det. Hun havde bare stukket lidt i de pastaskruer, hun havde købt i kantinen. I samme øjeblik var Daniel kommet hen til hende og havde uglet hendes hår. Mejse havde holdt vejret i spænding, mens Hanna bare havde udvidet næseborene en smule, da lugten af cigaretrøg lagde sig omkring bordet grundet Daniels nye hobby. Så havde han klappet hende i røven og var væk igen.

   I skolen gik det okay for Hanna. Lærerne roste hende til skyerne for hendes skriftlige afleveringer, mens hun til gengæld høstede noget nær dumpekarakterer for sine mundtlige præstationer. Det rørte hende ikke rigtigt, og med tiden var lærerne holdt op med at forsøge at få hende til at svare på deres spørgsmål. Mejse var til gengæld rigtig god til at tale. Så god, at hun under sin mundtlige prøve sidste år var gået fra at tale om anaforer og allitteration til at fortælle om, hvordan hendes bror havde udskiftet hendes morgenmads-chokoladekugler med kaninlorte fra naboens hermelinkanin.

   Hanna vidste en del om Mejse, eftersom ordene løb ud af munden på hende som et vandfald hver dag i middagspausen. Nogle gange lukkede Hanna af, stirrede ned på sine fregnede fingre og sad i sin egen verden, men for det meste lyttede hun til, hvad Mejse sagde.

   ”Skal du med til Daniels fest?” sagde hun en dag. ”Selvfølgelig skal du da det, ikke også? Han er jo trods alt din kæreste.”

   Hanna havde end ikke trukket på skuldrene, før Mejse talte videre.

   ”Jeg har fået den her nye kjole, men min mor-” hun sænkede stemmen, ”- men min mor har ikke set den. Den er virkelig lækker, men jeg ved, hun synes, den er for kort. Kan jeg komme hjem til dig og gøre mig klar inden festen? Jeg kunne lægge din make up, og du kunne hjælpe mig med mit hår. Jeg overvejer faktisk at farve det. Hvad tænker du om kastanjebrunt?”

   Lørdag aften lød der klokken syv en banken på døren, og Hanna åbnede. Mejse strøg inden for iført en lyserød dynejakke og med hårspænder i hele håret. Hun lugtede af sæbe og aftensmad.

   ”Jeg har spist,” sagde hun på vej op ad trappen. ”Har du ikke også? Vi skal skynde os. Hvornår var det, festen startede?”

   Hanna fulgte mut med op og betragtede Mejse, som vrikkede sig ned i en meget stram kjole. Hun vendte ryggen til, da hun maste toiletpapir ned i sin BH, så hendes bryster fyldte den dybe udskæring bedre ud. Kjolen var blodrød og gled op bagtil, da hun bukkede sig forover foran spejlet for at beundre sin kavalergang.

   ”Den har altid været der,” sagde hun og talte om kavalergangen, ”den har bare brug for lidt hjælp for at shine ordentligt i den her kjole.”

   Hanna havde ikke set, hvor meget papir Mejse havde brugt, men hun var klar over, at hendes udsagn ikke stemmede helt overens med de myggestik, hun ellers ihærdigt forsøgte at skjule i badet efter idræt.

   Dernæst gik det ud over Hannas klædeskab. Mejse tvang Hannas trøje op over hendes skuldre, så hun stod i sin stribede undertrøje med myrepatter på begge arme. En trøje, to trøjer, tre trøjer, fire trøjer og Mejse var stadigvæk ikke tilfreds. Hun vendte ryggen til og rodede rundt et øjeblik, indtil hun trak en blomstret top frem, som Hanna egentlig havde skubbet ind bagved med en rynke på næsen i den tanke, at hun nok kunne bruge den til en udklædningsdag engang.

   Men blomstertoppen blev det, og efter et lag rød læbestift og parfume bag ørerne var Mejse og Hanna klar og ude af døren. Mejse var i hvert fald - Hanna fulgte bare med. Da de gik under gadelygterne på fortovet, hvinede Mejse højlydt, hver gang en ekstra lang gren fra hækken piskede hende over armen. Og så snakkede hun selvfølgelig også en masse.

   ”Tror du, det bliver sjovt? Jeg mener, alle de lækre fyre kommer jo, ikke? Du skal selvfølgelig ikke kigge efter fyre.” Hun tjattede til Hanna. ”Hvis du ikke holder på Daniel hele aftenen, kommer jeg og snupper ham fra dig, at du ved det. Så er du advaret.”

   En forbipasserende bil dyttede af dem.  Mejse spjættede, men Hanna fortrak ikke en mine.

   Musikken i Daniels hus var så høj, at det føltes, som om væggene vibrerede, hver gang bassen slog igennem. Mejse så sig febrilsk om og skyndte sig så ud midt på dansegulvet og begyndte at vrikke med hofterne. Hanna bakkede tilbage til væggen, så hun ikke blev trampet ned af de fulde mennesker, der konstant løb rundt over det hele. Hun kendte ingen. Det gjorde Mejse heller ikke, men hun var tilsyneladende ret ligeglad.

   Hanna så ikke ret meget til Mejse i løbet af aftenen. En enkelt gang så hun hende stå tæt lænet op ad en, hun ikke kunne se ansigtet på, men det var også det. Efter to timer dukkede Daniel op. Hanna fangede hans blik, da han skråede over dansegulvet med en brunette hængende på armen. Han smilede til hende og mimede, at han kom om et øjeblik. Hanna fulgte ham med øjnene, og så ham forsvinde ned i kælderen. For første gang i 60 minutter flyttede Hanna fødderne og bevægede sig væk fra den plads på gulvet, hun ellers flittigt havde holdt varm.

   Hanna kendte godt Daniels hus, selvom hun kun havde været der få gange. Første gang var hun gået hjem med varme læber og anden gang med blod i trusserne. Døren ned til kælderen var lukket, og der var intet lys ned ad trappen. Hanna følte sig vej ned og var ved at snuble en enkelt gang. Da hun var helt nede, nåede en lyd hendes ører gennem musikken ovenpå. Instinktivt åbnede hun forsigtigt døren til højre og lod sine øjne vænne sig til mørket.

   En stønnen, en grynten, en pause, et skrig.

   Pigen, der lå i Daniels forældres seng forsøgte desperat at dække et sæt bryster, Mejse kun kunne drømme om at eje. Hanna stirrede, og pigen hylede og skreg noget alla: ”Så skrid dog for helvede, dit klamme dyr!”

   Der var en værre tumult, indtil Daniel rejste sig for at gå hen og smække døren i. Om han vidste, hvem der overhovedet stod i døren eller ej, anede Hanna ikke, men ikke desto mindre vendte hun rundt og lukkede døren pænt efter sig. På samme måde lukkede hun døren ned til kælderen, som hun selv havde mødt den.

   Ovenpå var festen lige så vild, som den havde vært før - om end ikke vildere. Hanna fik adskillige skuldre stukket ind mellem ribbenene under sin vej gennem rummet. Hun var på vej hen til det sted, hun havde stået hele aftenen, indtil det gik op for hende, at der stod et par med tungerne nede i halsen på hinanden på hendes plads. Så vendte hun rundt og maste sig vej hen til hoveddøren.

   Udenfor støvregnede det. Hanna satte sig på trappetrinet og lod sine ører og øjne vænne sig til stilheden og mørket. Der var ingen på denne side af huset bortset fra endnu et par, der stod og gramsede på hinanden i mørket omme bag hækken. Kysselydende kunne høres over den nu dæmpede musik. Hanna ignorerede dem og stirrede lidt.

   Hun havde aldrig brudt sig om at danse, alkohol og store forsamlinger - og heller ikke den måde folk, der ellers ikke turde tale med hinanden til hverdag, pludselig kastede sig over hinanden. Hun nød at sidde alene. Parret i hækken generede hende ikke. Ikke før endnu et skingert skrig nåede Hannas ører den aften. Langsomt lod hun sine øjne glide over til hækken, hvor et par hvide baller lyste op i mørket.

   Hun genkendte Mejses røde kjole og betragtede optrinnet fra trappen.

   Mejse forsøgte panisk at få trukket kjolen tilbage på plads, men et par hænder, der tilhørte den fyr, hun havde sneget sig derover med, havde en anden dagsorden. Han holdt kjolen oppe og gramsede løs på Mejse, der hylede og vred sig for at komme fri.

   ”Slip mig! Lad mig væ-” Mejses ord druknede i drengens mund, da han pludselig kyssede hende så voldsomt, at de nær havde slået pandeskallerne sammen.  Så lød der et svup, et klask og et smerteudbrud, og så kom Mejse løbende med tårerne rendende ned ad kinderne. Hun løb direkte forbi Hanna, der ikke havde flyttet sig. Heller ikke denne gang blev hun genkendt.

   Efter en halv times tid gik Hanna indenfor igen. Her fandt hun et rimelig affolket sted, og så stod hun ellers der med lugten af bræk og urin i næseborene og betragtede de andre. Flere gange så hun Daniel forsvinde ned i kælderen - hver gang med en ny pige slæbende efter sig. Men Mejse så hun ikke.

   Da de første begyndte at tage hjem, stillede Hanna sig hen til døren. Kort efter kom Mejse susende forbi, greb hende i armen og trak hende med ud på fortovet, hvor hun trampede hjemad. Mascaraen lå som sorte skyer under hendes øjne, og hun slingrede, så hun nær var skvattet direkte ned i en dampende hundelort.

   Mejse hulkede hele vejen hjem til Hanna. De havde aldrig aftalt, at Mejse skulle overnatte hos Hanna, men Hanna sagde intet, da Mejse drejede op ad havegangen til Hannas hus og væltede indenfor. Hun gik ovenpå, og Hanna fulgte efter.

   Da Hanna i ti minutter havde siddet og stirret på Mejse, der lå i Hannas seng og græd, begyndte Mejse at hyle op.

   ”Hvad er du overhovedet for en veninde, Hanna?” Hun snøftede og tørrede næsen i sin arm. ”D-du glor bare? Aner du overhovedet, hvad der er sket med m-mig?” Så brød hun så voldsomt sammen i tårer, at det blev umuligt for hende at tale mere.

   I det samme ringede fastnettelefonen. Hanna flyttede blikket over på den, som den lå der på hendes natbord, og Mejse stoppede med at græde.

   ”Helt ærligt, Hanna, hvad er der galt med dig?” udbrød Mejse, da Hanna intet gjorde, og rakte ud efter telefonrøret. ”Hallo?” sagde hun og lyttede, hvorefter hun gav røret videre til Hanna. ”Det er til dig,” bekendtgjorde hun og snøftede en enkelt gang.

   Hanna pressede det kolde plastik ind til øret, og en kvindestemme tonede frem.

   ”Hej, Hanna, mit navn er Gitte. Jeg ringer desværre for at fortælle dig noget rigtig ubehageligt. Vil du være sød at sætte dig ned? Du sidder måske allerede?” En pause. ”Hanna, her til aften kørte din mor galt. Jeg er frygteligt ked af at måtte fortælle dig, at hun ikke stod til at redde. Hun var stærkt påvirket af alkohol, og som det ser ud nu, var hun selv hundrede procent ansvarlig for ulykken - dog vides intet med sikkerhed endnu.”

   Gitte tav for at få en reaktion fra Hanna, men Hanna var lige så tavs, som hun altid havde været.

   ”Jeg er nødt til at vide, om du har nogen, du kan være ved, Hanna? Din far eller bedsteforældre eller noget i den stil? Hvis ikke sender jeg en ud efter dig, så vi kan finde-”

   Hanna lagde telefonen tilbage på natbordet uden at bekymre sig om at lægge på.

   Mejse så sært på Hanna, men telefonen tiltrak så hendes opmærksomhed, da Gittes stemme fortsat lød i den lille højtaler. Mejse rakte igen ud efter Gitte.

   ”Hvad er der sket?” spurgte hun, eftersom chancen for at få et svar var noget større hos damen end hos Hanna. Mens Gitte forklarede situationen for Mejse, blev hendes ansigtet gradvist mere og mere forfærdet. Hun slog en hånd for munden, og tårerne begyndte igen at bane sig vej ned over hendes kinder.

   Nu var Mejse helt oppe at køre.

   ”Hvad fanden er du for en?” Hun trak vejret hektisk og havde rejst sig. Med store armbevægelser råbte hun af Hanna. ”Din mor er død, og du sidder stadigvæk og stirrer, som intet i verden rør dig! Din mor er død, Hanna!”

   Hun stoppede op, men den eneste respons, hun fik, var et tomt blik.

   ”Svar mig! Sig et eller andet! Hvorfor fanden siger du ikke noget?” Hun hoppede, viftede med armene og skreg af sine lungers fulde kraft, så spyttet fløj. ”Sig noget, Hanna! Reagér, for fanden!”

   I det næste sekund gav Mejse Hanna et skub, så hun væltede bagover og hamrede baghovedet ned i trægulvet. Et øjeblik svimlede det for Hannas øjne, men så satte hun sig op.

   Mejse stirrede, både bekymret og vred.

   Så dukkede en rynke op i panden på Hanna, og hun førte sin venstre arm op til sin brystkasse.

   ”Av,” sagde hun.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...