Slaven afi

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 23 sep. 2015
  • Opdateret: 23 sep. 2015
  • Status: Igang

0Likes
0Kommentarer
146Visninger

1. Hej

Slaven Afi

Jeg var ude i marken for at høste grøntsager og frugter. Der var både bananer og tomater. Jeg havde sved på hele kroppen. Det var ved at blive mørkt, så jeg skyndte sig at gå hjem. Helt ude fra vejen kunne man lugte min mors mad. Det duftede af ris og bananer. Da jeg kom til døråbningen, farede min lillesøster ud og krammede mig. Derefter kom mine to brødre og mine forældre. De sagde, at vi alle skulle mødes ved bordet. De lød kede af det. " Vi bliver nød til at fortælle dig noget" sagde min mor." Da din far jo er høvding, er det ham der bestemmer. Han har valgt ,at du skal videre i livet. Han har solgt dig til de hvide". De sidste ord rungede inde i mit hoved. Efter det gik jeg direkte i seng. Jeg hørte ordene som ekko fare rundt i mit hoved. Den næste morgen blev jeg hevet op af min sengen. Der stod hvide mænd foran mig." Ghanesiske slave. Kom op med dig!" Sagde den ene af dem. Jeg skyndte mig at tage mit tøj og sige farvel til min familie. Derefter løb jeg ud til skibet . En af dem slog mig med en pisk. Det gjorde ondt og jeg kunne mærke blodet løbe ned ad ryggen. Måske var jeg for langsom. Først da jeg kom ombord, så jeg hvorfor pisken gjorde så ondt. Der var pigge overalt på den. Vi fik håndjern og navneskilte på. Der var mange andre, som også var blevet solgt. Da vi var ankommet blev vi modtaget af alverdens rigmænd. De stod klar med navneskilte, imens de lavede bevægelser og fagter til os. En mand tog fat i mig og hev mig væk fra den store myldre af mennesker. Han viste mig hen til hans bil, imens han piskede mig. Mine sår sved og blødte så man kunne se det igennem min hvide trøje. Vi kørte i en times tid, da vi endelig kom frem. Det var et stort hus med en masse værelser. Han viste mig, hvor jeg skulle sove. Det var helt oppe på lofte, og der var intet andet end en seng af træ og halm. Det var nu bedre, end de blade jeg sov på derhjemme, men i forhold til deres seng, kunne man godt se, at jeg var en slave. Selvom jeg godt kunne tale lidt engelsk, viste han mig alligevel, hvad jeg skulle gøre med fagter.

Da jeg var ude i haven, kom en mand hen til mig." Jeg kan befrie dig for dit slaveri" fortalte han på engelsk." Jeg hedder Abraham Lincoln og jeg kæmper for de sortes rettigheder. Jeg er også præsident. Vil du være med i min oprørsgruppe?" Jeg svarede ja og fulgte med ham. Han viste mig hen til en lille lade. Der var nogle andre folk, men ellers var de ikke så mange. Vi aftalte at jeg om aften skulle snige mig ud og komme hen i laden. På den måde kunne vi lave planer i fred. Vi fik mange nye medlemmer og det så ud til at gå fremad. Jeg have mange mærker på ryggen fra piskeslag og andre straffemetoder. Abraham gav mig noget medicin og nogle bandager så jeg kunne blive så frisk som muligt.

Vi have i tanke at starte en borgerkrig. Vi havde lavet skilte og plakater til den store begivning. I spidsen stod Abraham derefter mig og Ulysses S. Grant. Ulysses Grant var en stor mand indenfor millitæret og kendte en masse gode soldater, der ville tjene vores sag. Vi spredte plakater rundt omkring i landet, så alle kunne se hvad vi mente. Der gik et par dage før folk opdagede plakaterne. Undersøgelser viste at nord Amerika var på vores, men desværre at syd siden ikke var med os. Det ende i en blodig kamp. Vi tog alle de våben vi havde og kæmpede til det sidste. Jeg var ude i marken da jeg pludselig blev skudt. Alt blev sort og det eneste jeg kunne høre var lyden af krudt fra pistolerne. Jeg kom tilbage til mig selv og skyndte at tage et våben. I den anden ende af voldgraven, var Abraham omringet. Jeg løb hen og skød så mange jeg kunne. Desværre blev jeg selv ramt. Jeg var blevet ramt i det ene ben og i brystet. Jeg blev båret ud og jeg så hvordan alt forsvandt. Jeg vågnede op et par dage senere. Vi havde vundet og enhver slave var nu en fri mand.

Dog var det ikke alle der brød sig om ideen. F.eks. Ku klux klan. Det var en gruppe, der ville have de sorte som slaver igen.

En nat da mig og Abraham var i teater, ramte ulykken. Vi skulle en og se en Forestilling kaldt "Our American Cousin". Vi sad på første klasse og alt var godt. Først i slutningen ramte ulykken. En mand kom med en pistol og skød Abraham. Jeg kastede mig over gerningsmanden og fik langt ham i håndjern. Abraham overlevede heldigvis. Henne på hospitalet kunne jeg se, at han ikke havde det særlig godt. Dagen efter døde han af sine kvæstelser. Jeg vil altid huske hans mange kloge ord. Et af dem er f.eks. Dette: "Til slut er det ikke mængden af år i dit liv, der tæller – det er mængden af liv i dine år. Det var ham der inspirerede mig til mit livs store arbejde. Senere fik jeg nemlig en stor stilling i politik. Jeg leverede Abrahams drøm videre. Jeg kæmpede for de sortes rettigheder og ophævning af slavearbejde.

Den 22. Juli 1879 var det min tur. Jeg havde James Clerk Maxwell med mig. Vi havde lige været til en konference om teoretisk fysik. Vi skulle hjem til mig og overnatte. Dagen efter skulle han sejle hjem til Skotland. På vejen hjem tog vi en smut vej igennem en gyde. Der var et par hjemløse mænd, der lå på nogle gamle madrasser. De så uhyggelige ud og vi prøvede at gå uden om dem. En af dem tog fat i Maxwell og råbte af ham. Han skubbede til ham, så han røg ned på jorden. Han tog en pistol op af lommen og trykkede på aftrækkeren. Jeg kastede mig ind foran ham. Han ramte mig i den ene lunge og derefter i benet. Den næste dag døde jeg af mine kvæstelser. Den samme dag døde James Clerk Maxwell af kræft. Det var den samme type cancer der havde dræbt hans mor. Fra den dag var min historie glemt for altid. Kun få kender min historie. Abraham var en af dem. Jeg takker ham derfor fordi han tog sig af mig og viste mig vejen til frihed. Jeg er idag glad for at have bragt ordet videre og endelig havde stoppet racismen i verden. Nu må personen der læser denne bog sørge for at stoppe racismen, hvis den kommer igen.

Lavet af Wasiq&Viggo

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...