Demon Dogs

Jeg hugger kniven ned i dyret igen, lilla blod sprøjter op og klistre sig til mit tøj. Da jeg endelig ser det er dødt, pakker jeg kniven ned i min rygsæk og løber hen til mit Flying board. Jeg stiller mig op og starter det ved at træde på en knap, jeg hæver mig en halv meter over jorden og suser gennem skoven. Jeg håber ikke jeg støder på flere. Tænker jeg.

8Likes
2Kommentarer
524Visninger
AA

3. Overvågning

Jeg landede nogle meter inde i den sorte skov. "Hvem er de mennesker, og ham den ene er han ikke...". Jeg når ikke at tænke mere før en knurren fylder den stille skov. Jeg for sammen og tror med det samme det var en køter, men jeg er heldig det bare en gammel hund. Jeg skræmte den væk ved at vifte lidt med armene. Jeg må vide hvem han er... Jeg måtte vide hvem de er. Jeg tager mit flying bord og lister gennem skoven. Stadig med hånden knugende om den dårlige arm. Jeg er nu meget tæt på deres lejer. Jeg slår selv lejer bag nogle store kampesten i skoven. Et godt punkt, man kan holde øje med dem her fra.

Min lille kniv som jeg har båret på mig siden jeg var 12. Tager jeg i min højre hånd, Det føles behageligt at have den i hånden igen. Jeg bruger igen min rygsæk som hovedpude og lægger mig til at sove med den tanke at jeg skal have set på det sår i morgen inden der går betændelse i.

Lyset begynder at farve mine øjenlåg i regnbuens farver, men det er ikke det der vækker mig. Det er igen lyden af stemmer, mandestemmer. "Hvor tror i hun er? " Straks åbner jeg mine øjne og sætter mig op. En krampetrækning glider gennem mig og jeg kan ikke mærke min arm eller bevæge den. "Hun overlever ikke længe endnu med den arm" Lyder en tynd træt stemme. Ham den yngre. "Men så lad os finde hende... " Lyder en helt ny stemme. Det må være Rifle drengen. Jeg skynder mig at samle mine ting sammen, og Jeg finder en gammel sweater frem, fra min taske. Så hurtigt som muligt skifter jeg fra min skjorte til en sweateren. Jeg bruger min skjorte til at binde min arm op i den lidt sjusket armslynge.

"Wuf... " Lyder det, og hunden fra i går er tilbage. "Shh... " Jeg tysser på hunden. "Smut! " Siger jeg og vifter med armen. Den klynker men kommer kun tættere på. "Shit... " hvisler jeg og går en til den store ribbenstynde hund. Jeg samler kræfter og løfter den så hurtigt op at man skulle tro jeg var supermand. Hvis han fandtes ville jeg nok ikke side her og vente med døden i hælende.

Hunden vejer ingen ting i forhold til dens store krop det vil sige at den har sultet. Jeg sætter den behageligt så den kun snitter den dårlige arms hånd. Hunden slikker mig og jeg fniser fornøjet.
" Jeg tror jeg hørte noget" Igen bryder riffeldrengens stemme den luft der fastholdte den nu døde stilhed. Mine ben begynder selv at løbe og først et par meter inde i skoven indser jeg at jeg har glem min kniv! Ingen tanker bliver tænk før jeg har vendet mig om og er igang med af spurte tilbage efter den. Hunden gør drengen siger av og jeg falder.
"Jeg har hende! "

Råber den yngste af dem. "Pas på hvad hvis hun har sygdomme" Den 30 årige kommer gående med faste skridt ind i mit begrænsede synds fælt. "Fuck of... " Hvisler jeg dystert og drengen Slipper grebet overasket. Lige tiden nok til at jeg kan slippe fri og rejse mig. Igen gør hunden og kommer over til mig. Den slikker mig på hånden og jeg syndes den er blevet større. Måske er det bare mig?

"Hvem er du... " Drengen med riflen tager ordet, og peger igen riflen mod mit hjerte. "Det er ikke vigtigt... " Jeg kigger på de tre mennesker der står foran mig. Mit blik lander på kniven i den yngste drengs hånd. Min kniv! Uden omtanke stor jeg allerede river ud efter kniven, da et Prag lyder. Der kommer ingen smerte eller noget men alligevel krænker jeg vær en centimeter af min krop for skudhuller. Da jeg har gjort det kigger jeg bag ud, og ser det bæst. Der åbenbart havde været tæt på, at få sig engang morgenmad. Jeg ligger hånden på hjertet og kigger på min redningsmand.

"Hvorfor?... " Stammer jeg chokeret. Det er spild af ammunition at bruge den på en simpel vandre. Alligevel står riffeldrengen omdøbt til supermand stadig svedig med riflen peget mod det døde bæst. Han kigger på mig og smiler. Forbavset over venligheden smiler jeg lettet tilbage. Først der finder jeg ud af at han ikke prøvede at rede mig, men sin yngre ven som jeg prøvede at skaffe min kniv fra. Med den tanke forsvinder en værd glæde fra mit ansigt og Riffeldrengen for sit gamle øgenavn tilbage. En kniv bliver sat for min strube og jeg bliver skubbet tilbage af den yngre dog stadig høje dreng.

"Hvem er du svar mig! " Drengen skræmmer mig men mit svar vises der ingen frygt. "Det er min kniv! " siger jeg og sparker hårdt bag ud drengen ømmer sig, men skære alligevel i min hals. Jeg kan mærke blodet flyde, jeg ved at han ikke nåede dybt ned.Jeg vil bare få et ar. Dog gik jeg over i autopilot og Kæmpede mig længere væk fra dem med den gode hånd for halsen haltende meget langsomt. Alt for at komme væk fra dem!
Et skridt to skridt tre skridt fire skridt og jeg sidder nu på knæ i det grå græs. Hvæsende efter været.
"Hun er her! " Den yngste dreng kommer frem, jeg rejser mig igen. Alt for at komme væk fra dem.
Et skridt jeg ryger ned på et knæ, men får halet mig selv rystende op igen. Bare for at gå 2 skridt og til sidst være nede på knæ uden at kunne rejse mig. "Noah tager du hende? "Den ældste kigger spørgende på Noah?...
"Ja... Hvorfor ikke. " Siger han simpelt og tager mig op i hans! arme. ”Lad mig... Være! " Stønner jeg og hoster kraftigt.

"Nej!... Det kan du godt glemme alt om... Du er døende, og med de skrammer du har påført dig selv kommer du aldrig levende ud af skoven. "Jeg lukker øjnende da jeg indser at han har ret. Jeg vil ikke så meget som komme en meter.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...