Breakable

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2015
  • Opdateret: 26 sep. 2015
  • Status: Igang
Og fra det øjeblik hadede jeg mig selv. For at være åndssvag nok til at ligne alle de andre åndssvage overeagerende teenagepiger. For at være godtroende nok til at have troet på ham. Og for at være dum nok til at lade ham knuse mit hjerte.

Dagmar er en 17 årig pige. Hun har aldrig ladet sig involvere for meget, og bare passet sig selv. Men dagen hvor Aske starter på skolen, forandres det hele. Hvordan vil Dagmar klare sig, når hun for første gang ønsker et permanent bånd til en person, og vil hun klare udfordringerne ved sine første hjertesorger.
Det her er historien om en fornuftig ordinær pige, som forvandles til endnu en ustabil teenagepige.

2Likes
0Kommentarer
307Visninger

2. .

"Det bliver 29 kroner," lød kantinedamens rutinerede stemme. Jeg gav hende mine optalte småpenge, og gik ned mod mit sædvanelige bord. 

De hilste alle upersonligt men pænt, da jeg satte mig, ligesom de plejede. Tavsheden faldt omkring bordet, indtil en spurgte ind til nogle lektier. Jeg lyttede kun halvt med, og fokuserede mest på mit halvfedtede mad. Emnet skiftede fra lektier til planerne for fredagen. 

"Dagmar please tag nu med," Anders' stemme ødelagde mit fokus på mit mad, og bragte mig tilbage til virkeligheden. Anders var nok min eneste ven. Han var i hvert fald den eneste der prøvede at få mig med i samtalerne, og til tider skrev han da også til mig. Han var sød nok, og herligt nok havde vi både matematik og dansk sammen. 

"Desværre," sagde jeg og sendte ham et smil, som han ikke gengældte, men sendte et trist ansigt, som jeg fik et kort grin ad. I det klokken ringede sprang Anders op, og stod straks ved min side.

"Er du klar til en omgang novelle analyse," sagde han nærmest begejstret, og tog min bakke med mit halvspiste mad, og traskede afsted med både den og mig. 

"Der er altså en ekstra plads til førfesten, hvis du skifter mening," sagde han forsigtigt på vejen til klasselokalet. 

"Jeg har altså ikke lyst," mumlede jeg, hvor han efter kiggede skuffet på mig.

"Det ville jo være en god mulighed, for at lære nogle flere at kende herfra, måske snakke lidt mere med en dreng, du måske er interesseret i?" sagde han nærmest håbefyldt. Jeg rystede bare på hovedet, og satte mig på min plads, i det vores lærer Jon kom ind. Som altid lyttede jeg grundigt til hvad der blev sagt, og løste opgaverne til perfektion. Ikke for at prale eller noget, jeg har bare altid været stolt over, hvor meget arbejde jeg har lagt i min skole, og hvor gode resultater jeg har fået ud af det.

Da timen sluttede pakkede jeg som altid hurtig sammen, og var den første til at forlade skolen. Jeg havde intet behov for at småsnakke med andre, derfor var jeg altid ude, før gangen pludselig blev meget trang af alle de mennesker. Gåturen hjem var som altid ualmindelig langtrukket, selv om det dog kun var et kvarters lang tur. Heldigvis dukkede vejskiltet op i det fjerne, og indenfor 2 minutter stod jeg i entreen. 

"Hej skat, var det en god dag i skolen?" råbte mor fra køkkenet af. Jeg hang pænt mit overtøj op, og gik ind til hende.

"Den var helt fint," sagde jeg, og snuppede en nybagt bolle. Resten af dagen gik på mine lektier, og som sædvanlig gik jeg alt for tidligt i seng. 

Hvad jeg ikke vidste var at dette var min sidste "normale" dag.

 

 

Han var alles samtaleemne den næste dag. Hvordan han havde brilleret i fransktimen, og hvordan hans øjne var nemmere at drukne i end stillehavet. 

Alligevel blev jeg overrasket over, hvor lækker han faktisk var. Utroligt man kunne se så formidabel ud, som han stod der lidt usikkert ved hans skab. Og i samme øjeblik kiggede han op, og mødte mine øjne. Forvirret og panisk kiggede jeg hurtig væk, og endte med at trampe en uskyldig elev ned, og faldt direkte ned på gulvet.

En enestående latter slog op, og et par stærke arme hev mig op fra det beskidte gulv.

"Jeg har før hørt, at folk havde et crush på mig, men det er dog første gang, hvor der er en, som ligefrem faldt for mig," sagde en kæk stemme. Jeg kiggede op og mødte for anden gang de smukkeste øjne.

"Sikke høje tanker du har om dig selv," svarede jeg, og samlede min bøger op, der på grund af mit fald lå på gulvet. 

"Har jeg da grund til andet?" stor smilede han og grinede igen. Jeg rødmede svagt og kiggede væk.

"Vil du ikke hjælpe mig med at finde kantinen?" spurgte han, og jeg nikkede. Sammen gik vi ned ad gangen, og for første gang var der pustet liv i mine lunger.     

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...