Just Like That // 5SOS fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2015
  • Opdateret: 14 feb. 2016
  • Status: Igang
Historien om fire af de mest "messed up" tøser på hele Birchgrove Akademiet der ved et tilfælde også er de fire mest attraktive tøser for de fire fritidsmusikere; Ashton Irwin, Calum Hood, Luke Hemmings og Michael Clifford. En fortælling om den ujævne vej imod ægte kærlighed, om overdækkede hemmeligheder gemt langt væk, og om problemer der ikke kan ligges låg for. //Drengene er ikke kendte.//

12Likes
10Kommentarer
1587Visninger
AA

5. REBECCA

 

FREDAG, 7/12/2014, 21:22

Du har intet set eller hørt.

 

 Larmen skar igennem marv og ben. Jeg havde lyst til at skrige til mine lunger eksploderede, men så alligevel kunne jeg ikke undslippe selv den mindste hvisken. Lysten til at hoppe op af sengen for at sige noget til dem pumpede i mine årer, men på trods af det, vidste jeg, at jeg ville få skæld ud, hvis jeg afbrød.

 "Og du er sikker på, at din kone ikke ved hvad, vi to har kørende?" Stønnede den ene stemme inde fra stuen. Den anden stemme grinede lavmælt som svar. "Ja, da. Og min datter siger intet, hun ligger i sin seng og sover som en sten. Plus, så tør hun ikke at nævne noget som helst. Hun ved, at det ville gøre hendes mor trist."

 "Sikke en magt du har over din datter," Jeg kunne næsten se min far nikke, som den store arrogant han var. "Det kaldes god opdragelse." Host, host; frygt.

 Stilhed. Smask. Støn.

 Lyden af nogen der faldt ned på gulvet strømmede igennem huset. Jeg pressede øjnene sammen i håb om, at jeg ville falde søvn hurtigere af den grund. Min fars stemme brød lydene; "David, jeg tror, det er nok for i aften. Min kone kommer hjem om en time."

 "Oh, okay, selvfølgelig." Sagde David stille. Kvalmen steg fra min mave til bagerst på min tunge. Jeg vendte mig om på maven med ansigtet i puden.

 Hvis mor bare vidste hvad der foregik, når hun ikke var hjemme.

 

 

MANDAG, 21/8/2015, 13:04

Kærlighed er noget der kun eksisterer i bøger.

 

 Det var køligt på armene at glemme sin jakke indenfor. Vinden legede med mit hår som kildede mine bare overarme. Det virkede beroligende at være alene i sine egne tanker i den korte tid det nu måtte vare. Josh ledte sikkert allerede efter mig. Måske ledte Brandon også. De ville sikkert rotte sig sammen for at myrde mig på den mest smertefulde måde, de kunne komme på. 

 Jeg prustede kuldskær og lagde armene omkring mig selv for at holde varmen. Ikke at det ikke var for sent. 

 Et mere hemmeligt sted burde jeg vel opholde mig, men på en kantsten godt hundrede meter fra skolen var fint i forhold til. at jeg kunne havde sat mig et hvert sted inde på skolen, hvor det var helt sikkert. at jeg ville blive fundet. Her var der da i hvert fald 5% chance for, at jeg ikke ville blive fundet.

 Alle ville lede efter "hende der var hendes kæreste utro med hans tvilling" for "hun var en total luder" der "var helt bevidst om, at det ikke var Josh hun bollede" og "hun var overhovedet ikke fuld". Rygterne havde spredt sig røg; hvis alle ikke vidste hvad der var sket i fredags, ville de helt sikkert vide det efter idag. Det var det mest dramatiske der var sket på skolen siden Grayson og Melody havde givet den gas i kosteskabet istedet for at være til biologi.

 At have sex med ens kærestes tvilling og bedsteven var måske heller ikke det mest intelligente at gøre, men helt ærligt; hvem ville kunne se forskel, hvis man havde fået en øl for meget. Og det var nu heller ikke, fordi at Branden sagde noget imod det hele. Næh du, han udnyttede min tilstand for groft, og alligevel var det mig der var billig og en luder.

 I det mindste var logikken i orden. Eller nåh, nej, det var den jo heller ikke.

 "Rebecca?" Lød en ubehageligt bekendt stemme bag mig. Den var ligeså fløjlsblød og tiltagende som altid. Mit navn lød som et guddommeligt ord over hans læber, hvilket sikkert var grunden til, at jeg forelskede mig i ham.

"Josh, hvis du er kommet for at tvære salt i såret eller gøre mig til grin, så må jeg skuffe dig og sige, at det allerede er for sent. Det har hele skolen sørget for." En uægte latter fyldte luften. Han satte sig ned ved siden af mig med et selvtilfreds smil på læberne. Han duftede af havet. Et utydeligt minde om muslingesamling ved strandbreden spillede kortvarigt i mit hoved.

"Ingen grund til bekymring; jeg ville bare lige sikre mig, at vi havde noget på det rene." Med rynkede bryn rettede jeg blikket mod mine blå jeans med huller på knæene. En pludselig lyst til at pille i de løse tråde omkring hullet bredte sig i mig. Det var som om, de bare skreg på at blive trævlet mere op. "'Noget'?"

 Han holdt vejret et øjeblik. "Vi er slut, det ved du godt ikke?"

 Så måske kunne han godt gnide salt i såret efter alt. Så vidt jeg vidste, var jeg ikke en total klaphat, som ikke fattede en hentydning, men måske var det sådan han opfattede mig nu, siden han var nød til at være sikker på, at jeg vidste, at vi havde slået op. "Ja, det er jeg udmærket godt klar over. Ellers andet indlysende, du vil meddele mig om?"

"Jeg ved ikke om det ligefrem er indlysende, men Brandon har fortalt alle om det lille modermærke, du har ved lysken som ligner et hjerte. Han sagde dog ordret, at det var "en enorm klam vort der boede ved siden af hendes mis"." Et skævt smil poppede frem på hans lyserøde læber der dog hurtigt blev udskiftet med en alvorlig grimasse. "Men nu skal du ikke tro, at jeg er ond og hævngærrig, for jeg prøvede faktisk at stoppe ham, men da han først var gået i gang med at snakke om det, var han ikke til at stoppe igen."

 Han sank. "Det, det er jeg sgu ked af."

 På en eller anden måde var det umulig for mig at tro på hans ord. Hans; "Det er jeg ked af", lød ligeså sandt som hvis min far sagde; "Jeg er hundrede procent heteroseksuel". Begge to løgne,  som man helst gerne vil tro på, men som begge er lige utroværdige. 

 "Det har jeg svært ved at forestille mig." At han skulle være ked af, at hans elskede bror havde gjort grin med mig efter, at jeg havde været ham utro forekom mig svært at tro på. Han fnøs fornærmet, før han rejste sig fra kantstenen. Han virkede tårnhøj stående der ved siden af den siddende mig. "Mhmm, det har du sikkert. Du tror altid det værste om folk. Nåh, men, god fornøjelse med det. Jeg håber, at det får dig langt i livet. Vi ses, Rebecca."

 Hans ord lød ikke nær så fløjlsbløde mere. Han vendte om på hælen men stoppede op lige, før han kom for langt væk. "Bare lige så du ved det, så leder Calum efter dig. Han så ud til at være dødbekymret." Det var tydeligt, at han gjorde grin med Calum ved den sidste kommentar. Den lille idiot.

 Da han endelig havde skredet, besluttede jeg mig for at blive siddende, da Calum sikkert ville finde mig på et tidspunkt. Han kendte Josh godt nok til at vide, at han ville træde på mig, når jeg allerede lå nede. Godt, at jeg i det mindste havde en der stadig bekymrede sig for mig. 

 Jeg skulle bare have været utro med ham istedet for; det havde gjort det hele meget lettere, så Brandon Den Første Og Største Klapidiot ikke var blevet indblandet og ikke havde delt en masse løgne om mig og mit modermærke. Eller måske ville han have gjort det alligevel, men så ville folk måske ikke tro ligeså meget på det.

 Faktisk ville det nok ikke gøre nogen forskel. Dammit.

 "Becca?" Denne stemme var langt mere intens end Josh's. Mit navn lød ikke smukt eller guddommeligt, men det lød ægte. Også selvom det kun var mit kælenavn, han havde nævnt.

 "Jaer," Svarede jeg. Stemmens ejermand dumpede ned ved siden af mig uden at sige noget. Mine øjne søgte et kort øjeblik efter hans, før han lod os have øjenkontakt. Allerede der vidste jeg, at Joshs kommentar om Calum var oprigtig - han var dødbekymret.

 "Såeh.. Er du okay?" Hvis bare han ikke havde haft de dersens hundehvalpe øjne man ikke kunne lyve for, så ville verdenen være meget lettere, og jeg havde nemt kunne smide "ja, jeg har det fint" i hovedet på ham, men sådan skulle det jo tydeligvis ikke være. 

 Jeg sank en klump på hvad der føles som størrelsen på en valnød. Mit blik landede på mine fingre - lange, tynde og med en sølvring omkring pegefingeren. Automatisk begyndte jeg at dreje ringen rundt på min finger, imens jeg mærkede hans blik prikke mod min hud. "Det vil jeg tage som et nej."

 Først efter et par sekunder gik meningen af hans ord op for mig, og jeg så op. "Nej, det, jeg har det helt fint, Cal."

 Hans ene øjenbryn røg helt oppe i det løst siddende hår. Jeg sank endnu en gang, men tog mig sammen for at se sandfærdig ud. Det fungerede ikke. "Du er den værste løgner, jeg nogensinde har mødt, Becs."

 Jeg var ikke en dårlig løgner - det var noget fis at lukke ud. Bortset fra, at det var lidt sandt. Jeg kunne ikke engang lyve for min bedstemor, da hun gav mig den der hjemmestrikkede karrygule sweater der var fire størrelser for stor. Men på den anden side var det så ikke også noget med at sige sandheden var bedre end at lyve? Nogen gange måske.

 Før jeg vidste af det, var det ikke hans blik der prikkede mere, men mine egne øjne. Jeg havde lyst til at springe op og løbe min vej, så han ikke skulle se hvad prikkeriet i mine øjne førte til, men det var som om, at mine fødder var sømmet til asfalten. I et mere eller mindre fjollet forsøg på at skjule mine snart kommende tårer, stak jeg hænderne op foran dem, som skulle jeg til at fjerne dem igen for at sige "tittebøh". Den del undlod jeg dog.

 Et svagt og skrøbeligt hulk kravlede op fra et sted i min hals. Det var som om det hele tumlede mig ned som en mejetasker; min far var min mor utro; han havde sex med en mand, jeg havde haft sex med Brandon (tanken skræmmede mig mere end nogensinde før), jeg var blevet dumpet af Josh, alle troede jeg havde en vort ved "missen", og som om det ikke var nok, var det hele krydret med, at alle også hadede mig, 

 Sikke en dag at være i live.

 Et suk undslap mine læber. Mine hænder føledes fugtige foran mine øjne, og jeg var overbevidst om, at min makeup var ødelagt. Endnu mere skønt.

 Som om det ikke var for sent at trøste mig, lagde Calum sine arme omkring mig og trak mig ind i et tæt kram, jeg ikke kunne vurdere om var rart eller knogleknækkende. Efter at jeg havde fundet mig til rette i krammet, var det ikke så slemt. At mærke hans hjerte slå stille og roligt i takt med, at han trak vejret virkede lidt som om et tæppe af ro omfavnede mig. Hans fingre gled igennem mit hår og satte det om bagved mit øre. Han rømmede sig.

 "En vis mand, jeg engang har mødt fortalte mig, at der i verdenen er utroligt mange idioter, og at det magiske trick var at undgå dem." Hans pegefinger fulgte mit højre øjenbryn, imens han talte i et meget påpasseligt toneleje. Det var på en sær måde beroligende. "Det trick fungerer måske ikke så godt for dig - du er trods alt en idiotismemagnet. Det er faktisk umuligt for dig at undgå idioter, for de kan simpelthen ikke holde sig fra dig."

 "Årh, hold dog kæft." Jeg fjernede mit hoved fra hans skulder og gav ham et slag i siden. Bag resterne af den sorte makeup og de klare tårer gemte der sig et lille smil.

 "Men hov, kaldte du lige dig selv en idiot?" Spurgte jeg drilsk efter et snøft.

 "Nej, nej, nej, det jeg mente var at, alle dine fyrer var idioter, ikke alle dine totalt tjekkede venner." Rettede han.

"Og du er ikke en af mine fyrer?"

 Egentlig overraskede det mig at han tøvede med at svare. Hvis jeg forstod, hvad han mente med "fyrer", så kunne jeg ikke se nogen grund til at tøve.

 "Hvorfor skulle jeg dog være det? Hvad er det, du tænker om mig? Mig, en af dine fyrer? Hah, sjovt.. Ser du mig da som en af dine fyrer?" Den sidste del lød mere spørgende end ironisk, hvilket gjorde mig i tvivl om, hvad jeg burde svare.

 Så han sig da som en af mine fyrer? Og hvad betød "mine fyrer" egentlig. Mine kærester? Drengevenner? 

 "Ørhm, nej? Altså, hvis du mener fyrer som i kærestefyrer, så ser jeg dig kun som min vennefyr. Eller sådan noget.." Ordene var kludrede, men meningen var dog udtryk nogenlunde forståeligt. Jeg kunne dog ikke finde ud af det udtryk han lavede; han så ret tilfreds ud med svaret, men så igen var der noget over hans øjne, der fik det til at se ud som om, han ville have et andet. Så pokkers forvirrende.

 "Nåh, men, ørhm, skal jeg følge dig hjem? Vi har alligevel fri lige om lidt." Jeg nikkede, rejste mig og fulgte med Calum der allerede var gået uden min godkendelse. 

 

***

 

 Nøglerne raslede mod håndtaget, da jeg med en del styrke drejede den rundt i låsen. Calum stod bare og småfnisede over hvor meget det krævede, og at jeg næsten var violet i ansigtet efter drejet. Sikke en vidunderlig ven jeg havde. Før jeg trådte ind af døren, kiggede jeg kort op fra dørhåndtaget. 

 "Selvom du er den største idiot ever, så er jeg heldig at have dig," Et slag over skulderen, fik ham endnu en gang til at fnise - denne gang mere behersket end før. Han gav mig et slag tilbage. Det var sikkert ikke ment til at gøre ondt, men jeg fangede mig selv i at tage mig til skulderen af smerte bagefter. "I lige måde."

Derefter blev jeg efterladt stående ved døren. Indenfor var der ingen hjemme. Min mor kom først hjem sent i aften, og siden at jeg var enebarn var der heller ikke nogle mindre søskende at tage sig af eller fjolle rundt med. Et ufrivilligt suk undslap mine læber. Alene hjemme i vores kæmpe super-duper uhyggelige hus. Fedt.

 

Endelig er tredje kapitel pakket og klar til jer!

Så nu har vi også Rebecca tilføjet til ganget, fantastisk. Jeg er ikke helt sikker på hvilken type hun skal være endnu, men det skal nok komme! 

Håber I kan lide det, og måske vil smide en kommentar, et like og/eller tilføje historien som favorit. Luv yah! - Ki$$

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...