Just Like That // 5SOS fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2015
  • Opdateret: 14 feb. 2016
  • Status: Igang
Historien om fire af de mest "messed up" tøser på hele Birchgrove Akademiet der ved et tilfælde også er de fire mest attraktive tøser for de fire fritidsmusikere; Ashton Irwin, Calum Hood, Luke Hemmings og Michael Clifford. En fortælling om den ujævne vej imod ægte kærlighed, om overdækkede hemmeligheder gemt langt væk, og om problemer der ikke kan ligges låg for. //Drengene er ikke kendte.//

12Likes
10Kommentarer
1565Visninger
AA

6. CORA

 

ONSDAG, 3/5/2015, 21:01

I det mindste er det ægte kærlighed.

 

"Jeg så det godt! Tror du måske, at jeg er blind eller noget? Han flirtede med dig for vildt!" Han fokuserede på mig. Hans pupiller fyldte næsten hele hans øjne i mørket fra den smadrede loft lampe. Hans hænder var knyttede, parat til at slå fra sig. 

Jeg var bange. For første gang var jeg rigtigt bange i hans nærvær og grunden til hans vrede var stupid, meningsløs og overhovedet ikke sand. Fyren i baren havde ikke en gang kastet et blik på mig. Hayes måtte se syner eller noget. "Men, han så jo ikke enga-"

"Hold dine løgnagtige ord for dig selv, møgkælling! Du flirtede tilbage. Jeg så det!" Hans ånde stank af alkohol. Han fangede mig i højre hjørne af entréen, så jeg ikke kunne slippe uden om, hvad end han havde i tankerne. Mit hjerte bankede så hårdt i min brystkasse, at jeg var bange for, at det ville hoppe ud derfra.

"Vær nu sød at høre på mig. Hayes, der skete ingenting. Jeg flirtede ikke med ham fyren." Mine øjne skiftede fra at fokusere på hans højre til hans venstre øje. Han så ud til at overveje mine ord omhyggeligt. Han tog en dyb indånding. "Du lyver!"

 Slaget var overraskende. Hans fingre piskede min kind i sådan en fart, at jeg først fik tid til at reagere bagefter. Automatisk gled min egen hånd op til min pulserende ansigtsdel. Min mund var lettere åbnet i forargelse. Han havde slået mig. Sådan rigtigt.

 Jeg følte mig svimmel, da han lagde sin hånd ovenpå min. Og ikke den slags gode "forelskelses-svimmelhed", men derimod en skræmt fornemmelse, jeg aldrig havde følt før. Lysten til at løbe min vej med hænderne over hovedet. Lysten til at skrige af smerte. Lysten til at falde sammen på mine knæ og græde, indtil alle tårer var opbrugt.

 "Undskyld, skat. Det, undskyld, jeg elsker dig. Du ved, jeg ikke ville gøre dig ondt ikke? Jeg elsker dig. Du tror på mig, det er du nødt til at gøre." Hans ord lød langt væk. Det samme gjorde betydningen af dem. Jeg ville så gerne tro på dem.

 Så meget, at jeg til sidste endte op med at gøre det.

 

Mandag, 21/8/2015, 15:58

Et kys heler alle sår.

 

 Min krop føltes øm, min næse blødte og min ene arm pulserede. Hayes sad tavs i føresædet ved siden af mig i hans bil. Han græd. Jeg græd. Hele verdenen omkring os så ud til at græde med de tunge skyer og den kolde støvregn. 

 "Du ved, jeg elsker dig, ikke?" Kom det lige så stille fra ham. Huden omkring hans øjne var rød, irriteret, men det stoppede ham ikke fra at gnide mere i den. Jeg prøvede at smile til ham imellem mine hulk, for at få ham til stoppe med sin gråd, men det fungerede ikke rigtigt. Faktisk så det ud til at den blev det værre af den grund.

 "Jeg elsker også dig," Min stemme rystede, men om det var gråden eller kuldens skyld, kunne jeg ikke finde ud af. Han sank og fjernede noget af blodet fra min overlæbe. Det var imponerende hvor blid, han kunne se ud, så kort tid efter, at han havde lignet en der kunne dræbe.

 Blodets jernsmag blandede sig med spytten i min mund, da jeg åbnede munden for at sige noget, dog kom der ingen ord ud og jeg forholdt mig stille igen. Han lænede sig tilbage i sædet med blikket rettet mod bakspejlet, hvor man kunne se skolen et sted i baggrunden.

 "Hayes, jeg tror jeg, ørhm, går hjem. Jeg har brug for noget frisk luft." Jeg tog en dyb indånding og holdt vejret. Mine ord lød så skingre over mine læber, men jeg kunne intet gøre ved det.

 Han så ud til at overveje om, han kunne lade mig gå, men endte til sidst ud med at nikke. Så lænede han sig hen for at trykke et kys på min næse, hvis blod efterhånden var størknet. Hans kys sved mod min næseryg, men jeg sagde intet og hoppede ud af bilen med min rygsæk over skulderen, hvorefter jeg vinkede til ham, da han startede motoren.

 Regnen sørgede med det samme for at gennemvæde mit tøj (hvilket bestod af en lyserød kjole uden ærmer og sorte nylonstrømper), hår og sko - jeg nåede dårligt nok at reagere på de kølige stråler, før det skete. Jeg kunne mærke hvordan mine tårer blandede sig sammen med regndråberne og fik min sminke til at løbe i sorte banner ned af mine kinder. Der var ingen tvivl om, at jeg lignede lort. Og bare for at gøre det endnu værre var der en der så det.

 En dreng fra min klasse der gik imod mig med sit våde grønne hår og dryppende jakke hvor man kunne se slutningen af en skovmandskjorte for neden. Han så ud til at have været i regnen længere end mig, for jeg kunne ikke spotte et eneste sted hvor han ikke var pjaskvåd. "Hey! Cora! Vent lige, er du okay?"

 Jeg nikkede bare, imens jeg prøvede at undgå ham ved at vende om på hælen. Han skulle ikke se blodet under min næse og make up'en på mine kinder. Han stoppede mig dog ved at træde ind foran mig - hver gang jeg prøvede at gå udenom ham, stillede han sig ind foran.

 "Hvad vil du, Michael?" Han svarede ikke. Han så blot forstenet på min næse uden at kunne tage sig sammen til at sige noget. Jeg satte min hånd op for næsen, for at få ham til at stoppe med at glo - og det virkede. Han rystede forvirret på hovedet og så så på mig med store øjne. "Hvad er der sket med din næse?"

 Hans blik gled over mine arme og endnu engang fik han et underligt udtryk på hans ansigt. Han sank. Jeg kiggede på min ene arm - den øverste del så helt fin ud, men da jeg så fik øje på det store blå mærke på mit håndled, skyndte jeg mig også at dække det med den hånd jeg før havde holdt for næsen. "Hvem har gjort det?"

 At han straks tænkte, at det var en person der havde været skyld i mine skrammer overraskede mig. De fleste regnede med, at jeg havde faldet og slået mig, fremfor at nogen havde gjort mig ondt. Nu var det min tur til at synke. 

 Muligheder var der ikke mange af - enten kunne jeg løbe ellers kunne jeg fortælle ham en løgn. Og mulighed nummer 1 var dømt til at gå galt, siden han jo blev ved med at stille sig ind foran mig. Så en løgn måtte det være; "Ikke nogen, jeg er bare, du ved, klodset. Jeg faldt på trappen ved hovedindgangen til skolen og knaldede næsen lige ned i stentrinnet."

 Han så ud til at tygge på min forklaring, men var tydeligvis ikke tilfreds; "Og håndledet?"

 Håndledet. Ja. Det åndssvage blå håndled. Det kunne sagtens have været en del af faldet, jaer, det måtte det have været. "Oh, det, det brugte jeg til at tage fra med, men det gik jo ikke så godt, som du nok kan se."

 Michael klemte øjnene lidt sammen, som var han supermand der skulle til at bruge lasersyn på mig. Det blev dog ikke til mere end et skuldertræk og et lille smil på tværs af hans læber. "Selvfølgelig, det må du undskylde. Det giver også langt mere mening end den tanke jeg havde."

 Lettet kunne jeg lade bekymringen om, at han ikke ville godtage min undskyldning forsvinde fra mine skuldre.

 Ud af det blå pegede Michael på mig med ranglet finger med sortlakeret negl; "Jeg kører dig hjem; alt andet ville være åndssvagt. Vi bor jo ren faktisk ved siden af hinanden."

 Han greb min hånd og før jeg fik sagt et ord havde han allerede slæbet mig hele vejen hen til hans bil. Først der ramte det mig; hvad havde han lavet i regnen, hvis han havde en varm og regntæt bil der kunne køre ham hjem? Et godt spørgsmål jeg helt sikkert ville spørge ham om, så snart han havde sat sig ind på førersædet ved siden af mig. Han havde smækket døren, så alt der var tilbage for mig var at klikke bæltet på plads og lade mit blik hvile på ham, da han elegant løb hen foran bilen og satte sig ind ved rattet.

 "Så, Michael, hvad er grunden til, at du er gennemblødt?" Varmen fra airconditionen i hans bil fik min stemme til næsten at lyde helt normalt. En helt afslappet positur fandt frem til min krop, da den lune luft begyndte at sive igennem mit system.

 "Og jeg som troede, at det var indlysende. Det regner, Cora, derfor er jeg gennemblødt - ligesom dig." Han kvalte et grin, før det kom ud af hans mund. 

 Jeg fnøs småfornærmet.

 "Det er jeg godt klar over, men hvorfor var du ude i regnen? Du har til forskel fra mig en velfungerende bil der kan skaffe dig varme og tørhed, så du behøvede jo ikke stå i øsende regn." Han lagde hænderne på rattet og træk på skulderne, imens han begyndte at køre bilen fremad. "Jo, altså, ørhm, jeg ventede faktisk på nogen.."

 Jeg løftede et øjenbryn; "Nogen? Hvem nogen?"

Han så ikke ud til at have vildt meget lyst til at give et svar fra sig, men endte dog, med overtalelse af mine blikke, op med at sige noget; "Jo, det lyder nok underligt, men altså, jeg ventede på dig."

 Hvis jeg ikke undrede mig før, så begyndte jeg ihvertfald at undre mig nu. Hvorfor skulle han vente på mig? Lidt stalkeragtigt? Måske ville han snakke med mig om noget? Jeg vidste det ikke, og det irriterede mig. Og jeg havde vidst også opbrugt min spørgsmålstid, så jeg svarede bare med et; "Okay.."

 Som kunne han læse mine tanker, fortsatte han; "Ikke for at være creepy eller noget, men jeg ville gerne snakke med dig. Jeg ville spørge dig hvordan det gik, fordi, øh vi jo ikke har snakket i lang tid og siden, at vi var ret gode venner, da vi var mindre, tænkte jeg ikke, at det ville være alt for underligt at spørge.. Såehm, hvordan går det?"

 En lille latter undslap mine læber, da han fik fumlet sig igennem talestrømmen. Det var på en måde kært, at han gerne bare ville tjekke op på mig - men så igen, var der en grund til det? Så det ud som at jeg var på så dybt vand, som jeg var? Det håbede jeg sandelig ikke. "Det går helt udmærket, Michael."

 Han kørte til højre med et underligt lille skævt smil på læberne. Det var lidt komisk at tænke på, at han havde grønt hår, læderjakke og hele punkpakken, men alligevel bekymrede sig for hvordan det gik med hans nabo, som han ikke havde snakket med i flere år. 

 "Hvordan går det med dig?" Han så op fra vejen og kiggede kort på mig. Der var noget forpint over hans udtryk, men jeg kunne ikke finde grunden til det i hans ansigt. Måske gik det heller ikke så godt for ham - det håbede jeg virkelig, at det gjorde. Det fortjente den uskyldige søde punknørd.

 "Det går sådan ret godt, tror jeg." Hans formulering gjorde mig i tvivl om hvor vidt ordene han sagde var sande. "Aha, er du sikker?"

 Hans øjne gled over mig igen, denne gang med et tænkende udtryk på ansigtet. Han klappede en gang på rattet og sagde så; "Hvad fanden, jeg kan vel ligeså godt dele det nu hvor vi er igang. Jeg er, forfærdeligt nok, blevet herre vild med en tøs."

 Hvorfor det skulle give ham grund til forpinte blikke kunne jeg ikke helt forstå. At være forelsket - det var da en rar ting, ikke? Men på den anden side, så havde jeg nok heller ikke helt styr på om det var godt eller skidt. "Det er da en god ting, ikke?"

 Han trak på skulderen og stoppede bilen foran mit hus med et suk. "Det ved jeg ikke rigtigt, Cora. Hun er optaget, så det går sgu nok ikke."

"Er hun glad for den hun er sammen med?" Jeg greb min taske fra gulvet. Han trak endnu en gang på skulderne; "Det ved jeg ikke, hun er.. svær at blive klog på. Jeg har på fornemmelse, at hun er exceptionel til at holde en facade."

 Jeg trak på mit ene smilebånd; "Så synes jeg, du skal gå efter hende. Hvis du ikke er sikker på, at hun er glad i sit forhold, så betyder det, at hun ikke ser glad ud når hun er sammen med sin kæreste, right? Du er en god fyr, Michael. Sikkert bedre end hendes kæreste, så go for it."

 Det underlige smil prægede kort hans læber igen, før jeg hoppede ud af bilen. Han kørte dog ingen vegne, selv da jeg stod på fortorvet og var på vej ind i min have. Han rullede vinduet ned i den side jeg havde siddet i. "Vent lige, Cora! Skal jeg køre dig til skole imorgen? Så behøver du ikke tage bussen."

 "Ørhm, klart. Det ville være cool." Jeg trak min taske om skulderen, hvorefter jeg i en hurtig bevægelse vinkede til ham; "Så ses vi imorgen!"

 "Vi ses!" Han nikkede, kørte vinduet ned og styrede bilen ind på hans grund. Jeg burde muligvis ikke have blevet ved med at kigge på ham, men hans lille weirdoe dans ved førersædet fangede min opmærksomhed og det virkede som lim til mit blik. At han så lagde mærke til, at jeg kiggede og derfor akavet kløede sig i nakken, gjorde det så heller ikke bedre. 

 Jeg sank og rystede på hovedet af mig selv; den dreng der, han var kugleskør på den gode måde og på en eller anden måde havde han fået mig til at glemme alt om min blodstørknede næse og blå håndled. Og det var faktisk rart.

 

Fjerde kapitel! Jeg har endelig fået tid til at skrive amok, so here you go!

Jeg håbet at få et kapitel om ugen igang igen, da denne historie virkelig er noget jeg nyder at skrive på. 

Håber i har haft en skøn weekend og god vinterferie til dem som har det.

- Ki$$

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...