Just Like That // 5SOS fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2015
  • Opdateret: 14 feb. 2016
  • Status: Igang
Historien om fire af de mest "messed up" tøser på hele Birchgrove Akademiet der ved et tilfælde også er de fire mest attraktive tøser for de fire fritidsmusikere; Ashton Irwin, Calum Hood, Luke Hemmings og Michael Clifford. En fortælling om den ujævne vej imod ægte kærlighed, om overdækkede hemmeligheder gemt langt væk, og om problemer der ikke kan ligges låg for. //Drengene er ikke kendte.//

12Likes
10Kommentarer
1636Visninger
AA

4. BROOKLYN

 

LØRDAG, 11/2/2011, 01:56

Mors pige kan klare det hele selv; ingen grund til bekymring.

 

 "Skat!" Min mors stemme rungede igennem lejligheden. Den lød hjælpeløs og fortabt på en uimodståelig måde som gav mig følelsen af, at jeg burde gøre hvad som helst for, at den stemme ikke lød sådan. Hendes ord gnavede sig ned i mine knogler, og før jeg vidste af det, sad jeg på hug ved toilettet i færd med at holde min mors tjæresorte lokker samlet i en hestehale bag hendes ryg.

 Lyden var det værste efter hendes stemme. Hun hulkede og bandede samtidig, og alt jeg kunne gøre var at holde hendes hår samtidig med, at jeg nussede hendes skulder.

 Da hun endelig blev færdig, satte hun sig op med stadset siddende i mundvigen og hulkede videre.

 "Jeg har brug for ham, prinsessemus. Jeg savner ham." Hik. "Jeg elsker ham så meget. Hvordan kunne han forlade os? Elskede han os ikke?"

 Hendes øjne var røde og puffede, da hun rettede sit blik fra sine hænder til mine øjne. Sorgen var som malet på hendes smukke ansigt. Hendes blågrønne øjne skar i mit hjerte. Hun vidste godt, hvad jeg ville svare hende; hun havde hørt ordene så mange gange før siden begravelsen; "Han elskede os. Han er her ikke mere fysisk, men det betyder ikke, at han forlod os. Han er lige her."

 Jeg lagde min hånd over hendes venstre kraveben. Han var stadig i hendes og mit hjerte. Det var ihvertfald hvad far havde sagt, da bedstemor Judy døde for to år siden. Måske var det bare noget han havde sagt for at få mig til at stoppe med at græde. I såfald virkede det på både mig og min mor.

 "Du er så klog, prinsessemus." Hun tog mit ansigt i sine klistrede hænder med et sørgmodigt smil på læberne. Hun strøg en tot hår væk fra mit ansigt med sin pegefinger og satte den fast bag mit øre. Hun snøftede. "Jeg er så utroligt heldig at have dig."

 

 

MANDAG, 21/8/2015, 11:34

Plageri er der ellers nok af i verdenen.

 

 Sulten kom ikke som jeg havde håbet på lige siden ti-pausen, men til gengæld sad der to fugle udenfor vinduet til kantinen og pippede om kap. Den ene fugl der havde en blålig nuance pippede højt og fornøjeligt, før den store, lidt mere røde fugl pippede igen i et mere pibende tonelag.

 Måske var det sådan fugle flirtede? Pip? Pip. Totalt romantisk.

 Omkring mig grinede og snakkede de andre, imens de guffede tunsandwicher indenbords. En trekløver af drenge kastede sig ved et bord lidt væk fra hvor jeg sad. De larmede ufatteligt meget. Den mest højrøstede af dem alle havde grønt hår og en meget irriterende stemme. Den mest lavmælte var en med blondt hår og meget dyb stemme. De tjattede lidt til hinanden, imens de grinede begejstret over den måde den blondes hår sad på. Meget pjusket.

 Blikket blev rettet mod bakken med mad foran mig. Der var nogle gulerødder, en sandwich uden kød, en peanuts pose og en m&m pakke. Uden at tænke videre over det hældte jeg m&m'sne ud på en serviet og delte dem op i farver; rød, grøn, blå, gul, brun og orange. Der lå tre m&m's i hver bunke som alle skinnede let i lyset fra lampen over mit bord.

 "Come on, mand. Ashton tog sig sammen, nu er det din tur, Luke." Lød den irriterende stemme. Jeg så op fra mine sorterede m&m's. Den grønhårede dreng skubbede til den blonde dreng som blev kaldt Luke. Den sidste dreng - som så ud til at være asiatisk - nikkede enigt til hvad den grønhårede dreng sagde. Luke rykkede sig lidt væk fra de to andre. "Men, hvad med jer to? I skal da også gøre det så?"

 "Ja, ja, jeg finder min tøs lige om lidt, det samme gør Calum. Ikke Calum?" Den såkaldte Calum nikkede smilende. 

"Mhmm, så må I vel hellere smutte, ikke?" Den grønhårede dreng trak på skulderne, men endte op med at rejse sig for så at forlade bordet. Efter Calumfyren havde gjort det samme, kiggede jeg igen ned på mine m&m's. En rød fik skæbnen at lande i min mund. Jeg suttede lidt på den, før jeg gav mig til at synke den. Derefter var det tid til at vinke farvel til en gul som røg ned lige så hurtigt som den røde. Også selvom de smagte tørt; som chokolade gør, når det har ligget for længe.

 En stemme rømmede sig foran mig. Jeg kiggede op fra chokoladerne og mødte et akavet smilende ansigt. "Cool m&m's sortering,"

 Luke nikkede mod servietten foran mig, imens hans kløede sig i nakken. Han så ikke ud til at være så tilpas, så jeg pressede et stort smil frem på læberne for at se om det skulle hjælpe. Det gjorde det vidst. "Tak!"

"Er den her plads fri?" Han greb fat om ryglændet på en af de mintblå kantinestole. Jeg nikkede; han satte sig og stilheden bredte sig imellem os som lyddæmpende røg. Det var som ordene klistrede sig sammen i min hals og derfor ikke kom længere. Jeg tænkte, at han havde det på samme måde, så jeg besluttede mig for at tage mig sammen, før roen blev for underlig.

 "Såeh, Luke," En plet i loftet fangede min opmærksomhed et kort øjeblik, før jeg igen rettede blikket mod hans øjne. De mindede mig om havet; uregerligt, dybt og farligt på en dragende måde. "Ved du godt, at dit navn betyder "lys"?"

 En rynke tittede frem imellem hans øjenbryn. Undringen var ikke til at skjule. "Ørhm, nej, men, hvordan ved du det?"

 "Jeg har en fætter der hedder det, så jeg blev nysgerrig." Svarede jeg bundærligt, imens jeg gumlede lidt på en grøn chokolade. Jeg tog fat om de to kanter af servietten længst væk fra mig og hev den længere hen mod Luke. "Du tager bare, hvis du har lyst."

 "Ørhm, jo, tak," Han kastede en blå m&m ind i munden med yderst præcision. "Egentlig ville jeg spørge dig om noget.. Jeg tænkte på, om du måske kunne tænke dig at gå til ballet med mig - du ved, det skolebal som bliver holdt fredagen efter den store fodboldkamp imod holdet fra Oakwood skolen?"

 En klump formede sig i min hals. Jeg vidste godt, hvad jeg burde svare, men lysten til at sige det modsatte gjorde det svært at skubbe ordene ud. En fredag aften langt væk fra min mor sammen med en fremmed dreng? Fristende. Men umuligt og tarveligt af mig. At rode ham ind i noget der havde noget at gøre med mig, ville hverken gør ham eller mig godt. Det var dømt til at gå galt.

 Dramatisk (hvilket ikke var meningen) rejste jeg mig op fra stolen der larmende bakkede med mig. Han så på mig med løftede øjenbryn. Klumpen smeltede og blev til en klat kvalme på min tunge. "Det, det er ikke en god ide."

 Min øjne var opspærret på en panikslagen måde, før jeg blinkede dem tilbage til normal.

 "Bare tag resten," Jeg rettede kort blikket mod m&m'sne, hvorefter jeg vendte om på hælen og gik i hastige skridt mod gangen. Dog fik jeg ikke taget mere end fire skridt, før en hånd greb fat om mit spinkle håndled. Imponerende, at han kunne komme op af stolen så hurtigt. 

"Hvorfor er det ikke en god ide?" Han lagde mærke til, at jeg ikke gik nogen vegne og gav derfor slip på mit håndled igen. Hans øjne skar i min samvittighed; jeg kunne ikke få mig selv til at lyve eller lade være med at svare, når han så sådan på mig. Det var ligesom at lyve for et barn eller en hundehvalp - det gjorde og kunne man ikke.

 Jeg sukkede; "Det er det bare ikke,"

 Han så langt fra tilfreds ud med det svar. "Men hvorfor?"

 "Der er flere grunde til, at jeg ikke skal gå til ballet med dig end der er mennesker herinde!" Han kendte mig dårligt nok og alligevel ville han ikke bare give op. Det irriterede mig grufuldt.

 "Så nævn én grund, jeg ikke kan gøre noget ved." Hans blik så desperat ud. Jeg prøvede at fokusere på noget andet.

 "Jeg kender dig ikke!" Min stemme lød skinger og skrøbelig på samme tid. Det var forfærdeligt, når det skete. Ingen burde være vidne til det. Sårbarhed var ikke en mulighed i min optik, så jeg tog en dyb indånding for at få kontrol over min stemme igen.

 "Hvad hvis jeg lader dig lære mig at kende?" Stadig desperat.

 "Jeg er et rod; og ikke et der er værd at vikle sig ind i. Når man først har blandet sig ind er man blevet bundet ved hænder og fødder og kan ikke undslippe. Har du slet ikke hørt hvad folk siger om mig og min mor? Kuk-lyn og hendes ludermor?" Ordene ramte ham som en fluesmækker i ansigtet. Han sagde ikke noget, men jeg vidste hvad det ville ske efterfølgende. Enten ville han løbe skrigende væk, eller også ville han blive ved med at presse på indtil, at jeg løb skrigende væk i stedet.

"Og hvad hvis jeg er ligeglad?" Et kort øjeblik mistede jeg pusten over det overraskende svar. Så fik jeg den igen. "Så er du en idiot."

 Han trak på skulderne med et lille smil; "Det kan jeg ikke sige imod."

 Det så ud til at hans mission lykkedes; jeg begyndte at grine. Bare en lille latter, før jeg fik rystet den af mig igen. Alligevel var grineriet nok til at plante et permanent smil på mine læber. Han stak en hånd i lommen. "Jeg ved godt, at du ikke kender mig, og at du måske ikke har lyst eller kan komme til ballet, men lad i det mindste være med at udelukke det helt. Bare giv mig én chance, og hvis jeg ødelægger den, så skal jeg nok lade dig gå."

 Jeg trak på skulderne.

 "Okay, fint nok, men det er din egen skyld." Han så tilfreds ud. Endelig. Og på trods af det var jeg ikke tilfreds. Hvorfor ville han så gerne til skoleballet med mig? Så vidt jeg vidste ville enhver pige elske at tage med ham, så hvorfor skulle han absolut vælge den ene pige der ikke kunne eller måtte? Måske var han bare en klaphat.

 "Det er okay med mig, du."

 

***

 

 Måske var det vinden i mit hår eller tanken om at en fyr havde spurgt mig ud der sørgede for, at jeg trådte ind af døren til mit hus med et smil klistret på læberne.

 Det krævede dog ikke mere end et øjekast på min mor at få det til at forsvinde igen. Hun så syg ud. Faktisk lignede hun en zombie klovn, som hun lå der indrullet i et postkasserødt tæppe med make up løbende ned af kinderne. Hendes hår lignede noget en fugl havde bygget til at ligge æg i, men på en eller anden måde formåede hun stadig at gøre det kønt.

 Jeg tvang mine fødder fremad mod køkkenet efter at have lukket døren musestille. På vejen lå adskillige tomme øldåser og en halvfuld flaske med fars fine dessertvin. Jeg holdt vejret for ikke at skulle inhalere dunsen af alkohol. Da jeg kom til køkkenet stod der et par bøtter med piller på køkkenbordet ved siden af håndvasken som var stoppet til med beskidt service. 

 Uret på væggen var gået i stå, men på min mobil kunne jeg se, at klokken var lidt over halv fire. Jeg lukkede døren til stuen for at kunne vaske op uden at vække min mor. Før jeg gik igang, åbnede jeg vinduet, lagde pillebøtterne ned i bestikskuffen og overdækkede dem med gafler og knive, så hun ikke kunne finde dem, hvis hun kiggede. Jeg hældte også vand og kaffebønner i vores kaffemaskine, så hun kunne få noget af det, når hun vågnede.

 Opvaskesæben fløj elegant ud fra tuben og landede på den første tallerken i stablen, som jeg begyndte at skrubbe på med min opvaskebørste. Udenfor vinduet var der ingen fugle der pippede om kap, derimod sad der en fed vinbjergsnegl på troldetræet i vores have. 

 Da jeg var kommet halvvejs igennem det beskidte køkkengrej åbnede døren bag mig. Ind kom min mor krummet sammen i tæppet, hun også havde sovet i. "Har du lavet kaffe, skat?"

 I en hurtigt bevægelse tørrede jeg mine hænder i et viskestykke for at hælde den brandvarme kaffe op i en af de nyvaskede krus. Kruset havde jeg vidst lavet en gang i tredje klasse; der var hjerter og stjerner overalt på hank og yderside. Meget nydeligt, hvis jeg selv skulle sige det.

 Hun tog imod kaffen med et søvnigt smil. Der gik ikke mange splitsekunder, før hun sluprede den ellers voldsomt hede kaffe indenbords. "Har du set pillerne, prinsesse?"

 Et ryst på hovedet var alt svar jeg gav hende - jeg kiggede ikke engang på hende. Mit blik var rettet mod opvasken der snart var tom fra alt andet end bobler og sæbe. Hvis hun så mit blik ville hun vide, at jeg løj. "Hvor har du gemt dem denne gang? Du kan ligeså godt give dem til mig lige nu, for du ved, jeg finder dem alligevel."

 Denne gang rettede jeg blikket mod hende. Jeg holdt vejret. "De er væk, mor. Jeg har smidt dem ud."

 Hun undersøgte hver del af mit ansigt til mindst detalje med øjnene. Jeg prøvede at se så neutral ud som muligt men kunne mærke, at det ikke gik spor godt. "Du lyver. Hvor er de? Under din seng? Eller måske udenfor?  I et af skabene? I skufferne?" 

Jeg sank. Hun opdagede det og skyndte sig hen for at ransage alle skufferne. Først dækservietskuffen, derefter sakse/dimsedutskuffen, og til sidst bestikskuffen, som hun hurtigt fandt sine piller i. Hun rystede skuffet på hovedet af mig, tog tre piller i en mundfuld og gik ind i stuen igen. 

 Jeg skulle have gemt dem bedre.

 

 Så er det første kapitel fra Brooklyns synsvinkel aka. andet kapitel publiceret! Så indtil videre har vi en perfektionist i Amber og en særling i Brooklyn.

Glæder mig helt til at skrive fra de to andre pigers synsvinkel. Jeg kan røbe at den næste pige i rækken er Rebecca. Gad vide hvad der er "messed-up" ved hende? 

Håber I kan lide kapitellet og måske smider en kommentar og/eller favorisere historien! <3

- Ki$$

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...