Just Like That // 5SOS fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 21 sep. 2015
  • Opdateret: 14 feb. 2016
  • Status: Igang
Historien om fire af de mest "messed up" tøser på hele Birchgrove Akademiet der ved et tilfælde også er de fire mest attraktive tøser for de fire fritidsmusikere; Ashton Irwin, Calum Hood, Luke Hemmings og Michael Clifford. En fortælling om den ujævne vej imod ægte kærlighed, om overdækkede hemmeligheder gemt langt væk, og om problemer der ikke kan ligges låg for. //Drengene er ikke kendte.//

12Likes
10Kommentarer
1716Visninger
AA

3. AMBER

 

TORSDAG, 31/11/2003, 18:49

Over bunden, over midten, men forevigt under ham.

 

 Blikket gled over døren der knirkende gik op. En latter var det første jeg hørte, derefter så jeg et storsmilende ansigt og et skinnende diplom imellem hans små buttede fingre. Jublen blev blandet sammen med klangen af to par hænder der bag mig klappede på livet løs. Jeg sluttede mig uviden om, hvad de jublede over til bifaldet med et smil der var mindst lige så stort som det min bror havde smurt på læberne.

 "Jeg vandt, mor! Jeg vandt!" min brors stemme lød skinger på en overlykkelig måde. Hans store armbevægelser fik hans briller til at glide ned på næsetippen; han mindede mig om den gamle dame ovre i centeret, der troede hun havde vundet i lotto. Det viste sig dog senere, at hun havde set forkert og derfor ikke havde vundet de 26 millioner, hun jublede over. 

 Min mor fór hen med min far i hælene for at se diplomet der var prydet med et stort segl af guld og formskrift som var ligeså ulæseligt som min bedstemors skrift på jule- og fødselsdagskort. Man kunne dog lige skimte et sløjfet "Jack". 

 "Tillykke, Skattemus. Vi vidste, du kunne gøre det!" i begejstring løftede min far Jack op for at snurre ham rundt. Jack fnisede piget og blev sat ned for så at blive angrebet af knus fra min mor. Imens stod jeg forvirret ved kaffebordet midt i stuen uden som meget som at blive ænset. Hvad han havde vundet, kunne min femårige hjerne heller ikke gennemskue.

 Ligesiden det øjeblik følte jeg mig utroligt stupid i forhold til ham.

 

 

MANDAG, 21/8/2015, 08:17

Av, av, og mere av.

 

 Den dag var det slemt. Hovedpinen havde dunket i mine tindinger, siden jeg havde forladt huset. Panodilerne virker om lidt, overbevidste jeg mig selv om, bare vær tålmodig

 For at være ærlig havde det med tålmodighed aldrig været en af mine stærkeste kompetencer. Det hele skulle helst gå hurtigt; læringsprocesser, kys og familieaftener. Selv ting som samtaler burde holdes under en bestemt mængde tid.

Min mor sagde, at det var fordi, at jeg var bange for at binde mig i frygt for at blive såret. For eksempel at kysse for længe ville knytte mig til personen, og at jeg ikke kunne klare den slags tilknytninger. Som de fleste ville kunne høre, er min mor psykolog. En meget nærgående en af slagsen.

 Timen begyndte som sædvanlig med en navneopråb, derefter kom en kort snak om hjemmearbejdet, og til sidst fik vi besked på at løse en ligning som stod med blå tusch på det store whiteboard foran os. Nogle få begyndte at skrive på opgaven, andre sad i smug og kiggede på deres mobiler, og så var der mig der regnede stykket i hovedet. Egentlig var det ret simpelt. a=7,549, hviskede jeg i mit ellers stille sind.

 Da pigen med de røde krøller der sad foran mig endelig havde fået skrevet stykket ned blev der banket på døren. Tre små bank. Ind kom Rektor med fire drenge bag sig. De fire ballade-pjække-musik-magere, Ashton, Calum, Luke og Michael. Vores lærer, Mrs. Anderson hoppede op fra sin kontorstol med et anstrengt smil på sine smalle læber. En gråsprængt tot hår fløj ned i hendes pande, som hun forfjamsket strøg tilbage med flad hånd. "Mr. Goulding, hvad skyldes fornøjelsen?"

 Mr. Gouldings ansigt var groft udskåret med ar ved øjenbrynet og under læben. Håret var for kort til at sætte, men alligevel strittede det som en nyslået græsplæne. Han var iført et beige jakkesæt, der var farligt formelt i forhold til Mrs. Andersons blå og lilla hippiekjole. Hans bryn var sammentrukne, men ellers afslørede hans ansigtsudtryk ingen følelser. Ingen overraskelse, at alle nærede en snært af frygt for manden. Han lignede en krigsveteran der kunne myrde med de bare næver. "Har du lige to minutter?"

 Mrs. Anderson nikkede nervøst og fulgte med Rektor uden for døren, hvilket gav rigeligt med tid til at nedstirre de fire drenge der havde rykket sig hen imod hjørnet til højre for whiteboardet. De sagde ikke noget, men de alle strålede af selvsikkerhed; Luke ved at smile skævt, Ashton ved at læne sig op af væggen med hænderne i lommerne, Calum ved at ligge armene over kryds og Michael ved at holde øjenkontakten med dem der kiggede måbende på ham. 

De fleste pigers opmærksomhed var positiv, og det var tydeligt at drengene nød det i fulde drag. Calum gik endda så lang, at han blinkede til en af blondinerne på første række.

 Efter mindre end tre minutter kom Mrs. Anderson tilbage uden Rektor. Hun rettede febrilsk på sin kjole, før hun rømmede sig og gav sig til at bryde stilheden der prægede rummet. "Sæt jer, drenge."

  Ashton kastede sig i stolen bag mig med et lille smil spillende om læberne. Jeg kunne ikke bestemme mig for, om jeg fandt smilet attraktivt eller slesk. Nok mest det sidstnævnte. 

 De andre drenge placerede sig tilfældigt i klassen, udfyldte de sidste ledige pladser, og timen begyndte så småt, da Mrs. Anderson havde fået styr på sig selv og klassen igen. Hun skrev endnu et par ligninger op på tavlen og igen begyndte folk enten at arbejde, glo på mobil eller snakke. 

 "Opfører Mrs. Anderson sig ikke mere underligt end hun plejer at gøre?" En blyant prikkede mig diskret på skulderen bagfra. Jeg ignorerede både spørgsmål og prikken. Al fokusering var rettet mod ligningerne på whiteboardet; om Mrs. Anderson så havde rendet rundt og imiteret en høne, havde det ikke været mere ligegyldigt for mig, at hun opførte sig anderledes. Det var bare undervisningen der betød noget, ikke hvordan læreren opførte sig.

 "Hallo?" Et støn lød bag mig, men som hans tideligere spørgsmål ignorerede jeg det. Hvorfor var han ud af det blå begyndt at tale med mig? Det havde han aldrig gjort før, så han kunne vel godt overleve uden. 

 Kun en ligning tilbage - ikke at jeg nødvendigvis ville svare ham efterfølgende. Hans sukken blev overdøvet af en trommelyd lavet af fingre der blev slået mod bordkanten. Han afsluttede sit trommespil med en finger-trommesolo der næsten var umulig at overdøve med hovedregning.

 "Er du døv eller noget?" Stilhed. "For, for mig er det pænt tydeligt, at jeg prøver at få din opmærksomhed."

 Jeg sukkede og vendte mig mod ham. "Er du bekendt med begrebet "selektiv hørelse"?"

 Et træk på skulderne var det eneste svar jeg kunne få. Han lænede sig tilfreds tilbage i stolen; sikkert fordi jeg havde givet ham den opmærksomhed han havde forlangt. Hans smil gik fra slesk til drillende, hvilket fik en stikkende følelse til at brede sig i min mave. "Er du slet ikke det mindste nysgerrig på vores matematiklærers privatliv?"

 "Nix." Jeg sendte ham et hurtigt og pivfalsk smil, før jeg vendte mig om på stolen igen, men åbenbart var det en eller anden drengekode for at man skulle blive ved med at spørge dumme spørgsmål. "Er du så heller ikke nysgerrig på hvorfor drengene og jeg kom forsent?" 

 Mit hår fløj om ørerne på mig, da jeg rystede på hovedet. Stadig fløjtende ligeglad. "Kæft, du er kedelig, tøs."

 Mest af alt havde jeg lyst til at tage mit tørklæde af, så jeg kunne stikke det ned i halsen på ham som en slags ordstopper, men jeg beherskede mig. Selv på trods af at min hovedpine ikke havde smuttet endnu og at tillagt hovedregning og snak føltes mit hoved som en hoppeborg fuld af springende smerte.

 "Nåh, men jeg fortæller dig det alligevel. Sorry not sorry. Vi havde siddet nede i musiklokalet og jammede på instrumenterne, indtil en eller anden torsk af en rengøringsdame så os og tilkaldte Rektor, fordi hun på en eller anden måde vidste, at vi skulle have timer. Sikke en lyseslukker tænker jeg bare. Men ihvertfald, så blev vi hevet ind på Rektors kontor, fik skæld ud og blev sendt til time. Det var bar-"

 "Ti så stille! Et; Vi har time, hvis du skulle være i tvivl og to; din talestrøm giver min hovedpine hovedpine." Jeg vendte mig kort mod ham, for så bagefter at kigge ned i mit bord. Min hoppeborgs smertepassagerantal var overskredet; smerterne holdt fest, dansede, trampede og sprang på livet løs for at få mit hoved til at eksplodere og hans sniksnakken gjorde det bestemt ikke bedre. Faktisk havde det en modsat effekt. 

 "Tag den med ro, Vildkat." Han satte hænderne op foran sig i en selv-beskyttende gestus. Jeg sukkede. Det undrede mig, at Mrs. Anderson ikke havde lagt mærke til larmen. Altså lige indtil jeg kastede et blik mod kateteret og så, at hun var faldet i søvn med snotten i vores matematik tekstbog. 

 Jeg gnubede min højre tinding med pege- og langefinger. Fokuserede på mit noteshæfte foran mig. "Nej, jeg vil ej. Lad mig være."

"Hvorfor skulle jeg dog det? Det her er langt mere spændende end matematik og dødsyge ligninger." Først følte jeg mig fornærmet; matematik og ligninger var ikke dødsygt. Jeg kunne godt lide matematik og ligninger, så det var lidt ligesom at kalde mig dødsyg, ikke sandt? Derefter følte jeg mig vred; han nød at være provokerende overfor mig. Dog gjorde jeg intet ved hverken fornærmelsen eller vreden og koncentrerede mig om at tælle til hundrede.

 1, 2, 3. Han rømmede sig. "Nåh, nu er vi tilbage til, at du ignorere mig, og jeg snakker? Fint, det bliver ikke noget problem. selvom det er lidt kedeligt at snakke med en dør."

 15, 16, 17. Jeg rynkede på næsen og klemte mine øjne sammen i et forsøg på at klemme pinen væk. Måske så han det. "Er din hovedpine meget slem? Måske skulle du tage en pille eller noget. Jeg tror faktisk, jeg har en i tasken hvis det er?"

 31, 32, 33. Jeg rystede på hovedet, men skænkede ham ikke et eneste blik. "Er du sikker?"

 47, 48, 49. Stilhed. Jeg nikkede frustreret.

 62, 63, 64. Jeg var overbevist om, at han smilede provokerende bag min ryg. "Helt sikker?"

  At fortsætte med at tælle gik i vasken.

 "Hvorfor er det overhovedet, at du snakker til mig?" Hans tur til at være stille. Man kunne næsten høre hans hjerne knirke af at vride sig efter et godt svar. "Fordi du også fortjener at blive snakket til en gang imellem, og jeg ser ingen andre gøre forsøget."

 Svaret ramte som en mavepuster. Mine lunger føltes tomme for luft, så jeg kunne ikke andet end at se tomt ud i luften med et såret udtryk på mit ansigt. Hovedpinen var glemt. Jeg bad til, at det kun var mig der havde hørt hans svar, og at jeg ikke så nær så fortabt ud, som jeg følte mig.

 Der var da nogen der snakkede med mig. Ret tit. Når de skulle have hjælp med deres lektier og sådan. Okay, måske ikke så tit som de kunne, men alligevel.

 Meget sjælendt følte jeg mig dum i forhold til andre end min bror, men Ashtons ord gav mine følelser blå mærker, og jeg fik lyst til at trave ud af lokalet. Hvilket jeg også helt automatisk gjorde; mine ben strakte sig og begyndte at løbe mod udgangen uden at give mig så meget som én chance for at kigge mig tilbage. 

 Før jeg vidste af det, sad jeg i en grafittiovertegnet toiletbås på pigetoilettet og stirrede på døren foran mig. Det stak i mine ribben. Jeg trak benene ind til mig og svang armene omkring dem. En duns af stærk kvindeparfume prægede rummet. På båsens dør stod der adskillige bandeord, som jeg aldrig nogensinde havde hørt blive brugt før, men som jeg på en eller anden måde kendte betydningen af alligevel.

 En dør blev lige så stille åbnet. Jeg holdt vejret. "Amber?"

 Stemmen ringede i mit hoved; bare det at han kendte mit navn fik myrekryb til at sprede sig på mine arme og nakke. En hvisken arbejdede sig op fra min hals; "Skrid nu bare. Kan du måske heller ikke læse? Det er "pige"-toilettet."

 "Aha; burde du ikke tage det som en kompliment? At jeg rendte her ud på "pige"-toilettet for at sige undskyld?" Han greb fat om håndtaget til min bås dør som heldigvis var låst. Hvilket han også burde være lykkelig for, så jeg ikke kunne se hans ansigt og ødelægge det.

 "Nøj, hvor galant! Men vent. Hvor er undskyldningen?" Knurrede jeg.

Han var åbenbart gået ind i toiletbåsen til højre for mig, for jeg kunne høre ham rumstere derinde. Han sukkede og stønnede, da hans ansigt kom til syne over båsens skillevæg. "Flyt dig fra toilettet."

 Jeg adlød automatisk og hoppede væk fra toilettet som boede der et giftigt slimmonster deri. Han smilede tilfreds, imens han klatrede over skillevæggen og til sidst stod han på toilettet med hænderne i lommerne. Hans krøller var faldet ned i hans øjne, men resten af hans ansigt var tydeligvis smilende. "Her er den,"

 Han hoppede ned fra toilettet med armene strukket let ud for sig, som ville han have en kram. "Undskyld, fordi jeg sagde at du er en loner, selvom du helt sikkert ikke er det. Men hvis du var ville det selvfølgelig også være helt i orden."

Suk fra min side.

 "Den der undskyldning ændrer ikke på, at jeg fra nu af hader dig." Jeg rykkede mig helt hen i hjørnet modsat fra hvor han stod. Med armene over kryds, rynkede jeg på næsen over hvor elendig hans undskyldning var. "Du behøver ikke at se sådan ud i ansigtet, okay? Jeg ved godt, at min undskyldning stinker."

 "Det har du ret i." Jeg lagde en hånd på låsen til døren.

 "Hvad vil du have, at jeg skal sige for at forbedre min undskyldning og sørge for, at du ikke går?" Jeg trak på skulderne og klikkede låsen op. "Ingenting; jeg gider ikke høre på dig."

 Og så gled jeg ud af døren uden at kigge på ham, dog kunne jeg forestille mig hans overraskede udtryk. Klokken ringede et sted ude på gangen, men jeg ignorerede den og for første gang i mit liv gik jeg ikke til time. Jeg løb videre ned af gangen og stoppede ikke før, jeg nåede ud til cykelskuret, hvor jeg hoppede på cyklen og kørte mod mit hus med en vridende fornemmelse i maven. 

 Man skulle da lede længe for at finde en idiot så stor som ham.

 

Første kapitel er landet! Wuhu! Der kommer måske mere på kapitlet, men ved ikke helt endnu. Håber I kan lide det og måske smider en kommentar eller et like? Det ville bare være super. Kys kys Ki$$.

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...