Spillende bål

Hvad gør man den dag bylivet forsvinder?
Gadebilledet er noget utilregneligt.
Alt har ændret sig på ingen tid.

2Likes
0Kommentarer
183Visninger
AA

1. Konvolutten

Konvulutten

Jeg erindrer da du den første dag på færgen lagde en konvolut under min madras. Du fortalte ikke om den, men den lå der bare uåbnet. Jeg ville vide hvad der stod, men du gav mig ikke lov.

Og du lod dem altid være uåbnet. Under min madras som hørte til alt andet i køjen. I kahytten samledes vi til vores gilder. Vores gilder med helstegte madmødre. "Man må jo gerne gøre, men ikke røre", sagde du med en løftet hævet pegefinger dengang jeg mødte dig, og vi havde sat skærme op i mellem hinandens halvdele. Størst af alt er kærligheden. Forbløffende eller hvad? Det lignede da også kærlighed, da du ledte efter flere der kunne give dig føde. Et behov som jeg ikke phavde. Og flere gange kom jeg ind midt i den store fodringstid. Og du elskede at snuse dig ind der. Elskede at rende i hælene på dem. Lange hedefyldte kys. Dampen kunne næsten mærkes i kahytten. Jeres svedige kroppe som dryppede. Dryppede og blandede sig. Ligeglade med at blive opdaget et sted, hvor man ikke måtte. Men I overskred det. Overraskende. Jeg er ved at få Alzheimers, og I er stadig sådan. Boller udenom. Selvom I begge har kone og børn og hele skraldet. I lignede to tønder. Og jeres kroppe overskred holdbarheden, for nu er I ældre, end man forventede dengang.

Jeg spurgte aldrig ind til dig. Jeg troede du var noget andet, end jeg umiddelbart så. En fedterøv af en slags. En rigtig muskuløs pæl. En dårligt gående kamel. Vægten på dine muskler gjorde ikke det mindste godt for dig. Og så sagde de andre på kahytte trehundredeogfirs, at du ikke gav noget til nogen eller noget. At du var følelsesløs.

* * *

De første nætter var de værste. Flere gange måtte jeg blive vækket af din søsyge mave, som lignede en oppustelig ballon. I øvrigt kunne jeg ikke tørre opkasten op efter dig, da besætningen ikke måtte forlade kahytterne om natten. Så overraskende nok lå det der til dagen efter. Og stanken fra det vamle opkast svidede i mine næseborer og kravlede helt ind i sindet på mig. Det holdt mig vågen, så længe jeg husker. Og bagefter tændte du oven i købet for din pibe. Lå og røg på færgen. Som om det ikke var skadeligt nok, at du havde bragt dig ind her for at blive sømand og leve af søfart resten af dit liv uden en idé om, at skibet kunne synke. Og med de muskler ville du da ikke have nemt ved at flyde.

Flyde. Sådan var dit liv måske. I hvert fald da vi boede sammen. Delte alle hemmeligheder med hinanden. Næsten. For jeg måtte gå på kompromis. Et dystert kompromis.

Jeg glemte at tage skydedøren den aften det hele gik på kompromis. Og det var ikke alene den aften. Men alle aftener. Alle voldsomme begivenheder. Det var stadig hende svenskeren. Hvordan du fik kravlet dig derind, fandt jeg aldrig ud af. Man skulle tro, at du byggede en bro i mellem hendes og dit. I prøvede at holde det skjult. I bandt sengetøjet fast foran det lille ovale vindue, da det var køjer kunne I let gemme jer i den nederste, som var min. Og jeg troede de første par gange, at der ikke foregik noget.

Men det gjorde der. Og opdagede det, da jeg fjernede sengetøjet fra vinduet og opdagede, at der lå tørret sæd, som var der blevet sprøjtet en hvid maling på det. De lagner var revet itu og gemt under madrassen ved siden af den konvolut, som jeg absolut ikke kunne glemme. Jeg måtte røre ved den. Og jeg rev altid den mere og mere op. Indtil jeg som sædvanlig fik det brev i hænderne. Forsigtigt brugte jeg brevåbneren, da jeg ikke vil ødelægge brevet af. Og den åbnedes ikke. Jeg ville vide, hvad der stod. Og det gjorde mig også ivrig til at afsløre det med din hemmelighed. Det var den sidste dag. Og jeg kunne ikke vente med at fejre at være uddannet sømand.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...