Hold Me ➳ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2015
  • Opdateret: 14 dec. 2015
  • Status: Færdig
Adeline Payne er en 17 årig pige som bor i London. Hun blev adopteret af Liam Payne, da hun var 7 år. I skolen bliver hun mobbet af Niall Horan. Lige indtil de er tvunget til at lave en opgave sammen. Følelser bliver lagt på bordet og ikke mindst sandheden. Og mon Niall kan bevise for Adeline, at han er den rette, og endda i Paris?

56Likes
46Kommentarer
33819Visninger
AA

5. ➳ Stupid assignment

 

Jeg vågnede ved at mit vækkeur ringede. Jeg slog irriteret på det, ligesom altid..

Jeg gik over mod mit klædeskab, og tog min elskede Adidas hættetrøje ud. Det kan godt være at der er mange drenge der har en. Men ved du hvad? Jeg er da fuldstændig ligeglad. Jeg tog mine sorte bukser ud, og tog dem på. Jeg hoppede stille ned ad trapperne.

”Adeline? Er det dig?” råbte Liam fra køkkenet.

Jeg svarede ikke men gik bare ind i køkkenet til ham.

”Jaer det er mig, godmorgen” smilte jeg. Han smilte til mig, og rakte mig et glas juice.

”Tak” sagde jeg og tog imod det. Jeg satte mig ned på min stol og drak det. Jeg magtede altså ikke lige at tage noget at spise.

”Adeline skal du ikke have noget at spise?” spurgte Liam om. Jeg rystede på hovedet, imens at jeg drak min juice færdig.

”Adeline du skal altså have noget at spise, og det kan ikke diskuteres” fastslog Liam med korslagte arme.

Jeg rullede med mine øjne, og rejste mig for at tage en bolle.

”Det så jeg godt unge dame” sagde Liam strengt.

”Undskyld Liam” undskyldte jeg og satte mig ned. Han satte sig ned overfor mig, og studerede mit ansigt. Jeg kiggede på ham, og han smilte til mig.

Jeg smilte igen og spiste resten af min bolle.

 

***

 

Jeg gik hurtigt ned af gangen på skolen, for at undgå Niall. Jeg løb resten af vejen hen til mit skab, da jeg kunne se det. Jeg undgik heldigvis Niall lige der. Jeg tog mine biologi bøger, og gik ned mod biologilokalet. Der var et par stykker i lokalet. Så jeg gik som sædvanligt ned bagerts i lokalet. Jeg sad i min egen verden, da der var en der satte sig hårdt på stolen foran mig. Jeg kiggede op på Niall, som sad foran mig. Han smilte kækt til mig.

”Godmorgen Adeline, klar til en ny dag her i den vidunderlige skole?” grinte han og vendte sig om. Jeg rystede på mit hoved og kiggede ned på min mobil.

Klokken ringede, og jeg kiggede op på mrs. Gold, som gik ind ad døren.

”Godmorgen børn” sagde hun og kiggede ud på os alle.

”Godmorgen” sagde vi alle i kor.

”I dag skal vi være 2 og 2 sammen om en rapport, som skal afleveres om 3 uger til mig” sagde hun og klappede i sine hænder.

”Nederen” sagde Niall, så alle begyndte at grine. Mrs. Gold lod som ingenting, og råbte navnene op.

”Emely og Willy, i er sammen, og sidst men ikke mindst” sagde hun. Jeg rystede på mit hoved og slog mit hoved ned i bordet.

”Niall og Adeline” afsluttede hun. Fuck mit liv så meget lige nu.

”Hva´ så snut, skæbnen har ført os sammen” grinte Niall og blinkede til mig.

Som jeg sagde fuck mit liv.

 

***

 

Jeg smækkede døren så hårdt jeg kunne, da jeg kom hjem. Jeg smed mine sko og løb op på mit værelse. Fuck dig Niall. Han har ødelagt mit liv. Jeg prøvede at spørge mrs. Gold, om jeg ikke kunne få en anden makker. Men neeeej, du skal være sammen med Niall. Bla bla, luk røven dame.

Jeg lagde mig i min seng, og var på nippet til at græde.

”Adeline hvorfor smækker du døren så hårdt? Det gav genlyd i hele huset” sagde Liam og satte sig i min seng. Jeg svarede ham ikke.

”Hvad er der galt snut?” spurgte han stille om.

”Du skal IKKE kalde mig snut” græd jeg og kiggede på ham. Det var nok at Niall kaldte mig det. Han kiggede med store øjne på mig. Jeg kunne høre at han mumlede et eller andet for sig selv.

”Adeline hvad er der galt?” spurgte han mig om igen. Jeg kiggede op på ham med grædefærdige øjne, og rystede på hovedet. Jeg tog mit ansigt lige ned i puden igen, og prøvede at stoppe med at græde.

”Er det noget jeg har gjort?” prøvede Liam. Jeg rystede på hovedet, og grinte af hvor meget han prøvede.

”Jamen hvad så?” grinte han stille. ”Liam det er ingenting okay? Ingenting, lad mig være” råbte jeg højt. Det var ikke meningen at jeg skulle råbe ad ham. Men jeg er så træt af alting. Hvorfor kan jeg ikke bare være for mig selv engang imellem? Jeg kiggede hen på Liam igen, og så at han så sur ud. ”Liam und-”, ”Nej glem det det Adeline, jeg prøvede bare at hjælpe dig”. Med de ord rejste Liam sig og gik ud af mit værelse, og lukkede min dør med et smæk. Great. Nu får jeg sikkert også Liam på nakken.

 

Jeg kiggede rundt på mit værelse og stoppede da jeg så billedet. Min yndlings billede. Et billede af min mor og min far sammen. Jeg tog det ned fra væggen og satte mig over i min vindueskam.

Godt nok har jeg aldrig mødt dem, men det betyder jo ikke, at jeg ikke kan savne dem. Hvis de havde været her den dag i dag, ville jeg nok ikke have så mange problemer.

Jeg fællede en tåre og hængte billedet op igen.

Jeg tog min mobil og høretelefoner og satte mig over i vindueskammen igen. Jeg scrollede ned over mine playlister.

Jeg fandt min ´triste´ playliste og startede den.

Jeg lænede mig tilbage og lukkede mine øjne.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...