Hold Me ➳ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2015
  • Opdateret: 14 dec. 2015
  • Status: Færdig
Adeline Payne er en 17 årig pige som bor i London. Hun blev adopteret af Liam Payne, da hun var 7 år. I skolen bliver hun mobbet af Niall Horan. Lige indtil de er tvunget til at lave en opgave sammen. Følelser bliver lagt på bordet og ikke mindst sandheden. Og mon Niall kan bevise for Adeline, at han er den rette, og endda i Paris?

56Likes
46Kommentarer
33899Visninger
AA

6. ➳ Just a normal day

 

Som altid ringede mit vækkeur, lige der hvor jeg vendte mig om for at sove til den anden side. Kender i ikke det? Det er sygt irriterende.

Jeg slentrede langsomt hen mod mit skab. Du ved jeg er jo et A menneske. Som om. Dagens første joke.

Jeg rev de sædvanlige sorte bukser ud, og tog en grå t-shirt med citatet ”Sorry I´m not good at people” ud ad skabet. Jeg tog det på, og gik ud for at klare min makeup på badeværelset. Jeg magter ikke at bruge tid på det helt store. Så jeg holder det meget neutralt. Concealer, pudder og mascara. Så er jeg kørende.

Jeg satte mit hår op i en rodet knold og gik derefter ned i køkkenet.

 

Da jeg kom ind i køkkenet sad Liam ved bordet på sin mobil. ”Godmorgen” mumlede jeg stille. Han kiggede op på mig og mumlede vist også et godmorgen. Jeg gjorde ikke mere ved det men tog bare et æble.

Jeg var på vej ud fra køkkenet men stoppede, da Liam sagde mit navn. ”Adeline jeg prøvede bare at hjælpe dig i går, det håber jeg du forstår” sukkede han. Jeg vendte mig mod ham og så på ham. ”Liam det var ikke meningen, at jeg skulle råbe ad dig” sagde jeg og fortsatte. ”Jeg havde bare en virkelig dårlig dag” afsluttede jeg. Han kiggede ned i bordet og så op på mig. ”Det er okay, men en anden gang-”, ”Ja jeg ved det, undskyld” afbrød jeg. Han sukkede og rejste sig. ”Lad os lade det være, skal jeg køre dig i skole?” Spurgte han så venligt. Jeg trak lidt på smilebåndet og nikkede så.

 

***

 

Liam havde kørt mig til skole og sat mig af. Jeg gik stille op mod indgangen af skolen og kiggede på folk som stod udenfor. Der var en gruppe piger der begyndte at hviske, da jeg gik forbi dem. Men jeg ignorerede det bare og gik videre. Andre sendte blikke. Men dem undgik jeg også bare. Jeg undgik alt og alle.

 

Jeg gik ned ad gangen for at finde mit skab. Selvfølgelig langt fra indgangen. Dejlig gåtur. Mærk ironien. Jeg tænkte egentlig ikke på at jeg skulle undgå Niall, før at han stødte ind i mig.

”Se dig dog for bums” snerrede han. ”Fuck af” mumlede jeg og gik videre. ”Hvad sagde du til mig?” grinte han bag mig. Jeg kunne høre hans skridt komme nærmere. Han tog fat i min arm og vendte mig om mod ham.

”Skal jeg virkelig gentage mig selv?” Truede han. Ja gør du bare det…

”Hvad sagde du til mig?” Gentog han. Jeg tog mig sammen og rettede mig op. ”Jeg sagde fuck af, jeg gider dig ikke lige nu” sukkede jeg. ”Det er sådan set ikke dig der bestemmer det” sagde han og udstødte et grin. Jeg sukkede og gik videre. ”Hvem fanden tror du er?” Råbte Niall. Jeg ignorerede ham og gik bare videre.

Jeg kunne høre at Niall løb mod mig. Hvorfor fuck kan han ikke finde en anden at genere? Da han var lige bag mig kunne jeg mærke to hænder mod min ryg.

Og med ét lå jeg på gulvet. Jeg tog mig til hovedet og kiggede op på Niall. Hans øjne slog næsten gnister. Folk rundt om os kom tættere på og dannede næsten en cirkel rundt om os.

Jeg kiggede rundt på alle som stod om os og derefter op på Niall. ”Slå hende” var der er der råbte. Jeg kiggede på personen der sagde det. Og efterfølgende var der et helt kor som var med. Jeg kiggede op på Niall igen. ”Du skulle ikke have været flabet” sagde han så og gav mig et spark lige i maven. Jeg udstødte et støn og rømmede mig.

Niall blev ved med at slå mig. Jeg græd ikke. Tværtimod. Jeg lå helt stille. Jeg gjorde intet.

Niall stoppede et sekund med at sparke mig. Så jeg tog mit snit til at rejse mig hurtigt op og løbe væk. Jeg blev hurtigt svimmel og løb bare mod toilettet. Alle grinede af mig. Inden jeg nåede toilettet, vendte jeg mig og så på Niall. Han kiggede på mig og var den eneste der ikke grinede. Jeg vendte mig og løb ind på toilettet.

Langsomt gik jeg hen mod spejlet. Jeg tog fat i en af vaskene og kiggede mig selv i spejlet.

En flænge på min kind viste sig. Blod fra min næse løb ned fra mit ansigt.

Jeg studerede den tåre som løb ned ad min kind. Jeg tørrede den hurtigt væk. Niall skal ikke have den her effekt på mig. Jeg tog noget papir, dyppede noget vand på og rensede min flænge. Tørrede mit næseblod væk og tog min taske.

Med ret ryg gik jeg ud fra toilettet.

Der blev stille på gangen da jeg kom ud. Niall stod op ad et skab med nogle andre drenge. Jeg lagde mærke til blodet som han havde på sin hånd. Jeg gik videre ned mod mit skab, som om at intet var sket. Alle øjne på gangen var rettet mod mig inklusiv Nialls. Jeg ignorerede dem alle. Der var ingen der sagde noget.

Jeg viste ingen følelser.

Folk banede vejen for mig helt ned til mit skab. Jeg åbnede skabet, da jeg stod foran det. Tog mine engelsk bøger og gik ned mod mit engelsklokale.

Jeg kunne mærke en masse øjne som var rettet mod min ryg. Men jeg gik bare ind i engelsklokalet og lod som ingenting.

 

***

 

Det her var hvad man kunne kalde en helt normal dag. For jeg var på vej ned i kantinen, for at spise for mig selv. Det så ud som om, at alle havde glemt alt om det der skete mellem Niall og mig. Men det var jo meget normalt.

Jeg tog noget mad og satte mig ved et ledigt bord. Jeg kiggede rundt på dem som sad og spiste. Grinede med deres venner. Og selvfølgelig skulle jeg lige få øjenkontakt med den største idiot på hele kloden.

Niall så trist på mig og gik så væk med sin mad, hvor jeg ikke kunne se ham. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med ham.

Jeg så ned på min mad. Og hurtigt mistede jeg min appetit. Jeg rejste mig og gik.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...