Hold Me ➳ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2015
  • Opdateret: 14 dec. 2015
  • Status: Færdig
Adeline Payne er en 17 årig pige som bor i London. Hun blev adopteret af Liam Payne, da hun var 7 år. I skolen bliver hun mobbet af Niall Horan. Lige indtil de er tvunget til at lave en opgave sammen. Følelser bliver lagt på bordet og ikke mindst sandheden. Og mon Niall kan bevise for Adeline, at han er den rette, og endda i Paris?

56Likes
46Kommentarer
33826Visninger
AA

10. ➳ Feelings

 

Den nat drømte jeg om, da Liam havde adopteret mig. Jeg er egentlig glad for at han gjorde det. Bortset fra at han var så led mod mig. Men det var da bedre end at være alene på børnehjemmet. Altså jeg mener Liam var hård, men han er jo begyndt at blive sødere. Og med det mener jeg krammeriget…

 

Jeg havde gjort mig klar til skole og sad nede i køkkenet og spiste morgenmad med Liam. ”Vil du ikke nok køre mig i skole i dag?” Spurgte jeg sødt Liam om. Han kiggede smilende på mig. ”Selvfølgelig” grinte han. Jeg smilede tilfredst og vaskede min tallerken op. ”Vil du afsted nu så?” Spurgte han. Jeg kiggede på mit ur og nikkede. ”Ja det er fint nu” sagde jeg og gik op på mit værelse efter mine ting.

Vi gik ud til Liams bil og blev skudt på vejen derhen…………Ej bare en joke. I needed action k?

Det var en rimelig stille køretur. Heldigvis kort.

Da vi kom frem til skolen var der mange mennesker. Liam holdt ind til siden og kiggede på mig.

”Vi ses” sagde jeg og var på vej ud, men Liam nåede at tage fat i min arm. ”Hvis der sker noget så ring til mig” sagde han og rakte mig et stykke papir med et telefonnummer på. Jeg kiggede chokeret op på ham men gav ham så et smil. ”Tak Liam” smilte jeg og gav ham et kys på kinden. ”Hav en god dag” råbte han efter mig da jeg gik ud. Jeg smilede og vinkede til ham.

Jeg sukkede da jeg gik op mod indgangen. Og jeg sukkede da jeg gik inde på gangen. Jeg magtede virkelig ikke skole. Og jeg magtede slet ikke at se på ham.

 

***

 

Jeg havde næsten haft alle mine timer. Så jeg havde kun en fritime og en samfundsfags time tilbage. Jeg var på vej hen mod mit skab, så jeg kunne smide mine bøger ind og gå udenfor.

Jeg nåede mit skab og åbnede det. Min kode er mega sej. Det er 1313 siger det bare. Og 13 er altså mit yndlingstal. Mega lucky lucky her.

Jeg åbnede mit skab og studerede det lidt. På et tidspunkt to jeg en kopi af billedet med mine forældre. Den kopi havde jeg hængt op i mit skab, så jeg kunne se på dem hvis jeg var nede. De så nemlig så glade ud.

Og der stod lille mig i en kæmpe skole og studerede mine forældre i mit skab med en mega sej kode.

”Adeline? Er du der?” Var der en der spurgte. ”Hvad?” Spurgte jeg og blev ved med at kigge på billedet. ”Hørte du mig ikke de andre gange eller hvad?” Spurgte personen. Og med det samme kunne jeg høre, at det var Niall. Jeg vendte mig mod ham og gloede på ham. ”Hvad vil du?” Spurgte jeg surt om og lagde mine arme over kors. ”Jeg ville bare sige undskyld for i går” sagde han stille og kiggede ned i jorden. ”Det var ikke meningen, at du skulle blive ked af det” sagde han så derefter. Jeg sagde ikke noget men studerede bare Niall der stod og trådte sig selv over sine tær.

Et par elever gik forbi os og stoppede op. ”Slå hende man!” Råbte de så. Jeg kiggede mærkeligt på dem. Niall vendte sig om og så dem.

”Slår du hende ikke?" Spurgte en af dem så. En dreng med brunt hår, som jeg havde set et par gange før. ”Hvorfor skulle jeg?" Svarede Niall til drengens spørgsmål. Drengen kiggede dumt på Niall, som om det var indlysende.

”Dude hun er jo tude grim” grinte han. Og andre rundt omkring begyndte også at grine. Var jeg virkelig så grim? Jeg følte mig lille. Jeg stod bare bag Niall og gemte mig fra alle som kiggede på os, bange for at Niall ville tage ordene til sig. At jeg virkelig var så tude grim, som drengen havde sagt.

Uventet trådte Niall et skridt frem mod drengen. ”Hvad kaldte du hende?” Vrissede Niall med sammenbidte tænder.

”Jeg kaldte hende grim, det plejer du jo selv at gøre” sagde drengen og lavede en håndbevægelse.

Uden videre gik Niall hurtigt hen til drengen og gav ham en kæmpe knytnæve lige i ansigtet.

”Auch” kom det fra alle som så det.

Jeg stod bare og kiggede på. Niall han slog drengen på grund af noget han selv ville have sagt?

Jeg vågnede hurtigt op og gik over mod Niall og drengen.

”Niall stop!" Råbte jeg og rev fat i hans arm. Han rev den til sig og blev ved med at slå drengen. ”Niall han er ikke det værd” prøvede jeg igen.

”NIALL” råbte jeg så højt jeg kunne. Niall stoppede brat op og kiggede på mig. ”Hvad har du gang i idiot!” Råbte jeg. ”Adeline hørte du ikke hvad han kaldte dig?” Spurgte Niall fortvivlende om.

Jeg kiggede forvirret på ham. ”Jo Niall det gjorde jeg, og det overrasker mig overhovedet ikke, for jeg er SÅ vant til, at du kalder mig det” råbte jeg, tog min taske, smækkede mit skab i og gik.

”Adeline vent” råbte Niall. Jeg kunne høre at han kom nærmere, så jeg stoppede brat op og vendte mig mod ham. Niall løb resten af sin vej over mod mig.

”Jeg er virkelig ked af alt det jeg har gjort mod dig, men kan du ikke godt tilgive mig? Jeg vil virkelig gerne være din ven”. Jeg stod og overvejede det et sekund. ”Tror du virkelig jeg bare kan tilgive dig sådan, så du kan være min ven?” Sagde jeg og lavede en knipselyd på sådan. ”Niall at du slog drengen stillede dig ikke ligefrem i et bedre lys hos mig” sagde jeg og så trist på ham. Jeg begyndte at grine og kiggede dumt på ham.

”Hvorfor vil du overhovedet være venner med mig?” Spurgte jeg og grinte falsk igen. I starten kiggede han bare på mig. Men så åbnede han sin mund..

”Lige siden første gang jeg så dig, vidste jeg, at jeg skulle være din ven”. Han sukkede og fortsatte. ”En dag var jeg på vej over til dig for at sige hej og velkommen, fordi at jeg vidste du var ny” Han kiggede mig i øjnene, så jeg blev nødt til at bryde øjenkontakten. ”Mine venner troede at du skulle være mit ”offer”, vi havde nemlig det her væddemål om noget, det er også lige meget” afsluttede han.

Jeg kiggede op på ham med tårer i øjnene. ”Jeg husker det tydeligt” mumlede jeg stille og kiggede ned i jorden igen for ikke at begynde at græde. ”Du skubbede mig ind i skabene og kaldte mig grimme ting”. Jeg tog mig virkelig sammen for ikke at bryde sammen.

”Ja jeg ved det, og det kan aldrig tilgives, men sandheden er, at jeg virkelig godt kan lide dig” sagde han stille. Jeg kiggede op på ham med åben mund.

”Please sig noget” bad han. Jeg sagde intet. ”Please Adeline”. Jeg kunne slet ikke holde mine følelser inde. ”Så det du siger er, at i alle de år du har mobbet mig, har du dannet følelser for mig” græd jeg. ”Det giver jo ingen mening, jeg er jo tude grim, du siger det hele tiden, er her skjult kamera eller noget?" Spurgte jeg og fortsatte. ”Du, Niall Horan, skolens badboy kan umuligt kunne lide skolens bums, for det er hvad jeg er en tude grim bums” græd jeg. ”Adeline” prøvede han, men jeg var ikke færdig. ”Ved du hvad Niall? Jeg har ondt af dig” og med de ord gik jeg væk fra ham mod udgangen.

Der var mange der så chokeret ud.

På vejen ud kunne jeg høre nogle drenge snakke lavt om mig. ”Har altid synes hun var pæn, Niall gjorde det bare en smule svært”, ”Enig han er for dum, hvorfor løber han ikke efter hende?”

Med de ord trampede jeg sur udenfor. Jeg løb hen mod parken for at sidde. Der sad jeg altid hvis jeg havde en fritime.

Jeg satte mig på græsset, og lagde mig ned med musik i ørerne.

 

***

 

Jeg havde haft mine sidste timer og stod og ventede på Liam. Den mat sorte R8 viste sig og kørte op mod mig. Idet jeg samlede min taske op fra jorden, så jeg en skikkelse som nærmede mig. Jeg vendte mig mod skikkelsen som viste sig at være Niall.

”Jeg vil ikke gøre dig noget ondt” startede han med at sige. ”Bare gør det kort” svarede jeg og pegede bagud på Liams bil. ”Ehm det jeg sagde til en lære om at du mobbede mig, det har jeg taget tilbage, så i skal ikke til samtale” sagde han og kiggede ned i jorden og gik. Jeg overvejede at stoppe ham, men altså.

”Niall vent” sagde jeg. Han stoppede og vendte sig afventende mod mig. ”Tak” sagde jeg og smilte. ”Så lidt” sagde han og gik.

Jeg vendte mig om og gik hen mod Liams bil.

”Hej” sagde jeg da jeg kom ind. ”Hej, hvad lavede du med ham?” Spurgte Liam straks. ”Ehm han sagde, at vi ikke skulle til samtale med den der lære alligevel” mumlede jeg og kiggede ned. Liam lavede en sær fløjtelyd og begyndte at køre. ”Godt for det gad jeg virkelig ikke” sagde han lavmælt for sig selv.

”Haft en god dag?” Spurgte han så om og kiggede kort på mig. Jeg lavede en grimasse og kiggede ud af mit vindue. ”Det tager jeg som et nej” sagde han og drejede ind i vores indkørsel. ”Noget du vil snakke om?” Spurgte han om. ”Nej” sagde jeg simpelt og gik ud af bilen.

”Kan du ikke godt åbne dig lidt op for mig? Please”.

Jeg stod foran vores dør, og ventede på at Liam ville låse op. Jeg kiggede på Liam som kom og låste op. ”Ikke omkring dette” sagde jeg og smilte falsk til ham.

”Fint gør hvad du vil”.

Jeg tog min taske i hånden og gik op på mit værelse og blev der.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...