Hold Me ➳ Niall Horan

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 18 okt. 2015
  • Opdateret: 14 dec. 2015
  • Status: Færdig
Adeline Payne er en 17 årig pige som bor i London. Hun blev adopteret af Liam Payne, da hun var 7 år. I skolen bliver hun mobbet af Niall Horan. Lige indtil de er tvunget til at lave en opgave sammen. Følelser bliver lagt på bordet og ikke mindst sandheden. Og mon Niall kan bevise for Adeline, at han er den rette, og endda i Paris?

56Likes
46Kommentarer
33597Visninger
AA

7. ➳ Blue eyes

 

Alle mine timer var færdige, så jeg gik ud på parkeringspladsen for at vente på Liam. Jeg stod i lang tid og ventede. Jeg kunne ikke ringe til ham. Han ville ikke have, at jeg skulle have hans nummer på min mobil.

Jeg kiggede rundt og så Niall komme ud fra skolen. Han så mig og gik målrettet mod mig. Jeg gik i panik men stod bare stille. Inden jeg så mig om løb jeg væk. Ikke nok med at Liam nok ville skælde mig ud, ville jeg ikke ydmyges mere.

Niall kaldte mit navn, men jeg løb bare videre. ”Adeline, hvornår skal vi lave vores opgave” råbte han så. Jeg stoppede op og vendte mig om. ”Siden hvornår går du op i at lave en dum opgave? Råbte jeg tilbage. Jeg kunne se han grinte over hvad jeg havde sagt. Det var da slet ikke noget at grine af.

Jeg vendte mig vredt om og gik bare. Jeg gik så hurtigt jeg kunne hjem. Jeg tog mine høretelefoner op ad min taske og tog dem i ørerne.

 

Kender du ikke det, med at du vil væk fra alting. Og den udvej finder du i musik? Sådan har jeg det i hvert fald.

Skyerne over mig var grå og kedelige. Jeg kunne se Liams og mit hus. Jeg løb resten af vejen bare fordi.

 

Da jeg kom ind var der helt stille. ”Liam? Råbte jeg. Da der ikke var nogen som svarede, tog jeg bare mine sko af og gik op på mit værelse. Jeg tog mine lektier op fra min taske og satte mig i min seng for at lave dem. Heldigvis var der ikke så mange.

En sædvanlig lyd kom fra min mobil, som hentydede at jeg havde fået en besked. Jeg tog min mobil og læste beskeden. Jeg slog mine øjne op og læste den igen.

 

Hey snut

Er på vej over så åben lige døren når jeg kommer ik´? ;)

Så ses vi

 

-Nxx

 

Seriøst? Hvor har han fået mit nummer fra. Jeg tror faktisk ikke, at der er nogen på skolen som har mit nummer…Eller jo nu Niall.

Jeg kunne høre ringeklokken fra nedenunder. Han var faktisk seriøs. Bums.

Jeg rejste mig for at gå ned og åbne døren. Please sig at det ikke er ham. Jeg gik hen til døren og åbnede den. Som ventet så jeg ind i et par krystal blå øjne. Jeg har altid synes, at hans øjne var nogen af de smukkeste sæt øjne, jeg nogensinde har set.

”Hvad vil du? Spurgte jeg koldt. ”Sikke en gestus at få” grinte Niall. ”Seriøst hvad vil du? Spurgte jeg igen mere seriøst. ”Jeg tænkte bare på, om vi kunne arbejde på opgaven” sagde han så uden at grine. ”Mmh hm” mumlede jeg og kiggede på ham som om at han var en idiot. Og faktisk ikke som om, det var han. ”Og du tror, at du bare kan komme brasende her hos mig, efter hvad du gjorde mod mig? Sagde jeg og var ved at smække døren lige i hovedet på ham.

”Hør Adeline, jeg er ked af hvad jeg gjorde mod dig, det var ikke meningen”

Jeg gloede olmt ham. ”Er du ked af det, ja det må jo være dagens joke” grinede jeg falsk. Han så trist på mig. ”Må jeg ikke bare komme ind, så vi kan blive hurtigst muligt færdig med opgaven?” bad han.

Jeg overvejede det lidt. Hvis jeg lukkede ham ind, skulle jeg tilbringe tid sammen med ham. Og det gad jeg ikke. Men vi kunne som sagt blive hurtigt færdige.

Jeg flyttede mig fra indgangen og åbnede døren lidt mere, så han kunne komme ind. ”Tak” mumlede han stille.

Han tog sine sko af og fulgte mig op til mit værelse. Da vi kom ind på mit værelse, begyndte han at studere alle mine ting.

”Så det her er dit værelse? Spurgte han. Jeg nikkede anerkendende. ”Yep”.

”Her er hyggeligt” sagde han og smilte til mig. ”Tak” mumlede jeg stille. 

Niall stoppede pludselig op foran billedet med mine forældre. ”Er det dine forældre?” Spurgte han om og kiggede på mig. Jeg nikkede og kiggede ned i jorden. ”Du har dine mors øjne”.

Jeg kiggede direkte op på Niall. Det var ikke første gang jeg havde hørt den sætning. ”Er det godt eller dårligt?” Spurgte jeg stille om. ”Godt” smilte han. Jeg gav ham et lille smil og tog min MacBook, for derefter at sætte mig på min seng.

”Så skal vi komme i gang?” Sukkede jeg. ”Ja lad os hellere” sagde han og satte sig ved siden af mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...