Lux De Nigrum Milvum

Først ser jeg smilet, der bryder ud på den grå mand, også mærker jeg en frygtelig smerte i brystet. Han hiver det sværd ud han har stukket mig med, og smilet bliver en tand bredere. Jeg synker stønnende ned i knæ, han kigger på mig med gennemborede øjne og hæver sit sværd til det endelige stød.

Hurtigt for jeg mine fingre ned til min kniv, jeg altid bære. Lynhurtigt jager jeg kniven op og skære den grå mand. Jeg ser mit snit til at stikke af, og gør det. Blade, buske og torne river og flår i mig, men jeg stopper ikke selvom jeg er hård såret, og kun adrenalinen holder mig kørende.

9Likes
12Kommentarer
804Visninger
AA

8. 7. Lux

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

Det hun kalder hjem

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

 

Min hals snøre sig sammen, Ravage er en kimære. En kimære er en meget sjælden race, kimæren er et medlem af   `De 10...` Det kan ikke passe at de allerede har knyttet bånd, det aldrig sket at en kimære har beskyttet et menneske. Oven i købet et menneske der ikke aner op eller ned. Jeg får straks dårlig samvittighed. Sådan skal jeg ikke tænke om Nia, hun er bare lidt forvirret og mystisk.

"Ravage..." Ler hun da kimæren slikker hende i ansigtet.

Jeg går over til den døde leopard, "Der er noget der ikke stemmer... Hvad laver en leopard her?, hvorfor angribe os? Også i den sorte skov" Mumler jeg, og belure den plettede leopards pletter. "Fordi..." Siger jeg eftertænksom. "Den var tam...!" Råber jeg. "Hvem er tam...?" Nia har sat Ravage ned, "Hvem er tam...?" Spørg hun igen. "Leoparden!" Svarer jeg.

"Hvorfor så angribe?, og hvordan kan du være sikker på den er tam?" Spørger hun, med en snert af mistro. "Fordi den fik besked på det... Den er til for at beskytte skoven." Råber jeg frustreret, "Hvorfor så angribe os?" Jeg kigger over mod hende, hvorfor stiller hun så mange spørgsmål?

Hun er en spion for den grå mand. "Det kan ikke passe!" Hvisler jeg frygtindgydende med stemmen fuld af had. "Lux?" Klynker Nia forskrækket over mit udbrud. Jeg løber mod Nia, Imens tager jeg min kniv op. Jeg sætter farten en tand op, min mave gør stadig meget ondt, men jeg ville godt kunne leve med lidt smerter, hvis det betyder at jeg lever i morgen.

Jeg når den stadig forskrækkede Nia, og sætter min lille kniv for hendes strube. "Det kan godt være du narrede Lilje, men du kan ikke narre mig." Hvisler jeg frygtindgydende. "Hv, hvad me... Mener du du?" Kvækker hun. "Du ved godt hvad jeg mener... Du har alle de her mytiske tasker, du har trolddoms ting!" Hvisker jeg hæst. "Jeg ved ikke engang hvor du kommer fra! Hvem du er? Hvorfor du er her?" Min stemme for en snert af en sindssyg undertone, men jeg er ligeglad med maner og skik.

"Jeg skal nok fortælle dig hvem jeg e...Er, jeg kan forsikre dig om jeg ikke ved hvem den grå mand er, jeg vil bare hjem!" Hulker hun. "Du skal ikke prøve på noget!" Nej nej..." Jeg fjerner kniven langsom som forventer jeg hun vil begynde at tæve løs på mig. Ravage som har set på under hele tumulten, lunter hen til Nia for at trøste hende. Hun nusser Ravage som er blevet til en lille sød stadig kridt hvid hund.

"Fortæl, fortæl mig så hvem du er!" Siger jeg.

Måske skulle jeg ikke behandle hende sådan hun er højst 12 år, jeg er snart 15 så jeg har en klart fordel, det er også usandsyndeligt hun vil arbejde for ham!

Jeg bliver revet ud af min medlidenheds tanker, da Nia starter med at fortælle om det hun kalder hjem.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...