Lux De Nigrum Milvum

Først ser jeg smilet, der bryder ud på den grå mand, også mærker jeg en frygtelig smerte i brystet. Han hiver det sværd ud han har stukket mig med, og smilet bliver en tand bredere. Jeg synker stønnende ned i knæ, han kigger på mig med gennemborede øjne og hæver sit sværd til det endelige stød.

Hurtigt for jeg mine fingre ned til min kniv, jeg altid bære. Lynhurtigt jager jeg kniven op og skære den grå mand. Jeg ser mit snit til at stikke af, og gør det. Blade, buske og torne river og flår i mig, men jeg stopper ikke selvom jeg er hård såret, og kun adrenalinen holder mig kørende.

9Likes
12Kommentarer
820Visninger
AA

7. 6. Mariania

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

Iranemoire Del.2

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

 

"Lux!!!... Det killer. Hjælp!" Råber jeg til ham, mens jeg basker med at få den lille hund væk. Han griner hjerteligt da han ser mig ligge, og blive beskidt nede på jorden, med en sød kridt hvide hund oven på mig. "Du kan da ikke have brølet så højt vel?" Siger jeg med sådan en tyk babystemme, at man ville kunne skære i den. Som en ost!

Han går over til mig, og løfter den lille søde hun op. "Det en han hund" Siger han stolt. Jeg løfter øjenbrynet for den ellers seriøse Lux, lød det som en femårige der lige havde opdaget chokoladens store nydelse.  "Tak for info" Siger jeg sarkastisk. Jeg er blevet mere indelukket og følelsesløs siden flystyrtet, jeg kan stadig mærke sorgen fra mors død fortære mig langsomt. Måske er hun ikke død, mit humor falder 50% Men jeg formår at holde den glade mine. Mine problemer minder mig straks om noget text fra en `Lad det ske`

Luk ingen ind

Lad ingen se

Hold facaden

Det du forpligtet til

luk af hver dag

Lig låget på...

Da jeg nynner den kan jeg godt se ligheden, jeg føler mig ikke hel mere langt fra rig.

"Nia" Jeg bliver flået ud af min sørgelige tankestrøm. Lux er holdt op med at lege med den lille hund, som endelig ikke er så lille. Det ser ud som om den er vokset, vokset meget! "Hvad?" Jeg kigger spørgene på ham. Han skutter sig som havde han ikke forventet et svar "Hvad syndes du han skal hede?" Jeg kigger indgående på hunden. Ravage er det første der falder mig ind. "Han skal hedde Ravage" Jeg siger det med sådan en fasthed i stemmen, at Lux krymper sig lidt. "Ravage det bliver!" Råber Lux højtidelig og holder Ravage op som i løvernes konge. "Du holder Ravage ligsom i Løvernes konge" Jeg falder om af et pludselig grine andfald. Ravage springer ud af Lux`s greb og løber på sine større poter over mod mig. Han nusser sin kuldsorte snude mod min kind, så jeg ikke kan holde på et fornøjet fnis.

"Ravage..." Siger med stemmen fuld af kærlighed. Ravage har smeltet mit hjerte, jeg ved ikke hvordan han gjorde det på så kort tid, men han har udfyldt det tomme hul der engang var i mit hjerte. Mit smil bliver bredere, og jeg rejser mig op fra jorden med Ravage i armene. "Nå! Din lille ballade hund... Er du sulten" "Wuf!" Siger den. "Nå, lad os finde noget mad!"

Lilje havde fyldt en af mine tasker op med mad, jeg finder den frem, og tager et lille stykke ost frem. Jeg selv ville ikke så meget som nærme mig den ildelugtende ost med min mund, Ravage er dog fuldstændig ligeglad. Han gumler på osten som gjaldt det hans liv. Jeg kigger trist ind i de tyrkis-blå øjne, tyrkis-blå! Det er da ikke normalt. Ligemeget et par specielle øjne skader vel ikke. Jeg giver Ravage endnu et stykke ost, og sætter ham så ned så han kan spise i fred.

"Nia?" Lux kigger spørgende på mig. "Ja... Hvad er der!" Siger jeg lidt skarpt. Han går over mod Ravage og tager ham op. "Ravage bliver ved med at vokse..." Han kigger indgående på Ravage, som jeg nu også kan se langsomt bliver større og større. "Øh..." Jeg kan ikke finde på noget at sige. "Raahh..." Et stort brøl tordner ud fra skoven. Jeg hopper forskrækket, og for overbalance så jeg vælter bagud direkte ned på min røv.

"Hvad sker der?" Lux knuger Ravage ind til sig, som ville han gå i stykker hvis han gav slip. Ravage vrider sig ud af hans krampeagtige grab, han spurter på sine nu endnu længere ben over mod mig. En leopard! Springer ud af krattet, Ravage bliver støre han knogler smelter sammen og bliver født på ny, hans krop bliver større for vært sekund der går. Da Ravage rammer den plettede leopard, er han ikke en lille hvid hund, men en frygtindgydende hvid løve.

"Ravage er en kimære... " Råber Lux til mig, "En, en... Kimære?" Jeg har læst om det i nogle bøger, det er et dyr med flere skikkelser, det kan forvandle sig til forskællige ting. En af Ravage skikkelser er løve. 

"Ravage" Skriger jeg, og prøver at nærme mig kampen, Ravages kridt hvide manke og leopardens orange krop, bevæger sig i stød. Leopardens krop falder livløs til jorden, Ravage har formåget af flå struben op på den. 

"Ravage!" Råber jeg igen, han vender hovedet og lytter. Ravage hvide krop er smurt ind i rødt blod. Jeg ved ikke om det stammer fra den nu døde leopard eller den selv, men lige nu skal jeg komme mig over shokket. Ravage er en Kimære, han har lige dræbt en leopard der nok var sulten, og ville snuse lidt til vores madpakke. "Ravage..." Jeg løber over til løven, og knuger dens manke. Jeg har mistet mor. "Jeg kan ikke miste dig!" Jeg græder ikke, jeg vil ikke græde. Ravage min Ravage...

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...