Lux De Nigrum Milvum

Først ser jeg smilet, der bryder ud på den grå mand, også mærker jeg en frygtelig smerte i brystet. Han hiver det sværd ud han har stukket mig med, og smilet bliver en tand bredere. Jeg synker stønnende ned i knæ, han kigger på mig med gennemborede øjne og hæver sit sværd til det endelige stød.

Hurtigt for jeg mine fingre ned til min kniv, jeg altid bære. Lynhurtigt jager jeg kniven op og skære den grå mand. Jeg ser mit snit til at stikke af, og gør det. Blade, buske og torne river og flår i mig, men jeg stopper ikke selvom jeg er hård såret, og kun adrenalinen holder mig kørende.

9Likes
12Kommentarer
805Visninger
AA

6. 5. Lux

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

Iranemoire Del.1

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

 

"Mariania...? " Jeg rusker i hendes skuldre.  "Mariania!" Jeg rusker hårdere i hendes spinkle skuldre. "Ja hvad?" Mumler hun og sætter sig op, "Av!" Siger vi i kor, da vi slår hovederne sammen. "Hvad er der?" Spørg hun muggent, og tager sig til det ømme punkt. Usikker svare jeg tilbage, " Det er... Fordi øh. Hvor er Milvum?" Spørg jeg og smiler mere usikker. Hun kigger mistænksomt på mig, og så kigger hun efter den forsvundne drage. "Jeg ved det ikke " Svare hun, og begynder at bide negle.

Kom med

Tanketaler Milvum til os. "Milvum...!" Råber jeg lettet, og løber hen til dragen. Jeg løber tilbage og hanker op i 3 at Mariania`s tasker. Mariania selv har hendes rulletaske, og 3 mellemstore tasker balancerene oven på den rullende taske. Vi begiver os over mod en anden lysning, "Mariania...? Skal jeg hjælpe?" Spørg jeg Marianaia hjælpsomt. Hun kigger endnu mere muggent på mig, "Kald mig nu bare Nia!... Og nej tak!" Siger hun med giftige ord. Jeg ser såret på hende "Undskyld Nia..." Hun kigger væk.

"Wow Wow! Wow!! Woooow...!!!" Råber hun og, vælter sammen med sit bjerg af tasker. "Milvum vent!" Råber jeg til den sorte drage, han vender sig om, og stopper tålmodigt op. "Av AV AV!!!" Hun rejser sig op, ved hjælp af min hånd. "Vil du have hjælp nu?" Spørg jeg hende med et smil på læben. "Fuck dig!" Jeg tager et skridt tilbage. Hvad går der af hende?

"Er der noget galt?" Jeg tager en af hendes tasker, og hun giver mig et blik der kan dræbe. "Nej!" Siger hun grådkvalt, og tørrer en tåre væk. Milvum går over mod hende og tanketaler til os igen.

Vær ikke ked af det mit barn, vi skal nok finde en måde.

Jeg tror ikke det var meningen jeg skulle høre det, så jeg lader som ingenting. 

 

Vi befinder os i en lille lysning. Jeg går over til Nia, og ligger de fire meget tunge tasker fra mig. "Tak... " Siger hun med en lille stemme, og ser sig forlegen omkring. "Så lidt" Siger jeg glad over taknemligheden, fra den fremmede pige. 

Jeg kan ikke følge jeg længere. Nu skal i følge kortet i fik af Lilje, så vil i komme til den magiske dal. Dalen Iranemoire. 

 Nervøst får vi fundet kortet frem. Milvum letter fra den lille lysning, og vi prøver at tyde korte. "Der vil være cirka... 2 dages rejse. " siger jeg, og kigger mod den retning vi skal gå. "Hvordan ved du det?" Jeg kigger hende lige ind i øjnene. "Jeg har skam lært at tyde et kort... Ikke alle har folk! Til det" Det blik hun giver mig, får det til at se ud som om, hun ikke aner hvad jeg snakker om. Opgivende begynder jeg at gå, vi kan lige så godt få gået lidt inden det bliver for mørkt.

 

Vi slår lejer tæt op af et stort egetræ, "Er det sandt... Findes der troldmænd, hekse, troldkvinder, og sådan noget?" Spørg hun mig med en stille, usikker stemme. "Undskyld jeg spørg men hvor kommer du fra, alle ved da at de 10 findes... Men du har ret, dragerne skulle have været uddøde for hundrede år siden." Hun flytter sig forskrækket tilbage, "Men, men... Der hvor jeg kommer fra kan man kun læse det i bøgerne!" Jeg ser på hende som har hun levet i en hule hele sit liv. "Je` jeg vil gerne hjem nu!..." Begynder hun at snøfte. Jeg kigger overasket op fra kortet som hun frivilligt gav mig da vi slog lejer.

Hun virkede i som typen der græder, men alligevel kom der en tåre. Jeg folder kortet sammen og går over til hende. Da jeg når det lille træ hun sidder op af, går jeg ned i knæ, Jeg giver hende først et tøvende, men så et mere fast kram. Vi sad i den akavede stilling til hun stoppede op med at græde. Under grammeriet sagde vi ikke en lyd, vi sad bare og lod stilheden styre stemningen. 

End ikke træernes hvisken synes forstyre stilheden. 

"Tak... " Visker hun. Vi løsner os langsomt fra vores gram. "Ingen årsag" Hvisker jeg, og rejser mig op. Mine ben begiver sig over til den lille skindtaske, jeg altid bære på mig.

 

"ROAH!!!" Brølet, lød inde fra skoven. Nia når ikke at rejse sig, før den brølet tilhørte kommer valsende ud af skoven. "Hvad er det!" Næsten råber Nia til mig, hun når ikke at løbe over til mig før hun bliver overfaldet af dyret "Lux!!!"...  

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...