Lux De Nigrum Milvum

Først ser jeg smilet, der bryder ud på den grå mand, også mærker jeg en frygtelig smerte i brystet. Han hiver det sværd ud han har stukket mig med, og smilet bliver en tand bredere. Jeg synker stønnende ned i knæ, han kigger på mig med gennemborede øjne og hæver sit sværd til det endelige stød.

Hurtigt for jeg mine fingre ned til min kniv, jeg altid bære. Lynhurtigt jager jeg kniven op og skære den grå mand. Jeg ser mit snit til at stikke af, og gør det. Blade, buske og torne river og flår i mig, men jeg stopper ikke selvom jeg er hård såret, og kun adrenalinen holder mig kørende.

9Likes
12Kommentarer
808Visninger
AA

5. 4. Mariania

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

Milvum

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

 

"Vil han blive okay igen?" Spørg jeg med en lille stemme. "Han skal nok komme sig... Det var dumt af ham at stikke af, han kunne have været død" Siger Lilje og løfter øjenbrynene sigende. Jeg rynker mine bryn da jeg ikke rigtig forstår hendes hentydning.

"Hvem er de så, unge dame? " Spørg hun så. "Øh... Mit navn er Mariania, men alle kalder mig bare Nia" Svarer jeg tilbage, med nu en endnu dybere panderynken. "Nuvel! " Jeg kigger forskrækket op fra Lux, da lilje begyndte at tale. "Du må være træt... Jeg vil hente dem et tæppe så de kan lægge sig til at sove" Hun rejser sig elegant op, så hendes fine kjole blafre mig om ørerne. 2 minutter efter ligger jeg ved siden af Lux og putter mig ind i et dejligt, varmt tæppe.

Søvnen kommer snigende, og jeg tager glad imod den. Den bliver afbrudt af et stort brøl. Jeg fare op og for viklet mig ud af tæppet. "Hjælp!" klynker jeg med en lille stemme. En stor, sort, fantasi drage kigger på mig med nogle grøn-blå øjne. "Hjælp!" Klynker jeg igen, og går et skridt tilbage. Lux stønner og rejser sig op på albuen.

"Hva` skerderr..." Stønner han. Jeg kigger med opspilede øjne på ham og peger på den store drage. Han vender sig om og siger "Det... Det var dig, dig reddede mig!" hans stemme svigtede så det hakkede i de sidste ord. "Vent!" Jeg ser på med frygt, da Lux rejser sig op og begynder at gå over mod dragen.

"Du gør os ikke noget vel?" Han løftede sin hånd op og lader dragen snuse til den. Den prustede som en hest bare meget kraftige, så kraftigt at Lux måtte gå et skridt baglæns. 

"Rolig Milvum, de er venner" Lilje træder frem, eller en blå version af lilje træder frem. Hun lægger hånden på den store drage. "Jeg kan se at i allerede har mødt Milvum" Hun klapper stille dragen. 

"Hvorfor er du bl... Blå?" Siger jeg og træder et skridt tilbage. "Det er skam fordi jeg er en Paridiokss." "En va` for noget?" Spørg jeg og hæver øjenbrynet. "En Paridiokss... " Jeg kigger fra dragen til den blå version af Lilje. "Sover jeg?" Jeg sætter mig ned på røven, og overdramatisere det ved at lægge en hånd for munden, og sige små smertefulde lyde. "Hvad laver du?" Lux kigger på mig som om jeg er sindssyg, hvilket måske kan være tilfældet. Jeg sætter det som en mugelig forklaring de mystiske hændelser. Jeg vælger ikke at svare, men bare lukke øjnene og drømme mig væk.

"Øhrm... " Jeg åbner øjnene og ser direkte ind i Lux`s øjne. "Arg... ” Jeg kaster mig tilbage af forskrækkelse, "Hvad fanden har du gang i!" Siger jeg og rejser mig op. Jeg begynder at børste de usynlige nullermænd af, og går over til dragen. "Den her er ikke virkelig!" Jeg begynder at age den, og med tiden indser jeg at den er lige så ægte som mig selv. "Hjælp! Det er en Fucking drage" Jeg løber væk igen. Lux og lilje kigger på mig som kommer jeg fra en helt anden planet, hvilket godt kunne være tilfældet her.  "Øh... " Siger jeg forlegen over mit lille optrin.

"Er der nogen der ved hvor Danmark ligger?" Spørg jeg, og indser at jeg har været dum igen. Alle her taler jo for helvede dansk! Din torsk tænker jeg og niver mig selv frustreret.

"Er der nogen der ved hvor Næstved er?" Jeg kigger op fra gulvet, Lilje og Lux kigger igen på mig som om jeg kommer fra en anden planet, hvilket som jeg tænkte før… Måske er delvist sandt. Da deres blik ikke ændre sig, løber jeg ud af udgangen, ligeglad med dragen står lige ved siden af. Hulkende og frustreret går jeg på jagt efter mine tasker. Jeg havde ikke fået taget dem med, da jeg slæbte drengen ind i hulen. Irriteret hiver jeg min rulletaske og 3 af mine andre tasker op af en busk. "Sikke noget lort!" Bander jeg, og for lyst til at kaste tingene ind i busken igen. "Knæk!" En gren knækker i nærheden og en helt grå mand træder ud. "Det kan ikke være... Jo det er det!" Jeg hanker op i mine ting og sætter i spurt over mod hulen.

"Lilje!" skriger jeg. "Hvad er der?" Siger lilje i sin normale menneskeskikkelse. "En grå mand" Hikser jeg og peger mod træerne. Hun kigger ind mellem træerne, "Milvum!" Væser hun og kaster et blik på dragen. "Bring dem i sikkerhed!" Hun løber indenfor og ud kommer hun med en modstridende Lux. "Jeg skal ikke op på den drage!" Råber han, men Lilje er ligeglad. Da hun har fået ham op, går hun hen til mig. "Milvum vil føre jer til den sorte skov!... Gå efter dette kort" Hun giver mig et kort og peger på et kryds. "Her skal i møde Adrian en af mine gamle venner... Værd forsigtig der er en skæbne og den vil han fortælle jer om." Hun kigger ængstelig ind mod træerne som om hun kan fornemme nogen eller noget komme. Hun tager fat i kufferterne, og smider dem let som ingenting hen til dragen. Uden et ord, kun en meget stor klump i halsen. Går jeg over og klatre op på dragen, og sætter mig bag ved Lux. 

Dragen folder sine vinger ud, den tager fat med sine lange klør omkring mine kufferter og letter. Jeg viner højt og tager fat om livet på Lux, som klamre sig til halsen på dragen. Han ser ikke ud til at have noget imod mit krammeri, men alligevel for en sikkerheds skyld løsner jeg grebet en anelse.

Mine øjne bliver store, da jeg for første gang siden vi lettede kigger ned på jorden. "Wow!... " Er det eneste jeg kan sige. Skove Med de smukkeste nuancer af grønne farver. Små søer eller åer danner mønstre og for det til at se fortryllet ud. Langt ude i horisonten kan man se en bjergkæde med sne på toppen, og de smukkeste farver der hvor sneen ikke skygger. "Er det her virkelig Danmark!..." Siger jeg helt væk i den fortryllende skønhed. "Det er ikke blevet kaldt Danmark i mange år nu!... Det er kun de gamle der stadig kalder det, det! " Råber han selv om ikke en lyd kan nå dem så højt oppe. Selv ikke vindens hylene tone kunne høres, men vi flyver jo` stærkt?...

Man skulle tro at vi ville falde om af iltmangel så højt oppe, men det gør vi ikke.

"Hvorfor hedder det ikke Danmark mere?" Spørger jeg ham. "Det blev ændret da de grå mænd tog over, og dræbte kongefamilien." Siger han som om det giver sig selv. "Hvem er de grå mænd?" Mit spørgsmål så ud til at pisse ham godt og grundigt af.

"Det er dem der tog alt fra mig! Fra alle!... Alt hvad man kan holde af!" Han vender sig om og kigger på mig. En tåre triller ned af hans kind, og han hulker sagte.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...