Lux De Nigrum Milvum

Først ser jeg smilet, der bryder ud på den grå mand, også mærker jeg en frygtelig smerte i brystet. Han hiver det sværd ud han har stukket mig med, og smilet bliver en tand bredere. Jeg synker stønnende ned i knæ, han kigger på mig med gennemborede øjne og hæver sit sværd til det endelige stød.

Hurtigt for jeg mine fingre ned til min kniv, jeg altid bære. Lynhurtigt jager jeg kniven op og skære den grå mand. Jeg ser mit snit til at stikke af, og gør det. Blade, buske og torne river og flår i mig, men jeg stopper ikke selvom jeg er hård såret, og kun adrenalinen holder mig kørende.

9Likes
12Kommentarer
822Visninger
AA

4. 3. Lux

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

Mariania

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

 

Jeg åbnede langsomt mine øjne. Og ventede at se lilje, men det var ikke lilje der stod med ryggen til. Det var en blå dame. Hun vender sig om, og nu ser jeg at det er lilje, men hun er blå!

”Lux… du er vågen ” hun går elegant hen til mig mens hendes hvide kjole blafrer bag hende. Jeg trækker mig lidt væk. ”Lux… ” siger hun opgivende ”Du skal ikke være bange for mig… jeg er stadig lilje ” jeg kigger lidt mistænksomt på hende. ”Hvorfor er du blå” spørg jeg så, og kigger ind i hendes næsten helt gule øjne.

”Fordi jeg er en Paridiokss ”

Mistroisk kigger jeg på hende. Pludselig får jeg det forfærdeligt dårligt ”Luft, jeg må have luft… ud… jeg skal ud! ” gisper jeg, og rejser mig lyn hurtigt op. Jeg bliver straks svimmel og leder efter vægen for at finde støtte, men kan ikke finde den. Lilje kommer hurtigt og stadig drabeligt elegant over til mig.

”Lux, jeg tror ikke du er frisk nok… ” siger hun prøvende. ” Jeg river min arm til mig og går så hurtigt jeg kan, hen mod lyset. Jeg ved ikke hvad, der er hvad mere.

”Luft frisk luft… ” Rasper jeg lykkeligt og tager en dyb indånding. Jeg kigger tilbage på den lille indgang til hulen. Mit sår begynder at dunke og brænde og jeg kan se min lyse tunika er blevet mør rundt om såret. ”av… ” siger jeg hæst. Lilje kommer med stadig dræbene elegance imod mig.

Min hånd ryger op til brystet og jeg skynder mig ind i skoven. Jeg husker mig selv på hvor hulen ligger, så jeg altid kan komme tilbage. Efter et par minutter nåede jeg hen til et stort æbletræ. Da jeg ser de saftige grønne æbler, ligger jeg mærke til hvor sulten jeg er.

”Mad… ” mumler jeg glad. Jeg begynder at løfte armen får at plukke et æble. Da en stemme siger ” Endelig fandt jeg nogen… ” jeg vender mig overasket om, og udstøder en halv klagende og halv stønnede lyd. Stemmen kommer fra en mærkelig udseende pige. Hendes lange hår, er flammende mørkerød, dybe blågrønne øjne og små lyse fregner. Hun er smuk, men der noget anderledes ved hende.

Det er, hun har en slags beholder med hjul i hånden, tøjet er ikke noget, tøj jeg nogen sinde har set før, og hendes talemåde er mærkelig.

”Kan du forklare mig hvor jeg er henne… ” spørg hun.

Hun taler mit sprog, men ligner ikke en som mig. Måske er hun rig, spekulere jeg. Da jeg havde tænk det får jeg straks for jeg en hård mine, jeg kan ikke klare rige folk.

”Hvem er du ” spørg jeg hård.

”Øhh… mit navn er Mariania ” svare hun lidt usikker. ” jeg spurgte ikke om deres navn” siger jeg nu med en endnu mere hård stemme. ” Slap nu af, din sure banan… ”Jeg forstår intet af hvad hun mener med en sur banan, men jeg føler mig ikke sikker på hvilket hold hun er på. Man kan dog aldrig være sikker på hvem? Fjenden er. måske er hun en af de grå mænds håndlangere?... Tænker jeg.

 

”Forsvind ” siger jeg med en uhyggelig undertone.

”Nej ikke før du siger hvor jeg er… ”siger hun flabet. ”Du skal ikke… ” siger jeg truende og går over mod hende. Hun ligner en på nok omkring de 13 år, men jeg er ligeglad. ”forsvind ” siger jeg og skubber hende, så hun ender på jorden. Hun vælter sin hjul ting. Og ligger nu filtræt ind i hjultingen og de mærkelige tasker.

”Hvad fanden er der galt med dig dumme dreng… jeg ringer til politiet. ” Hun kigger surt på mig og rejser sig op. Hun tager en mærkelig ting frem og begynder at røre ved den. Den begynder at lyse op."Hvorfor havde jeg ikke tænk på det " siger hun og slår sig på panden. Jeg bakker forvirret et skridt tilbage.

”Hvad hedder du ” spørg hun. Af vane svare jeg straks ”lux ". Såret begynder at dunke, og jeg er ved at dø af sult.

”Hvad er der sket… ” gisper hun og løber hen til mig. Jeg bliver forvirret og glemmer at holde mine facader oppe. Hendes hånd lander på mit sår. Jeg stønner højt, straks får hun hevet sin hånd til sig. Jeg folder mig sammen, og kan ikke længere holde smerterne på afstand. ”Jeg ringer efter en ambulance… ” siger hun desperat, og begynder at trykke på sin flade ting. Jeg er nu helt nede at ligge i græsset mens jeg hyrperventilere af den pludselige smerte.

”Bare rolig jeg ringer til sygehuset så kan du få en ambulance… ” Kan hun ikke bare lade vær med at bruge alle de mærkelige ord tænker jeg. Alting bliver sløret og jeg ved at pigen og lilje er de eneste der kan rede mig.

”Mariania… ” Kvækker jeg. Hun kigger mig lige ind i øjnene.

"Gå mod syd og kald på lilje” Fremstammer jeg efter et stykke tid.

”Hold ud… ” råber hun og rusker lidt i mig, tingend glider hen til en sløret masse. Jeg skulle ikke være løbet væk. Tænker jeg mens mine tanker bliver mere og mere slørede...

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...