Lux De Nigrum Milvum

Først ser jeg smilet, der bryder ud på den grå mand, også mærker jeg en frygtelig smerte i brystet. Han hiver det sværd ud han har stukket mig med, og smilet bliver en tand bredere. Jeg synker stønnende ned i knæ, han kigger på mig med gennemborede øjne og hæver sit sværd til det endelige stød.

Hurtigt for jeg mine fingre ned til min kniv, jeg altid bære. Lynhurtigt jager jeg kniven op og skære den grå mand. Jeg ser mit snit til at stikke af, og gør det. Blade, buske og torne river og flår i mig, men jeg stopper ikke selvom jeg er hård såret, og kun adrenalinen holder mig kørende.

9Likes
12Kommentarer
808Visninger
AA

2. 1. Lux

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

Den grå mand

🏰▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬▬ஜ۩۞۩ஜ▬▬▬­­­▬▬▬▬▬▬▬▬­­­­­­­­­▬▬▬🏰

 

Først ser jeg smilet, der bryder ud på den grå mand, også mærker jeg en frygtelig smerte i brystet. Han hiver det sværd ud han har stukket mig med, og smilet bliver en tand bredere. Jeg synker stønnende ned i knæ, han kigger på mig med gennemborede øjne og hæver sit sværd til det endelige stød.

Hurtigt for jeg mine fingre ned til min kniv jeg altid bære. Lynhurtigt jager jeg kniven op og skære den grå mand. Jeg ser mit snit til at stikke af, og gør det. Blade, buske og torne river og flår i mig, men jeg stopper ikke selvom jeg er hård såret, og kun adrenalinen holder mig kørende.

Ligefremme ser jeg en lille lysning, i midten af den er der en stor sten, hvor der vokser et tykt lag mørkegrønt mås. Jeg vakler prustende hen mod den, med den ene hånd presset mod brystet og den anden hængene slapt, og livløst ned ved siden af kroppen. Lige så snart jeg har lagt mig ved jeg at det her sikker ville blive min slutning, døden har indhentet mig tænker jeg opgivende.

Jeg lukker øjnene og flader ind i en smertefri bevidstløshed. Jeg vågner ved at noget snuser til mig. Med nogle af mine allersidste kræfter, får jeg åbnet øjnene. Jeg ser direkte ind i et drageøje. Min krop giver et meget lille sløvt spjæt, som sender en masse prikende fornemmelser rundt i kroppen. Dragen som der vækkede mig, kigger nu fast på mig. Jeg sætter et lille næsten usynlig trist smil op, tænk engang jeg skal dø med sådan et smukt syn foran mig. Dragen er kuldsort, dens store vinger, består af en bladning af skæl og fugle dun, dens øjne er lige så skarpe som en kats, den har nogle pikke på dens lange og elegante hale.

Den går hen og løfter mig op med den ene klobesatte fod. Pludselig befinder jeg mig oppe i luften. Jeg har ikke kræfter til at stritte imod så i stedet lukker jeg øjne og nyder den freske luft, der er oppe over de grønne træer.

 

Jeg åbner øjnene og rejser mig op på albuen. Jeg befinder mig i en slags klippehule. En stor smerte skyder igennem mig, jeg tager mig stønnene til brystet. En dame styrter over til mig, og ligger en beroligende hånd på min arm.

”rolig!… Du er stadig såret, hvis du ikke ha glemt det. ” siger hun med en stemme, jeg ikke kan sætte ord på. Der sænker sig en tung tavshed over stedet.

 ”Hve... Hvem er du? ” for jeg endelig fremstammet. ”Mit navn er Lilje. Dù smukke barn… ” svare hun roligt. Jeg kigger lidt mistænksom på hende ”Hvem er det smukke barn… ” spørg jeg usikkert. ” Det er dig ” svare hun.

 ” hvorfo… ” hun afbryder mig med en hånd. ” når du har hvilet ud så kan vi tale. ” siger hun fast ” Nu skal du bare få sovet. ”

Hurtigt får hun puttet mig ind i de dejlig bløde tæpper, som jeg havde skubbet væk da jeg vågnede. Et sekund efter er jeg igen alene. Der er stadig lidt lys i den lygte der er ved siden af mig, men det gør bare frygten, for de store skygger lygten kaster støre. Jeg putter mig længere ned i de tæpper, jeg ligger med og falder efter et stykke tid i en urolig søvn.

 

”Nej! … ” Skriger jeg, og vågner op, badet i sved.

”Rolig, der sker ikke noget” svare en blød stemme. ”Du skal ikke være bange, det var bare et mareridt. ” Hun ager beroligende mit hår. Efter et stykke tid, rejser hun sig op

 ” Nu skal jeg hente dig en spand vand, så du kan få vasket dig lidt ” siger hun og rejser sig op.

Hun kommer tilbage med en stor spand.

”Nu vil jeg lade dig være lidt alene ” helst ville jeg nok have hun skulle blive, men jeg er for træt til at spørge.

 

Jeg kigger ned i spanden og ser en dreng, hvis mellem lange kridt hvide hår falder ned i hans forårsgrønne øjne. Han har høje kindben og hule udsultede kinder, grålige læber, som engang havde været en let lyserød farve, huden på drengen, har en grønbleg sygelig farve, som også engang var en sund lyserød farve.

Jeg ved godt at drengen eller jeg, ikke ser så dårligt ud. Jeg har bare aldrig set skønhed som en fordel.

Jeg stikker hænderne ned i det lunkne vand, og tager en lille tår. Bag efter dypper jeg hele hovedet i spanden. Det frisker mig op, og gør mig straks i bedre humør.

” Er du færdig… ” spørg den mystiske Lilje, som redede mig.

Først dèr, ligger jeg mærke til hvor smuk hun er.

Langt brunt glat hår, som skinner, lyserøde æblekinder, varme brune øjne, slank bygning og en hvis elegance.

 

”Hvorfor kaldte du mig dù smukke barn…? ” spørg jeg hende. Hun kigger opgivende på mig.

”Fordi du er en smuk dreng. ” jeg kunne ikke lade vær med at spørge igen. ”Der er da, smukkere drenge en mig…? ” Hun kigger på mig med milde øjne.

” Ja, men du minder mig om en af mine gamle venner ” hun får et sørgmodigt, fjernt udtryk i øjnene, og sukker dybt. På en eller anden måde kan jeg ikke klare at se hinde trist. Jeg beslutter mig at jeg vil give hinde et knus.

Jeg rejser mig langsomt, og prøvende op, imens jeg støtter mig til klippevæggen i den store stenhule.

” undskyld dù smukke barn, jeg fik aldrig fat i dit navn. ” spørg hun, og kigger atter på mig igen. Jeg begynder at svaje kraftigt, men nåede at svare ”Lux… ” jeg høre hende gispe, inden alting bliver sort.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...