Hvad du ikke kan se

Der er noget helt galt. Langsomt forsvinder de, en efter en. Men hvordan startede det overhovedet? Hvordan var det nu, han opdagede det, til at starte med? Hukommelsen svigter – dagene roder sammen, for de ligner alle hinanden. Men nu husker han...

2Likes
0Kommentarer
408Visninger
AA

1. Hvad du ikke kan se

Hvad du ikke kan se

 

 

Han føler sig fanget – desperat.

Solen står op i øst, går ned i vest. Fugle flyver mod syd til efteråret og vender tilbage til Norden, igen til foråret. Morgenduggen falder, fordufter og falder endnu en gang, når mørkets kappe lægger sig over landskabet. For hvert et hjerteslag, tikker uret videre. For hvert et tik, føler han sig mere og mere nøgen. De ser på ham, de okkergule katteøjne. Betragter hvert et skridt, han tager, og noterer hver en grimasse, hvert et blik. Han kan ikke gå uden for sin dør, uden at blive overvældet af en kvalmende smag i munden. Det hænger på ham, som et klæbrigt lille barn, der ikke vil give slip, før det har fået sin vilje. Et stædigt, lusket barn, der skovler til sig og propper alt i munden, der er barnet værdigt.

 

Hvor længe har det stået på? Hvor meget ved de om ham? Og hvem er de?

Ord på ord, der spørger om ord. Alt for mange ord.

Øjne der lurer i mørket. Betragter og udtænker hans næste træk. Som en sulten kat, der kan sidde i timer og vente på at blive fodret, med flere godter fra posen. Den sidder og venter, med halen svingende fra side til side, og de gule øjne rettet mod sit bytte. De stirrende øjne, der så sjældent blinker. Om dagen er den en blid sjæl, der spinder på livet løs, men om natten vågner dens skyggeside. Den skraber til sig af både godt og ondt, mæsker sig, mens han falder mere og mere sammen, som var han en gammel mand. Men han er endnu ung og frisk, og der er stadig så meget, han skal nå. Men hvad er der at nå, hvis man ikke har økonomien til det?

Han har ikke sagt det til nogen. Ikke til en eneste sjæl. Det kunne være hvem som helst og ingen. Måske er det blot indbildning? En forhastet forestilling, efter hvad han hørte i nyhederne? Det ville være en forfærdelig ydmygelse, hvis det blot var ham selv. Han huskede trods alt ikke meget af den aften på dansebaren. Men så meget havde han da ikke drukket, havde han? Han huskede ikke, at det var så slemt. Det sidste han huskede, var da alt sortnede for hans blik. Han måtte have været faldet i søvn, men efterfølgende vågnet igen, for den næste morgen, lå han i sin egen trygge seng.

 

Men hvordan startede det overhovedet? Hvordan var det nu, han opdagede det, til at starte med? Hukommelsen svigter – dagene roder sammen, for de ligner alle hinanden. Men nu husker han:

 

Regnen piskede mod ruderne og slog smæld med de hævede paraplyer. Bilerne drønede forbi hinanden og kastede rundt med vandet fra vandpytterne, til alle sider. Lejligheden var kold, så han skuttede sig uvilkårligt i sofaen. På skødet havde han sin Mac-computer, der heldigvis varmede benene lidt. Med musen klikkede han rundt på nettet, indtastede koden og drønede vant ind på sin konto. Midt i et klik med musen, frøs han til is. Han stirrede på tallet, lænede sig lidt frem mod skærmen, og så lidt tilbage igen. Tallet var faldet. Her var der ikke tale om et par hundrede kroner, men nærmere flere tusind. Hvornår havde han brugt de penge? Det havde han slet ikke, det var han sikker på. Han var for nærig til at bruge så mange penge på druk, og i det hele taget brugte han sjældent penge. Han var hjemmeboende, og på trods af Københavns mange fristelser, holdt han sig selv i kort snor.

 

Efterfølgende havde han undersøgt det lidt nærmere. ”Identitetstyveri”, hedder det. Eller det er i hvert fald, hvad han kan finde på nettet. Det lyder så alvorligt. Hvorfor skulle nogen være interesseret i hans penge? Han indrømmer gerne, at han ikke mangler penge. Men ligefrem gøre tyveri mod ham? Hvem ville have lyst til at hacke en ung københavners konto?

 

Men der er andre ting, der forstyrrer hans unge sjæl. Evigt og altid går han og venter på, at det vil ske. At de vil skilles. Gå hver til sit og aldrig snakke sammen mere. Hvis blot årene kunne gå lidt hurtigere, så ville han kunne blive atten og flytte hjemmefra. Smutte fra det hele og aldrig vende tilbage. Men det kan han ikke, for der er endnu nogle år forinden.

Nogle gange sidder han, med hænderne foldet under bordet, ved middagene og beder til, at det vil ske. Han vil bare have det overstået. Han sidder og venter på, at glasset bliver kylet hen over den fine dug, så en rød pøl vin spreder sig til en evig plet på dugen, som en blodpøl. Han venter på, at de skal råbe af hinanden, rage ud efter sit overtøj og forlade lejligheden. Men hvem bliver det? Nogle gange ville han ønske, at de begge bare kunne forsvinde. Synke i jorden og aldrig vende tilbage. Eller i det mindste opføre sig, som de voksne mennesker, de skal forestille at være. Derfor kan han ikke dele noget med dem. Ikke engang de penge, han bliver frarøvet. Og hvad betyder det også? Det er trods alt kun penge. Livet føles så uvirkeligt og ligegyldigt. Intet har et formål mere, så hvorfor spilde kræfter på at dele sine bekymringer med andre? De vil alligevel tro, at han er skør. De vil ikke tro ham, hvis han fortæller dem, at hans ejendele forsvinder. De ville ikke tage ham seriøst, for han kan jo ikke engang tage dem seriøst.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...