På Forhånd

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2015
  • Opdateret: 20 sep. 2015
  • Status: Færdig

0Likes
1Kommentarer
217Visninger
AA

1. Påstigning og aflæsning

På forhånd

”Hold mig i hånden”, hvisker Mikkel træt. Hans ører er røde, efter vinden der blæser. De små grønne øjne lukker sig træt i og forbliver lukket, da jeg giver ham min hånd. Han knuger sig ind til mig.

”Vinderrejse” mumler han i sin søvn. Jeg smiler let. Hele sit liv har han ikke været nogen steder, men i aften, denne aften, er vi taget af sted, eller i det mindste tror han, at vi er taget af sted. Jeg ville gerne tro, at han har ret, men jeg har hverken set eller hørt, at vi skulle rejse. Hvor skulle vi også rejse hen?

Måske ville de bare af med os. Mikkel er ikke gammel nok til at kunne gøre nytte og jeg, jeg havde et uheld. Jeg vidste ikke, at jeg gjorde noget forkert, men et eller andet må jeg have gjort, for vi sidder i flyet på vej væk.

Overfor mig, sidder der en gammel mand, hans skæg er rødligt, og hans rynker lægger sig fint omkring hans ansigt. Han har smilerynker, men han smiler ikke. Øjnene er klemt sammen og han har et drag om munden, som hvis han var i smerte. Han er helt tynd. De må have sultet ham. Jeg har hørt, at de gør det, når man bliver for gammel og skal skiftes ud. Man tror, at de vil slide sig ihjel. Mange gør det også, men nogle få overlever, og han er åbenbart en af dem, ellers ville han ikke sidde her.

Mandens hoved driver frem og tilbage, i et ryk åbner han sine øjne og stirrer stift på mig. Jeg ville gerne tage blikket til mig, men for hvad? Jeg er stivnet i mine bevægelser, og han ville alligevel ikke kunne gøre mig fortræd, der sidder vagter foran og bag ved os.

”Læg dig godt ind under tæppet, her er ikke varmt!” Smiler han til mig. Jeg smiler beroliget tilbage. Han er ikke ondsindet, han er bare en gammel mand, som systemet vil af med. Lidt efter tilføjer han, ”Og jeg ved ikke, hvor køkkenet er.”  Jeg nikker. Han har garanteret aldrig været ombord på et fly før. Jeg gør som han siger og tager fat omkring det tæppe, vi har fået udleveret. Han har ret. Det er ikke varmt, men hvad skulle det også nytte?

Jeg kigger ud gennem vinduet. Mørke skyer flyver forbi os. Stjernerne skinner i mørket. Jeg kan høre Mikkels åndedræt, og se hvordan hans bryst sænker sig. Han er for ung. Jeg forstår det ikke, hvorfor de ikke ville beholde ham?

Han har ikke gjort noget forkert. Og selvom jeg godt ved, hvorfor jeg skal tage ham med, vil jeg ikke indse, at jeg, og jeg alene har været skyld i hans død. Han ved ikke noget, og egoistisk som jeg er, vil jeg heller ikke fortælle ham det. Måske hvis de ser at han er en sød dreng, vil de finde midlerne til at beholde ham. Men jeg ved godt, at det ikke vil ske. Grænsen er noget, midlerne er sparsomme, og en otteårig dreng vil ingen have. Alle vil have piger, som de kan gifte væk eller drenge i teenagealderen, så de kan arbejde. Men ingen vil have en forældreløs dreng på otte, som har mareridt og tisser i sengen. Ingen har medfølelse, ingen har midlerne, og ingen vil elske ham.

Han er så lille, så uskyldig. Den verden som han har levet i, har han troet er normal. Han har troet, at han var lykkelig, uvidende om hans uvidenhed. Gid jeg kunne hjælpe ham, men lige så lidt jeg kan hjælpe mig selv, lige så lidt kan jeg hjælpe ham. Han er fortabt, som dyrene der ligger på det kolde stålbord, når jeg kommer og skære dem op. Som kongen der har mistet sin stemme til fordel for folkets. Som skoven der ingen lyd har og som lykken, der bliver sparet væk.

Vagterne rejser sig, vi lander sikkert snart. Jeg kigger ud ad vinduet endnu en gang. Under mig ser jeg et land. Et land, uden mennesker. Et land, fyldt med ingenting. Jeg gisper, da jeg ser et lys. En lampe. Elektricitet. Jeg ved, hvad det betyder. Landet er meningsløst. Systemet har prøvet. Systemet har fejlet. Ingen mennesker lever her, men alligevel har de tændt et lys for sarkastisk at minde os om, at nok har vi os selv, nok kan vi klare os, men systemet er den der indgyder håb. Systemet tænder lyset, når alt andet er mørkt. Jeg ville så gerne tro dem. I starten troede jeg også på dem, ellers ville jeg aldrig have kommet der. Jeg troede, at de ville hjælpe, at de ville tage sig af os. Men det gjorde de ikke.

”Byen er tom”, hvisker jeg stille frem for mig selv. Men hvad havde jeg også forventet?

Jeg begynder at lægge en plan. Måske er landet ikke goldt måske vokser der liv, men jeg tvivler. Det sidste kød er forsvundet, og den sidste hund er løbet skråt ud over horisonten. Jeg kan mærke frustrationen boble i mig, jeg har bare lyst til at skrige.

Jeg kan høre vagterne mumle, ”Jeg bryder mig ikke om stjernerne her, de er alt for store.” Jeg kigger op, og vagten har ret. Byen har været ramt af stråling. Et atomkraftværk er sprunget, det har sat sig i jorden, og selvom noget måske ville kunne vokse, ville vi dø af strålingen i det. Men det er måske også godt nok, det er jo meningen. 

Piloten brummer et eller andet, og vagten kommer undskyldende med endnu en bemærkning, ”Jeg skal nok holde op med at snakke!”

Jeg lukker øjnene desperat efter at få noget søvn. Men det vare ikke længe.

”Sover du?”

Et spørgsmål. Et spørgsmål, som gør en verden til forskel. Jeg ville ønske, at jeg ikke kunne svare, at jeg ville kunne sove og aldrig nogensinde vågne igen. Jeg ville ønske at Mikkel, den gamle mand, piloten, ja, selv vagterne ville kunne gøre det samme. Jeg ville ønske at der ikke fandtes en verden til forskel, at vi ikke ville blive født og opleve noget sådan, men i sidste ende er et spørgsmål bare et spørgsmål, og dette et uskyldigt et af slagsen.

Jeg åbner øjnene og kigger ned i Mikkels ansigt. Jeg ville knuge ham indtil mig og hviske at alting nok skal blive godt igen. Men så ville jeg lyve, og jeg vil ikke gøre noget, som regeringen ikke har gjort andet af. Jeg ville sige sandheden, men når sandheden ikke er værd at fortælle hvorfor så overhovedet sige noget?

Flyet begynder at lande. Jeg spænder min sele og beder Mikkel om det samme. Han knuger min hånd i sin, sveden dækker hans håndflade. Febrilsk knuger jeg også hans. Dette er sidste gang, vi vil være indenfor. Dette er sidste gang Mikkel vil være spændt eller mærke en anden følelse end sorg. Dette er sidste gang for alting. Dette er sidste gang.

Da vi lander, er det midt ude på en motorvej, med et brag lander vi. Piloten tager sine høretelefoner af, og vagterne går ud i gangen. Den ene begynder at gå hen imod os, og den anden begynder at ruske i den gamle mand.

Han vågner efter et øjeblik, trækker sin arm til sig og rejser sig stolt op. Hvordan han kan gøre det, ved jeg ikke, men jeg beundrer ham for det. Da vagten står foran mig, skynder jeg mig at spænde min og Mikkels sele op og rejser mig. I sidste øjeblik griber jeg fat i tæppet og kigger bedende på vagten.

En tavs samtale foregår, og til sidst bider han tænderne sammen og nikker trist. Han har sikkert oplevet dette mange gange. I den ene hånd holder jeg tæppet og i den anden Mikkels hånd.

Mikkel kigger med store øjne på vagterne og piloten, mens jeg hiver ham ud af flyet. Udenfor blæser vinden stadig. Jeg kigger uroligt på Mikkels øre, hvor rødmen har fortaget sig. Men det kan ikke vare længe, før det kommer igen, og denne gang vil det ikke kun være hans øre, men også hans næse. Efter det vil hans fingre og tæer begynde at fryse, og i løbet af natten vil han få forfrysninger. Han ville ikke få sine fødder ned i støvlerne i morgen og i overmorgen, vil han bare ligge på gulvet og vente på noget, som ikke kommer til at ske.

Da vagterne går ind i flyet igen, siger jeg stille. ”De henter os sikkert i morgen.” Den gamle mand nikker. Jeg kan se hans udtryk. Han vil så gerne være enig, han vil så gerne tro mig, men det kan han ikke. Han kender systemet, en fejltagelse og du er ude.

Mikkel nikker. Han vil på eventyr. Han vil se verden. Han trækker mig med videre, hen i mod lyset. Altid mod lyset. ”Hvis det da ellers bliver morgen her,” mumler den gamle mand, i det vi går forbi ham.

Mikkels smil fortager, han har hørt lyden af mandens stemme. Han har hørt sorgen.”Kommer vi hjem i vores egen seng?”, spørger han.

Jeg ville nikke, jeg ville grine og spørge hvor vi ellers skulle sove. Men det kan jeg ikke, for jeg ved lige så lidt som han. Jeg kender ikke slutningen. Jeg kender ikke historien. Og i sidste ende er der ikke en ende. For selvom vi dør, selvom hele systemet dør, vil der altid være en lille dreng, som forhåbningsfuldt kigger. Han tror, at han er lykkelig, han tror, at han er på eventyr, og måske er han det også, måske er det ham der kender slutningen. Hvem ved? Men jeg ved, i hvert fald hvordan den startede. Tror jeg.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...