Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2919Visninger
AA

5. Tara: En glemt prioritet

 

”Så han er i gang med endnu en bog?” spurgte jeg forsigtigt, da jeg havde lukket mig selv ind i hans private rum.

”Ja,” svarede han fraværende og strøg det mørke hår ud af sine øjne.

Jeg slængte mig på en glatslebet sten, viftede håret væk fra ansigtet og hvilede hagen i mine hænder. ”Jeg forstår ikke, hvorfor du ikke bare forbyder ham det,” tilkendegav jeg.

Der kom ikke noget svar, selv om han ikke så ud til at foretage sig noget af særlig betydning. Faktisk lignede det mest af alt, at han sad og stirrede ud i hulens mørke kroge uden formål. Hvorfor skulle han altid gøre det pis? Bare sidde og glo, som om verden nok skulle gå sin gang uden hans indblanding? Det var til at blive idiot af at se på.

Ventetiden tilbragte jeg med at se mig omkring som så mange gange før. Trillende om på ryggen lod jeg mine øjne vandre omkring på de ru klipper med enkelte plamager af alger og vegetation. Derudover var der intet af interesse, jeg kunne beskue. Hulen var fuldstændig blottet for dekoration.

Min egen var flottere. Jeg havde brugt en masse tid på at skrabe uønsket vækst af og slibe stenene, og i stedet havde jeg tilføjet mit eget sortiment af planter i alle regnbuens farver. Problemet var bare at holde skadedyr væk fra det, så jeg ikke skulle påbegynde arbejdet forfra, hver gang jeg forlod mit hjem.

Jeg rullede op på siden og viklede en bølgende, turkis hårtot omkring min pegefinger. ”Okay,” sagde jeg småfornærmet til det uforandrede blege ansigt med de tilsyneladende tilfældige hvide refleksionsstriber. ”Bare ignorer mig.”

Som om ordene havde en større effekt end de andre, jeg havde udtalt, virrede han med hovedet og blinkede. ”Undskyld, hvad sagde du? Jeg sad lige i mine egne tanker.”

”Nå, så det gjorde du?” Jeg satte mig op og lagde armene over kors. ”Tanker om hvad?”

”Kedelige ting, du ikke er interesseret i at høre om.” Smilet tog over i hans stemme, selv om det ikke nåede øjnene helt endnu.

”Prøv mig,” udfordrede jeg ham. ”Du kunne blive overrasket.”

Med et hævet øjenbryn foldede han armene bag sit hoved og lænede sig tilbage. ”Okay,” begyndte han, ”for det første er der hele den affære med olielækager ud for Santa Monica, som guvernøren forsøger at dække over. Jeg ved stadig ikke, hvordan jeg skal få det præsenteret til nogen, der kan gøre noget ved det, uden at afsløre, hvor jeg har min viden fra.”

Det var historier som denne, der havde spredt sig fra vores spejdere, der fik mig til inderligt at hade mennesker og deres trang til at ødelægge Jorden. De skabte ikke andet end rod og kunne ikke finde ud af at rydde op efter sig selv. Høje herrer som kendte til vores eksistens forventede automatisk, at vi kunne finde på en løsning – ikke at vi også til dels var ofre for al griseriet.

Havde jeg været vores leder, ville jeg på ingen måde have kunnet holde mig i ro. Jeg ville være den mest frembrusende miljøaktivist, der eksisterede, og det var nok en af grundene til, at jeg ikke skulle regere. Hvis man blev for fremadfarende og opmærksomhedskrævende ville folk begynde at grave dybere for at finde ud af mere. I sidste ende var det til større fare end gavn.

”Du har ret,” sagde jeg med et overdrevent gab. ”Kedeligt. Næste.”

Den utilslørede latter, der undslap ham, mindede mig om dengang vi stadig var så unge og umodne, at vi ikke havde bekymringer om ret meget andet end vores næste leg eller måltid. Nu var vi voksne og alting var meget mere kompliceret, end vi havde forestillet os det. For mig var der frustrationen over intet at kunne gøre, mens der for ham var frustrationen over at skulle være ene om alting.

Heldigvis havde han stadig Max til at vejlede sig – uden den ældre mand ville barnebarnet have været fuldstændig på bar bund. Han var blevet kastet ind i denne tilværelse uden redningsvest alt for tidligt, men havde lært sig selv at svømme inden han druknede helt i ansvar.

”Jonathan,” sagde han simpelt. ”Hans bog, hans datter … Den mand giver mig ikke andet end problemer, og jeg synes ellers, at jeg har nok at gøre.”

”Hvilket leder mig tilbage til det tidspunkt, hvor du ikke hørte efter,” huskede jeg. ”Hvorfor forbyder du ham ikke bare at skrive de åndssvage bøger?”

Han slog ud med armene i en opgivende gestus. ”Han gør ingenting, der strider med reglerne. Alle bøgerne indeholder en note, der angiver at alting er fiktion,” forklarede han. ”Det værste er næsten, at de er fandens gode. Jeg nyder næsten at læse dem igennem for mulige grunde til at kassere dem.”

”De er gode,” tilstod jeg, fordi det var sandt. ”Men kan han ikke se, at han skaber unødvendig fokus på vores art?”

”Han er ikke dum, så det må man formode. Tilsyneladende er han bare ligeglad.”

Jeg endevendte min hjerne efter at finde et emne, der var lidt mindre dystert end det, samtalen var faldet på. Selvfølgelig kunne jeg spørge om det næste problem på listen, men det så ud til, at han godt kunne bruge at få sit ansvar trængt lidt i baggrunden. Så jeg tænkte mig ordentligt om, og i den tid opstod der en mærkelig stilhed mellem os.

Mine øjne vandrede over klippeblokkene og hans marmorerede overkrop til de blå skæl. Ingen kunne benægte, at vores leder var en flot mand. Heller ikke jeg. På det seneste havde jeg stirret usædvanlig meget på ham, uden at jeg vidste hvorfor. Vi var barndomsvenner, så det virkede lidt skummelt, selv i mine øjne. Det værste var dog de tanker, der af og til poppede op i mit hoved, når jeg så ham gøre noget godt for andre.

Han var den mest velopdragne og godhjertede person på disse kanter, og hans lige ville blive svært at finde. De andre fyre måtte hellere tage sig sammen, hvis de ville gøre sig forhåbninger for landgangen om et par uger.

Dér var det. Landgangen!

”Du ved,” sagde jeg lokkende, ”det er snart yngletid.”

Selv i den evigt sære belysning hernede kunne jeg se, hvordan blodet farvede hans hvide kinder røde og han trak blikket til sig. ”Det ved jeg.”

Fornemmende at der var noget, han holdt tilbage, producerede jeg et langtrukkent: ”Og?”

Smilet på hans læber var ikke et af glæde. Det havde en skarp kant, der fik hans øjne til at glitre som nyslebne, blankpolerede knivspidser. Bitre knivspidser, vel at mærke. ”Og jeg springer over i år,” afslørede han udramatisk, stadig uden at se på mig.

Fuldstændig målløs åbnede jeg munden og forventede ikke, at der ville komme noget særlig kløgtigt ud. Til min egen store lettelse var det første udslip kun luft, der midlertidigt blokerede mit udsyn til fyren foran mig. Da distraktionen lettede, var hans sædvanlige, muntre grin tilbage på det blege, marmorerede ansigt.

”Det mener du ikke,” sagde jeg alvorligt, ligeglad med hans tilsyneladende mangel på interesse for emnet.

”Åh, jo, jeg gør.” Han rakte ud og ruskede mit hår, så de lange lokket viklede sig ind i hinanden. ”Der er for mange ting at se til. Men du ved, at hvis du ville vente, ville du være mit valg.”

”Selvfølgelig,” medgav jeg og lagde armene over kors. ”Det sagde du bare også sidste år, hvor alle vores venner gjorde det. Nu vil jeg have lov til at prøve det.”

Et forstående nik fra hans side gav mig et kort øjeblik forhåbninger om, at han ville give sig. At han for én gangs skyld ville tilsidesætte et af sine mange vigtige foretagender og tildele mig lidt tid. Skænke mig lidt opmærksomhed.

”Naturligvis.” Forståelsen tegnede sig i hans øjne. ”Men det bliver uden mig.”

”Så må det jo være sådan,” mumlede jeg skuffet.

Hvordan kunne han ikke se, at dette ville være den bedste løsning på alting? Vi kunne være sammen … Vi kunne tage et eller andet sted hen i en hel uge, bare os to. Jeg kunne minde ham om det stærke bånd, vi altid havde delt, og som han syntes at være i gang med at slå en knude på. Eller vi kunne blive i Jonathans klamme træhytte fordi han samtidig skulle til og fra campus hver dag – det gjorde ingen stor forskel for mig, så længe det blev mig og ham.

”Så … hvem har du udset dig?” spurgte han forsigtigt, med en stemme der dirrede ganske svagt.

Jeg trak på skuldrene. ”Det kommer ikke dig ved.”

”Nej,” sagde han langsomt. ”Jeg vil bare ikke … Jeg ville virkelig ønske, at du ville give mig lidt mere tid. Et år mere.”

Den eneste grund til, at forespørgslen irriterede mig mere, end den gjorde mig blød i knæene, var, at han havde sagt præcis det samme året før. Ikke ét ord var forandret – kun tilløbet. Hvad skulle han egentlig bruge et år til? Hvis han så gerne ville have, at det blev mig, hvorfor havde han så ikke planlagt sig frem til at kunne bruge den uge på mig?

”Et år mere til hvad?” eksploderede jeg. ”Til at finde ud af, om det er mig, du vil gå på land med? Til at finde en ordentlig måde at fortælle mig, at du ikke kan lide mig?”

”Tara, det er slet ikke –”

”Jeg gider slet ikke at høre det. I år eller slet ikke. Hvis jeg er så vigtig for dig, kan du godt gøre denne ene ting for mig.”

”Du har ingen idé om, hvad jeg går igennem!” råbte han så det måtte kunne høres langt ude på midten af Stillehavet. ”Ud over skole og miljø og ledelse og alt det fis har jeg også Jonathans datter at tænke på. Skal jeg afsløre sandheden for hende? Skal jeg holde mig i nærheden for at sikre mig, at hun ikke fatter mistanke og derfor ikke røber noget? Hvis du var mig, ville landgangen så ikke også være den mindste af dine bekymringer?”

En forestilling om en pige, jeg aldrig havde mødt, dansede for mit indre blik. ”Fuck dig.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...