Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2838Visninger
AA

9. Matt: Plads til tre

 

Hver gang jeg krydsede veje med Valerian, kunne jeg ikke lade være med at tænke på den aften på stranden hvor han og Hayley havde snakket sammen. I virkeligheden var det ikke mange dele af begivenhederne, jeg kunne huske, men det af dem der var tilstede fungerede ligesom tortur. Hvad var deres forhold? De lignede hinanden vanvittigt meget, men det lod ikke til, at de holdt af hinanden.

Jeg huskede Hayley stige ind i taxaen. Det var dumt af mig ikke at være taget med hende, men i øjeblikket havde det syntes mest logisk at sende hende hjem alene. Desuden ville jeg helst ikke vågne op bagstiv i en verdensberømt forfatters hjem og risikere at blive refereret til i den næste udgivelse.

De få gange jeg havde talt med Jonathan Stone havde han virket flink nok. Helt almindelig og nede på jorden, men ikke det mest sociale menneske. Hayley havde lidt af hans stille fremtræden, men hun var dog en smule mere udadvendt. Mine tanker kredsede omkring hende konstant, og det blev ikke bedre af, at jeg ikke havde set hende siden festen.

Jeg ærgrede mig gul og blå over ikke at have bedt om hendes telefonnummer i min berusede tilstand. Ikke at jeg ville have ringet til hende, men det ville have været lettere at kontakte hende ved at sende en SMS. Nu sad jeg med en Facebook browser åben foran mig og overvejede for hundrede og syttende gang, om jeg skulle lade en venneanmodning falde hendes vej. Måske var hun slet ikke interesseret, siden hun ikke allerede havde sparet mig besværet. Piger var som regel hurtigere til den slags.

”Send den nu bare,” kommenterede Stephen, som slængede sin rygsæk ned i græsset ved siden af mig og tog plads.

Jeg havde ikke hørt eller forventet ham komme, så det gav et lille ryk i mig. Flov over mine dagdrømmerier klappede jeg den bærbare computer foran mig sammen og trak opladerkablet fra min telefon ud.

”Nah, fuck det,” svarede jeg og lod mig falde bagover. Den skarpe sol faldt ind i mine øjne, og jeg lukkede dem automatisk. Så blev jeg også fri for at se Stephens dobbeltmoralske fjæs.

”Hvorfor ikke? Det er ikke en invitation til at leve lykkeligt til jeres dages ende, at du ved det,” påpegede han. Lyden af et metallisk pop fortalte mig, at han havde åbnet en sodavandsdåse. ”Det værste der kan ske er, at hun ikke accepterer anmodningen – og det vil du ikke engang få besked om.”

”Hvad er det lige, der gør dig til eksperten? Så vidt jeg ved er du ikke nået meget længere med Maria end sidste år,” gav jeg igen, vel vidende at han hadede at blive mindet om sin manglende succes på det punkt.

Solen varmede mine kinder, mens jeg foldede armene bag hovedet og indåndede duften af græs. ”Vi tager det stille og roligt og ser, hvordan tingene forløber,” forsvarede Stephen sig selv.

”Du er fuld af lort,” fortalte jeg ham muntert. Solen lavede sjove, orangerøde mønstre på indersiden af mine øjenlåg og varmen gjorde mig doven.

”Din mor er fuld af lort,” returnerede Stephen grinende. Jeg ignorerede ham og lod ham bunde sin kuldioxidholdige drik i mere eller mindre tre mundfulde.

Da jeg kunne høre ham forsøge at krølle metallet sammen, åbnede jeg øjnene og vendte tilbage til siddende stilling. ”Skal vi ramme vejen?” foreslog jeg.

”Klart.”

Vi pakkede begge to sammen og kom på benene. Mens vi vandrede hen over græsarealerne mod parkeringspladsen overvejede jeg, om det ikke snart var på tide at flytte ind på campus. Jeg var træt af at bo hjemme hos mine forældre; mor var altid efter mig med de mest latterlige ting; far ville altid have mig til at hjælpe sig med ting, jeg ikke havde den mindste smule forstand på; og Mike var så belastende når han kom hjem, at det halve kunne være nok.

Et af mine mål i college var at undgå at blive som min pralhals til en bror. Okay, så han var kommet ind på Brown. Godt for ham. Jeg behøvede ikke en påmindelse om at jeg ikke hørte til på fancy steder som den skole – det var jeg udmærket klar over. Dette var grunden til at jeg ikke engang havde sendt en ansøgning dertil.

”Hey, Stephen, Matt, vent lige!” kaldte en for mig temmelig uvelkommen stemme bagfra.

Alligevel stoppede jeg, for jeg havde ikke lyst til at være det røvhul der ignorerede folk tilsyneladende uden grund. Stephen, intetanende om min indre konflikt, vendte sig rundt mod den hvidhårede fyr der kom luntende i vores retning.

”Hva’ så?” hørte jeg Stephen svare.

Valerian, stadig med fugtigt hår, stoppede et stykke fra mig. ”Skal I tilbage til Eureka?”

”Ja.”

”Ville I have noget imod at give mig et lift?”

”Nej,” svarede Stephen hurtigt uden at lyde mistænkelig. ”Selvfølgelig ikke.”

Jeg hadede ham for at vælge netop dette øjeblik til at udvise almen høflighed og venlighed.

”Har du ikke svømmetræning?” spurgte jeg og håbede at det lød henkastet.

Skolens absolutte mest beundrede vandmand trak let på skuldrene. ”Det er derfor, jeg er stødt ind i et mindre transportproblem. Vores træner har lagt sig syg, og de andre har besluttet at træne alligevel, men jeg har andre ting at se til.”

Forklaringen var i det mindste ærlig, så der var ikke noget, jeg kunne sige til det. Og jeg ville jo heller ikke være ubehøvlet eller urimelig. Valerian havde trods alt aldrig gjort mig noget.

”Aha. Det kan jeg godt se,” brummede jeg og stak hænderne i lommerne på mine jeans.

Dette blev den umiddelbare ende på vores samtale, og vi traskede alle tre tavse hen mod Stephens spritnye Lexus. Hvorfra han havde fået pengene til den anede jeg ikke, og selv om jeg gerne ville spørge, så sagde noget mig, at det fik jeg ikke ret meget ud af. Nok hang vi meget sammen, men det var langt fra alle detaljer af hans liv jeg kendte til. Det samme gjaldt selvfølgelig omvendt.

Og så var der Valerian. Med ham var det en helt anden historie. Så vidt jeg vidste var der ingen, der kendte noget som helst til hans privatliv. Selv om vi begge var opvokset i Eureka og havde gået i skole sammen i mange år, så anede jeg ikke engang hvor han boede. Det eneste jeg vidste om ham var, at han havde en lillebror ved navn Benjamin, som havde forladt Eureka for at begynde i high school et andet sted, og at deres far var en eller anden form for respekteret diplomat. Hver eneste gang jeg havde set Mr. Nirvelli havde han været iført et stift jakkesæt og set meget alvorlig ud.

”Har du ikke selv en bil?” spurgte Stephen Valerian da vi et par minutter senere var på vej mod syd. Selv om spørgsmålet var meget direkte, så formåede min bedste ven alligevel at lyde neutral.

”Næ,” svarede fyren med det hvide hår, der sad på bagsædet og var i færd med at vikle sine høretelefoner omkring en rund genstand. Hans øjne hvilede på det hvide kabel mellem de slanke fingre. ”Hvis jeg skal bruge en bil, kan jeg låne Mr. Stones.”

Det lød ikke, som om han var vant til at omtale vedkommende som Mr. Stone. Der var en undertone af skepsis i hans stemme, som jeg ikke genkendte fra nogen tidligere samtale, vi havde haft. Den gjorde mig vagtsom, for hvis han kunne låne en bil af Hayleys far, så måtte det betyde, at de stod hinanden nærmere, end jeg havde frygtet hidtil.

”Hvorfra kender du egentlig familien Stone?” spurgte Stephen, og i det øjeblik forgudede jeg hans naivitet. Så behøvede jeg nemlig ikke selv at udvise interesse for emnet.

I sidespejlet kunne jeg se Valerian stoppe genstanden for sit tidligere foretagende ned i sin rygsæk. Hans sorte øjne var halvt lukkede. ”Familien?” gentog han. Stemmen var skarpere end det henkastede tonefald indbød til.

Stephen så sig over skulderen ved det mærkværdige tonefald men rettede så hurtigt øjnene tilbage mod vejen. ”Mr. Stone og Hayley, mener jeg.”

”Mr. Stone har været en ven af min familie så længe jeg kan huske,” forklarede den hvidhårede fyr på bagsædet, nu med sin betoning under kontrol. ”For at være ærlig kender jeg ikke rigtig Hayley.”

”Men du har et tæt forhold til Mr. Stone?” fløj det ud af mig.

”Det kan man godt sige.”

Forruden åbenbarede Jonathan Stones gammeldags, solidt udseende træhus et lille stykke fra hovedvejen. Bygningen så underligt robust ud som den lå øde mellem det lettere svitsede gullige græs og med skovene og klipperne i baggrunden. Det var her, Hayley boede. Måske var hun endda hjemme på dette tidspunkt.

Et sted dybt inde havde jeg lyst til at slå mig selv, for det kunne virkelig ikke passe, at jeg skulle tænke så meget på den samme person. Specielt ikke når hun ikke lod til at være specielt interesseret i at lære mig bedre at kende. Hvis det havde været tilfældet, ville hun nok have tilføjet mig på Facebook.

”Er I på nogen måde i familie med hinanden?” Spørgsmålet kom fra Stephen, som havde valgt at føre samtalen uden filter og direkte.

Valerian lænede sig lidt fremover og hvilede albuerne mod sine knæ. ”Ikke så vidt jeg ved,” var hans svar. ”Hvorfor?” Tonefaldet indikerede at han ikke havde nogen idé om, hvordan vi dog kunne tænke det om ham. Det var næsten komisk anklagende.

”I ligner bare hinanden ret meget, så jeg tænkte, at der måske var noget der,” forsvarede Stephen sit spørgsmål.

Fyren med det hvide hår ikke så meget som sendte et enkelt blik udenfor, idet bilen gled forbi indkørslen til den konstruktion, hvor Jonathan Stone skrev sine romaner. I stedet lod han til at betragte Stillehavet til den modsatte side.

”Forståeligt nok,” tilstod han så. ”Men det er virkelig bare et tilfælde.”

Et en-ud-af-en-million-tilfælde hvis han spurgte mig. Men hvis det var den forklaring, han havde tænkt sig at give, så ville jeg ikke grave dybere i sagen nu. Heller ikke selv om dette var det mest oplagte tidspunkt til det. Hvor store var chancerne lige for, at jeg fik muligheden for at udspørge ham privat igen i en nær fremtid?

”Så hører du nok ofte, at folk undrer sig?” gættede Stephen.

Valerian nikkede. ”Mere end du aner. Og det er sindssygt trættende.”

Den kommentar satte en effektiv stopper for det samtaleemne. Resten af vejen til Eureka diskuterede vi mest sport og studier. Alle og enhver vidste, at Valerian var klogere end han foregav, så jeg købte ikke hans falske beskedenhed, men jeg sagde selvfølgelig ikke noget. Før Hayley kom ind i billedet havde jeg aldrig haft noget problem med denne sære fyr, men nu gik alt hvad han gjorde mig på nerverne.

Derfor kunne jeg først endelig trække vejret frit, da han var stået ud af bilen ved Burger King og havde vendt os ryggen. Stephen skævede til mig.

”Hvad gik dét ud på?”

Jeg himlede med øjnene. ”Ikke noget. Lad os komme videre. Jeg er hundesulten.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...