Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2940Visninger
AA

8. Hayley: Våbenhvile

 

Lørdag morgen var jeg kvæstet efter nattens begivenheder, og tankerne om Nataschas ord kværnede omkring i min hjerne. Kunne jeg lide Matt? Selvfølgelig kunne jeg ikke det, jeg kendte ham jo dårligt nok. Men hvis jeg ikke kunne, hvorfor var jeg så blevet så skuffet, da han ikke fulgte mig hele vejen hjem? Hvorfor havde jeg betragtet ham i hemmelighed i skæret fra bålet og syntes, at der var noget særligt over ham?

Jeg tillod mig selv at blive liggende under dynen længe og lytte til min fars rumsteren nedenunder, fuldstændig udvidende om hvad klokken var. Hvad skulle jeg nu gøre med ham? Nu hvor jeg ikke længere var så sikker på, at han bar hele skylden for løgnen, kunne jeg vel næppe være sur. Men hvis jeg pludselig ændrede attitude, ville han så ikke kommentere på det og tvinge mig til at afgive en forklaring? Det var jeg nemlig heller ikke klar til!

Men et eller andet skulle der jo ske, på den ene eller den anden måde. Med et dybt suk satte jeg mig op og kastede dynen af mig for så at komme ud af fjerene. I klædeskabet for fodenden af min seng fandt jeg en grøn T-shirt og en løs, sort nederdel samt et sæt rent undertøj. Derpå vadede forlod jeg mit værelse og vadede ned ad gangen til badeværelset for enden. Lyset fra det matterede vindue fortalte mig, at solen allerede måtte stå højt på himlen.

Efter et kort brusebad følte jeg mig lidt bedre tilpas, men eftersmagen af øl sad stadig på mine tænder, så jeg børstede dem før morgenmaden, hvad jeg ellers aldrig gjorde. Fuldt påklædt og med mit våde hår sat op i en hestehale begav jeg mig nedenunder for at spise.

Ved duften af kanel og smeltet smør gav min mave sig til at knurre af vellyst, og dette fik min far til at se op fra sin avis. Han sad ved spisebordet med fødderne slænget op på en ubemandet stol og benene krydset ved anklerne.

”Godmorgen,” sagde han som altid, i et tonefald der angav, at han heller ikke forventede et svar i dag.

Jeg sank min stolthed og trak stolen over for ham ud. ”Godmorgen.”

Så var det nu. Den frygtede konfrontation ville finde sted. Hvis han var bare halvt så opmærksom som min mor, ville han påpege, at min opførsel på det seneste havde været usædvanligt barnlig, og at jeg gjorde klogt i ikke at gentage den i fremtiden.

”Har du sovet godt?”

Spørgsmålet kom fuldstændig bag på mig og tonefaldet gjorde det ikke bedre; han lød fuldstændig normal. Som om det var det mest naturlige i hele verden, at jeg valgte at spise morgenmad sammen med ham efter at have ignoreret ham igennem en længere periode.

Overrumplet lod jeg mig dumpe ned på stolen og sendte ham et mistroisk blik. Der måtte stikke et eller andet under, siden han valgte den venlige vej frem for den formanende.

Da han afkodede mit ansigtsudtryk, brød skuffelsen løs i alle hans træk, og han sænkede blikket. ”Så vi taler stadig ikke sammen?” gættede han.

”Jo,” skyndte jeg mig at sige. ”Jeg er bare ikke helt vågen endnu. Undskyld. Jeg har sovet fint.”

Han hævede et øjenbryn der tydeligt indikerede, at han ikke troede på et ord af, hvad jeg havde sagt. Men han kommenterede ikke på det. I stedet sagde han: ”Du kom sent hjem i går.”

Jeg nikkede. ”Mine venner fra skolen spurgte, om jeg ikke ville med til stranden.” Nok var han ikke helt så streng som min mor, men han var stadig en forælder, og jeg syntes ikke, at jeg skulle fortælle ham, hvad der virkelig var foregået.

”Hvordan var festen så?” spurgte han direkte, grinende idet han foldede sin avis sammen.

Måbende samlede jeg en gaffel op fra midten af bordet og stak den i et stykke fransk toast. ”Har Valerian sladret?”

Latteren, der undslap ham, mindede mig om adskillige fødselsdage, hvor jeg havde siddet mellem mine muntre forældre og åbnet gaver og spist kage eller slik eller andet godt. Den var fri og ærlig. ”Det kan godt være, at du ikke tror det, men jeg var også ung engang.”

Selv om det naturligvis var noget, jeg ikke tænkte på ofte, så var jeg ikke så dum at tro, at mine forældre aldrig havde haft et liv før de fik mig. Specielt min fars fortid vidste jeg ikke meget om, men jeg havde aldrig forestillet mig, at han nogensinde havde været den store festabe. Der var bare noget over ham, der gav mig den fornemmelse.

”Okay,” mumlede jeg rødmende og skar et hjørne af det søde stykke brød foran mig. ”Den var fin nok.”

”Og du talte med Valerian?” snagede han i et tonefald der understregede, at han havde fanget min fortalelse.

Der var ingen pointe i at forsøge at lyve, for så var jeg lige så slem, som jeg havde anklaget ham for at være. ”Han kom forbi. Hvorfor?”

”Ikke for noget,” sagde han henkastet og løftede sit kaffekrus en anelse fra bordpladen. ”Jeg troede bare ikke, at du brød dig om ham.”

”Det gør jeg heller ikke!” udbrød jeg uden eftertanke.

Derefter var jeg lige ved at spørge, hvor de to egentlig kendte hinanden fra, og hvorfor Valerian og jeg lignede hinanden så meget. Dog stoppede jeg mig selv, inden jeg nåede så langt, for jeg havde ikke lyst til at være vred på min far længere, og jeg vidste, at han ikke ville være i stand til at fortælle mig sandheden. Ellers havde han nok allerede gjort det.

”Synes du ikke, at han er underlig?” spurgte jeg i stedet.

Min far, den berømte forfatter Jonathan Stone, brød ud i højlydt latter, og det varede et stykke tid, før han tog sig sammen til at sige noget: ”Hvorfor mener du, at han er underlig?”

Jeg trak let på skuldrene, mens han druknede sin morskab i kaffe. ”Han sagde bare nogle mærkelige ting i går aftes.”

”Som hvad?” Der var ingen iver eller noget pres i hans stemme, da han spurgte, og øjnene hvilede roligt på mig.

”Han sagde, at jeg ikke skulle gå i vandet sammen med alle de andre. At det ikke var en god idé. Og alligevel ville han ikke fortælle mig det, fordi han ikke mente, at jeg ville tro på ham.” Jeg så nysgerrigt ind i det ansigt, jeg havde vænnet mig til at se på hver dag, for at spotte den mindste forvrængning.

Huden omkring hans øjne, næse og mund forblev lige så glat som hans pande under det hvide hår. Intet tydede på, at han ikke brød sig om den viden, jeg netop havde givet ham. Og alligevel gjorde hans stilhed mig opmærksom på, at ikke alt var, som han ville have foretrukket det. Han vidste et eller andet, jeg ikke gjorde.

”Far,” sagde jeg dæmpet og sendte ham hvad jeg håbede var et bedende og alvorligt blik. Den her samtale havde taget en drejning, jeg ikke havde forudset. ”Hvad foregår der?”

Det var tydeligt, at han seriøst overvejede at fortælle mig, hvad han sad og tænkte på. Hans øjne afslørede tvivlen lige så tydeligt, som hvis han havde skrevet den ned på et stykke papir, jeg kunne læse. Så kom den skuffende konklusion: han rystede på hovedet.

”Det er noget, jeg synes, at du skal tage en snak med Valerian om, når du har lejlighed til det,” brummede han.

Jeg skulle til at dele min utilfredshed med ham, men besluttede mig for at lade være. At diskutere og skændes mere ville ikke føre til noget godt, for det var rimelig tydeligt, at mit ophold her ikke kun var en trussel fra min mors side. Hun mente dødalvorligt, at jeg skulle blive her året ud.

”Okay,” opgav jeg. ”Det må jeg jo så gøre.”

Et forbløffet smil bredte sig på min fars ansigt, og jeg gengældt det med et temmelig anstrengt et af slagsen. Én ting var at jeg langt fra var fornøjet over alle de hemmeligheder, han lod til at holde for mig. Noget helt andet ville være at reagere på hver eneste lille skuffelse.

Jeg skiftede emne: ”Skal der ske noget spændende i dag?”

”Jeg havde ikke planlagt noget,” svarede han og pegede på min næsten urørte morgenmad. ”Men hvis du spiser din mad, kan vi da se, hvad vi kan finde på.”

Overrasket over både den faderlige tone og tilbuddet om at vi tilbragte tid sammen slog jeg blikket ned til den franske vaffel. Den virkede meget mere tillokkende nu, hvor mit humør var steget et par grader igen. Så længe jeg kunne huske havde vi aldrig lavet noget specielt sammen, bare os to. Min mor havde altid været der til at sørge for, at der ikke skete mig noget. Som om hun forventede, at min far ville gøre mig noget, hvis hun ikke holdt øje med os begge.

Nu virkede det fuldstændig latterligt. Hvilken teenagedatter havde aldrig lavet noget som helst fuldstændig alene med den ene af sine forældre, selv om hun havde kendt vedkommende hele sit liv?

”Hvad har du i tankerne?” spurgte jeg nysgerrigt og løftede gaflen med et stykke sødt brød op til munden. Mens jeg gumlede, tænkte han øjensynligt.

”Måske kunne vi tage på vandretur?” foreslog han. ”Redwood National Forest har en masse stier, man kan følge.”

”Det lyder sjovt,” delte jeg min mening. ”Men så kan det godt være, at jeg skal finde noget andet tøj.”

”Hvis du ikke vil have, at det du har på bliver beskidt, er det nok en meget fornuftig idé,” medgav han muntert og tog endnu en slurk kaffe.

Udsigten til en begivenhedsrig dag løftede mit humør til uventede højder, selv oven på aftenens begivenheder. Jeg spiste mere morgenmad end sædvanligt, lod min far servere ”friskpresset” appelsinjuice (købt på flaske i Natural Foods) for mig og strøg så ovenpå for at skifte outfit.

Så snart jeg var klar hankede min far op i et par gamle, slidt udseende vandrestøvler og førte mig ud til bilen. Det tegnede til at blive en god dag. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...