Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2850Visninger
AA

4. Hayley: Sandhed i bøgerne

 

Huset var fuldstændig tyst, da jeg kom hjem den eftermiddag. Spiseseancen hos Marias familie havde varet hele eftermiddagen, og jeg var ikke tilnærmelsesvis sulten, så jeg blev lettet over at se, at min far ikke havde besværet sig med at lave varm mad. Faktisk var der ingen at se i køkkenet overhovedet.

Jeg håbede inderligt på, at han var hjemme. Nu havde jeg endelig samlet mod nok til at spørge ham om fyren. Valerian. Om de to kendte hinanden. Om jeg måske ikke var det eneste barn, han havde fået alligevel.

Mine fodtrin lød hule mod trægulvet i stuen, da jeg begav mig hen mod trappen. Dog stoppede jeg ved lyden af små, umiskendeligt klik – lyden af fingre, der dansede hen over et tastatur. De små tik snoede sig ud gennem den åbne dør til arbejdsværelset i stuens forlængelse. Det rum hvor min far tilbragte størstedelen af sin tid. Det værelse hvor tryllekunstneren Jonathan Stone på magisk vis gav sine fantasifostre liv i form af små sorte figurer på ellers blankt papir.

For ikke at slæbe den frem og tilbage lod jeg min taske dumpe ned på det nederste trappetrin og begav mig hen mod døren, der stod på klem. Hvad nu hvis han blev vred over, at jeg kunne finde på at stille den slags spørgsmål? Hvad nu hvis han forsøgte at benægte, at han så meget som kendte vedkommendes navn? Hvad gjorde jeg så?

Først gav jeg døren et let skub, blot for at lade ham vide, at jeg var på vej ind. Med det samme hørte den hurtige, nærmest taktfaste lyd op, og jeg kunne høre stof bruse ganske let, som ved bevægelse. Så greb jeg håndtaget og svingede den brune træplade op på vid gab, blot for at åbne mit eget gab mindst lige så meget.

I en grim, brun stol med et sæde betrukket med grønt hør sad en ung mand med kridhvidt hår og et par briller på næseryggen med blikket dybt begravet i den papirstak, han havde mellem sine hænder. I ørerne havde han hvide dutter, der var forbundet med et stykke tynd, hvid ledning og blev ført sammen i et lidt bredere stykke, der fortsatte ned i lommen på hans bukser.

Det var svært at se, om han ikke havde bemærket min ankomst, eller om han bare var ligeglad. I hvert fald fortsatte de sorte irisser med at glide fra side til side, stift rettet mod det han læste.

Min far, derimod, havde rettet sig op i stolen og så væk fra sin elskede computerskærm. Hans ansigt bar et sjovt udtryk af kombineret overraskelse og slet skjult rædsel. Som om han mindst af alt ønskede at se mig lige nu. Det passerede dog hurtigt, og i stedet fik han fremtvunget et smil.

”Hej, Hays,” sagde han med åbenlyst påtaget overskud. ”Jeg hørte dig slet ikke komme.”

”Nå,” blev mit svar, fordi jeg ikke kunne finde på noget bedre. Hvorfor var han her lige nu af alle tidspunkter? Men i det mindste besvarede det da ét af mine spørgsmål; min far og ham havde helt sikkert en eller anden relation til hinanden.

”Er du sulten?” Den høje, hvidhårede mand, der var skyld i mine særprægede pigmenter, gjorde mine til at ville rejse sig.

”Nej,” skyndte jeg mig at sige. ”Jeg har ikke bestilt andet end at spise, siden jeg fik fri fra skole.”

”Åh? Hvad har du spist?”

Jeg modstod en trang til at rulle med øjnene. I det mindste prøvede han at virke interesseret i min dag, men han valgte bare de forkerte interessepunkter. ”Arepas. Hos familien Laboy.”

Der lød en lang hvislen, som om nogen kom op til overfladen efter et exceptionelt langt dyk og skulle have så meget oxygen ned i lungerne som overhovedet muligt. Automatisk drejede jeg hovedet for at se på den i høj grad uvelkomne gæst, som var i færd med at pille musikken ud af sine øregange.

”Har du stadig den der overstregningstusch?” Spørgsmålet var rettet så målrettet mod min far, at jeg følte mig helt i vejen.

Jonathan ignorerede den uforskammede udtalelse og fastholdt mit blik. ”Hays, det her er Val–”

”Jeg ved godt, hvem det er,” afbrød jeg. ”Og jeg har faktisk undret mig over, hvorfor han ligner dig så meget, som han gør.”

”Du ved, hvem han er?” gentog min far forbløffet og drejede nakken med en opkrævers mimik.

Fyren lænede sig fremover, lagde papirerne fra sig på kanten af skrivebordet og holdt hænderne op foran sig. Noget ildevarslende glimtede i hans sorte øjne. ”Jeg har intet med den sag at gøre. Det eneste, jeg har gjort, er at hjælpe hende med at samle tabte genstande op.”

En varm, ufrivillig rødme krøb op ad min hals og ud på overfladen af mine kinder. Det var ingen løgn, men han undlod lige at nævne den del, hvor han udspionerede mig efter sin egen koncert. Og forklaringen på præcis hvad han havde foretaget sig på den lokale high school, når han ikke længere var elev der.

”Alle her ved, hvem du er,” sagde jeg direkte til ham.

Han løftede en hånd og rejste sig fra stolen, udfoldende sine lemmer til deres fulde, imponerende længde. ”Der må jeg lige rette dig. Så godt som ingen her ved, hvem jeg er,” sagde han afslappet.

Havde det ikke været for det lille ryk, min fars skuldre lavede som reaktion, ville jeg aldrig have set panikken i hans ansigt, før den forsvandt igen. Tydeligvis var der et eller andet, han ikke ville have, at denne underlige gut fortalte mig om sig selv.

Dét var dråben. ”Er du min halvbror?” Så var spørgsmålet i luften og ikke til at komme udenom. Og nu blev alle stillet til ansvar for at komme ud med sandheden.

”Nej!” lød det skarpt fra min far, som pludselig stod op. Først bagefter fulgte ekkoet af den væltede kontorstol.

Hvorfor vidste jeg ikke, men jeg var ikke villig til kun at godtage hans svar – det lød for stresset til at være troværdigt. Desuden var jeg ret sikker på, at den fremmede var ude på at skabe ballade. Og hvad ville skabe mere postyr end at afsløre en livslang løgn mellem far og datter?

Derfor blev jeg ved med at stirre på ham. På de bløde ansigtstræk, de sorte øjne, det korte hvide hår mod den blege og alligevel en nuance mørkere hud. Et skævt smil hvilede i hans ene mundvig, men det var helt blottet for nogen som helst form for glæde. Vibrationer i luften bevidnede om, at han ikke havde slukket for sin kilde til musik, men blot ladet den spille uden at lytte ordentligt efter.

Så trak han de kraftigt indfattede briller af og lagde han en flad hånd på stakken af papirer, som om han havde brug for at støtte sig til bordet. ”Lad mig stille dig et spørgsmål i stedet for, Hayley,” sagde han med en faretruende klang i udtalen af mit navn. ”Har du nogensinde læst din fars bøger?”

”Hvorfra ved du, hvad jeg hedder?” indvendte jeg stædigt, ikke helt tilfreds med den måde, hvorpå han stillede mig spørgsmål. Det vedkom overhovedet ikke ham.

De lange fingre krølledes sammen, og ligeså gjorde den smule af papirets overflade, der hang ved huden. ”Bare svar på spørgsmålet,” knurrede han.

Jeg så tvivlsomt på min far, som blot nikkede en anelse. Hvad var det lige, de havde gang i? Hvordan kunne min far tillade, at en – for mig – vidt fremmed udstedte ordrer på den måde, som om jeg var en eller anden undersåt?

”Hvad har det med noget som helst at gøre, om jeg har læst min fars bøger eller ej?” hvæsede jeg.

”Jonathan,” sagde gutten med en stemmeføring, der indikerede, at han var træt af samtalen, ”vær sød at gøre noget ved din datter.”

”Den her må du selv redde dig ud af,” lød det fra min far i en tone af morskab. ”Det her var ikke min idé.”

Valerian kastede begge hænder op i luften og lod dem så falde opgivende ned langs siderne. Han så mere frustreret ud, end jeg følte mig, men det gav ham ikke ret til at opføre sig som et røvhul i andres hjem. Måske så han anderledes ud i forhold til de fleste andre, men her lignede han bare én i flokken.

”Vi er ikke i familie,” brummede han i min retning. ”Heldigvis.”

”Men hvordan –?” begyndte jeg forvirret. Hvis vi ikke på nogen måde var beslægtet, hvordan kunne det så være, at vi lignede hinanden så meget, som vi gjorde? Det kunne vel næppe være et tilfælde.

Igen skævede jeg til min far, men han var ikke til megen hjælp, sådan som han stod på sidelinjen og sugede hele scenen til sig, som om han blev inspireret til en ny bog. Denne tanke fik mig til at skrive mig bag øret, at jeg skulle tale ham fra den ualmindeligt dårlige idé, hvis han havde så meget som tænkt tanken.

”Jeg skrider,” erklærede Valerian mørkt.

”Du kan da ikke bare gå,” protesterede jeg, idet han krydsede gulvet i et par lange skridt og trådte ud i stuen. ”Hey! Svar mig. Hvordan kender du mit navn? Hvorfor ligner vi hinanden?”

Jeg havde lyst til at gribe fat i hans arm, men noget afholdt mig fra det. At fremstille mig selv som den desperate, klyngende pige fra første øjeblik var nok ikke det smarteste træk, hvis jeg ville have en besvarelse, jeg kunne bruge til noget. Eller for den sags skyld hvis jeg ville tages alvorligt.

”Lad mig give dig et godt råd, Hayley,” tilbød fyren med så meget bid i stemmen, at det næsten gjorde fysisk ondt på mig. ”Hvis du leder efter sandheden, er din fars bøger et lidt for godt sted at begynde.”

Og så var han væk, før jeg kunne nå at sige mere. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...