Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2839Visninger
AA

11. Hayley: Optaget Sofa

 

Da det blev fredag, kunne jeg ikke længere undskylde mig fra at hænge ud med andre mennesker på min alder, så jeg lod være. Desuden var jeg blevet temmelig træt af at læse min fars gamle skriverier efter at have færdiggjort Nærmere end du tror, for de mindede mig alle sammen om det Valerian havde gjort. Det var tydeligt, at han havde læst bøgerne, for hans transformation passede præcist på den, der var sket i romanerne. Alle sammen. Jeg havde bladret mig vej frem til den første scene, hvor det skete, i samtlige, og det var det samme.

For at give min blødkogte hjerne en chance for at tænke på noget andet, sagde jeg ja til at holde filmaften med Maria, Stephen og Matt fredag aften. Det ville ikke blive noget vildt, lovede Maria mig, bare et par film, sodavand og chips og godt selskab.

Egentlig var jeg ikke så sikker på, at jeg havde lyst til at være alene med lige præcis de tre. Formentlig ville Maria hurtigt give sig til at flirte med Stephen, som selvfølgelig ville elske opmærksomheden. Og så ville jeg være ladt alene tilbage med Matt, som ikke havde syntes nok om mig til at følge mig hjem den dag efter strandfesten. Det var den perfekte opskrift på akavet stemning, men jeg kunne ikke så godt undgå den, når nu jeg allerede havde sagt ja.

Til mit store uheld blev tingene dog kun værre derfra. Efter sidste time fik Maria ligesom nævnt for mig, at hendes forældre skulle bruge huset til en eller anden familiesammenkomst, og at vi derfor ikke kunne se film der for larmen. Og ingen af os havde særlig lyst til at tage hjem til Stephen eller Matt, hvis forældre vi ikke kendte. Så for ikke at udvise min manglende entusiasme tilbød jeg, at vi kunne gøre det hos mig. Min far havde plads nok, og der var ikke sandsynlighed for, at han skulle bruge fladskærmen i stuen alligevel.

Det ville ikke engang blive nødvendigt at spørge om lov, for han ville med hundrede procents sikkerhed sige ja.

Så Maria og jeg tog på indkøb efter skole. Vi vandrede omkring i den nærmeste Walgreens for at finde en passende mængde chips, slik og sodavand, som vi kunne hælde indenbords. At være hjemme hos min far betød også, at der ikke ville blive øl involveret, hvilket jeg godt kunne bruge en pause fra efterhånden.

Fordi det hele var Marias arrangement, overlod jeg det til hende at informere de to fyre om de ændrede planer. Hele eftermiddagen igennem ventede jeg halvt om halvt, at de ville aflyse, fordi min fars hus lå langt fra alting og de desuden ikke rigtig kendte mig. Men i stedet modtog Maria en SMS om, at det lød godt, og at de nok skulle være der.

Det var tæt på aftensmadstid, da Maria parkerede ude foran huset, hvor jeg nu boede, og slukkede for bilens motor. ”Er du sikker på, at det er okay, at jeg spiser med?” spurgte hun nysgerrigt.

”Selvfølgelig,” affærdigede jeg hende afslappet og åbnede bildøren. ”Min far laver altid for meget mad til to personer.” Det var sandt, men det var ikke noget, jeg beklagede mig over, for så havde jeg da i det mindste interessant frokost at tage med i skole.

Vi smækkede dørene i samtidig og bevægede os gennem den græsbegroede forhave. Det var sjældent, at vi tilbragte tid sammen her, fordi Maria boede tættere på begivenhederne i Eureka og skolen var centralt placeret. Men det var faktisk rart for mig ikke at skulle tænke på mine egne manerer, fordi jeg kunne gøre, hvad jeg ville derhjemme.

Jeg skubbede døren ind og råbte en hurtig hilsen i retning af stuen, inden jeg lod Maria følge efter mig og sparkede mine sko af under knagerækken på væggen. Da fik jeg øje på et par sko, jeg ikke umiddelbart genkendte, og det fik mine mavemuskler til at trække sig sammen af rædsel. Ikke nu.

”Hej,” lød det umiddelbart efter.

Min veninde fulgte efter mig ind i det, der var tænkt som husets primære opholdsrum. Stuen. Jeg kunne høre min fars fingre danse over tastaturet inde på kontoret, hvilket var en lyd, jeg efterhånden var meget vant til. På væggen ved siden af trappen kørte tv’et, men der var som altid slukket for lyden.

Noget, jeg til gengæld ikke så ofte til daglig, var, at vi havde en gæst. Ganske vist den mest forventelige gæst på disse kanter, men stadig ikke en, jeg havde ventet at se i dag af alle dage. Så selvfølgelig var det da oplagt, at han dukkede op.

Fornemmende min chokerede tilstand prikkede Maria mig i siden uden at sige noget. Hendes store, brune øjne stillede det spørgsmål, jeg havde lyst til at ytre højt. Hvad i al verden lavede han her? For ikke at gøre situationen mere akavet, end den allerede var, trådte jeg lidt længere ind i lokalet.

”Valerian,” sagde jeg højt. Højt nok til forhåbentlig at overdøve musikken, som de hvide dutter i hans ører blæste ind i skallen på ham.

Det gibbede i ham, og han løftede hurtigt ansigtet fra den overvældende mængde papirer, som han sad med mellem hænderne. Præcis som første gang, jeg havde fundet ham her i huset, bar han et sæt læsebriller, som han dog ikke fjernede lige med det samme denne gang. I stedet løftede han en hånd og trak i de hvide slanger, så endestykkerne faldt ned over hans overkrop.

”Hey.” Han lød oprigtigt overrasket, som om han ikke havde forventet at se mig i mit eget hjem.

Kort skævede jeg til Maria, hvis ansigt afslørede, at hun var snotforvirret. Som sådan forstod jeg hende godt, for så vidt hun vidste, kendte jeg ikke rigtig noget til Valerian, så hvorfor skulle han pludselig sidde i mit hus?

”Hvad laver du her?” spurgte jeg direkte.

Han lagde papirerne fra sig. ”Jeg fik en fibersprængning i ryggen til svømmetræning tidligere, så Jonathan hentede mig og tog mig med hertil.”

Det lød smertefuldt, men jeg var ikke helt sikker på, om jeg troede på ham. Og hvis min far havde hentet ham, så betød det vel, at han følte sig en smule ansvarlig for fyren i sofaen. Ydermere var det ikke noget, han havde gjort for mig i den tid, jeg havde boet her. Han havde aldrig så meget som tilbudt det. Måske skulle jeg genoverveje den teori om at Valerian var min halvbror alligevel.

”Okay,” mumlede jeg bare med et skuldertræk.

Fordi der ikke var mere at sige lige med det samme, nikkede jeg til Maria som hentydning til at følge med mig op på mit værelse. Hun sendte mig et gennemskuende blik, som hun på ingen måde havde ret i. Tilsyneladende blind for at han optog en del af den plads, vi skulle bruge, rakte Valerian ud efter fjernbetjeningen og skruede op for lyden på nyhederne. Ud af øjenkrogen kunne jeg se, hvordan hans bryn trak sig tættere og tættere på hinanden.

En reporter stod på en strand et eller andet sted, og i baggrunden var et skib halvt sunket. Et helikopteroverblik viste, at havet omkring vraget var sort og brunligt frem for blåt, og beretningen lød, at transportfartøjet var brudt sammen under en eksplosion i de nedre regioner. Alt mandskab var bragt i sikkerhed, men grundet faren for en ny episode ventede man med at begynde at fjerne metalresterne. Ikke overraskende lød konklusionen, at dette kunne være til enorm fare for havets økosystemer.

”Jonathan!” kaldte Valerian, åbenlyst alarmeret. Et øjeblik efter kom min far til syne i døråbningen ind til kontoret. ”Har du hørt det her?”

Der var stille lidt, mens flere detaljer fulgte, og Maria sendte mig et undersøgende, sidelæns blik. En del af mig brændte af vrede over, hvilken skade vi mennesker kunne udrette mod den natur, vi var skabt af uden at tænke synderligt over det. Jo, det var i nyhederne, men der var ikke nogen, der gjorde noget ved det, fordi mennesker risikerede livet ved det. Hvad med alle de dyr, der døde i den tid, hvor vi sad på vores flade og stirrede på tv-skærme?

Jeg blev overrasket over denne vrede. Den var ikke lig noget, jeg nogensinde havde prøvet før. Men jeg kunne se, da jeg et kort øjeblik skævede til min far og Valerian, at de følte det samme. Valerians øjenbryn var trukket sammen i dyb bekymring, som om det rørte ham personligt, hvad der foregik. Min fars mund var en smal, sammenpresset linje.

”Tillykke,” hørte jeg min far sige i den mærkelige stilhed, der fulgte enden på indslaget. ”Du får rigeligt at tage dig til.”

Eftersom Maria så temmelig forvirret ud, og jeg ikke selv anede, hvad ordene betød, antog jeg, at de måtte være henvendt til Valerian. Fyren sad helt stille på sofaen og stirrede frem for sig, som om han netop havde fået at vide, at han havde uhelbredelig kræft.

”Ja, det ser sådan ud,” brummede han så endelig.

”Hvad mener du med det?” ville Maria vide.

Som om han for første gang opdagede, at jeg ikke var kommet indenfor alene, vendtes Valerians sorte øjne mod min veninde. De måtte vide, hvem hinanden var, men det lod ikke til, at de kendte hinanden godt nok til at være på fornavn.

”Jeg er en havmand, hvis mission er at beskytte havets skabninger fra menneskers destruktive adfærd,” sagde han uden så meget som at trække på smilebåndet.

Hans ansigt var så glat, at det kun kunne være en spøg. Alligevel gik der et sug gennem min mave af spænding, som om mine instinkter troede på ham, selv om min hjerne ikke gjorde. Jeg himlede med øjnene og fik øje på min far, hvis mund stod på vid gab.

”Du er fuld af lort,” erklærede Maria skeptisk, men hun kunne ikke lade være med at grine. ”Hvor dum tror du egentlig, at jeg er?”

Også Valerian smilede nu. Et skævt hjerteknusersmil, jeg ikke kunne lade være med at misunde ham. ”Tydeligvis ikke dum nok til at tro på den slags sludder,” overgav han sig afslappet. ”Så jeg må vel hellere være ærlig. Jonathan mener, at jeg studerer marinebiologi, og at vi altid får en masse at lave, når den slags ting sker.”

”Vildt,” afgjorde Maria imponeret. ”Så ved du vel om nogen, at havfolk ikke eksisterer.”

”Hvis nogen ved det, så er det mig,” medgav han på en måde, der ikke fik ham til at lyde arrogant.

Dette markerede enden på samtalen, men det virkede akavet at forlade lokalet uden videre, så Maria og jeg blev stående midt på gulvet. Efter et par sekunder satte min far sig i bevægelse; han bevægede sig et par skridt hen mod entréen.

”Jeg ser, om jeg ikke kan få fat i Max,” fortalte han Valerian.

”Hvis han har travlt, så sig til ham, at det her har højeste prioritet. Og få Benjamin til at komme herop.”

Min far nikkede alvorligt, som om det var helt normalt, at han åbenbart kendte alle de mennesker, Valerian kendte. Og vidste hvordan han fik dem til at handle. ”Hvad med Tara?”

Pigenavnet lød anderledes blødt og rullende på min fars tunge, end jeg selv ville have udtalt det. Det antydede at der var et helt særligt forhold mellem Valerian og navnets bærer.

Valerian rykkede sig en anelse i sædet. ”Jeg er sikker på, at hun er rimelig ligeglad i øjeblikket,” sagde han følelsesløst.

Min far så overrasket ud; han kendte helt klart Valerian langt bedre, end han kendte mig. ”Hvorfor skulle hun dog være det?”

”Det er ikke noget, jeg har lyst til at diskutere foran to sladderhungrende teenagepiger.” Den grove bemærkning blev understreget af et kort kast med hovedet i min og Marias retning.

Til min forbløffelse lo Maria bare, som om hun godt forstod hans behov for at svine os til. Jeg selv var temmelig fornærmet, for han kendte mig overhovedet ikke, men åbenbart havde han allerede dannet sig en mening om mig.

”Okay,” overgav Jonathan sig og forlod stuen. ”Riv nu ikke hovederne af hinanden, mens jeg er væk.” 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...