Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2850Visninger
AA

3. Hayley: Multitalent

 

Jeg var ved at blive sindssyg. Siden havnefesten havde jeg ikke kunnet få fyren med de samme karakteristiske træk som mig ud af hovedet, men jeg turde heller ikke at spørge omkring efter hans navn. Maria ville blive alt for nysgerrig og begynde at prikke til mig, og min far ville med garanti ikke ane, hvem jeg talte om. Eller i hvert fald ville han foregive ikke at vide noget.

Det virkede mistænkeligt, at fyren lignede min far så meget. Lignede mig så meget. Min mor havde altid sagt, at hun og min far gik fra hinanden, fordi de simpelthen var for forskellige, men hvad nu hvis den virkelige årsag var, at han havde været hende utro og fået et barn med en anden. Eller måske havde løget om at have en søn med en anden kvinde.

Jeg talte ikke meget med min far efterfølgende, selv om jeg måtte give ham, at han gjorde en indsats for at lære mig at kende på en mere hverdagsagtig måde. Hver aften spiste vi aftensmad sammen, og han spurgte mig, hvordan min dag var gået og om jeg kunne lide Californien. Svarene, han fik, var korte og kontante og temmelig intetsigende – at det hele var ”fint” eller ”okay”.

Før jeg kunne tale med ham ordentligt, måtte jeg bare finde ud af, hvad hele det her mysterium gik ud på. Siden episoden på parkeringspladsen havde jeg ikke set noget til fyren, selv om Maria og jeg havde været bogstaveligt talt overalt i den lille by, omgivet af nye fremmede hvert femte minut. Han var aldrig en af dem, jeg blev introduceret for. Faktisk var han som sunket i jorden.

Pludselig var det blevet hverdag, og jeg gik i skole igen. Sidste år med skolegang, hvor mine forældre kunne bestemme over mig, fordi jeg stadig boede under deres tag. Maria slæbte mig rundt mellem klasselokalerne og forklarede løs som en turistguide på speed. Hun snakkede om hvem der var gode at kende til hvilke formål, og hvem jeg helst ikke skulle omgås, hvis jeg gerne ville være usynlig resten af min skoletid. Om hierarki, hakkeorden, hvilke lærere der havde affærer med hvem, og hvilke fag der var de fedeste.

Selvfølgelig var mine fag planlagt på forhånd, hvilket også var grunden til, at jeg onsdag eftermiddag var ved at svede mig selv til døde i et varmt kemilokale, der var fyldt til randen med mærkelige flasker og beholdere med stoffer, jeg aldrig ville kunne huske navnet på. Med jævne mellemrum gled mit blik op til uret på væggen over døren, og jeg talte minutterne frem mod friheden.

Da det endelig blev tid til at pakke sammen, stod Maria allerede og ventede på mig uden for døren, smilende over hele hovedet. For ikke at lade hende vente, slyngede jeg min rygsæk over skulderen uden at lyne den helt – der var ikke så langt ud til bilen, at jeg behøvede at frygte tyveri af mine skolebøger.

”Hastværk er lastværk,” kommenterede hun og indikerede min taske, idet jeg sluttede mig til hende.

”Hvordan er det, at du er her allerede, hvis du ikke selv har været lidt forhastet?” gav jeg igen, mens vi begav os hen ad den myldrende gang mod dobbeltdørene ud til gården.

Maria svarede ikke, hvilket måtte betyde, at min pointe havde ramt rigtigt. Vi bumpede os vej frem mellem klassekammerater og yngre elever, indtil vi blev nærmest bøvset ud gennem frihedens porte. Solen skinnede ufortrødent fra en skyfri, dybblå himmel, og de første vandflasker var allerede pakket op af taskerne igen. Jeg missede med øjnene mod det skarpe lys og trak mine solbriller ned fra håret, rivende enkelte totter med i processen.

Mens jeg justerede min frits, fortsatte bygningen med at brække elever op, indtil der ikke var flere tilbage, efterladende skolegården absolut kaotisk og proppet til randen. Det var umuligt selv med min højde at se de blot ti meter hen til parkeringspladsen, hvor min og Marias flugtbil holdt parkeret.

Vanen tro kunne min forholdsvis nyerhvervede veninde finde en smutvej i selv den mest umuligt menneskemængde, og jeg snublede efter hende og forsøgte at se, hvor jeg var på vej hen. Det gik da også nogenlunde med ikke at træde nogen over tæerne, lige indtil en eller anden stødte hårdt ind i mig fra højre, og jeg snublede sidelæns direkte ind i en gruppe fyre, der næsten umuligt kunne høre til min årgang. De så ældre ud.

”Undskyld,” mumlede jeg flovt, da jeg til min rædsel kunne konstatere, at min skoletaske havde tømt sig selv ud over fliserne mellem de mange fødder.

”Chase, din kraftidiot,” skændte Maria uvenligt på fyren, der stod og så fåret på mig uden at tilbyde sin hjælp.

”Det var jo ikke med vilje,” forsvarede han sig efter et lille, overrumplet øjeblik. ”Køl dog ned, kvindemenneske.”

”Hvad sagde du til mig?” Maria eksploderede i en kaskade af bandeord, der både var engelske og spanske. Og så var diskussionen i gang.

Jeg orkede ikke engang at høre efter, mens min veninde forsvarede min ære; jeg ville bare væk herfra så hurtigt som muligt, så jeg slap for at collegefyrene stirrede på mig. Derfor faldt jeg hurtigt ned på knæ og begyndte at samle mine bøger, min vandflaske og mit penalhus’ indhold sammen i en bunke, så det kunne skovles tilbage, hvor det kom fra.

Netop som jeg fik rejst mig igen og børstet støvet af mine bare ben, rakte en hånd mig en passer. Jeg fulgte venerne under huden op ad en bleg underarm, der var muskuløs og alligevel slank. Ved albueleddet fulgte jeg armen op til et blåt T-shirtærme og videre hen over brystet til et mildt, smilende ansigt med dybe, kulsorte øjne, omkranset af mørke vipper, der stod i stor kontrast til hans hvide hår.

Fyren!

Mit blik faldt lynhurtigt tilbage på det matematiske hjælpemiddel mellem klaverfingrene. Og der blev det så.

”Det er din, er det ikke?” spurgte en stemme, jeg genkendte fra koncerten i havnen.

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg dumt og så på initialerne H. S. ridset ind i metallet. ”Jo, det er min.” Temmelig uhøfligt snuppede jeg den lille, spidse genstand ud mellem fingrene på ham.

”Det var så lidt,” mumlede han, trak på skuldrene og vendte ryggen til.

Jeg så efter ham, da han gik sin vej, bakket op af den gruppe af fyre, jeg var væltet ind i. Hvorfor havde jeg været så grov? Godt nok mistænkte jeg ham for at være min fars uægte søn, men det var jo ikke hans skyld.

Der var bare et eller andet over ham, der gav mig en form for myrekryb. Noget, der gav mig lyst til at holde mig langt væk. Og samtidig var jeg så tiltrukket af hans udstråling, at jeg forvirrede mig selv ved at tænke over tingene i dybden. Var det normalt ikke at kunne skubbe en fremmed ud af sit hoved på den måde, og så stadig være skide ubehøvlet, når han endelig lod til at være opmærksom på mig?

Frustreret over mig selv stoppede jeg passeren ned i min taskes dyb, lynede lynlåsen og ventede på, at Maria blev helt færdig med Chase, som allerede var på vej væk sammen med sit slæng. I mellemtiden var det tyndet lidt ud i mængden, så det ikke længere ville blive noget problem at lokalisere den lille, hvide bil.

Vi havde ikke meget mere end lukket dørene og rullet vinduerne ned, da Marias første spørgsmål kom farende gennem luften: ”Hvor kender du Valerian Nirvelli fra?”

Overrasket over, at hun kendte hans navn, lænede jeg mig lidt frem. ”Det gør jeg ikke. Ved du, hvem han er?”

”Selvfølgelig!” Hun slog et slag med den ene hånd, som om jeg havde stillet et temmelig dumt spørgsmål. ”Det gør alle heromkring. Hvis du ikke skulle have bemærket det, falder han ikke ligefrem i ét med omgivelserne.”

Deri kunne jeg kun give hende fuldstændig ret. Der var nogle få blonde hoveder på skolen, og jeg havde ikke set mange flere på vores tur rundt i nærområdet, men ingen af dem kom i nærheden af at være helt hvidhårede. Havde jeg ikke haft erfaring fra mig selv, kunne jeg nemt have forvekslet den mærkelige fyr med en ældre mand, da jeg så ham bagfra.

”Så hvem er han?” spurgte jeg utålmodigt. ”Valerian Nirvelli. Hvad laver han?”

Et lusket smil bredte sig over Marias læber, idet hun satte bilen i gear og bakkede ud fra sin plads. ”Hvorfor er du så nysgerrig?”

Mine skuldre løftede og sænkede sig automatisk. ”Jeg har aldrig nogensinde set en fremmed, der ligner min far så meget. Jeg tænkte bare, at jeg ville finde ud af noget mere om ham,” forklarede jeg ærligt.

”Fair, fair.” Bilen kastede sig fremad og susede væk fra den store, solbeskinnede parkeringsplads. ”Han er svømmestjernen oppe på HSU. Utrolig, siger jeg dig. Og så har du jo selv hørt ham synge. Åbenbart er han god til alt. De siger også, at han er mega klog.”

På ethvert andet tidspunkt ville jeg nok kritisk have stillet spørgsmålstegn ved, hvem de kunne være, men jeg havde travlt med at suge viden til mig. Multitalent, hm? Hvor jeg kom fra, var det mig, der var multitalentet – også selv om jeg forsøgte at spille ydmyg og ikke gøre et stort nummer ud af det. At en anden skulle have den plads nu var mærkeligt.

”Ved du, om han kender min far?” prøvede jeg.

Som om jeg var den dummeste person på hele Jorden slog Maria ud med den ene arm mod forruden. ”Hallo, Miss Hay. Din far er lige så meget en lokal som en international berømthed. Alle kender ham.”

Den lille, mørkhårede person vinkede ivrigt til en politibil, idet hun kørte forbi med alt for høj fart. Med åben mund og polypper stirrede jeg ud gennem bakspejlet, hvor de to betjente løftede hænderne til hilsen og ikke så ud til at ville gøre noget ved fartproblemet. Sådan et nummer var helt sikkert ikke gået hjemme i Chicago!

”Hvad er det egentlig, vi skal?” undrede jeg mig, da jeg igen vendte øjnene mod den tørre, støvede vej.

”Hjem til mig,” erklærede Maria muntert. ”Min mama laver arepas.”

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...